Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg kunne se, at William var på vej ind i en af sine svære perioder. 

Det startede altid med, at han blev mut og introvert. Da vi lige havde lært hinanden at kende, havde jeg ikke forstået, hvad der var på færde, når han forandrede sig på den måde. 

LÆS OGSÅ

Disse to fejl begår vi oftest, når det gælder vores pension – og det koster os dyrt

Kvinder har i gennemsnit en mindre pensionsformue end mænd, og ifølge pensionsrådgiver skyldes det især to ting - som du heldigvis kan ændre.

Til sidst havde han så fortalt det.

Det viste sig, at da William var 14 år gammel og hans lillebror, Michael, var 12, døde Michael af kræft. De havde været meget knyttet til hinanden, og William var aldrig kommet sig over tabet.

Både William og jeg var nu i midten af 20’erne og fornyelig flyttet hjemmefra for at studere i København, hvor vi så havde mødt hinanden. Vi nærmede os nu årsdagen for Michaels død, og derfor vidste jeg, at William var på vej ind i en af sine særlig følsomme perioder. 

Jeg bad ham derfor om at slappe af på sofaen, mens jeg selv gik ud i køkkenet og tog opvasken efter den middag, vi lige havde spist sammen hos mig.

Da jeg kom ind i stuen igen, spurgte William:

"Vil du ikke nok tage med mig ind på Rigshospitalet og se det sted, hvor vi tog afsked med min lillebror?"

Jeg blev så rørt over hans spørgsmål. For netop på grund af hans brors død, havde William svært ved at knytte sig til andre følelsesmæssigt. Han var simpelthen bange for at miste igen. Derfor var vi også gået forsigtigt frem i vores forhold. William satte tempoet og besluttede, hvornår vi kunne ses, og hvor længe.

At han nu ville involvere mig yderligere, følte jeg som en enorm tillidserklæring.

Næste dag stod vi udenfor det lille kapel på Rigshospitalet. William var helt stille, og jeg forestillede mig, hvordan han havde stået der sammen med sine forældre og sagt farvel til sin lillebror.

"Det værste var bagefter," sagde han, mens vi gik fra kapellet. "Mine forældre kunne slet ikke bære sorgen. De holdt op med at være forældre for mig. Det kunne ikke magte det. Så på en måde mistede jeg hele min familie den dag."

William var som forstenet. Jeg holdt om ham og lovede, at han aldrig ville miste mig, men jeg kunne mærke, at det ikke var nok. Det var aldrig nok. Han stolede ganske enkelt ikke på nogen længere.

"Lad os lave noget hyggeligt sammen i aften," sagde jeg. "Bare os to."

Det var en fredag. Næste morgen kunne vi sove længe og tage det stille og roligt.

"Faktisk tror jeg, at jeg helst vil være alene," svarede William mut.

Jeg kunne ikke nægte, at jeg var skuffet, men jeg sagde ikke noget. Men det var Williams sorg. Han vidste, hvad der var bedst for ham. Der gik en uge, inden jeg hørte fra William igen. I mellemtiden mødte jeg en fælles veninde, Maja.

LÆS OGSÅ

Da Søren blev skilt, flyttede han ind i særligt kvarter – og det var ikke, hvad han håbede på

Velkommen til skilsmisseparken: På Amager findes et kvarter, hvor du kan have din livskrise i fred.

"Hvordan kan det være, at du ikke var med i byen sidste fredag aften?" spurgte hun.

"Det var jo helt vildt! Der var så meget gang i William!"

William? Jeg blev lamslået. Men jo, det var ham forsikrede Maja mig om, men hvorfor havde han så løjet og sagt, at han ville være alene?

Da jeg et par dage senere igen så William, var han imidlertid stadig nedtrykt, så da jeg bragte det på bane, fik jeg bare en kortfattet benægtelse. Til gengæld blev jeg positivt overrasket, da han spurgte, om jeg ville møde hans forældre. 

Weekenden efter havde de nemlig inviteret til middag. "Der er bare én ting, du skal vide," sagde William formanende, da vi var på vej i toget til hans hjemby.

"Du skal ikke nævne min lillebror eller hans død. Mine forældre kan slet ikke klare det."

Williams forældre viste sig at være rigtig flinke, og vi havde en hyggelig aften. Jeg undrede mig dog over, at der ikke var et eneste foto af Williams lillebror Michael at se i huset, selvom der var masser af familiebilleder rundt omkring. 

"Her er William som 14-årig. Vi kørte rundt en hel sommerferie i regnvejr i Sverige," forklarede hans mor og lo, mens hun pegede på et billede af dem alle tre smilende i regnfrakker.

14 år? Jeg undrede mig lidt. For det måtte jo være på omkring det tidspunkt, at Michael var død. Der var også kun ét børneværelse i huset, nemlig det, William havde boet på, og som faktisk stadig stod, som da han flyttede hjemmefra.

"Ja, vi er ikke dem, der lige får lavet om med det samme," grinede hans far.

Alligevel var alle spor af Michael fuldstændig udraderet. Williams forældre fortsatte med gladeligt at fortælle om William som barn, om familieferier og fælles oplevelser, men Michael var som fjernet fra deres historier. 

Var sorgen virkelig for stærk?

Jeg havde en mærkelig fornemmelse på vejen hjem. Williams forældre havde været så engagerede og sjove. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan de samme mennesker havde været fraværende det meste af Williams barndom. 

Men hvad vidste jeg?

Et par weekender senere besluttede jeg at gøre gengæld og inviterede William med til Jylland og besøge min familie. William blev dog ikke ovenud begejstret for forslaget. "Du ved, at jeg har det svært med at møde nye mennesker," sagde han. "Måske senere, men lige nu er det for hårdt."

Jeg tog derfor alene til Jylland. Jeg fortalte min familie om William og viste dem billeder, men jeg mærkede godt, at min mor observerede mig. Lørdag aften blev jeg siddende oppe sent og alene. 

Jeg kedede mig og surfede rundt på Facebook. Pludselig så jeg William på et skibillede fra et lille svensk skisted. Hjertet hoppede i livet på mig. William stod sammen med to venner i høj sol, med et stort smil og et krus øl i hånden. 

LÆS OGSÅ

Skal mine børn kende sandheden om vores skilsmisse?

En læser spørger, om hun skal fortælle sine to teenagebørn, hvorfor hun og eksmanden blev skilt for otte år siden. Læs her, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Jeg nærstuderede det vantro. Kunne det være taget et tidligere år og først lagt op nu? Så så jeg den sweatshirt han havde på under skijakken. Den havde jeg lige foræret ham.

Jeg sov næsten ikke hele natten. Tusinde tanker fløj rundt. Hvorfor havde William sagt, at han havde brug for at være alene, når han så var taget på skitur til Sverige med sine venner? 

Løj han konsekvent for mig? Jeg tjekkede Facebook igen, da jeg vågnede næste morgen, men nu var billedet væk. Jeg stod op, bleg og trist.

"Er du sikker på, at ham kæresten er god for dig?" spurgte min mor. "Du har faktisk ikke virket glad, siden du mødte ham – mere bekymret."

Jeg gled af på hendes spørgsmål og tog toget hjem. Mens landskabet gled forbi, tænkte jeg dog over, hvad min mor havde sagt. Det var sandt, at jeg havde taget Williams sorg på mig. Den havde også kastet en skygge over mit liv. 

Det tog på mig at skulle tage mig af alle hans følelsesmæssige udsving. Og nu var der disse modstridende informationer. Havde William virkelig været på skitur i denne weekend, hvor han havde bedyret, at han var for deprimeret til at besøge mine forældre i Jylland?

Noget andet nagede mig endnu mere. Jeg blev ved med at tænke på det foto, Williams mor havde trukket frem fra familiens ferie til Sverige. 

For hvilken familie ville tage på bilferie, mens deres barn lå for døden derhjemme?

Da jeg kom tilbage til København, konfronterede jeg William med skibilledet, som jeg havde set på Facebook. Jeg havde aldrig stillet ham til regnskab på den måde før, og han blev meget overrasket. Han prøvede først at forskanse sig bag sin melankolske tavshed, men til sidst indrømmede han det så. 

Han havde rigtig nok været i Sverige med to kammerater. "Du må altså forstå, at alt, der har med familie at gøre, er svært for mig," begyndte han, men jeg kunne mærke, at jeg ikke orkede at høre på flere af hans historier.

"Har du overhovedet haft en bror?" fløj det ud af mig. William blev mørk af vrede. Jeg forventede, at han ville eksplodere. I stedet faldt han lidt efter sammen i sofaen og græd med ansigtet i hænderne. Så kom indrømmelsen: 

Han havde aldrig haft en lillebror. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det," græd han. "Jeg ville ha’, du syntes, at jeg var interessant, og da jeg først havde sagt det, var det som om, jeg var nødt til at fortsætte løgnen."

Da William var gået, sank erkendelsen om hans løgn ind. Jeg blev så vred. Selv da han indrømmede sin uhyrlige løgn, gjorde han det på en måde, så jeg skulle have medlidenhed med ham. 

Igen. 

Hele vores forhold havde været styret af den mekanisme. William havde indrettet sig præcis, som det passede ham, og jeg havde altid haft for ondt af ham til at sætte krav.

LÆS OGSÅ

Mona og Jens har alt, da ulykkerne pludseligt ramler ned over dem: ”Det var vores livs værste krise”

Jens og jeg havde gode karrierer, tre dejlige børn og et skønt hus. Alt havde flasket sig for os, så når andre oplevede modgang, var vi helt enige om, at det måtte være deres egen skyld. Sådan tænkte vi – indtil vi selv blev ramt. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg skrev rasende et brev til William, hvor jeg skældte ham hæder og ære fra, og jeg så ham derefter aldrig igen. Det blev svært for mig at stole på en ny kæreste igen. 

Først nu, hvor jeg er fyldt 32, har jeg mødt en mand, jeg elsker og stoler på. For det tog lang tid at komme mig over Williams bedrag. 

Men bedre sent end aldrig... 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.