Gud er italiener.
Eller i hvert
fald er det titlen på TV 2 korrespondent Eva Ravnbøls bog om Italien fra 2022, hvor
hun selv har været bosat siden 1990.
I ALT for
damernes podcast ”Skål søster” deltager hun sammen med Anne Dorthe Tanderup, der
også er særligt knyttet til støvlelandet, da hun i en årrække boede i Toscana
sammen med sin mand, Bjarne Riis, og deres børn.
De to kvinder har
derfor et særligt godt indblik i den italienske kultur og livsstil, og i ”Skål
søster”-studiet deler de gavmildt ud af, hvad de især kan lide – og hvad de
mener, danskerne bør lade sig inspirere af.
– Noget
af det, jeg synes er fantastisk ved Italien, det er, at folk under sig selv
nogle pauser hele tiden. Og det har jeg virkelig taget med mig dernede fra. Jeg
synes, det kan blive så hektisk her i Danmark hvor folks programmer er så tætpakkede
og ikke synes, at vi kan stå på en café og drikke kaffe i 10 minutter. Det har
vi jo ikke tid til, for så når vi ikke det og det og det, siger Eva Ravnbøl og
fortsætter:
– Sådan
gør man ikke i Italien, og det er en helt anden måde at komme igennem dagen på,
hvor an også trækker vejret. Og jeg tror i øvrigt, at det er bedre for produktiviteten
– det med, at man lige tager sine kolleger under armen og går ned og får en kop
kaffe og taler om, hvordan det gik mellem Juventus og Milan aftenen før. Jeg ser
også tit på danske arbejdspladser, at folk bare går ned og henter frokosten, og
så sidder de og spiser foran deres computerskærm. Der tager man sig tid til at
spise sin frokost i Italien.
Anne Dorthe
Tanderup stemmer i:
– Jeg vil give dig
ret, Eva. Italienerne er bedre til at tage pauser. Og noget af det, der gør, at
vi elsker Italien, det er jo, at vi selv føler, vi er på pause, når vi tager
dertil. Fordi det er meget ”domani, domani,” som betyder i morgen, i morgen. Og
jeg kan huske, at jeg blev vanvittig, da jeg kom derned. For der blev sagt ”vi
kommer i morgen” - og så kom de jo ikke. Men det lærer man at leve med, siger
hun, og mener, at danskerne omvendt er for præcise i deres planlægning.
– Herhjemme skal
du have planlagt at mødes med nogen i flere måneder i forvejen. Alle har deres
aftener og weekender fuldstændig booket op i kalenderen, og Italien blev jeg vant
til, at man lige kunne hoppe ind til hinanden eller lige kom over til
aftensmaden.
Denne gang er det
Eva Ravnbøl, der kan genkende Anne Dorthe Tanderups oplevelse:
– Jeg kunne have
sagt præcis de samme ord. Det er helt vildt, som folk planlægger herhjemme. Og
dernede er det bare sådan noget ”Skal vi ikke gå ud og spise en pizza i morgen
aften?” Jo, jo. Det kan ikke lade sig gøre her.
Èt spørgsmål
stiller danskerne for ofte hinanden
Når det endelig lykkedes
danskerne at finde tid i kalenderen til at være sammen, så mener Anne Dorthe
Tanderup til gengæld at vi er gode til at komme hinanden ved på et dybere plan.
– Nogle
gange kan det godt være en smule overfladisk i Italien. Så selvom vi sidder her
og roser det, så oplever jeg, at man ikke så tit bliver inviteret hjem til
folk. Det er sjældent, at du sidder hjemme hos folk og hygger dig, og i stedet
mødes man meget tit ude på en restaurant eller på en café. Jeg savnede at have
italienske venner, hvor jeg bare satte mig op i sofaen, og så hyggede vi
derhjemme.
– Det
synes jeg, at danskerne er gode til. Når vi så er sammen, så er vi sammen i
længere tid, og vi er sammen på en måde, hvor det bliver meget hjemligt og
hyggeligt.
For Anne Dorthe
Tanderup er der dog et spørgsmål, hun mener, at danskerne måske bør øve sig i
at udelade fra samtalerne, når de møder nye mennesker:
– Det, jeg
godt kan lide ved italienerne, det er, at de altid spørger ”hvordan har du det?”
frem for ”hvad arbejder du med?”. Og det synes jeg er en stor forskel i forhold
til Danmark. Der er det helt vildt vigtigt, hvad man laver. Det er næsten det
første, vi spørger folk om, siger hun, og Eva Ravnsbøl stemmer i:
– Jeg
synes, det er uhøfligt at spørge om. Altså til middagsselskaber, eller til alt
muligt i Danmark. Så bliver der spurgt ”nå, hvad laver du så?” Man kan jo pejle
sig ind på det, hvis man er sammen med folk, hvis man sidder til bords sammen
en hel aften, det er klart - men jeg synes bare ikke, det er det første, man
skal spørge om.
