Lena er præst i et fængsel: 'Et menneske rummer mere end en forbrydelse'

Som arresthuspræst møder jeg de indsatte, når deres liv kaos. De er lige blevet anholdt efter en måske voldsom hændelse. Som indsat skrumper ens identitet til en sigtelse, og det nummer, som står på døren.

Min opgave er at møde mennesket. Den indsatte kan bede om at få en samtale med mig, eller også gør andre indsatte eller personalet mig opmærksom på en, som har brug for at snakke. Nogen sidder i kort tid, mens andre er her i flere år og ender med at afsone hele dommen i arresten.

I begyndelsen handler samtalerne meget om anholdelsen og at være bag lås og slå. Senere fylder meningsløshed, ensomhed og skyldfølelse. Nogle mister nærmest alt i løbet af varetægten og ved ikke, hvad de kommer ud til. Andre troede, de ville få besøg, men der kommer ingen. Det kan være tungt ikke at få besøg af andre end præsten og en besøgsven fra Røde Kors. Ofte beder vi en bøn sammen, og jeg lyser velsignelsen.

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Jeg er også en overtryksventil, når de er ved at eksplodere. Jeg skal gå med en overfaldsalarm, men jeg har aldrig haft grund til at føle mig utryg, for det er ikke mig, de er vrede eller frustrerede på, men deres situation. Mange føler, at de svigter familien, mens de sidder inde.

Jeg lytter meget og har ikke projekter for den indsatte. Det er ikke altid, Gud kommer på banen, men mange har fornemmelsen af, at Gud er med, når de taler med en præst. Nogle kan spørge, hvorfor jeg vil tale med én som dem. Det kan blive en samtale om tro og menneskesyn, for det er min kristne tro, der holder mig fast på, at alle er lige meget værd, og jeg har aldrig mødt et menneske, som ikke var værd at møde.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Jeg ved ikke, hvad de er sigtet for, og måske får jeg det aldrig at vide. Jeg møder mennesker bag avisernes overskrifter, som måske har gjort forfærdelige ting, men jeg ved også, at et menneske rummer meget mere end forbrydelsen. Nogle sidder længe i varetægt, og så lærer jeg dem godt at kende. Flere tidligere indsatte kontakter mig af og til, efter at de er blevet løsladt, og fortæller, hvordan det går. 

Jeg er overbevist om, at det er sundest at stå ved tingene. Så mine samtaler handler også om at tage ansvar, og jeg kan godt udfordre dem, hvis de fralægger sig ansvaret. Som de, der sælger stoffer, og ikke har blik for, at hvilke store konsekvenser det har for andre. Er der tale om en voldssag, kan jeg spørge til, om de har tænkt på, hvordan offeret har det. Det er utroligt få, som er ligeglade, ikke mindst når de har mødt deres offer. Nogle har været påvirkede af stoffer i gerningsøjeblikket, men bagefter kan handlingen få dem til at ligge søvnløse om natten. Andre har været i voldsomt farlige situationer, og det påvirker dem stadig.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Jeg er også præst for de løsladte. Vi mødes hver mandag til hygge og fællesspisning, og de har mulighed for en fortrolig samtale, for mange har svært ved at komme tilbage til samfundet. Nogle har været del af et kriminelt miljø og skal opbygge et nyt liv. Andre er plagede af det liv, de har levet. Jeg håber, de klarer det, men jeg kender også til alle de forhindringer, de møder. I arresten møder jeg mange gengangere. Det er trist, men jeg ved også, hvor svært det er at lægge sit liv om og finde nyt netværk og nye veje. Nogen skal have en tur mere i manegen, før det lykkes.

Arbejdet som arresthuspræst er meningsfuldt. Og jeg oplever ofte, at det er meningsfuldt for de indsatte at tale frit med et menneske, som har tavshedspligt. Jeg bliver mødt med stor tillid og bliver lukket ind i et rum, hvor de deler det, som gør ondt og er svært, men der er også glæde og håb. Præsten er måske den eneste, de tør vise deres sårbare sider, for verden bag murerne er barsk, og de gemmer sig bag en hård facade. Det kan være tungt at få indblik i et menneskes liv, og mange indsatte har haft en hård opvækst og været udsat for ting, som intet menneske skal udsættes for. Jeg kan få ondt af de børn, som de var.