Lene med sine mange præmier, da hun 11. maj blev overrasket med, at hun er kåret som Danmarks sødeste kassedame 2026.
Lene med sine mange præmier, da hun 11. maj blev overrasket med, at hun er kåret som Danmarks sødeste kassedame 2026.

Lene blev hårdt ramt af stress - men så valgte hun en levevej, hun aldrig havde forestillet sig

Lene Sindahl Nielsen fra SuperBrugsen i Fensmark på Sydsjælland er kåret som Danmarks sødeste kassedame m/k 2026. Hun sad på sin faste plads ved kasse 1, da hun blev overrasket af konfetti, flag, Hjemmet og den lokale presse.

hjemmet logo farve

-Vi mødes i grøntafdelingen klokken 11:58.

Sådan lød beskeden i SuperBrugsen i Fensmark ved Næstved, kort før Lene Sindahl Nielsen blev kåret som Danmarks sødeste kassedame m/k 2026. Den var møntet på alle, der skulle overraske Lene, som intetanende passede sit arbejde ved sin faste kasse 1. 

Hun var i fuld gang med at betjene en kunde, da et optog af kollegaer, kunder, den lokale presse og Hjemmet nærmede sig.

TILLYKKE blev der råbt, og så sprang de konfetti-rør, som brugsuddeleren havde købt, og der blev flaget og hujet, mens Lene rejste sig og tørrede sine øjne.

– Ej, hvor dejligt. Jeg håbede på det ... det skal lige synke ind, sagde hun med et smil, mens der igen blev råbt hurra.

Lene med sin mand, Søren, som kom til overrækkelsen.

Lene havde med egne ord overhovedet ingen mistanke, så overraskelsen var både stor og ægte, og det glædede hendes uddeler, Niels Kjeldsen, at Lene endelig vandt Hjemmets konkurrence efter at have været nomineret fem gange.

– Det er dejligt, at Lene får anerkendelse for sit engagement, for det er ikke ”bare” at sidde ved kassen, som nogen siger. Lene gør noget ekstra. Det er ligesom blevet hendes barn at passe sin kasse, og derfor er det så godt, at nogen anerkender det, sagde han med stolthed i stemmen.

Tårerne trillede

Lene har arbejdet i SuperBrugsen i Fensmark i 14 år, og at kunderne er meget glade for hende, vidner hendes sejr om.

Christina de Molade er kernekunde hos Lene og tager en runde mere i butikken, hvis Lene holder pause.

– Lene er bare skidesød, lød det fra en af de faste kunder, Christina de Molade.

Hun har sat handling bag ordene og indstillet Lene til prisen som Danmarks sødeste kassedame med opslag og delinger på Facebook.

– Lene gør noget rigtigt overfor kunderne, og jeg er også bare en af de mange kunder, der har gjort hvad jeg kunne for, at Lene skulle vinde, fortalte Christina de Molade.

62-årige Lene har selv læst mange af kundernes begrundelser for, at hun skulle vinde og lagde ikke skjul på, at tårerne har trillet ned ad kinderne.

Hemmeligt i kort tid

– Det er en rigtig god påskønnelse, og jeg synes, at det er en konkurrence, der sætter fokus på os, der sidder ved kassen, og måske nogle gange kan blive overset, forklarede Lene.

En kunde, der allerede havde sagt tillykke én gang, kom tilbage med en blomst til Lene. Michael er en af de faste kunder, som tilfældigvis var i butikken, da Lenes sejr blev kendt, og han ringede fluks til sin søster for at fortælle det.

– Og hun sagde, at jeg skulle købe en blomst, for vi holder jo begge to af hende, sagde Michael Hansen.

Det var en bevæget Lene, der modtog prisen.

Det er der tydeligvis mange, der gør i Fensmark og omegn, og følelsen er gensidig, understregede Lene.

– Selvom kunderne slet ikke kan forstå det, så er jeg lidt genert, men når jeg kommer på arbejde og tager arbejdsjakken på, så tager jeg SuperBrugsen på ryggen, og så tager vi den derfra, lød det.

Lenes mand, Søren, blev ringet op et par timer før overrækkelsen af prisen, for brugsuddeleren var sikker på, at han ville komme.

– Jeg er glad for, at jeg kun skulle holde på hemmeligheden i kort tid, for jeg ved jo, hvor meget det betyder for Lene, sagde Søren.

– Ja, maj har været lang. Så lang ... sagde hun. Nu var hun glad og lettet, men siden konkurrencen sluttede har flere kunder hver dag spurgt til, om hun vandt.

– Og hver gang har jeg bare måttet sige at jeg ikke vidste noget, sagde Lene.

Fik stress

Nu ved hun, at hun vandt, og det er hendes nærmeste chef også glad for.

– Det er ikke bare en gevinst for Lene, men for hele vores Brugs, sagde han med et smil.

Lene selv havde ikke troet, at hun skulle blive kassedame i sit liv, men efter at hun for 16 år siden gik ned med stress, ændrede hendes arbejdsliv sig.

Michael Hansen købte en blomst til Lene, da han overværede kåringen, for både han og hans søster Yvonne var enige om, at hun fortjente en blomst fra dem.

– Der var flere ting, der havde indflydelse på, at jeg gik ned med et brag. Min mor døde, og jeg havde dengang et job, hvor jeg aldrig rigtig havde fri, så jeg var altid på, fortalte hun.

– Det tog lidt tid, før du var klar igen, supplerede hendes mand, Søren, kærligt.

Det tog et par år at komme på højkant igen, og så kom hun i praktik i Brugsen i Glumsø, og blev siden spurgt, om hun ville flytte til SuperBrugsen i Fensmark.

– Og det ville jeg gerne, og så blev jeg hængende, erklærede hun med et smil.

Lene fik efter kåringen fri resten af dagen, og selvom hun elsker sit job, var hun glad for at kunne tage hjem og fordøje det hele. Hun så på Søren og sagde smilende:

– Måske skal vi ud at spise i aften for at fejre det.

Hjemmets journalist Anette Løkken Sørensen, Lene og brugsuddeler Niels Kjeldsen foran kasse 1.
Hjemmets journalist Anette Løkken Sørensen, Lene og brugsuddeler Niels Kjeldsen foran kasse 1.