Filmen song sung bue

Anmelder blæst bagover: ”Den perfekte film at begynde året med”

Det her er en af den slags film, der er bedre end den burde være, fordi det store cast løfter i flok, omtrent som en cirkusfamilie.

ALT for damerne logo

5 ud af 6 hjerter!

Talent forpligter, også når stjernedrømmene er beskedne. 

I denne stærkt underholdende, spøjse, gribende og anderledes biopic er musikken og hjerternes brand i centrum. 

Mike (Hugh Jackman) er udkørt af musiker-karrieren i Midtvestens overraskende hårde blokvogns-underholdningsmiljø. Da han møder den kække Claire (Kate Hudson), der optræder som Patsy Cline, slår det gnister. Hun tror på ham, de skaber bandet ‘Lightning and Thunder’, der fortolker Neil Young og bliver et lokalt fænomen. 

Er historien mere corny end de ‘corndogs’(pølser i majsdej, der friteres), de to spiser på første date? Absolut. Men sikke en fornøjelse. 

Historien om Milwaukees svar på Sussi og Leo er bygget på en sand historie, der rummer stor tragedie, hårdt arbejde og ægte kærlighed. Og et trucklad fuld af fantastisk grimt firserkluns, der drypper af flæser og pailletter – og det er bare hans scenetøj. Og måske er der pyntet lidt, kondenseret og lagt til og fra, men alligevel er det drønhamrende charmerende. 

Det hjælper, at Jackman og Hudson er henholdsvis kikset og køn, og har en kemi, der stråler og oplyser hele festivalpladsen. De to skuespillere er godt klar over, hvilken historie de er med i, og alle i filmen går til det med krum hals og stor ømhed. Spiller for fulde gardiner og med samme intense, let desperate glæde, som parret gjorde aften efter aften. 

Det her er en af den slags film, der er bedre end den burde være, fordi det store cast løfter i flok, omtrent som en cirkusfamilie. 

Er der lidt med tempo og fordelingen af det tunge og det tindrende lette i fortællingen? Måske. Men musikken brager derudad, så selv den argeste fornægter af Neil Young og al hans væsen må lade foden vippe undervejs og måske endda synge med. 

En kitschet kultklassiker in spe er født.

“Song Sung Blue” fik biografpremiere den 25. december.