Det var en lun aften, da Nikolaj kom gående mod hoveddøren på vej hjem fra et middagsselskab. 

Vinen og maden lå tungt i maven, og han kunne mærke rusen, der fik hovedet til at snurre en smule. Han var beruset, men på en rolig og helt bevidst måde. Lyset var tændt i villahuset, da han satte nøglen i låsen. 

LÆS OGSÅ

5 hjerter til ’Den sidste viking’: Her er, hvorfor du bør se den

Under den heftige og hysterisk morsomme historie er der noget dybere på spil i denne film om vanvid, barndomstraumer og Abba/Beatles.

Der var stadig liv i familiens hjem i Hellerup.

Indenfor satte Nikolaj sig på sofaen foran sin ældste datter, Gerda. Hun brød sig ikke særligt om fulde mennesker, og Nikolaj ville vise hende, at det slet ikke var så farligt.

"Det her er mig, når jeg har drukket lidt, og der er ikke så stor forskel fra, hvordan jeg er normalt. Jeg vælter ikke rundt, som du sikkert tror, man gør, når man er fuld. Sådan her er jeg bare," sagde han til hende.

Den dengang syvårige Gerda kiggede undersøgende på sin far. Hendes lyse, blå øjne hvilede på ham, da hun svarede:

"Det er rigtigt nok, far. Du ligner dig selv, men jeg kan bare ikke mærke dig. Det er forskellen."

Den kommentar gjorde stort indtryk på Nikolaj.

"Det var sådan en ting, hvor jeg tænkte, okay, hvem fanden har skrevet det ned til dig?," smågriner han.

Det har aldrig været en tanke, der har strejfet ham selv før den aften i 2013. Nikolaj er selv vokset op med, at man som barn var med til festerne og så de voksne skeje ud i deres branderter. 

Barne- og voksenliv var knap så langt fra hinanden. Han forundres over, at hans datter har så dyb indsigt – i en alder af syv år vel at mærke – men samtidig bliver han også klar over, at den virkelighed, han har sat sine børn til verden i, er en helt anden end den, han selv voksede op i.

Netop et minde som det med Gerda sidder godt fast i Nikolajs hukommelse. Selvom han har huller i erindringen om sit liv og sin opvækst, som de fleste mennesker har, så er det vigtigt for ham at holde fast i de ting, han husker.

"Jeg bygger jo mit liv på min udvikling, så minder fylder meget for mig. Jeg måler mig selv med det menneske, jeg var engang. 

Jeg er ikke det samme menneske, som jeg var tidligere i mit liv, og der er masser af ting, jeg kan genkalde mig og tænke over, så på den måde tror jeg, at jeg er ret nostalgisk anlagt."

Udkig fra boblen

Lige nu er han aktuel i Anders Thomas Jensens komediedrama 'Den sidste viking', hvor han som den kriminelle og følelseskolde Anker tager tilbage til sit barndomshjem for at finde de penge, han netop har afsonet 15 år for at røve. 

Undervejs genopdager han sider af sig selv, da han konfronteres med sin egen og sin families fortid.

"Jeg tror ikke, at jeg på samme måde som Anker har fortrængt en masse ting fra min barndom, men det er vigtigt for mig at holde fast, for der er ingen andre til at huske de her ting for mig.

Jeg har ikke haft nogen forældre, siden jeg var ung, så den eneste, der kan genkalde de her ting, er mig selv."

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup og Eva Ravnbøl: Det burde danskerne lære af italienerne

Både Eva Ravnsbøl og Anne Dorthe Tanderup har et stærkt tilhørsforhold til Italien, og hvis man spørger dem, er der flere ting, danskerne kunne lære af den italienske kultur.

Selvom karakteren Ankers liv er langt fra den prominente skuespillers almindelige hverdag, er der sider af ham, som Nikolaj godt kan relatere til.

"Jeg kan godt se mig selv i hans måde at stå udenfor og kigge ind på vanviddet. Jeg tror også, jeg har en tendens til at kigge på min omverden udefra."

Det er et mønster, han altid har haft – det med at kigge ud på verden fra sin egen boble. For selvom Nikolaj ser sig selv som et menneske i forandring, så er der nogle ting, der ikke ændrer sig.

"Selvom jeg ikke er lige så distræt, som jeg var som ung, for så var det gået helt galt, så har jeg altid haft tendens til at blive lidt virkelighedsfjern. Det kan godt være til stor frustration for min kone og mine børn, men den har jeg helt sikkert med fra barndommen, og den er svær at slippe af med."

Den boble, han kunne forsvinde ind i, i klasseværelset som barn eller hjemme i stuen med sin mor, kan han stadig blive opslugt af. Særligt når han arbejder.

Hvis han er i gang med et projekt, kan han have svært ved at træde ud af den kreative boble og se, hvad der sker omkring ham.

"Min bror har det også, så det er en familieting, tror jeg. Men det vidner også om, at jeg går ind i noget og fokuserer fuldstændig – det er en måde for mig at koncentrere mig på – som så har en pris. Men jeg kan også godt mærke, at mine børn har den.

De finder ting, som de pludselig synes er spændende og går fuldstændig ind i. De er bare lidt bedre til at gå ud af boblen igen, end jeg er."

På tværs af generationer

Det er et af de steder, hvor han kan se sig selv i sine døtre, Gerda på 19 og Esther på 14. Men selvom han ser tydelige spor af sin egen familiehistorie i pigerne, bliver han ofte forundret over, hvor meget de også er deres helt egne væsener – og har opmærksomhed på nogle helt andre ting, end han havde i deres alder.

"Jeg synes, det fede ved at få børn er, at det går op for mig – tænk, de kan regne den ud. Tænk, de kan mærke efter, når det er forkert. Det, synes jeg, er en gigantisk gave at opleve."

Det er det fedeste af det hele, faktisk. At når Nikolaj kigger på sine døtre, ser han noget, han ikke kan finde adressen på. 

Han kan ikke sætte en finger på, hvilke karaktertræk de har arvet fra deres mor eller fra ham selv – for det meste er faktisk bare dem selv.

LÆS OGSÅ

Et billede på Facebook fik Katrine til at indse, at der var noget helt galt med hendes parforhold: ”Jeg blev så vred”

Min kæreste havde mistet sin elskede lillebror som blot 14-årig. Han havde derfor svært ved at knytte sig følelsesmæssigt til andre, og vores forhold var helt på hans præmisser. Altså, indtil jeg opdagede, at der var noget i Williams historie som ikke stemte. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

"I virkeligheden er den største del noget, de selv har bagt. Oppe i hovedet," siger han.

Blandt de to døtre og Nikolajs kone, Anne, er han som mand i permanent undertal derhjemme. Det er en dynamik, han godt kan mærke på sin egen meningsbank – for kvinderne i hans liv har mange holdninger om både stort og småt.

"Jeg er jo kun sammen med piger i huset, så nogle gange er jeg lidt alene. Det gør også, at jeg til sidst slet ikke ved, hvad jeg mener om noget som helst mere. 

Jeg bliver jo bombarderet med alt det, jeg ikke kan tillade mig, og som jeg skal holde op med – og det er både fedt, men nogle gange bliver jeg også skeløjet, må jeg sige."

I en familie omringet af piger bliver han tit imponeret over, hvor præcise holdninger de kan have. Der, hvor han selv kan have en tendens til at flyde mere med, har pigerne helt klare svar på, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan. 

Dog er hele familien – på tværs af generationer – gode til at kommunikere.

" Jeg er glad for, at selvom jeg har nogle piger, som synes, deres forældre er åndssvage og fra en helt anden generation, så kan vi tale sammen. 

Jeg kan godt forstå, hvis de synes, at jeg er et gammelt røvhul, for det er jeg jo, men det er dejligt, at vi stadig har en god relation."

En anden tid

I samværet med sine døtre bliver Nikolaj også konfronteret med de forskelle, der er på hans generation og deres – på godt og ondt.

"Det er jo en anden tid. De skal hele tiden forholde sig til sig selv. I min generation var det mere et ”vi”, hvor de i dag tænker meget som et ”jeg”. 

De skal hele tiden tage stilling til, hvad de synes. Dengang gled vi mere med strømmen, fordi der ikke var så mange valg at tage – nu ligger alle valgene i deres hænder på en helt anden måde, synes jeg. 

Men det har pigerne i den grad administreret."

Nikolajs ældste datter, Gerda, var 14 år gammel, da hun selv gik ud og fandt sig et job. Hun skrev selv ansøgningen og blev kort efter ansat. 

Det imponerede Nikolaj, at hun, ligesom hendes søster, har et ambitionsniveau, der får hende nye steder hen.

"Jeg synes, det er imponerende, for det ville jeg aldrig selv have haft nosserne til. De vil noget med deres liv, og det er fedt. Der er selvfølgelig nogle ting, hvor de ikke har defineret sig selv endnu, men de er 14 og 19 år, så der er god tid. 

Da jeg var 19, vidste jeg ikke engang, at jeg havde tøj på kroppen. Jeg havde ingen bevidsthed om noget som helst. Jeg begyndte først at tænke, da jeg var 42 … Så de når det nok lidt før mig."

Når Nikolaj kigger på sine døtre, bliver han gang på gang konfronteret med, at det er en anden tid, de vokser op i. En tid, der både er bedre på nogle punkter og blandt andet har ført til, at de har et helt andet gåpåmod. 

Men også en tid og en omverden, der stiller store krav til dem. Der har han særligt ét håb for dem.

"Jeg håber bare, at de får lyst til noget. Det synes jeg, er det væsentlige – at få lyst til noget og reflektere over, hvad man har lyst til. Det er så nemt bare at se og iagttage i dag. Der er så sindssygt meget information, og der er alle muligheder for at blive underholdt, uden at du skal reflektere.

Da jeg var ung, havde vi ikke andre muligheder end at se ét program på én kanal i fjernsynet eller stirre ud ad vinduet."

Lammet i valgmuligheder

Hvis Nikolaj havde været ung i dag og havde kunnet spille computerspil og se reels-videoer på Instagram, ser han en klar risiko for, at han aldrig var kommet ud af døren – for han ville aldrig nå at kede sig. Uden det alternativ fandt han hurtigt ud af, hvor lysten drev ham hen.

"Som ung voksen havde jeg en lille gruppe af venner, og vi spillede musik og havde forskellige bands. Vi var drevet af den der lyst til at prøve os selv af. Det er den begejstring for at kaste sig ud i noget, som jeg gerne vil have, mine børn får."

LÆS OGSÅ

Ditte Hansens far var misbruger – i dag forstår hun, at han aldrig gjorde noget i ond mening

Selvom skuespiller og forfatter Ditte Hansen aldrig har været i tvivl om sine forældres kærlighed, bar hendes barndom også præg af farens misbrug. Det fortæller hun i et interview til Hendes Verden.

Men han kan godt se udfordringerne. Når hele verden ligger åben, kan det være svært at træffe en beslutning – for hvad nu, hvis et bedre alternativ ventede rundt om hjørnet. Mulighederne kan næsten fungere som en lammelse.

"Jeg ved ikke, om det bare er min generation, men når jeg sidder på en restaurant, og der kommer en tjener ned og siger ”der er allerede bestilt mad til jer, så vi sender den bare ned, som den kommer” – så tænker jeg bare, yes!"

For på den måde er det ikke længere op til Nikolaj at vælge mellem et hav af retter, der potentielt kunne være gode alle sammen.

"I vores hus er det ret svært at bestille fra Wolt, fordi alle vil have noget fra hver deres sted. Det viser sig at være virkelig svært for fire mennesker at beslutte sig for en ret fra det samme land. Det er sådan noget, hvor jeg kan mærke, at det er en ny tid. 

Hvor man ikke bare accepterer vilkårene, men hele tiden tager stilling til alt, hvad man ser. 

Alt her i livet er dit valg, og det, synes jeg, må være hårdt, når man er ung."

Dog er han ikke bekymret. De værdier, han ønsker for dem, oplever han allerede er godt indprentet i dem. Faktisk overgår de hans egne evner på nogle fronter.

"Jeg synes, det er vigtigt, at man er ude i verden blandt andre mennesker, og at man skubber lidt til sig selv – for man bliver jo kun spejlet gennem andre mennesker. Men det er de allerede bedre til, end jeg er."

En sen blomstring

Det gennemgående minde, Nikolaj har fra sin egen barndom, er følelsen af tryghed og ro. Som barn voksede han op i et hus sammen med sin mor i Rødovre. Her var roligt og rart – faktisk i så høj en grad, at han til tider havde svært ved at løsrive sig.

"Jeg var helt sikkert en mors dreng. Vi snakkede meget om livet og filosofi og sådan nogle underlige ting. Jeg følte mig bare tryg, så jeg var meget hjemme sammen med hende. Jeg tror heller ikke, at jeg passede ind i så mange andre kredse. 

Jeg var lidt en nørd og rimelig introvert. Det er jeg stadig, men særligt som barn."

Hverken hjemme eller udenfor hjemmet så han noget særligt til sin kendte skuespillerfar, der døde, da Nikolaj var otte. Derfor var det også kun sin mor, han kunne læne sig op ad, og hans behov for at være sammen med hende oversteg ofte hans lyst til at være sammen med andre.

"Jeg var nok mere sammen med min mor end mine jævnaldrende. Jeg kan huske engang – det er ikke noget, jeg er stolt af at sige, men – en fyr spurgte mig, om jeg ville med i sommerhus, hvilket jo var sygt fedt. 

Og så sagde jeg, at jeg ikke kunne, fordi jeg ikke havde fået set min mor så meget – men vi var jo sammen dagligt."

Selvom trygheden og hverdagen med Nikolajs mor var dejlig, så havde hans store behov for at være tæt på hende også negative konsekvenser for ham.

"Det dårlige var, at jeg havde svært ved at komme ud af røret og blive social. Det var også en måde at passe lidt på mig selv, det der med ikke rigtigt at gå ud. 

Men det er kun ved at møde mange forskellige mennesker, at man finder ud af, hvem man er – og det udskød jeg."

Nikolaj var – som han selv beskriver det – en late bloomer. Han havde ikke travlt med at krybe ud af sin skal, for man vidste jo ikke, hvad der ventede på den anden side. Men pludselig blev skallen knust i tusind stykker, og tilbage stod en blottet 16-årig dreng, da han mistede sin mor.

"Hvis man skal kigge på det på et dramatisk plan, så er det lige præcis sådan et menneske som mig, der skulle miste sine forældre lige der. 

Hvis mit liv var en god historie, så var det jo oplagt, at min trygge, gode barndom skulle slutte så brat."

Efter en lang karrieres erfaring med fortællinger, dramaturgi og points-of-no-return er Nikolaj heller ikke i tvivl om, at dette var hans. 

Den introverte dreng blev skubbet ud over kanten, og der var ingen mulighed for at kravle tilbage ind i hulen igen.

"Der begyndte jeg så at tage stilling til alting. Jeg fik en flad af virkeligheden, og så kiggede jeg lidt på mig selv og tænkte, hvad sker der med dit liv?"

Et liv i faser

Lussingen fra virkeligheden var hård, og den sendte Nikolaj ud i en mørk tid, hvor det meste virkede ligegyldigt. Men det lærte ham også tidligt, at den eneste, der kunne putte mening ind i hans liv, var ham selv. Og på den måde trådte han ind i en ny fase.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup kyssede Bjarne Riis i en taxa - og det var mere end bare et tilfælde

Da hun euforisk og småberuset mødte Bjarne Riis på bagsædet af en taxa, blev det begyndelsen på deres kærlighedshistorie. De skulle igennem rygter, langdistance og to forhold for at få hinanden - men i dag tror Anne Dorthe Tanderup ikke, at det første kys var helt tilfældigt.

"Som ung red jeg bare lidt på en bølge og var lidt blind for det ansvar, jeg måtte tage. Men jeg blev jo pludselig klar over, at hvis det hele ikke skal sejle fuldstændig, så blev jeg nødt til at tage mig sammen."

Kort tid efter blev han valgt til en af hovedrollerne i filmsuccesen 'Drengene fra Sankt Petri', og selvom omvæltningen fra den trygge hule til den store filmproduktion, der vrimlede med mennesker, var stor, så faldt anerkendelsen på et tørt sted.

"Det var vildt at blive valgt blandt flere tusind, der var til audition. Det var en stor ting for mig, at nogen så mig som en, der kunne noget. For mig var det et stort skulderklap, som jeg havde brug for lige der."

Fra barndommens generte og ret nørdede Nikolaj, hen over ungdomsårenes distræthed og rodløshed, står han nu endnu en gang et nyt sted. Som en ny Nikolaj.

"Jeg er roligere nu, det er helt sikkert. Jeg havde meget krudt i røven som barn, og der skulle hele tiden ske noget. Nu kan jeg godt nyde roen," siger han og fortsætter:

"Min familie har også lært mig meget og har en stor betydning for, hvem jeg er i dag. Blandt andet har mine døtre lært mig, at man ikke skal prøve at være morsom for enhver pris. 

Det tror jeg er meget sundt for mig at lære – nogle gange er det ligegyldigt at fyre en joke af. Så skal jeg bare slappe af i stedet."

Handling fremfor ord

Nikolajs 20-årige jeg havde ikke kunnet forestille sig, at han ville være der, hvor han er i dag. Drømmene om et roligt familieliv, kærligheden og den succesfulde karriere var der også dengang, men de virkede uopnåelige bag det slør af mørke og meningsløshed, han så verden igennem.

"Men det var også en fase. Det er et råd, jeg tit giver til folk i dag, hvis de tænker, at de aldrig kommer ud af de mørke følelser igen. Jeg havde ikke nogen, der fortalte det til mig dengang, så det var noget, jeg selv måtte finde ud af."

Nu er han der heldigvis til at fortælle det videre til sine døtre. Og han har en klar følelse af, at de allerede forstår det og er i tydelig kontakt med deres egne følelser.

"De er meget positive børn. Kemien i dem er godt doseret, vil jeg sige. 

Til forskel fra mig synes jeg, de virker som nogle, der i den grad kan overleve hvad som helst. De er klædt på, på en eller anden underlig måde, som jeg synes er meget imponerende."

Netop det har også været målet for Nikolaj. At skabe en tryg base, hvor pigerne føler sig rustet til at gå ud og tage verden med storm. Skabe det fundament, der blev revet væk fra ham selv.

"Lige meget hvad håber jeg, at jeg er en, de altid kan komme til. Det er vigtigt for mig, at selvom de har dårlig samvittighed over noget, så kan jeg være en, de ikke føler for meget skyld og skam overfor. Så de føler, at de kan komme til mig. 

Vores hjem skal være en oase, hvor de tænker, her kan jeg altid lande."

Og hvis der er én ting, farrollen har lært ham, er det, at der faktisk heller ikke er så meget mere at gøre. For på samme tid skal de også have lyst til at flyve ud i verden, møde nye mennesker og lære sig selv at kende.

"Jeg har lært, at jeg ikke behøver gøre eller sige så meget. Og selvom jeg siger noget, så er det i hvert fald ikke det, de lytter til. De skal ud at gøre deres egne erfaringer. 

Jeg ved ikke, hvor meget jeg påvirker dem, det er mere mine handlinger og min måde at reagere på."

Derfor satte Gerdas kommentar den aften for mange år siden sig også ekstra godt fast og har betydet, at Nikolaj siden da har været meget bevidst om, når han drikker omkring sine børn. De skal aldrig være i tvivl om, hvor de har ham. 

Men ligesom Nikolajs eget liv er evigt foranderlige faser, er hans døtres det samme. Den dengang skoleparate pige har for længst taget en ny form.

"Der er mange, der siger, at når de får teenagebørn, så er det som om, det er nogle nye mennesker, der er flyttet ind i deres hus, og sådan er det også lidt. Men det fede er, at alt er en fase. Det burde alle skrive ned. Det er vigtigt at huske."

Faserne betyder også, at hans forhold til døtrene ikke bliver ved med at være det samme.

"Mit forhold til dem udvikler sig hele tiden i takt med, at de bliver ældre. Vi har forskellige fælles interesser, som jeg bruger tid på sammen med dem hver for sig. Men i takt med at de bliver ældre, bliver vi jo kun tættere."

LÆS OGSÅ

Hver gang Eva Ravnbøl er i Danmark, tager hun afsked med sin mor: ”Hun lever videre uden helt at ville det”

Journalist og korrespondent på TV 2 Eva Ravnbøls mor er syg, og hver gang hun rejser hjem til Rom, siger moren farvel, som om det er sidste gang, de ser hinanden. Og det kan godt være svært at være i, fortæller hun i podcasten ”Skål Søster”.

Flyve fra reden

Indenfor få år ser Nikolaj ind i, at hans døtre begynder at rykke ud af hjemmet for at starte deres eget eventyr. Det er dog ikke en dag, han ligefrem glæder sig til.

"Jeg har svært ved at give slip på mine børn. Men det er jo ikke et valg, jeg har. Det er sådan, butikken kører, og jeg er sikker på, at de kan klare det."

Når det er sagt, håber han alligevel ikke, at de flyver alt for langt væk – for en del af ham ville tage med dem.

"Jeg kunne ikke tænke mig, at de flyttede til Australien og stiftede familie der – det ville være smertefuldt, hvis mit hjerte var så langt væk, og jeg ville synes, det var hårdt, hvis jeg ikke kunne være en del af deres liv."

Men der må Nikolaj igen minde sig selv om en vigtig sætning, han har taget med sig gennem livet:

"Hvis du elsker nogen, så skal du sætte dem fri.