Årets Halloween førte til en form for nytårsforsæt.
Normalt køber jeg en palle spændende slik, emballeret hygiejnisk selvfølgelig. Jeg pynter også huset op og bruger hele aftenen på at åbne døren, spille forskrækket og sige ”nææææh, så flot en udklædning” til alle bydelens børn.
I år var døren hermetisk lukket.
For jeg var træt og småtrist efter at have flyttet min mellemste datter til hendes første lejlighed. Ingen af de øvrige døtre var hjemme. Jeg havde brug for at ligge på sofaen uden at flytte en muskel i mit resting bitch face. Men kan man det?, spørger du måske.
Gu’ kan man så, sagde en for mig helt ny stemme inde i hovedet.
Og så – en time før folkevandringen ved min dør ellers ville starte – pakkede jeg alle græskar, knogler og lig ned i Halloween-kassen. Jeg mørklagde huset og gemte mig inde i stuen foran Netflix sammen med min mand. Her spiste vi begge to kilo slik selv, så det hvinede i tænderne.
Den nye stemme i mit hoved føltes frigørende. Nogle ville sikkert sige noget med ”you go, girl” eller ”velkommen i zero fucks given-alderen”.
Jaja, siger jeg. Men har verden virkelig brug for endnu en egotripper eller endnu en nabolagets sure kost, som alle børn er lidt bange for? Og hvad kan denne asociale adfærd ellers føre til?
Et bud er, at den kommer til at føre til flere, små papirsnipper på gulve i træningscenteret og på diverse toiletter. Min nye zero fucks-persona gider nemlig ikke liiiige at samle andres snipper op. Heller ikke selvom det er træls for den stakkels rengøringsassistent senere.
Der vil afgjort også være flere brune striber rundt omkring i de nordjyske toiletter. For selvom jeg da lige kunne jage til at børste andres striber væk, så her er rart at være igen, så tror jeg ikke længere, det kommer til at ske. Stribernes ejermand må gøre det. Jeg har kastet toiletbørsten i ringen!
Måske bliver det heller ikke mig, der lige svinger en kage sammen til mødet, arrangerer julefrokosten og rydder kopper af mødebordet, fordi det er pinagtigt at vente på, at andre rejser sig. Eller mig, der til selskabet har antennerne helt ude for at opfange tegn på, at nogen ikke hygger sig – for så at reparere på den gode stemning.
Sikke perspektiver. Måske holder jeg op med at smile høfligt, når folk siger noget grænseoverskridende eller bare irriterende til mig.
Zero fucks-alderen har listet sig ind på mig i nogen tid. Trinvist har jeg meldt fra til bestyrelsesarbejde og skrivearbejde, der ikke er betalt. Jeg vil have honorar for mit arbejde og lader mig ikke længere smigre af ”men du er bare så go’ til det”-manipulation. Jeg har også droppet diverse frivilligjob på varmestue og dyreinternat.
Forældreråd og diverse arrangementsudvalg? Det er slut. Jeg aflagde svendeprøve i social ansvarlighed det år, hvor jeg havde lovet at stå for mine døtres sidste skoledagsfest. Da dagen kom, døde min mor om formiddagen. Med den ærlige, triste begrundelse spurgte jeg de øvrige forældre, om de kunne tage over til aftenens gilde, men de havde alle sammen andet at se til. Og jeg har aldrig følt mig så voksen som den aften, hvor jeg formåede at pynte op, servere pizza og ellers lade som ingenting, så mine børn ikke fik ødelagt deres fest.
Kan du mærke det? Jeg forsøger at få din accept af, at jeg ikke længere gider være den almoderlige, snipopsamlende, stribeafbørstende type for alle andre?
Den hunger efter accept tyder på, at jeg endnu ikke er landet helt. Men jeg vil arbejde på det i 2026. Andre må tage over. Værsgo’.
