Alder er en
mærkværdig størrelse. Men for skuespiller Solbjørg Højfeldt er det aldrig
noget, der har fyldt det store. Tidligere kunne hun endda glemme, om hun var 56
eller 58.
Med tiden er
hun dog blevet mere bevidst om sin alder, og kan nu både se og mærke
forandringerne, der er kommet med alderen, fortæller hun i et interview til
Hendes Verden, uge 52.
– Kroppen er
anderledes, end den har været tidligere, og det kan jeg ikke sidde overhørig.
Jeg kan træne og gøre andre ting, men i bund og grund er der ikke noget at gøre
ved det. Jeg kan jo ommøblere mit ansigt, men det har jeg ikke lyst til, selvom
jeg da bliver overrasket nogle gange, når jeg ser mig i spejlet og opdager nye
rynker. Man kan være heldig at have gode gener og klare sig lidt længere henad
vejen, men der begynder at ske noget, når man bliver 70. Men så siger mine
veninder: ”Jamen så bare vent, til du bliver 80, så sker der virkelig noget”,
griner Solbjørg Højfeldt.
Et lyst sind
Efter at skuespiller
Solbjørg Højfeldt og ægtemanden gennem 40 år skuespiller Henning Jensen begge
har lagt det travle teaterliv bag sig, er der blevet mere tid til at dyrke
fritiden, og det gør de blandt andet i deres sommerhus. Her finder Solbjørg
Højfeldt især ro i haven og ved at gå ture.
– Det er så
fantastisk, at vi er udstyret med ben. Tænk at vi kan komme rundt blot ved at
sætte det ene ben foran det andet. Jeg elsker at være ude i naturen, det føles
som medicin for min krop og mit sind.
Det er ikke kun
gåturene i naturen, som er vigtige for Solbjørg Højfeldt. Hun gør også meget
for at opretholde sit lyse sind, som er en stor del af hendes drivkraft gennem
livet – og altid har været det.
– Hvis jeg
kommer ind i nogle perioder, hvor tingene er hårde, kan jeg blive decideret
dårlig af ikke at være glad. Jeg kan fysisk mærke, at jeg mangler min glæde.
Den er min drivkraft, og det er jeg blevet meget bevidst om de senere år. Ikke
at jeg laller rundt i en stor latterrus, men positiviteten er kittet for mig,
og jeg kan heldigvis finde glæde i mange ting. Gode veninder, yoghurt med
friske bær om sommeren og en smuk solopgang, som jeg kan blive helt varm af
lykke over at opleve.
Læs hele
artiklen med Solbjørg Højfeldt i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun
bl.a. om sin karriere og om sit livslange kærlighedsforhold til sin mand,
skuespiller Henning Jensen.
Om Solbjørg Højfeldt
78 år.
Hospitalslaborant
og senere uddannet skuespiller ved Aalborg Teater.
Kendt for en
lang række roller på en lang række teatre samt for film og tv-serier som bl.a.
Zappa, Brødre, Riget og Den som dræber. Aktuel i filmen ”Det nye” år instrueret
af Paprika Steen.
Fik i 1982 en
Bodil for bedste hovedrolle i filmen ”Slingrevalsen”.
Gift med
skuespiller Henning Jensen og mor til en søn på 45.