Michalas modermærke i ansigtet har aldrig påvirket hende: ”Det er en del af mig”
Huden er vores levende hylster og største organ. Den kan se ud på utroligt mange forskellige måder, men nogle få skiller sig særligt ud.
Jeg har altid kaldt det et modermærke. Men jeg har såkaldt nævus flammeus i ansigtet, og hårene stritter på mig, når folk kalder det en sygdom, for en sygdom er noget, man gerne vil være rask fra.
Jeg har ikke lyst til at blive rask fra mit modermærke; det er en del af mig.
Som barn påvirkede modermærket mig ikke. Først et stykke inde i min skoletid sagde nogen, at jeg lignede Gorbatjov. Eller: ”Har din mor hængt rødt vasketøj op i din næse?” Eller: ”Har du dyppet din næse i jordbær?” Jeg gik på en lille privatskole i et trygt miljø og blev ikke ked af det. De har jo nok sagt det for at ramme mig, men det bed ikke på.
Jeg var genert som lille, men ikke på grund af modermærket. Jeg kan ikke huske, at jeg har følt mig mindre fri socialt på grund af det. Mine forældre har altid opdraget mig til at se mennesket frem for omslaget, og jeg dømmer ikke folk på deres udseende; jeg lægger mærke til deres væremåde.
Jeg får laserbehandling en til to gange årligt. Ikke for at fjerne modermærket, men jo ældre jeg bliver, jo tykkere bliver det, og i den forbindelse kan der opstå eksem og knopper.
Laser holder det nede, og på den måde undgår jeg kløe og ubehag. Når jeg ikke har fået behandling i et halvt år, kan modermærket få et lilla skær over sig.
Som voksen vil jeg gerne fjerne knopperne på modermærket. På grund af kløe. Men jeg har oplevet, at hudlæger havde ambitioner på mine vegne om at gøre mig ”pænere” og mit ansigt mere symmetrisk. Men det er ikke mit behov. Jeg har ikke behov for at se anderledes ud, og det har jeg også sagt til dem.
Min veninde er makeupartist og har prøvet at dække modermærket. Men når jeg kigger mig i spejlet, mangler der noget. Jeg synes, jeg er pæn med det, og jeg bruger det faktisk også i mit job som resursepædagog, hvor jeg har en hurtigere adgang til børn.
De er jo så umiddelbare og kommer bare hen og spørger: ”Hvad er det, du har i ansigtet?” Så sætter jeg mig ned og forklarer det. Så har jeg kontakt med dem allerede. Jeg kommer i forskellige daginstitutioner, og så kan jeg sige: ”Næste gang I ser mig, kan I huske, at det er mig, der hedder Michala, for det er mig med modermærket.” Når jeg viser nye forældre rundt, kan jeg sige: ”Hvis I skal have fat i mig igen, så led efter mig med modermærket.” På den måde får jeg skabt tryghed hos nye mennesker.
Mit modermærke giver mig mit udseende og udtryk. Derfor holder jeg af det. Men uden det tror jeg, mit liv havde været det samme. Jeg er alligevel den første til at stå på bordene til fester – helt uden, at jeg drikker – så jeg har aldrig følt mig begrænset.
Annonce
Hvorfor tænker jeg ikke over mit modermærke? Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg kan tage mig i at tænke, når jeg skal et nyt sted hen: Gud ved, om folk kigger anderledes på mig. Men tanken forsvinder straks igen. Jeg er ikke optaget af, hvad folk tænker. Uanset hvad må de gerne have deres holdning.
Jeg står frem for at sige, at man kan have et godt liv med en anderledes hud. Jo mere oplyste folk er, jo mere accept er der til dem, der har det svært med at have et anderledes udseende.
Min smukke hud er et fotoprojekt med udstilling og tilhørende bog.
Her portrætteres 17 mennesker med forskellige hudsygdomme eller anderledes hud. Ideen er at udfordre vores ideer om skønhed og vise, at man kan have smuk hud på mange måder. Billederne er taget af Marie Hald, og forfattere er Charlotte Näslund Koch og Anna Belling Krontoft fra hudafdelingen på Gentofte Hospital. Jesper Vraamark Elberling har skrevet digte til bogen.
Min smukke hud, FADLs forlag, 250 kroner.
