Pil: ”Jeg har været så længe om at tro på mig selv”

Når man kigger ned ad gangene i den bygning, der huser Pils pladeselskab, bliver man mødt af en hel række af fotografier af store danske popstjerner.

– Jeg kunne gå på de her gange og se på de her billeder af kunstnere, som er kæmpe inspirationskilder for mig og tænke på dem som kollegaer, men i stedet giver de mig en følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed, siger Pil.

Siden hun var barn, har musikken fulgt hende i ørerne som en temamelodi til en barndom, hvor hun havde svært ved at tage plads.

– Jeg har altid været tilbageholdende og genert. I skolen holdt jeg mest øje med, hvad de andre gjorde, og så gjorde jeg det samme. I 9. klasse var jeg bedste veninder med ”klassens smukke pige”. Alle flokkedes om hende, og jeg tænkte, at jeg havde trukket alle de korte strå. 

Jeg var mere bumset og mindre lysende end hende, og jeg drømte om at være noget større eller mere, end jeg var. Dengang ville det have været fedt, hvis jeg kunne have fået lidt af hendes stjernestøv.

Stjernestøvet er sidenhen drysset over Pil i rigelige mængder, men dengang på et pigeværelse i Farum var drømmen om en karriere i musik langt væk.

– Jeg er vokset op i den ikke særlig fancy del af Nordsjælland. Mine forældre havde helt almindelige jobs, og jeg har i det hele taget levet et helt almindeligt liv.

Drømmen om Medina

I hjemmet i Farum blev Pil, der går under det borgerlige navn Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, opflasket med brasiliansk jazz, Oasis og TV2.

– Udover den musik, der var i vores hjem, så havde jeg altid min discman med mig. Jeg var en kæmpe Mew-fan, og jeg gik religiøst til alle deres koncerter og sad inde på deres online-forum, hvor man kunne skrive med andre fans. 

Jeg dansede i spejlet på mit værelse til Britney Spears og drømte om at være Medina.

– Jeg kendte ikke nogen, der var i musikbranchen. Jeg kunne lige så godt have drømt om at blive astronaut. Jeg tænkte aldrig, at det var noget, jeg kunne komme til at leve af.

Efter gymnasiet rejste Pil til USA, hvor hun spillede sin første ”koncert” på en snusket bar i Boston. Sidenhen på cafeer og barer i Danmark. Altid alene og altid på engelsk.

– Jeg besluttede mig for, at nu var det simpelthen på tide at holde op med at være bange og ikke fylde noget. Jeg havde indtil nu kun skrevet musik på engelsk, men så skrev jeg én dansk sang, som jeg havde planer om at sende til Medina, så hun kunne synge den.

Gennembruddet

Nummeret, Pil skrev, var ”Nattely”, og det skulle vise sig at blive hendes store gennembrudshit, der skubbede gang i en stadig fremadstormende musikkarriere.

– Når jeg optrådte, var ”Nattely” altid den sidste sang på setlisten. På der her tidspunkt var folk ret ligeglade med, at jeg stod deroppe ved baren og spillede. 

Det er meget tydeligt at mærke, når man står i et rum, hvor der ikke rigtig er nogen, der hører efter, men når jeg kom til ”Nattely”, var der en følelse af, at hele rummet vendte sig mod mig. Jeg havde pludselig deres interesse.

– Så tænkte jeg, at den må jeg jo nok hellere beholde selv. Og så endte jeg med at udgive den på et lille indielabel.

"Nattely" voksede sig stor ude i de danske hjem, og i 2021 vandt Pil DR's KarriereKanonen.

– Når man lægger forløbet ud på den måde og tager alle de her højdepunkter, så lyder det ret flot. Men jeg har været så længe om at tro på mig selv. Jeg tænkte altid, at der var nogle andre, der var bedre end mig og sejere end mig.

– Det har været en udfordring at stå på scenen og lære at udfolde mig selv. Især i takt med, at scenerne er blevet større og større. Det har været så svært, for jeg havde hele tiden tanken: må jeg gerne være her? Er det fedt, det jeg laver? 

Jeg har altid haft en underliggende følelse af, at jeg ikke hørte til i klubben.

Følelsen af ikke at høre til er en, Pil kan genkende og huske fra det meste af sit liv – også inden musikken.

– Jeg har altid været enormt betaget af andres fællesskaber. Det der med at have en kæmpe vennegruppe, som virkelig er et bevis på, at man er valgt til – at man er inde i varmen. Jeg kan huske at stå ved siden af festudvalget på universitetet og virkelig være misundelig på det sammenhold, der var i at stå bag baren sammen og have det så sjovt.

De sejes klub

For Pil er ”de sejes klub” alle dem, der tydeligt hører til. Det er de tjekkede og utilgængelige, dem, der altid har sejt tøj på – og dem, der har magten til at lukke andre ind i klubben.

– Jeg har haft sådan en fortælling om mig selv om, at jeg først var god nok eller noget værd i den her branche, når jeg fik den anerkendelse af andre, der allerede var etablerede. 

Jeg mærker det især til awardshows, hvor jeg tit ender med at gemme mig lidt på toilettet, fordi jeg ikke kan holde ud at gå på den røde løber alene ved siden af folk, der har klædt sig så flot på, og som er så tjekkede – jeg føler mig så kikset i de sammenhænge.

LÆS OGSÅ

"Jeg var hans elskerinde i 20 år. Til sidst kørte jeg hjem til ham"

Jeg elsket ham og ønsket så inderlig at det skulle bli oss to. Derfor trodde jeg på alle de gode grunnene han ga meg for ikke å kunne forlate kona.

– Engang havde Spotify inviteret mig og en bunke andre musikere til middag på en Michelinrestaurant. Jeg følte mig som en fisk uden vand – og gæt hvem, der sad ved siden af mig? Medina! Mit største idol. Jeg havde aldrig mødt hende før, og hendes hår var ikke morgenhår ligesom mit, det sad snorlige.

Selvom Pil var begejstret for mødet med sit store idol, blev hun også ramt af den velkendte følelse: jeg hører ikke til her.

I dag, når Pil tænker tilbage, har hun mere omsorg for den version af hende, der var til stede den aften, men det er stadig svært helt at slippe selvbevidstheden.

– Medina er et meget varmt og meget gavmildt menneske. Det endte med at være pissehyggeligt.

Der findes også billeder fra den aften, hvor vi sidder og taler sammen, og det er nogle ret fine billeder, men der er virkelig en kontrast imellem mig, der sidder der i mit røde denim-sæt og min lidt for korte page, og Medina, som er så flot. Jeg var cyklet derhen direkte fra arbejde.

– Vi fik serveret pindemadder, og jeg endte med at sende dem tilbage, fordi jeg ikke kunne overskue at have mad mellem tænderne.

– Der er kodekser, jeg ikke kender til. Jeg forstår ikke spillereglerne, og jeg bliver så selvbevidst af at være derinde, at jeg bliver enormt udmattet. Jeg tror også, at det er det, der så småt er gået op for mig – at jeg slet ikke har lyst til at være en del af de sejes klub, men mest har lyst til at lave min egen. 

Nu har jeg stået her udenfor og banket på, og imens er min egen lille klub blevet større og større.

I år er det Pil, som skal åbne Orange Scene på Roskilde, og i ”Toppen af Poppen”, som netop er løbet over skærmen, kan man se hende fortolke sange i selskab med Tina Dickow, Burhan G, Guldimund, Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Lis Sørensen – noget, der minder om den ultimative anerkendelse.

– Orange Scene er jo en drøm, man har som musiker. Det er noget af det største – fuck, det er en stor scene. Der kan potentielt komme rigtig mange mennesker. Det har overrasket mig lidt, men selvom det er en drøm, der går i opfyldelse, så har det ikke automatisk givet mig en større tro på mig selv. 

Det er også et tegn på, at det ikke er så simpelt – det kommer og går lidt, det der med at føle sig ”sej” eller god nok. Der er mange, der har sagt ”nu må det da efterhånden være gået op for dig, at du er god nok”, men det er stadig en proces.

For Pil er det med tiden blevet mindre vigtigt med de store fællesskaber og det smarte tøj – nu vil hun forsøge at lave sin egen klub med sine helt egne regler.

– Jeg er klar til at undersøge, hvem det er, jeg egentlig godt kan lide at være, og hvad det er for et fællesskab, jeg egentlig gerne vil være en del af. Jeg behøver ikke at være et modeikon, jeg har ikke engang lyst til at være det! Og i virkeligheden kan jeg ikke rumme mere end et par enkelte, nære venner. Jeg behøver ikke at stå bag baren længere.

Dronning af månen

Modet kom med succes og anerkendelsen – men især kom det med alderen. Modet til blandt andet at skrive sange, der handlede om at være ”den største i verden”.

– Jeg skrev en sang, der hedder ”Dronning af Månen”. Den var ligesom en ny del af mig, der bare prøvede at give gas og være mere ligeglad. 

Den handler om at være royal på månen og om at være den største i verden. Jeg syntes, det var spændende at se, hvad der ville ske, hvis jeg ikke var hende den usikre, der sad ovre i hjørnet, men bare gik op på scenen og råbte: Hvad så, er der nogen dronninger derude?! 

Det har givet mig en følelse af storhed.

– Nu føler jeg mig også klar til at være lidt sur i mine sange. Slippe kontrollen og bare læne mig tilbage i det hele.

Føler du dig endelig sej?

– Spørg mig igen om 10 år, så kan det være, at jeg synes, at jeg er den største i verden.

– Det kan godt ske i små glimt. Når jeg ser mig selv stå som et af de øverste navne på en plakat i Tivoli. Nogle gange kan jeg have den helt barnlige følelse af for første gang at køre på en cykel uden støttehjul. At være den sejeste i verden.

Jeg har tit sådan en taknemmelighedsfølelse af, at nu er det endelig blevet fedt – fordi jeg tør være mig selv.

Har du et råd til andre, der føler sig udenfor klubben?

– Din sidemakker synes heller ikke selv, at hun er sej. Det er inde i dit hoved. Ingen er lige så tjekkede, som de ser ud. Og sig det højt, for når man gør det, siger den seje sidemakker ofte: ”Ej, hvor sjovt du siger det, fordi jeg er helt oppe og køre over, hvor grimt tøj jeg har taget på”.

– Jeg begyndte at få øje på folk, der stod og så helt anspændte ud, og jeg tænkte: gad vide hvem de skal snakke med, det ser ubehageligt ud – og så kommer de hen og siger hej til mig! 

Har de virkelig stået sådan og haft det intenst over at skulle snakke med mig? Det kender jeg jo godt selv, men det er helt fjollet. Vi er alle sammen mennesker, der bare gør vores bedste. Så gør dit bedste!

LÆS OGSÅ

Skal bestikket pege op eller ned i opvaskemaskinen?

Mange laver ubevidst denne fejl, der reducerer vaskeresultatet.