Når hendes døtre hører denne sætning, får Mette Jacobsen dårlig samvittighed

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg voksede op på en lille, hyggelig villavej i Nakskov, befolket af børnefamilier og omgivet af marker. Og selvom det ville være løgn at sige, at sport ikke fyldte utroligt meget i min familie, så husker jeg først og fremmest min barndom for den tryghed og det sammenhold, der fandtes i vores hjem.

Jeg tumlede rundt og legede med mine venner, samlede sukkerroer og bagte kage til hele holdet, når mine forældre havde været ude og løbe med Hjerteforeningens lokale løbehold. Mit første møde med sport handlede meget lidt om performance, men langt mere om fællesskab. 

LÆS OGSÅ

Mathias deler barslen ligeligt med sin kone: ”Det er ikke ferie – det er benhårdt arbejde”

Fædrene er blevet spillet mere på banen med den øremærkede barsel – men Mathias valgte at udvide og tage halvdelen på sine skuldre. Det har ført til alt fra mindre amning, nemmere putning og hudmæthed til mental load og mindeværdige momenter mellem far og Sol.

Det var det, mine forældre var optagede af, selvom de begge havde en baggrund som elitesvømmere. Og det var det, jeg så, når jeg var med ude til deres løbearrangementer og klatrede i træer, mens de varmede op til høj musik fra formandens ghettoblaster og løb 10-13 kilometer for fuldt drøn. 

Det handlede om at have det sjovt, bevæge kroppen og være sammen med andre.

Alligevel var der selvfølgelig også et andet gear i min familie. Min mor løb et år et maraton på, hvad der viste sig at være en brækket fodrodsknogle. Og jeg kan stadig huske synet af den fod, da hun endelig kom i mål. Den skulle hun aldrig være løbet på. 

Men det siger jo alt om den vilje, der også fandtes i min familie. Når man satte sig noget for, så gjorde man det. Med alt hvad man havde! Det drive fandtes også i mig. Men det var aldrig et udefrakommende pres. Det kom et sted indefra.

Hvordan fandt du din levevej?

– Min far var træner i Nakskov Svømmeklub, hvor min storebror også svømmede, så det skulle jeg i hvert fald ikke! Jeg skulle alt muligt andet. Men efter et par mindre heldige forsøg med håndbold, spejder og redskabsgymnastik endte jeg alligevel i vandet. Og det var jeg bare god til. Jeg var faktisk lidt vandskræk til at begynde med, men da jeg først fik hovedet under og fik føling med det, føltes det fuldstændig naturligt. 

Jeg kunne mærke farten og glidet og glæden! Det føltes som mit element med det samme.

Der er mange, der har haft den idé, at jeg blev pacet frem af en far, der havde store ambitioner for sin datter. Men det er ikke rigtigt. Da jeg som den eneste fra min klub dukkede op til mit første mesterskab som 10-årig, nægtede jeg at hoppe i vandet og varme op, fordi det enorme bassin var fyldt med konkurrencesvømmere, der skræmte mig fra vid og sans. 

Så min far tog mig med på et akvarium i stedet. Og så gik vi der og så på fisk, mens de andre varmede op. Jeg endte med at vinde sølv i 200 butterfly uden at have varmet op med så meget som en meter i vandet. Jeg har aldrig følt mig presset. 

Jeg har altid bare elsket vandet og haft en hel naturlig lyst til at konkurrere. Også selvom det har været hårdt og krævet en enorm disciplin og et vildt drive, som jeg nok først bagefter helt har forstået omfanget af. 

Efter mit sidste OL, da andre fik en tatovering af OL-ringene på skulderen eller anklen, fik jeg en tatovering af en lille delfin. For mig repræsenterer den i langt højere grad min kærlighed til vandet.

Din vigtigste vejviser?

– Det er supersvært for mig at pege på andre end min familie. For selvom jeg selvfølgelig har mødt andre mennesker, der har haft stor betydning, så er det dem, der helt fra starten har slået ring om mig, troet på det jeg ville og hjulpet mig med at nå derhen. 

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Jeg skilte mig ud som en kortklippet meget sportstrænet pige i 1980’erne. I en lille by, hvor de fleste piger lavede alt mulig andet end at svømme og løfte vægte. Jeg stod meget alene med det. Men min familie bakkede mig fuldstændig op.

Da jeg var 12, satte jeg mig ned sammen med min bror, som allerede dengang var super svømmenørdet og meget vidende om sporten, og regnede ud, hvornår jeg ville toppe rent fysiologisk. På det tidspunkt i svømmeidrætten toppede kvindelige atleter meget tidligt, og vi regnede os frem til, at det måtte blive ved OL i 1992, det skulle ske. Det meddelte vi så vores forældre. 

Det var en ret vild ambition. Og i dag kan jeg godt grine af det og tænke, at jeg måske ikke havde behøvet at have så travlt, for jeg havde jo en lang karriere foran mig. Men mine forældre var fuldstændig med på den. Og de og min bror bakkede mig op hele vejen. 

Jeg deltog i mit første OL allerede tre år senere i 1988. Og det blev det første af fem. Det var aldrig nogensinde lykkedes uden min familie.

Hvordan er det nu at være den, der viser andre vejen?

– Mange atleter oplever, at det er virkelig svært at indstille en karriere, der har fyldt alt hele deres liv. Men jeg tror, det lykkedes mig at skabe en god overgang. Jeg uddannede mig til fysioterapeut, mens jeg endnu var aktiv. Og i dag kombinerer jeg fysioterapien og min svømmebaggrund som træner i Charlottehaven på Østerbro i København. 

Jeg oplever, at det er en kombination, der giver mig gode forudsætninger for at hjælpe andre til at nå deres mål og drømme, og det er her, jeg kan mærke, at min nye passion ligger. Jeg underviser alle typer og alle aldre – fra 5 til 93 år pt. 

Dygtige konkurrencesvømmere, der vil blive endnu bedre, ældre mennesker, der svømmer for at lindre skavanker eller smerter og kvinder fra Syrien, Iran eller Afghanistan, der aldrig har mærket vandet før, men nu har muligheden og griber den! 

Det, synes jeg, er så sindssygt modigt og inspirerende. Og jeg føler mig vildt privilegeret over at være med på de her vidt forskellige menneskers rejse. Jeg er fuldstændig uinteresseret i deres niveau, for mig handler det alene om at se dem, hvor de er, så vi sammen kan flytte dem et nyt sted hen. 

Det eneste, jeg har brug for at se fra dem, er drive. Og det smukke og fantastiske er, at det kan findes i alle mennesker. 

I den 86-årige mand, som troligt dukker op tre gange om ugen for at holde fysikken i gang. Og i den iranske kvinde, der lader sig omslutte af vandet for første gang, og overvinder alt muligt, vi der er vokset op i en helt anden verden, aldrig gør os begreb om. For mig er det en total drømmeposition at kunne være med til at gøre en forskel for andre på den måde.

Jeg er vildt glad for mit arbejdsliv, selvom det ser helt anderledes ud i dag.

Hvornår har du stået ved en skillevej?

– Jeg troede aldrig, jeg skulle have børn. Det har nok noget at gøre med, at jeg var så topfokuseret på at nå mine mål, at jeg slet ikke kunne forestille mig, at jeg ville være nok for et andet lille menneske. Jeg tror simpelthen, jeg tænkte, at jeg fyldte for meget selv og ville blive en dårlig mor. 

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

Men da jeg i forbindelse med en rejse fik mulighed for at være tæt sammen med min brors andet barn, som kun var et par måneder gammel, vakte det alligevel et eller andet i mig. Den her lille pige rørte simpelthen ved noget, som jeg aldrig havde været i kontakt med før. I dag kan jeg jo slet ikke forestille mig et liv uden mine døtre Amanda og Alberte. 

Der er intet, der kan sammenlignes med at blive mor. Ingen verdensmesterskaber eller OL-finaler kommer så meget som i nærheden. Det er en kærlighed, der bare skyller ind over dig og vælter dig omkuld, det øjeblik du møder de her små væsner. I dag kan jeg blive helt skræmt ved tanken om, at jeg skulle have holdt fast i tanken om ikke at få børn. 

Jeg elsker at være deres mor, og i virkeligheden var det jo også en enorm befrielse at flytte mit fokus og mærke, at jeg sagtens kunne give mig 100 procent til andre end mig selv og mit eget projekt.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos jer?

– Mine døtre og jeg blev en lille fasttømret enhed på tre, da deres far og jeg blev skilt for 11 år siden, og selvom jeg i dag har en ny kæreste, så er vi nok stadig en lille enhed, som det til tider kan være lidt svært at blive en del af.

Mine piger svømmer også, så vores liv kredser meget om træning, morgenkørsler, kost og stævner. Det er min kæreste heldigvis helt med på. Han er selv meget sportsaktiv og kender gamet. Derfor er det også mest os voksne, der står for det praktiske herhjemme, da pigerne har en travl hverdag med skole og 20 timers træningsuge. 

Jeg havde også selv færre opgaver hjemme som ung svømmer, fordi der går så meget energi til en krævende sport. Så det har jeg om nogen forståelse for, og vi får det hele til at gå op. Og især min yngste datter Alberte er virkelig blevet glad for at lave mad. Hun er også blevet ret god til det. Og nu hvor jeg skal afsted med min store pige Amanda til stævne i weekenden, har hun lovet at have mad klar til os, når vi kommer sultne hjem. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Det er helt vildt dejligt.

Hvilken vejviser vil du selv gerne være for dine børn?

– Mine piger bliver nogle gange mødt af folk, der siger: ”Nå, så du svømmer også, så bliver du sikkert lige så hurtig som din mor!” Det er ret urimeligt, og jeg har faktisk svært ved at forstå, at nogle voksne kan tænke, at det er en god idé at lægge den form for pres på børn, selvom det sikkert er sagt i bedste mening. 

Det kan godt give mig lidt dårlig samvittighed. For de er de skønneste, sødeste piger, der skal have lov til at være helt sig selv. Og for mig betyder farten forsvindende lidt. 

Det, jeg håber, mine piger får med sig fra sporten, er forståelsen for, hvad det vil sige at gøre sig umage, dedikere sig, blive del af et fællesskab og skabe venskaber for livet. Alt det, der virkelig betyder noget, og som de kan bruge i alle mulige sammenhænge. 

Når de uddanner sig, på arbejdsmarkedet og i fremtidige relationer.

Men mest af alt er det vigtigt for mig at vise pigerne, at de altid kan komme til mig. At jeg altid vil være der for dem 110 procent. Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke kunne skabe den samme stabile familieramme, som den jeg selv voksede op i. 

Men jeg håber inderligt, at de alligevel mærker den følelse af samhørighed, tryghed og opbakning, jeg selv mærkede, da jeg voksede op, og som er så vigtig for alle børn og unge.