Et sted i Midtjylland har fire kvinder viet deres liv til et helt særligt fællesskab

Fire katolske nonner bor i et hvidkalket hus på en grusvej i det midtjyske. 

De tilhører ordenen Jesu Små Søstre, og har viet deres liv til Gud – og glæden, forstår man efter bare få timer i deres selskab. De aldrende kvinder er nemlig hverken fromme eller alvorstunge. Tværtimod. De er lattermilde og imødekommende fra det øjeblik, hvor Søster Marie Gisèle smilende åbner hoveddøren iført mørke jeans, skjorte og strømper i sandalerne. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Kun trækorset med et hjerte, som de alle bærer i en snor om halsen, viser, at de er Jesu Små Søstre.

Trods sine 78 år er Marie Gisèle det katolske kollektivs yngste medlem og den, der byder indenfor og fører ordet med charmerende, fransk accent. Tre af de fire nonner, som bor her i dag, er oprindeligt fra Frankrig, men har rejst og boet i andre lande.

Søster Elisabeth, der er født i 1937, har været 46 år i Norge, og flyttede først hertil for fire år siden, da Oslo-fællesskabet lukkede. Hun fortæller, at Jesu Små Søstre altid har rejst meget:

– Det har overrasket mange, at man som nonne kan tomle og rejse med rygsæk, sådan som vi gjorde engang, men vi tager derhen, hvor der er brug for os, fortæller hun, da vi sidder ved bordet i søstrenes hyggelige stue.

Her spiser de sammen, og i lokalet ved siden af beder de sammen to gange om dagen. De har ikke længere fælles morgenbøn, for som Marie Gisèle smilende siger:

– Vi er blevet så gamle, at vi står op på forskellige tider, så vi mødes til en kop kaffe klokken 9.30.

Ældste Søster her i huset er 96-årige Denise, som blev udvalgt til at bo her, fordi hun kom fra landet i Frankrig og ”kunne noget med landbrug”. Den katolske kirke købte stedet i 1960, og egentlig skulle landbruget være drevet af munke, men ingen ville, så den dengang, 31-årige Denise flyttede ind.

– Jeg boede i København på det tidspunkt og arbejdede på fabrik, og det var ikke noget for mig, så jeg var glad for at komme hertil, fortæller hun.

På gamle billeder ser man hende i lang kjole i marken, for dengang kunne nonner ikke gå med bukser.

– Vi var de første nonner til at tage bukser på, og det var der nogle i kirken, der ikke brød sig om, fortæller Søster Elisabeth.

I 1969 flyttede Marie Gisèle ind, og kort efter solgte søstrene dyrene på gården, og nonnerne begyndte i stedet at dyrke økologiske grøntsager:

– Vi solgte dem på torvet i Silkeborg og Ry, og dengang var økologi stadig nyt og ikke så almindeligt, så vi fik en god pris for dem, fortæller hun.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Livsvilkåret for Jesu Små Søstre er et arbejdsomt liv. Sådan ønsker de det, og som Søster Julienne bemærker med et skævt smil:

– Pengene falder jo ikke ned fra himlen!

Hidsighed på fransk

Søster Julienne har arbejdet i en børnehave, før hun blev nonne, og gjorde rent på den lokale skole i 15 år.

– Jeg var så glad for kontakten til alle de mennesker, jeg mødte, og vi er nogle, der stadig ses, fortæller den 84-årige nonne.

Julienne kom her til huset i 80’erne efter at have tilbragt nogle år i Grønland og Norge. Hun er fra Belgien og katolsk opdraget, men ville egentlig ikke være nonne.

– Jeg fik nok af strenge nonner på den kostskole, hvor jeg gik. Jeg ønskede at blive gift og få mange børn, men så hørte jeg en bøn, der handlede om at overgive sig til fællesskabet, og sådan blev jeg nonne. Det ramte noget i mig, selvom jeg havde tænkt noget andet med mit liv, og jeg er da gået glip af noget, selvfølgelig, men vi går alle glip af noget i vores liv, mener hun.

De tre andre, der sidder her om bordet, nikker.

– Man kan ikke løbe fra sit valg. Det har konsekvenser, erkender Marie Gisèle og tilføjer:

– Vi skulle modnes i det; ligesom man modnes gennem et langt ægteskab. Det er en proces, men jeg var tiltrukket af et fællesskab, hvor alle er lige. Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville leve i nærhed med andre mennesker, og det ser måske lidt ensomt ud, som vi lever her, men vi er meget i kontakt med mennesker omkring os. 

Folk her på egnen tænker vist ikke om os, at vi er så særlige. De kender os jo som de mennesker, vi er.

– Og når vi bliver hidsige, slår vi over i fransk, indskyder Søster Elisabeth smilende.

Hun har altid vidst, at hun ville være nonne.

– Jeg valgte Jesu Små Søstre, fordi jeg så glæden hos de søstre, som jeg besøgte, da jeg var helt ung. De delte et fællesskab og en dyb glæde, som jeg også har følt, og jeg har været glad for mit liv, erklærer hun.

Fristelser undervejs

Selvom de fire kvinder her ved bordet alle er tæt på livets afslutning, er de ikke bange for døden:

– Jeg håber virkelig, at der er en skaber, for jeg vil godt træffe ham. Jeg ser det, som at der er en mening i, at jeg blev skabt, og så er der også en mening i at dø. Jeg føler en tillid til at være ventet, forklarer Elisabeth.

LÆS OGSÅ

Gun-Britt har én speciel regel, når hun køber tøj

Frisør Gun-Britt Zeller vægter kvalitet og bæredygtighed højt, både når hun klæder sig på til sin hverdag i salonen og privat. Få et smugkig i hendes garderobe, hvor de klassiske items ofte får et lille tvist, og hvor alt kan dresses op og ned.

Marie Gisèle fortæller, at taknemmeligheden over et liv i fællesskab med andre mennesker, er det, der fylder hos hende i dag:

– Jeg er afklaret med, at mit liv ligger bag mig. Det har ikke altid været fantastisk, men det har været fyldt med glæde, og jeg har levet! Det har været så meget mere end ord og teorier, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt der har været fristelser undervejs, smiler hun, for det er noget, hun ofte bliver spurgt om, og svaret er:

– Der har været fristelser, men ikke nok til, at jeg skulle nogen andre steder hen. Det er vigtigt, at vi som søstre kan tale om de fristelser, for det er menneskeligt, men det kræver et godt fællesskab at turde åbne op for det. Nogle gange kan vi, andre gange ikke, siger hun.

Julienne erkender, at hun har tvivlet:

– Jeg er jo først og fremmest et menneske, men troen har været min navigation, siger hun og tilføjer:

– Det hårdeste var at give afkald på børn.

Marie Gisèle nikker og siger:

– Det med børn optog mig ikke meget, da jeg var ung, men da jeg kom i bedstemor-alderen indså jeg, at der ikke kommer nogen efter mig. Det er et savn, men ingen mennesker har det hele. Folk spørger os ofte: "Hvorfor er du nonne?", men det er mere interessant at spørge: "Hvorfor blev du ved?" 

For mig er det, fordi det er noget, der er mig. Jeg har aflagt et løfte og bekræftet, at jeg vil fællesskabet. Jeg har det godt i et liv, hvor vores kald er her hos – og med – mennesker. 

Det er ikke noget, der er oppe i en sky.