Mette snakker med unge om det, de ikke taler med andre om – og hun giver dem særligt ét råd

Flertallet af de dejlige unge mennesker har ikke brug for at tale med en præst. Men nogle har brug for en anden vinkel på tilværelsen end den, de får fra deres forældre eller bedste ven. Nogle har sygdom i familien og synes ikke, de kan tale om det hjemme. Andre står ved en skillevej og er i tvivl om, hvilken vej de skal vælge.

Ungdommen handler meget om at finde sin identitet, og vi taler også om, hvorvidt de er den, de selv siger, de er, eller den, andre siger, de er. Generelt taler jeg med dem om sorg, skam, præstationsangst og kærestesorger. Intet emne er for småt, og jeg tager alle problemer lige alvorligt. Jeg håber, at de efterfølgende reflekterer over vores samtaler og føler sig hørt og måske endda forstået.

Jeg er sjælesørger for eleverne og driver ikke terapiforløb. Som præst har jeg ikke indberetningspligt og skriver ikke noget ned, så det er mere uforpligtende at tale med mig end med skolepsykologen eller studievejlederen. Eleverne kan kontakte mig, eller jeg kan række ud, hvis en elev har mistet en pårørende.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Samtalerne foregår oftest ikke på gymnasiet, for så behøver de unge ikke forklare deres kammerater, hvorfor de taler med præsten. Vi mødes på en café eller hos dem eller går en tur i skoven, eller vi mødes i præstegården. Nogle snakker jeg med én gang, mens andre har behov for flere samtaler. Det sker, at vi taler om Gud og eksistentielle emner, men for det meste handler det om, hvad der foregår i gymnasieverdenen. Det kan også være alvorligere emner, der har fået dem til at tænke over livet. Hvis ens bedste ven har fået kræft, opdager man, at man ikke selv er usårlig, og det sætter tanker i gang.

Det sker, at jeg bliver brændt af. Jeg plejer at sende en sms og fortælle, at jeg var der, men det var de ikke. Måske har den unge fortrudt, og det er jo en ærlig sag, eller også fylder problemet ikke længere. Lige så tungt som de unge tager en ting, lige så let kan de tage det, og det er det fede ved at være ung.

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

Som præst ved jeg, at det nok skal gå. Alt ender godt, og de unge har brug for at høre, at det, de bøvler med, går over. Håb er en overset superkræft. Jeg missionerer ikke eller siger, at alt bliver godt, hvis de kommer i kirke på søndag, men jeg lytter og kommer med min mening. Jeg spurgte engang en ung mand direkte, om han ville have, at jeg bare talte ham efter munden eller sagde sandheden. Han ville have, at jeg var ærlig, for det rykker ikke noget, hvis jeg bare siger det, de gerne vil høre.

Det giver meget at være sammen med de unge. Alle præster burde have et konfirmationshold, for samværet hjælper os med at bevare benene på jorden. De ungestiller kvalificerede spørgsmål til livet og alt det her skaberværk, som kan udfordre os. Jeg er ikke så bekymret for fremtiden, for de fleste unge er meget håbefulde, men de fortjener, at vi tager hånd om dem og er der, når de har brug for det.