På hospice bliver jeg lukket
ind i patienters og pårørendes liv, når de er mest
udfordrede. Min fornemmeste opgave er at turde at være
til stede i magtesløsheden. Jeg
kan ikke ændre situationen,
for den magt har kun Gud. Patienterne spørger sommetider, om de også skal være
religiøse for at tale med mig,
men det skal de ikke.
Vi taler
om mange forskellige ting.
Nogle har skyldfølelse over, at
de er blevet syge. Andre føler
sig magtesløse og synes, at det
er uretfærdigt, at de skal dø nu.
Når mennesker bliver uhelbredeligt syge, sker der en
ændring. Vi bilder os ind, at
verden har sammenhængskraft; når vi siger farvel til
hinanden om morgenen, er
der en forventning om, at vi
ses igen om aftenen. Vi tror, vi
er udødelige, og at døden kun
rammer naboen. Når tæppet
bliver revet væk under os,
bliver vi præsenteret for vores
livsvilkår, nemlig at ingen har
lovet os, at vi skal være her, til
vi bliver 93 år.
Død og lidelse er en del af
min hverdag. For på hospice
kommer døden aldrig som en
overraskelse. Mange kalder
det dødens hus og synes, det
må være et voldsomt sted at
arbejde, men for mig giver
det mening at arbejde med
mennesker, hvor alle filtre er
væk. Jeg tænker på det som
livets hus, fordi vi forsøger at
hjælpe vores patienter med at
leve livet til det sidste. De ved,
at de skal dø, og oplever en
anden mening med livet. Ingen
fortryder, at de ikke fik det
store hus eller den dyre Audi.
I stedet fortryder de, at de ikke
var hjemme, når børnene kom
fra skole, og brugte mere tid
med dem, de elsker. Nogle bliver optaget af de brud, de har
haft gennem livet, og vil gerne
have hjælp til at genetablere
relationerne. Det er ikke min
opgave at rydde op i relationer,
der blev brudt for 40 år siden,
men jeg kan hjælpe dem med
den vigtige samtale.
Ofte bliver jeg spurgt, om jeg
vil bisætte patienten, fordi vi
har fået en tæt relation. Det
er en stor tillidserklæring, men
som udgangspunkt siger jeg
nej, da vi har over 300 dødsfald
om året. Jeg har dog gjort det,
fordi nogle patienter sniger
sig ind under huden på mig.
Det er især de unge mænd, som står alene med ansvaret
for børnene, når deres kone
dør. Det rammer mig, men jeg
er bevidst om, at det er deres
sorg, ikke min. Jeg er ikke en
robot, og det er svært ikke at
blive ramt af meningsløshed,
for ingen 30-årig bør dø, men
hvis jeg tog alles sorg ind,
kunne jeg ikke arbejde her.
På hospice oplever vi tit, at
der er mere mellem himmel
og jord. Fordi jeg er et religiøst
menneske, kommer det ikke
bag på mig. Vi har patienter,
som er virkelig syge, men
holder ud, fordi de vil med til
en fødselsdag. Arbejdet har
gjort mig bevidst om, hvor
stærke vores hjerterelationer
er. Kærligheden gør, at vi kan
hænge i lidt længere. Vi havde
en ung kvinde, som var dødssyg og ikke havde et gram fedt
eller muskler tilbage, men hun
levede længere end forventet,
fordi hun ville have så meget
tid med sine børn som muligt.
Jeg har fået en større pytknap. Tidligere kunne jeg
blive rasende, når min mand
ikke satte sin skål i opvaskemaskinen om morgenen, og jeg
bar på vreden hele dagen. I dag
gider jeg ikke længere have det
regnskab kørende og sætter
bare skålen i opvaskemaskinen. Mit arbejde har gjort mig
mindre social, fordi jeg har så
mange samtaler i løbet af dagen, men det er et bevidst valg,
for jeg har brug for at være
stille. Jeg har aldrig før været
så glad for et arbejde, for det er
enormt livsbekræftende, men
det fylder også meget, og jeg
tager det med hjem. Sommetider siger min mand: ”Behøver
vi tale om døden i dag?”
Om Ane Sund Katborg
47 år.
Præst i 14 år, de seneste
to på Hospice Vangen i
Nørresundby og derudover præstevikar i stiftet.
Gift og har et barn fra et
tidligere forhold samt to
bonusbørn.