Ane møder mennesker lige inden, de skal dø: "Nogle patienter sniger sig ind under huden på mig"

På hospice bliver jeg lukket ind i patienters og pårørendes liv, når de er mest udfordrede. Min fornemmeste opgave er at turde at være til stede i magtesløsheden. Jeg kan ikke ændre situationen, for den magt har kun Gud. Patienterne spørger sommetider, om de også skal være religiøse for at tale med mig, men det skal de ikke.

Vi taler om mange forskellige ting. Nogle har skyldfølelse over, at de er blevet syge. Andre føler sig magtesløse og synes, at det er uretfærdigt, at de skal dø nu.

Når mennesker bliver uhelbredeligt syge, sker der en ændring. Vi bilder os ind, at verden har sammenhængskraft; når vi siger farvel til hinanden om morgenen, er der en forventning om, at vi ses igen om aftenen. Vi tror, vi er udødelige, og at døden kun rammer naboen. Når tæppet bliver revet væk under os, bliver vi præsenteret for vores livsvilkår, nemlig at ingen har lovet os, at vi skal være her, til vi bliver 93 år.

LÆS OGSÅ

Naboen glemmer aldrig Thereses hjerteskærende skrig: Nu har Therese vigtigt budskab til dig

Da den 43-årige tv-kok Tommy Raabo Fischer døde pludseligt før sommerferien, efterlod han sin kone og deres to børn i chok og sorg. Og sorgen blev Therese Raabo Fischer nødt til at undertrykke og udskyde, fordi der var tusind ting at forholde sig til efter det uventede dødsfald. Ikke mindst børn, der havde mistet deres far. Så nu kæmper hun en særlig kamp, for at andre ikke skal stå i den samme situation.

Død og lidelse er en del af min hverdag. For på hospice kommer døden aldrig som en overraskelse. Mange kalder det dødens hus og synes, det må være et voldsomt sted at arbejde, men for mig giver det mening at arbejde med mennesker, hvor alle filtre er væk. Jeg tænker på det som livets hus, fordi vi forsøger at hjælpe vores patienter med at leve livet til det sidste. De ved, at de skal dø, og oplever en anden mening med livet. Ingen fortryder, at de ikke fik det store hus eller den dyre Audi. I stedet fortryder de, at de ikke var hjemme, når børnene kom fra skole, og brugte mere tid med dem, de elsker. Nogle bliver optaget af de brud, de har haft gennem livet, og vil gerne have hjælp til at genetablere relationerne. Det er ikke min opgave at rydde op i relationer, der blev brudt for 40 år siden, men jeg kan hjælpe dem med den vigtige samtale.

Ofte bliver jeg spurgt, om jeg vil bisætte patienten, fordi vi har fået en tæt relation. Det er en stor tillidserklæring, men som udgangspunkt siger jeg nej, da vi har over 300 dødsfald om året. Jeg har dog gjort det, fordi nogle patienter sniger sig ind under huden på mig. Det er især de unge mænd, som står alene med ansvaret for børnene, når deres kone dør. Det rammer mig, men jeg er bevidst om, at det er deres sorg, ikke min. Jeg er ikke en robot, og det er svært ikke at blive ramt af meningsløshed, for ingen 30-årig bør dø, men hvis jeg tog alles sorg ind, kunne jeg ikke arbejde her.

LÆS OGSÅ

Louise Haack Sandager: 7 ting jeg har lært, siden min datter døde

For to år siden mistede Louise Haack Sandager og hendes mand deres 4-årige datter. Alle forældres værste mareridt. Hvis hun døde, ville Louise selv dø, tænkte hun dengang. I dag er hun klogere. Her er syv ting, hun har lært af at leve videre.

På hospice oplever vi tit, at der er mere mellem himmel og jord. Fordi jeg er et religiøst menneske, kommer det ikke bag på mig. Vi har patienter, som er virkelig syge, men holder ud, fordi de vil med til en fødselsdag. Arbejdet har gjort mig bevidst om, hvor stærke vores hjerterelationer er. Kærligheden gør, at vi kan hænge i lidt længere. Vi havde en ung kvinde, som var dødssyg og ikke havde et gram fedt eller muskler tilbage, men hun levede længere end forventet, fordi hun ville have så meget tid med sine børn som muligt.

Jeg har fået en større pytknap. Tidligere kunne jeg blive rasende, når min mand ikke satte sin skål i opvaskemaskinen om morgenen, og jeg bar på vreden hele dagen. I dag gider jeg ikke længere have det regnskab kørende og sætter bare skålen i opvaskemaskinen. Mit arbejde har gjort mig mindre social, fordi jeg har så mange samtaler i løbet af dagen, men det er et bevidst valg, for jeg har brug for at være stille. Jeg har aldrig før været så glad for et arbejde, for det er enormt livsbekræftende, men det fylder også meget, og jeg tager det med hjem. Sommetider siger min mand: ”Behøver vi tale om døden i dag?”