Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge

Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge

Årets anden uge har fokus på at skabe balance mellem vores maskuline og feminine sider. Vi skal tillade følelserne at være der - og de svære af slagsen. Og så har Nillou Zoey Johannsen en opfordring til os alle.

alt.dk logo

Den anden uge af januar er lidt intens med et fokus på at få afbalanceret den feminine og maskuline side både i os selv og kollektivt.

Mars og Venus mødes i Stenbukken i midten af ugen. Stenbukken bor i det 10. hus, der blandt andet repræsenterer vores ambitioner og arbejdsliv. 

Venus repræsenterer det feminine, evnen til at modtage og nyde. Hun er skønhedsgudinden og elsker at sprede velstand og det søde liv. Mars er krigeren. Han er handlingens planet og ustoppelig i sin stræben efter forandring og action.

Vores samfund er i høj grad bygget på at handle, udrette og være i Yang-energien (den maskuline energi, og det Mars står for) mens den modtagende og udadtil nærmest ubevægelige Yin-energi provokerer noget i mange af os. Den føles ineffektiv og udynamisk. Hvor Yang vil have resultater, beviser og data for alle sine skridt, og den vil storme fremad og vinde, er Yin observerende og skabende gennem sin væren før sin gøren.

Fokus på vores feminine side

Den feminine energi er blevet undertrykt og misforstået, og det har sat sig i os. Vi har i mange tilfælde ikke forstået, hvor kraftfuld en medspiller den egentlig er, og at vi kan skabe mirakler med den. Det har gjort den hård, frygtsom og måske en smule kontrollerende for at overleve. Det siger sig selv, at det skaber en ubalance hos begge poler, når det feminine er mere i sin maskuline energi end hos sig selv, og det er altså noget af den ubalance, vi kollektivt har mulighed for at få helet de kommende år.

Numerologisk er uge 2 styret af månen. Månen er introspektion, dybde, omskiftelighed og intuition. Den er feminin i sin essens og har en stor betydning for jordens stabilitet. Så helt overordnet er der i denne uge fokus på vores feminine og bløde side, der gerne vil ses og mærkes, og som vi ikke skal forsøge at kontrollere igennem vores tanker og logik.

Tillad følelserne at være der – også hvis der dukker smertelige følelser op af bitterhed, frygt for at blive nedgjort, samt hårde dømmende ord og tanker. Når vi tør stå fast i os selv, kan vi også tillade modparten det samme. Giver det mening?

Ingen negativ tale i en uge

Her er en challenge, som også er svær for mig selv, men som passer godt til ugens energi: Ingen negativ tale i den her uge. Negativ tale som i bagtaleri, meningsløs sladder, sandheder, der mest bare udleverer andre og får dig selv til at fremstå bedre, ingen ubevidst og uendelig brok og intet hate, hverken på skrift eller verbalt.

Lad os prøve sammen, ok? Hvis vi ønsker, at samfundet skal være retfærdigt og sandfærdigt, og hvis vi ønsker at være tro over for os selv, må vi aktivt skabe et trygt miljø i og omkring os. Det feminine åbner sig først, når hun er tryg. Bagtaleri skaber falsk tryghed og ødelægger mere, end det bygger. Så lad os starte dér. Personligt glæder jeg mig til at se, hvor længe jeg holder. Og husk at bare fordi det går galt, betyder det ikke, at vi dropper challengen, vel? Så er det bare op på hesten igen.

Det kort, jeg trak for ugen, er ’De syv kopper’. Det er faktisk et kort af forvirring, tankemylder og en manglende evne til at se sine muligheder klart. Men i positiv forstand er det også et kort af dyb inspiration og at modtage kreative inputs. Kortet støtter godt op om vores challenge.

Træk dig lidt i stedet for at udtrykke dig i forvirring og afmagt udadtil. Brug i stedet kræfterne på at rense ud og hjælpe denne kosmiske nulstilling på vej. På sigt vil det styrke din kreativitet og evnen til at være i kontakt med livets flow.

Skriv til Nillou

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at bruge at trække tarotkort og bruge sit klarsyn

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + hvis der er andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion.