I september blev det
offentliggjort, at Drew Sycamore overtager rollen som dommer i X Factor efter
Oh Land.
Og i et stort interview i denne
uges ALT for damerne, fortæller hun, hvordan hun fik jobbet.
– Egentlig var jeg blevet spurgt i
forsommeren, om det var noget, jeg kunne være interesseret i, efter at Simon
Kvamm havde trukket sig. Jeg havde været til audition på jobbet, men de valgte
Benjamin Hav. Det undrede mig faktisk, for jeg havde virkelig følelsen af, at
det job ville blive til noget, siger hun og fortsætter:
– Jeg tænkte, at der nok ville ske
et eller andet, så da de senere ringede og spurgte, om jeg ville overtage Oh
Lands plads, var jeg både overrasket og ikke overrasket, hvis det giver mening.
Jeg sagde bare JA i telefonen, men bagefter var jeg jo nødt til lige at høre
Mattias, om det var okay for ham, når vi nu havde vores lille datter.
Mand og barn med på job
Drew Sycamore havde mange
betænkeligheder ved at sige ja til jobbet, men har altid drømt om netop den
rolle – og derfor blev det et klart ja.
– Der nok ligesom med børn: Der er
aldrig det helt perfekte tidspunkt for det. Så da det kom ind fra højre, var
det bare så smukt, og jeg tænkte: Ja, sgu da. Og vi havde selvfølgelig også
talt om det herhjemme, inden jeg var til audition på jobbet i første omgang.
Mattias var da også et kæmpe let’s go, hvilket var vildt dejligt, og det har
været så hyggeligt at have ham og vores datter med på optagelserne. Det har
fungeret overraskende godt. Altså bortset fra, at moren nok altid bekymrer sig
meget mere, end hun behøver.
Drew Sycamore er vokset op med X
Factor, og derfor glæder hun sig til alt det, hun nu selv skal bidrage med.
– Jeg kan vildt godt lide at give
mennesker, jeg arbejder med, noget med på vejen. Vise ord eller noget rent
arbejdsteknisk. Hvis du kan lære noget af mig, vil jeg gerne give dig det. Og
det er jo på en måde det, jobbet handler om. Uanset udfaldet af X Factor,
skal deltagerne helst gå hjem med noget i rygsækken, og det vil jeg gerne
bidrage med.
Hun har dog aldrig selv overvejet
at stille op i et talentprogram.
– Min mor sagde, at det måtte jeg
ikke. Jeg tror måske, hun godt vidste, at jeg ville have bedst af at ”gå den
lange vej”, som hun kaldte det. Men jeg tror, at det er en lidt gammeldags måde
at anskue talentprogrammer på. Som programmerne er i dag, kan det være en
kæmpestor hestesko ind i en karriere, men det kan også ”bare” være en kæmpe fed
oplevelse, og det kan jo også noget.
– Min mor vidste godt, at jeg virkelig gerne
ville være sangskriver, sanger og performer, så jeg tror, at hun tænkte, at det
var bedst, at jeg fik øvet mig, inden jeg stillede op i fjernsynet.
Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor Drew Sycamore også fortæller om sin mors død, sit forældreskab med Mattias Kolstrup og giver et tip til din privatøkonomi.
Drew Sycamore
- Dansk-walisisk sanger og sangskriver.
- Aktuel som dommer i ”X Factor” på TV 2.
- Har udgivet fire album og modtaget et hav af priser og udmærkelser.
- Har spillet mange store livekoncerter og åbnede Orange Scene i 2022.
- Udgav i maj 2025 sit fjerde album ”Occurent Affairs”.
- Hun er 35 år, gift med sangeren Mattias Kolstrup og mor til en datter fra juli 2025.