Særligt én ting får Lene Beier til at mærke, at hun bliver ældre

Mit første minde

– Da jeg var helt lille, købte mine forældre en sejlbåd – en Maxi 77. Vi sejlede ud fra Skive og rundt i Limfjorden til øer som Fur eller bare lidt længere ud for at bade og ligge for anker. 

Det var ikke store eventyr, men jeg elskede at sejle, og jeg husker turene som utrolig hyggelige. Jeg stod ofte ude i stævnen, når vi sejlede ind i en havn, og kiggede mod land for at se, hvor jeg kunne finde en legeplads eller nogle at lege med. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Den der spejdende fornemmelse mod nye steder var fantastisk. Jeg er utrolig social, så havnemiljøet passede mig enormt godt. Alle de andre børn, der kom op fra bådene, legede på broerne, fangede krabber og badede. Jeg husker det hele tydeligt, også fornemmelsen af den store orange redningsvest med stroppen mellem benene.

Som voksen købte jeg en sejlbåd sammen med Anders, fordi vi gerne ville give vores børn noget af det samme, som jeg oplevede som barn. Den frihed, det er at sejle rundt, og den ro, der er på vandet. Derude bliver alt mere simpelt. 

En spegepølsemad smager bare helt sindssygt godt, når man er ude på vandet, og man får nogle virkelig gode snakke, når man sidder der og kigger ud i horisonten.

Mit første job

– Vi havde ikke særlig mange penge, da jeg var barn, så jeg ville gerne tjene til at kunne købe det tøj, der var på mode dengang – Levi’s og Ball – så selvom jeg egentlig var for ung, fik jeg mit første job som 11-årig. Jeg fik min mor overtalt til at tage rengøringstjansen på det kontor, hvor hun arbejdede, og så var det mig, der gjorde rent. 

Jeg elskede det, for jeg kan enormt godt lide, at der er pænt omkring mig, og i dag har jeg nok en lille smule rengøringsvanvid. Da mine forældre senere blev skilt, blev rengøringen et slags kærlighedssprog for mig. Jeg boede med min mor og to søstre, og hvis jeg skulle gøre noget sødt for min mor, så var det tit noget med at gøre rent, inden hun kom hjem fra arbejde.

Siden dengang har jeg altid haft masser af jobs – alt fra bybud til bartender – for jeg har ikke noget imod at arbejde. Jeg har ikke så stort et behov for alt for mange sofatimer, i hvert fald ikke hver aften. 

Når drengene engang flytter hjemmefra, vil jeg slet ikke kunne trives med, at Anders og mig laver aftensmad og sætter os direkte over i sofaen for at se fjernsyn. Det kan jeg måske én gang om ugen, men ellers skal jeg ikke bede om det. Så kommer jeg til at kede mig.

Mit første møde med Anders

– Jeg mødte Anders, da vi arbejdede sammen på restauranten Sushitarian i København. Vi havde arbejdet sammen i over et år, inden vi blev kærester, og han syntes vist, at jeg var ret sød et stykke tid inden, jeg opfattede det. I sommeren 2002 havde vi af en eller anden grund utrolig mange vagter sammen, og jeg syntes, at han var enormt sjov og virkelig godt selskab.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

For mig er han stadig den sjoveste mand i verden. Han finder altid på skøre ting, og så har han enormt meget selvironi. Det bedste, jeg ved, er, hvis folk er generøse i forhold til deres måde at være på. 

Ikke ved at give ting, men med sig selv, og det er han, så jeg keder mig aldrig sammen med ham. Det er meget sjældent, at vi kommer op at skændes, men hvis vi gør, siger vi aldrig grimme ting. Det er en aftale, vi altid har haft, så vi ikke kommer til at sige noget, vi fortryder. Og så er vi gode til at give hinanden plads. 

Da jeg gerne ville være tv-vært, kunne Anders nemt have tænkt, at okay, du har et godt job allerede, vi har to børn og et boliglån, så måske skal du lige skrue ned for ambitionerne, men det kunne han aldrig drømme om.

Så vil han hellere arbejde hårdere. På samme måde støttede jeg ham, da han sagde sit job op og tog seks uger afsted i en campingvogn for at finde ud af, om vi skulle starte et liv i Østrig.

Min første store sorg

– Min farfar Carlo døde, da jeg var barn, og jeg savnede ham utrolig meget i langt tid. Min farmor og farfar havde en gård udenfor Skive med både grise og køer, og jeg tror, at min kærlighed til dyr og naturen kommer fra besøgene hos dem. 

Min farfar tog mig med ud i staldene, hvor han lærte mig at fodre og muge ud. Han var enormt sød, og jeg husker, at han havde nogle kæmpestore hænder, men måske var det bare fordi, at mine egne ikke var så store. Jeg fik ikke lov til at komme med til hans begravelse, fordi min mor og far syntes, jeg var for lille, og jeg savnede virkelig gårdlivet, da han var væk, og det at tingene var så primitive.

Jeg tænker stadig tit på min farfar, og jeg tror, det skyldes ham, at jeg føler mig så meget hjemme på landet. Siden jeg flyttede fra Skive, har jeg altid boet i byen, men nu bor jeg jo virkelig meget på landet i Østrig, og jeg er ét hundrede procent en landpige. Jeg kan godt lide, når der er højt til himlen, og man kan høre naturen. 

I Østrig lukker butikkerne klokken 18, og de har ikke åbent om søndagen, og det giver en helt anden ro, som jeg trives enormt godt i.

Min første tatovering

– Rigtig mange er imod tatoveringer, fordi de er bange for at fortryde det, men jeg arbejder ikke med fortrydelse. For mig er det vigtigt at gøre ting, jeg har lyst til i nuet, og derfor har jeg tatoveringer, som symboliserer noget, som har været vigtigt for mig på et givent tidspunkt. 

Det minder mig om, at nuet er det vigtige, ikke fremtiden.

Min første tatovering fik jeg i Skive, da jeg var 17 år, selvom man egentlig skulle være 18. Det er et kvindetegn, som var meget moderne dengang, og jeg fik den sammen med to veninder. Den sidder på venstre ankel og er i dag omringet af kirsebærblade, fordi jeg elsker naturen, og fordi de ligner hjerter. Tre af dem er faldet af, et for Anders, et for Arthur og et for Otto. Jeg har mange tatoveringer – en slange, fordi jeg blev bidt af en slange i Australien, en vandmand, fordi jeg er vokset op ved vandet, en chilimund, fordi jeg putter chili på alt, og en edelweiss, fordi vi er lykkes med hotellet.

På min ryg er der en blæksprutte, som er fra da jeg tog dykkercertifikat med min søn Otto. På grund af en drukneulykke i vores familie havde jeg enormt svært ved at tage mit udstyr af nede på bunden, fordi jeg blev bange for ikke at kunne trække vejret. Da jeg var dernede, kom der pludselig en blæksprutte og satte sig på min hånd, som jeg nærmest flettede fingre med, og så glemte jeg fuldstændig, at jeg var bange. 

Jeg bestod prøven, og nu er den på min ryg, fordi den har min ryg.

Mit første hotel

– Jeg elsker vores nye liv på hotellet i Østrig. Jeg har ikke fortrudt ét sekund. Jeg elsker værtskabet, fordi jeg godt kan lide, når mennesker omkring mig hygger sig. 

Når gæsterne træder ind på hotellet, har jeg to sekunder til at læse dem og finde ud af, hvad der skal til for, at de får en hyggelig ferie, og det er jeg vild med at kunne facilitere.

Vi har haft åbent snart et år, og jeg tror ikke helt, at det er sunket ind hos mig, at det faktisk er gået godt. Når man åbner et hotel er alt første gang, bare det at bo i et nyt land er første gang. Hvor ligger malerforretningen? Hvor køber jeg materialer? Hvordan får jeg talt med det her menneske på et sprog, jeg ikke kan? 

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

Når vi åbner til vintersæsonen her i december, er der noget, der er anden gang, og det glæder jeg mig til. Men jeg trives godt i, at der ikke er to dage, der er ens, og så nyder jeg at være sammen med min familie hele tiden, som var det, jeg gerne ville med det her eventyr. Det er helt vildt, hvad der er sket med vores drenge. 

Otto har lige fået en kæreste, og Arthur er startet på Det Internationale Gymnasium, hvor han har fået en masse venner. Det, at de mærker, at de modige, og at de tør prøve nye ting, synes jeg, er helt ekstremt fedt.

Mit første alderstegn

– Jeg har seriøst læsebriller til at ligge overalt, for jeg er der nu, hvor jeg nogle gange er nødt til at tage briller på for at se, hvad jeg spiser. Det er sygt irriterende, og der kan jeg mærke min alder. 

Jeg har også fået en skade i albuen af at vifte for meget med en vifte i saunagus. Hvem fanden får en albue, der måske skal opereres, på grund af saunagus? Det var nok ikke sket for 20 år siden. 

Udover det synes jeg, at alder er et privilegie. Det er ikke alle, der får lov til at blive gamle, så hvert år jeg bliver ældre, er jeg glad. Jeg går ikke i panik på nogen måde, for der er alle mulige ting, man kan gøre for at holde sig selv ved lige, og det gør jeg også. 

Jeg får nogle gange botox, og det må man gøre fuldstændig, som man vil, men for mig er det mest vigtige hvor meget, man når i sit liv, og jeg er et sted, hvor der er fuld af oplevelser på bagsmækken.

Jeg gør ikke noget særligt for at holde mig i form, men jeg skal helst ud at vandre i bjergene hver dag. Når jeg kommer ud i store vider, føler jeg mig lille i den her store verden, og den følelse kan jeg virkelig godt lide. 

Her kan jeg mærke efter, hvad jeg gerne vil, og heldigvis er jeg ekstremt god til at handle på de ting. Så må det gå, som det går. Jeg vil hellere komme galt afsted end ikke komme afsted. Mange tror fejlagtigt, at vi købte hotellet, fordi vi var utilfredse med vores gamle liv. Det var vi ikke, men det var en undrende nysgerrighed på, hvad man også kan opleve her i livet, og sådan tror jeg altid, at jeg vil have det.