Nå, så er det
her. Nytåret. En anledning til at se tilbage på, hvad vi har lært af det
seneste år, og hvad vi vil øve os på i det næste.
Mit eget år begyndte med, at
jeg fyldte 60 år på en lørdag. Jeg samlede mine venner og familie, mine børn
var i deres fineste tøj, der var taler og levende lys på bordene, og jeg havde
valgt, at vi skulle synge ”Lyse Nætter” af Alberte.
En sang, jeg fandt ud af
skiller vandene i familien.
De unge får nærmest kvalme af den, fordi den minder
dem om nedlukningen, men jeg mindes kun tiden med glæde. Det var jo så
hyggeligt, at de var hjemme.
Jeg synes, det er vigtigt at summere sit liv op
med en fest mindst hvert tiende år. Hvor er vi henne nu? Hvad er der sket siden
sidst? Og holder vi stadig af hinanden? Sidst jeg gjorde det, da jeg fyldte 50,
var jeg deprimeret og stod midt i overgangsalderen. Jeg orkede det egentlig
ikke. Men sådan en fest gør, at vi samler os – ikke bare om fødselaren, men om
hinanden. Note to self: Jeg skal huske, at jeg elsker at fejre, og til næste år
bør vi alle sammen holde flere middage. Relationer gør livet rigt.
Apropos
alder, så har det været virkelig kærkomment, at vi i år er begyndt at tale mere
åbent om overgangsalder. Det er kun på tide, at der nu findes viden og
personlige beretninger, som vi kvinder kan lære af og spejle os i.
Da jeg selv
stod i det, følte jeg mig helt alene. Det eneste, jeg kunne finde, var en lille
note nederst på side 147 i Politikens Håndbog, der handlede om tørre slimhinder
og selvmordstanker. Det var ligesom dét. Jeg var en af dem, der blev virkelig
hårdt ramt og strejfede rundt alene om natten på Østerbro. Jeg tænkte: ”Er jeg
den eneste, der går her i natten på stuegulvet og ikke kan genkende sig selv?”
Jeg græd over alting. Jeg blev også forskrækket over, hvor hidsig jeg kunne
blive, når jeg fik lyst til at slå nogen ihjel. Kroppen ændrede sig
fuldstændig, og dengang var det ilde set at tage hormoner. Det er heldigvis
anderledes nu.
I den alder vil vi jo stadig gerne lykkes med alt muligt og være
på toppen: familielivet, karrieren, vores interesser. Men pludselig bliver vi
slået omkuld af en krop og et sind, der bevæger sig ind i en slags anden
pubertet. Som teenager føltes det som en gave, at noget nyt skulle begynde. Nu
føles det mere som om, at noget bliver taget fra os. Dengang fik vi foræret struttende
bryster – nu flytter røven sig bare over på maven og resten af kroppen bliver
firkantet.
Overgangsalderen er for mange så gennemgribende, både fysisk og
mentalt, at vi ikke skal gå alene med det. Vi skal søge hjælp – og vi har
forresten brug for lidt mere omsorg, både fra samfundet og hinanden. For der er
ingen tvivl om, at hvis det havde været en mandesygdom, så havde det været på
finansloven for længst.
En anden samfundstendens, der glæder mig utroligt, er,
at vi er begyndt at italesætte vores grænser. Ikke bare de fysiske, men også
grænserne for, hvordan vi taler til og med hinanden. Som ung skuespiller fandt
jeg mig i meget. Når jeg blev talt grimt til eller havde en kollega, der var
vanskelig, tænkte jeg bare: ”Herregud, det er jo bare deres form for humor”,
selvom det var på min bekostning. Unge kvinder i dag er bedre til at stoppe op
og sige: ”Sådan der skal du ikke tale til mig”. Det glæder mig.
Verden eller
mejsekassen
Da jeg var ung, kunne kolleger betro sig til mig om, at de følte
sig uretfærdigt behandlet, og jeg sagde bare, at de burde lade det fare videre,
ligesom jeg selv gjorde. Sådan ville jeg aldrig sige i dag, og det kan gøre mig
flov, at jeg ikke var mere bevidst dengang.
Det er godt, at den nye generation
bryder med den gamle hakkeorden. I bund og grund handler det jo bare om at
vågne op og se tingene klart. For selvfølgelig skal vi opføre os ordentligt.
Min datter fortalte mig for nylig, at mændene i dette års udgave af
datingprogrammet ”Bachelor” havde sagt, at de ikke synes, det er tiltrækkende,
hvis en kvinde er feminist. Det er jo lidt noget rod. På bagkant har de dog
sagt, at de fortryder, fordi de ikke vidste, hvad feminisme egentlig betyder.
Jeg synes, det er en god anledning til at tage en snak med vores drenge om,
hvad ordet egentlig indebærer: At det ikke er den kvindelige udgave af
mandschauvinisme, men at det i bund og grund handler om ligestilling mellem
kønnene.
Vi lever også i en tid, hvor vi har en utilregnelig Trump, der vender
ord på hovedet, og det skaber kløfter imellem os. Begreber får nye betydninger,
og derfor er det vigtigt, at vi gør os umage med at tale sammen frem for at
bekrige hinanden. Vores ord og samtaler er vigtigere end nogensinde. Især med
de sociale medier, der nemt kan polarisere os.
Apropos Trump og
verdenssituationen, så har min storebror formået at skabe en hel kasse fyldt
med overlevelsesting, og jeg har kun skaffet fire pakker knækbrød, 10 liter
vand og en lille håndsvingsradio. Jeg indrømmer, at jeg kan ligge derhjemme
inden sengetid og tænke: Hvordan fanden kommer det til at foregå? Bliver det
droner, der smider bomber, forsvinder demokratiet, eller indtager soldater
gaderne?
Jeg har supersvært ved at forestille mig, hvad det er, jeg skal kigge
ind i. Når jeg ikke kan løse verdenssituationen, går jeg til noget mere
håndgribeligt. Jeg har for eksempel flyttet min mejsekasse på altanen, så
fugleungerne ikke falder ned i et omvendt askebæger fyldt med vand, som de
gjorde sidste år. Det kan jeg da i det mindste tage hånd om.
Tilbage til ligestillingen,
så lad os tale lidt om det kvindelige præstationsræs.
Når du er alene hjemme,
så brug tiden på dig selv. Du kan altid ordne, rydde op og lave mad, når de
andre kommer hjem. Du behøver ikke altid rydde banen, så alt er klart, når
nogen træder ind ad døren. Det kan jeg selvfølgelig nemt sige, fordi jeg er 60
og ikke har sukkerkolde børn, der stormer ind ad døren. Men alligevel: Hvem er
det egentlig, vi rydder op for? Husk, dit hjem er ikke dine underbukser.
I min
alder er der noget fredfyldt ved at erkende, at man ikke behøver at
overpræstere længere. Det må der være andre, der tager sig af. Jeg gider
simpelthen ikke mere, og jeg kan ikke. Jeg har ikke benzinen længere. Jeg har
altid kunnet præstere på et højt niveau og i et galopperende tempo, men nu har
jeg passeret overgangsalderen, og jeg finder fred med, at jeg ikke længere kan
alt. Jeg har jo været der før og trykket pedalen helt i bund. Nu handler det i
stedet om at lære at drage omsorg for mig selv. Derfor er min opsang til dig:
Lad være med at prøve at vinde over dig selv.
På cyklen med fuck jer
Det er
også helt okay, at jeg ikke er den sejeste længere. Når min datter kigger på
mig og siger: ”Mor, du er den ikke længere, og du ved ikke altid, hvad der
foregår. Og hvorfor vil du og dine veninder ligne nogle, der er 20 år yngre?
Kan I ikke bare lade det ligge? Nu er det os, der er de pæne” – så har hun jo
helt ret.
Jeg er ikke i forreste linje længere, og jeg gider faktisk heller
ikke at være det. De unge inspirerer hinanden, og på et tidspunkt må vi
erkende, at vi ikke længere er en del af forreste bølge. Vi skal finde vores
egen plads i det hele.
Måske kan man føle sig lidt parkeret, og det må vel også
være okay.
I år kørte jeg på min cykel og fik følelsen af: ”Fuck jer alle
sammen, I kan bare rende mig i røven”. Men så vidste jeg bare ikke, hvor jeg
skulle cykle hen. For hvor kører man hen med en følelse af ”fuck jer”, når man
er 60? Det håber jeg at finde ud af i det nye år.
I år har jeg også hilst på
min krop. Jeg har medvirket i et tv-program, hvor opgaven var at tage kroppen
alvorligt i tre måneder i træk. Jeg skulle lære at træne, og jeg har egentlig
altid haft det svært med folk, der træner og holder deres krop ved lige. Jeg
har udviklet afsky for DHL-stafetten og generelt de fællesskaber, der centrerer
sig om krop og sundhed. Jeg finder dem superirriterende. Men nu fandt jeg faktisk ud af, at det er muligt at gøre
en forskel ved at gøre en alvorlig indsats.
Det har været et vendepunkt at lære
min krop at kende i min alder, og vi skal investere i en sund én af slagsen –
ikke en tynd krop, men en stærk krop. Pas på de muskler, du har, i stedet for
at slanke dem væk. Hold dig fra ultraforarbejdet mad, og giv dine tarme sunde
råvarer – den er vigtigere, end man lige går og tror. Både for fysikken og det
det psykiske. Praise the tarm!
Jeg har for nylig læst en artikel om, at vi skal
passe på med, at ikke alt bliver til en præstation eller noget, der taler ind i
vores selvbillede. Nu hedder dét at gå en tur åbenbart en hot girl walk, og det
skal gøres for at signalere, at man er typen, der er aktiv.
Hvad fanden sker
der for det?
Vi er blevet sådan nogle signalfugle, der hele tiden skal aflæse
hinanden og have fingrene nede i alt, hvad de andre foretager sig: Altid
fremstå som nogen, der har et klart formål.
Da jeg var barn, kunne man kede sig
og bare kigge på regndråber, der dryppede fra kanten af tagrenden, eller stirre
så længe ind i et bord, at man begyndte at undre sig over, hvordan det var
fabrikeret. Hvor kom træet mon fra? Hvor var det vokset op? Jeg er ret bange
for, at hjernen bliver til en grov nubret vingummi, hvis den aldrig mere skal
tænke selv – eller hvis vi altid skal tænke over, hvordan vi tager os ud.
Frihed i overskægget
Jeg tror virkelig, vi skal tage det alvorligt at smide
telefonerne væk. Jeg er ikke selv hellig, for jeg kan sidde i tre kvarter og se
på videoer af dyr, der bliver reddet, soldater, der vender hjem og noget om
bjergbestigninger i Himalaya. Men der er ingen næring i det.
Mit håb for 2026
er, at vi ikke skal føle os utilgængelige eller uansvarlige, hvis vi ikke har
telefonen på os. At det er okay, at vi ikke kan fanges i korte perioder.
Der er
også noget etik og moral omkring at færdes på nettet, som jeg ikke rigtigt har
lært. Er der ikke snart nogen, der laver en manual til os, så vi ikke begår
fejl? Kan nogen lære mig det?
Vi skal generelt insistere på at lære nye ting,
være nysgerrige og i bevægelse. Mange har grinet meget af, at jeg tog på et
svejsekursus sidste sommer på en familiehøjskole. Det er på en måde åndsvagt,
at jeg skulle lære at svejse – men også ret fedt at kunne skrive på CV’et.
Det
handlede måske også lidt om, at min søn var underviser på højskolen, og at det
var min chance for at se ham dagligt den sommer – men det handlede også om at
lære! Derfor: I det nye år bør du finde ud af, hvad du selv kan, lære det
videre, og afsøg selv ny viden.
I forbindelse med perfekthedskulturen på
sociale medier skal vi også huske, at der er magtfulde pengefolk, der lukrerer
på at fortælle os, at vi skal gøre noget ved vores udseende. Selv unge kvinder
bliver fortalt, at de kan undgå fine ansigtslinjer, hvis de bare starter i god
tid med en støttende og opbyggende creme. Og der tænker jeg bare: Det er jo
livet, der kan ses. Det er jo cool.
Jeg husker, jeg engang stod ved siden af
min datter og tvært mumlede til mig selv foran spejlet: ”Jesus, hvem er den
gamle dame der?” Hun blev ked af det og sagde, at hun er bange for at blive
ældre, hvis jeg bliver ved med at tale dårligt om det. Det har jeg tænkt meget
over siden. Det er da skamfuldt. Jeg føler ikke, jeg har levet op til min
forpligtelse om at tale mig selv op, præcis hvor jeg er i livet. En veninde og
jeg fik engang sprøjtet noget ind i bekymringsrynken – den der Grand Canyon,
jeg har mellem øjenbrynene – og det var underligt. Når jeg var bekymret, så jeg
fuldstændig afslappet ud. Det var mærkeligt, at mit ansigt ikke matchede mit
indre.
Kvinder må gøre med deres udseende, som de vil, men husk i det mindste
at tale din alder op. Gør det cool at være blød, rund, fuget og fuld af
erfaring. Det kan hjælpe pigerne, så de ikke tror, at alderen er en frygtelig
rejse mod afgrunden, fyldt med rynker og afsavn. For det er den ikke. Det kan
da godt være, vi stikker os på hinandens overskæg, når vi kysser goddag og
farvel, men sådan er det. Det er også frihed.
Mit håb for det nye år er, at vi
bliver bedre til at tale pænt til hinanden og til os selv. Gør stads af dig
selv, hvis du er til bling bling og parfume, eller hiv den bløde sweater frem
og råb hurra, hvis du er mere til den slags.
Og mens du er i gang, så ros også
din veninde. Det er vigtigt med gode veninder. De er med på det lange stræk i
livet. Måske skulle vi også indføre duelighedstegn i 2026. Små stofmærker a la
dem, vi i sin tid syede på badedragten. Et mærke for hver gang, vi har taget en
chance og ikke er nået i mål. Et for hver gang, vi er faret en smule vild. Det,
tror jeg, er sundt.
Jeg ønsker jer et kærligt, godt og uperfekt nytår
