For en måned siden fyldte
Sofie Østergaard 44 år.
Det er præcis den alder, hendes egen mor var, da hun
døde – og det efterlader Sofie med en følelse af, at hendes bonusliv begynder
nu.
Det fortæller hun i ALT for
damernes podcast Skål Søster.
– Det er en helt absurd
følelse, fordi jeg nu starter mit bonusliv. Jeg lever dage, som min mor ikke
fik. Jeg har ikke noget billede af hende i den alder, jeg selv har fra nu. Jeg
har ingen idé om, hvordan hun ville være, eller hvordan hun ville se ud. Jeg er
lidt på bar bund, og jeg er nok også lidt mere alene, end jeg var, før jeg
havde fødselsdag for en måned siden. Men jeg er klar til det, og
der er også noget power i, at jeg føler, at jeg gør det sammen med hende.
Der er enormt meget kærlighed i det.
Sofie delte sine tanker om sit bonusliv i et opslag
på Instagram, og både kommentarer og beskeder væltede ind fra mennesker, der
har haft de samme følelser.
– Flere skrev, at de også har den
følelse, men aldrig har kunnet sætte ord på den. Det betyder noget at ramme den
alder, ens forælder blev. I mange år har jeg jo tænkt, at 44 år er en mors liv. Derfor er der jo også en fejring i det – at jeg
er blevet så gammel, og at jeg stadig er her. Jeg kan mærke mig selv klart og
er meget bevidst om, hvem jeg er. Jeg har også fået styr på min sorg i den
grad, man nu engang kan, for den bliver hele tiden ny og skifter form som nu, siger
hun og fortsætter:
– Jeg lever virkelig dobbelt nu, og
det kan også lyde som et kæmpe pres. Det er også farligt at sige, for så kan
det lyde, som om jeg skal gøre noget for hendes skyld, og det skal jeg
overhovedet ikke. Jeg er bare lidt tættere på hende og har hende med overalt. Ligesom
når man har mistet nogen, og der var noget, de ikke nåede – så får man lyst til
at bestige dét bjerg eller lære at cykle for dem. Jeg er nået dertil nu, hvor
jeg tager én for hende hver dag. Og det er faktisk en vidunderlig samhørighed.
Da hendes mor døde, var Sofie
Østergaard 15 år gammel og lige blevet konfirmeret – og sorgen gjorde, at hun
mistede troen på, at der var noget som helst, der holdt hånden over hende. Hun
lærte, at intet er lovet, og derfor er det også vigtigt for hende at tale med
sine egne børn om døden og sorgen.
– Forleden var jeg inde at putte min
fireårige datter. Jeg lå og holdt om hende, mens vi kiggede op på stjernerne
gennem skråvinduet over hendes seng. Inden sengetid har vi sådan en remse, hvor
vi siger “jeg elsker dig” på fire forskellige sprog, og det sidste er altid på
svensk. Bagefter rejser jeg mig og begynder at gå ud af værelset, da hun siger
“mor”. Jeg tror bare, hun skal have et glas vand, men i stedet spørger hun: "Hvornår
er det, jeg skal dø?”
– Så står man der. For jeg kan jo
ikke sige til mine børn, at de eller jeg bliver 100, når jeg selv mistede min
mor så tidligt. Jeg nægter at lyve over for dem, og jeg har talt med dem om
døden mange gange. Lige den aften valgte jeg at sige: “Det skal du ikke tænke
på nu – det synes jeg, vi skal snakke om i morgen.” Simpelthen fordi jeg ved af
erfaring, at de der dødssamtaler lige inden sengetid gør et eller andet.
Lyt til hele samtalen i ALT for damernes podcast Skål Søster.
