Kvinde i grå sweater hviler sin hage på hænderne

Mariette måtte flygte for at komme fri fra sekten: 'Det værste var, at jeg svigtede min søn'

Hun blev tiltrukket af en karismatisk forelæser og sektens syn på genfødsel. Mariette blev medlem af Scientologykirken og steg efterhånden til tops i hierarkiet. Det tog lang tid, før hun begyndte at tvivle, og endnu længere, før det lykkedes hende at flygte.

hjemmet logo farve

Efter 25 år hos scientologerne, hvor hun arbejdede på alle niveauer i kirken, herunder i toppen af hierarkiet på hovedkvarteret uden for Los Angeles, lykkedes det endelig Mariette Lindstein, 67, at bryde fri af sekten.

I et interview i forbindelse med udgivelsen af hendes selvbiografi, ”Lång väg hem” (Den lange vej hjem), beskriver hun forløbet som en langsom rejse, der begyndte i himlen og endte i det, der kun kan beskrives som helvede.

– Jeg måtte skrive ni romaner, der var inspireret af mit eget liv, og gennemgå hundredvis af timers terapi, før jeg var klar til at skrive min egen historie, siger Mariette, der i dag er bestseller-forfatter med bl.a. romanserien "Sekten på Tågeøen".

Hun finder det svært at beskrive så mange år i blot et par sætninger, da det handler om næsten halvdelen af hendes liv. Men i dag ser hun det som sit kald. Når hun ikke skriver bøger, arbejder hun som foredragsholder og har viet sit liv til at oplyse andre om sektproblemer. 

Ifølge Mariette er kernen i Scientology noget så simpelt som at tro, at man er et åndeligt væsen, der bor i en krop.

– Man tror på, at man kan frigøre sig fra dårlige minder og oplevelser fra fortiden. Og jeg tror, at grunden til, at jeg blev fanget ind, var tankegangen omkring denne idé om tidligere liv. Der var noget ved det, der var meget spændende for mig som 20-årig.

For selvom Mariette beskriver sin barndom i Halmstad som utrolig smuk og fyldt med kærlighed, musik og natur, var hendes teenageår noget andet.

– Jeg havde eksistentiel angst. Og jeg, der undrede mig over, hvordan verden kunne være så grusom, følte, at dette karma-lignende koncept i Scientology ramte noget inden i mig.

Som forheksede

Mariettes forældres interesse for kultur, bøger og kunst var tydelig i familiens hjem.

– Min far var kunstner, og min mor tog mange fotografier. De var ateister, og der var slet ikke tid til åndelige refleksioner. Så da min kæreste og jeg blev lokket med til Scientologykirken i Malmø af en ven, var mine forældre naturligvis meget skeptiske.

Hun beskriver sine følelser efter den første forelæsning i kirken:

– Jeg var helt solgt. Forelæseren var så venlig, karismatisk og havde en vidunderlig stemme. Alle vi, der lyttede, sad som forheksede. 

Forelæserens budskab handlede om ”de otte dynamikker”, det vil sige de forskellige drivkræfter, vi mennesker har i os. Mariette siger, at manden på scenen fik det, han sagde, til at lyde så spændende og utrolig vigtigt.

Oplevelsen fik Mariette til at flytte til Malmø, blive scientolog og tage deres scientologernes kurser. Hun var 18 år gammel og usædvanlig selvstændig. Hendes forældre havde ikke meget at sige i den sag.

– Man skal huske, at på den tid var der ikke noget internet. Man kunne ikke tjekke ting på samme måde, som man kan i dag. Scientology var noget relativt nyt i Sverige i 1970'erne, og mange mennesker vidste simpelthen ikke meget om, hvad det var.

Mariette arbejdede for Scientologykirken i Malmø i fem år. Hun beskriver disse år som en vidunderlig tid med et fantastisk fællesskab, hvor de fleste medlemmer var på hendes egen alder. Hun gik fra sin kæreste og fandt snart sammen med Billy, der var kirkens chef. Sammen fik de sønnen John.

Flyttede til USA

I takt med at Mariette steg i graderne, ændrede hendes arbejdsopgaver sig hele tiden.

– Jeg gik fra at være kursusleder til at være chef for dem, der rekrutterede nye medlemmer.

Mariette arbejdede med alt fra ledelse til kvalitetskontrol, PR og marketing, og det varede ikke længe, før hun blev forfremmet til scientologernes hovedkvarter i Los Angeles, som havde omkring 700 medlemmer.

I starten føltes det som et fantastisk eventyr at rejse til USA med sin mand og søn.

– Jeg følte mig beæret over at være blevet håndplukket og udvalgt. Det var paradis på jorden! Græsplæner, damme og en pool, hvor vi plejede at holde fester.

Til at begynde med var det eneste, Mariette fandt negativt, at hun skulle være adskilt fra sin søn i løbet af ugen.

– Jeg måtte kun se John i weekenden, siger Mariette, og smerten i hendes blik er tydelig. Det, der gør mest ondt, er at have svigtet ham.

– Jeg er stadig meget ked af det i dag og har følt en enorm skyld over at have trukket min søn ind i sekten. Jeg har fundet undskyldninger for mig selv og brugt forskellige forsvarsmekanismer som at tænke, at han måske ellers var endt i kriminalitet eller stoffer, hvis vi var blevet i Malmø. På hovedkvarteret var sådan noget ikke tilladt. Men John har selv sagt, at han ikke havde det dårligt som barn. Han var ikke ulykkelig dengang. Det var først, da han blev ældre, i teenageårene, at han fik det dårligt med at være der. Det var, da han blev udsat for slavearbejde, forklarer Mariette.

Føler skyld og skam

Hun siger, at skyldfølelsen bliver mindre, så snart hun taler med John. Hun beskriver ham som en rolig og tryg person, men det er tydeligt, at hun tænker på, hvordan hun indirekte udsatte ham for ting, som hun aldrig kan gøre om.

– Jeg vil aldrig kunne give ham hans barndom eller teenageår tilbage, og det gør stadig ondt at tænke på det i dag.

Mariette har brugt mange timer i terapi de seneste år. De fleste samtaler har handlet om skyldfølelsen og om dem, hun har såret eller svigtet, men også om skammen.

– Jeg må prøve at forstå mine egne handlinger. Jeg har følt så stor skam over at have truffet så mange dårlige beslutninger. Jeg skammer mig over mig selv for at være så idiotisk.

Ud over det herlig miljø i hovedkvarteret syntes Mariette, der tidligere havde betragtet sig selv som lidt sjusket, at der var en disciplin og orden, der passede hende godt.

– Det var vigtigt at gøre sig umage, man havde respekt for et ordentligt sprog, og der var en slags ”skibsånd”. Når man bor mange sammen, kan man ikke være rodet og smide ting rundt. Det havde jeg det godt med.

Derudover fik Mariette mulighed for at gøre ting, som hun mener, hun aldrig kunne have gjort, hvis hun ikke var endt der – som de store marketingkampagner, hun var ansvarlig for. Eller som at møde skuespilleren Tom Cruise, eller da John Travolta ved et uheld trådte hende over tæerne til en fest, hvilket førte til en lang samtale.

Mariette beskriver de første to år i Los Angeles som vidunderlige, men efter 1986, da grundlæggeren Ron Hubbard døde, og en ny leder, David Miscavige, kom til, begyndte tingene at ændre sig.

Fritiden blev indskrænket. Medlemmernes tid med deres børn blev reduceret, til de næsten ikke så dem mere. Og alle breve blev censureret.

– Vi måtte ikke skrive om, hvad der foregik, for det var hemmeligstemplet. Vi måtte ikke skrive noget dårligt, kun at vi havde det godt. Så hvad skriver man til sine forældre? Det tog bare et par år – så var vi helt afskåret fra resten af verden. Jeg, der engang havde været så livsglad, indså pludselig, at jeg var fuldstændig magtesløs.

Snart blev Mariettes mand forflyttet til New York for at arbejde der. Og efter et par år i hver sin del af USA indså de, at deres ægteskab var blevet noget helt andet, og de valgte at blive skilt.

Hverken Mariette eller deres søn har nogen kontakt med Billy, der stadig er medlem af kirken i dag.

Tvivlen opstår

Det, der virkelig fik helvede til at bryde løs, var en artikel i Time Magazine, der kritiserede scientologerne og især deres leder David Miscavige.

– Han fik så meget kritik. Og det var i det mest prestigefyldte magasin i hele USA, som læses af millioner af mennesker. David gik under jorden i to dage, og da han kom tilbage, var han helt oppe at køre.

Mariette fortæller, at deres leder var dybt såret, og i fire dage uden søvn måtte hun og de andre i marketingafdelingen sammensætte en slags kampagne for at tilbagevise det, der var blevet skrevet om ham. 

Det var hændelsen omkring artiklen, der fik Mariette til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved sin tilværelse og situation.

– Vores leder føltes ikke længere stabil, og den ustabilitet vækkede noget i mig.

– Vi boede inden for et højt hegn med vagter, der patruljerede ejendommen. Vi var midt ude i ørkenen med nogle kilometer til den nærmeste by. De sagde, at hegnet var der for at holde folk ude, så ingen kunne bryde ind. Men nu, hvor jeg begyndte at tænke mere kritisk, indså jeg, at pigtråden faktisk vendte indad...

Mariette fortæller, at nogle uden held forsøgte at flygte og blev hårdt straffet. Hun arbejdede stort set hele tiden, og de fleste medlemmer blev udsat for søvntortur.

– Jeg tror, jeg i flere måneder sov fire timer om natten i gennemsnit. Nogle gange slet ikke i flere døgn. Alle disse straffe. Vi blev tvunget til kun at spise ris og bønner i flere uger, eller vi blev tvunget til at springe i en sø i fuld uniform. Vi blev udsat for bizarre, ydmygende lege, som David Miscavige tvang os til at deltage i. Og værst af alt, dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da han slog en af mine kolleger ned.

I 2003 endte Mariette på samme kontor som Dan. Mariette havde været skilt i et stykke tid, mens Dan var gift med en kvinde, der også arbejdede i hovedkvarteret.

– For mig var det nok kærlighed fra starten, men af den forbudte slags. Jeg kunne godt lide, at Dan turde sætte spørgsmålstegn ved det, vi var del af. Han var den første af alle dem, jeg mødte i de år, der turde gøre det. Jeg beundrede ham for det. Han var den første, jeg virkelig turde tale med.

Endelig på flugt

De sidste par år, hvor Mariette havde besluttet at flygte, var fuldstændig umulige. Mariette var sunket i graderne, og man blev hårdt straffet, hvis man ikke udførte sit arbejde ordentligt.

– Vi blev låst inde i en campingvogn dag og nat og måtte kun gå ud for at tage bad, og vi måtte marchere på række til bruserne. Vi var som rotter i et bur.

Endelig kom dagen. Mariette havde gennemgået sin flugtplan så mange gange i sit hoved. Og med 200 dollar i bh'en, uden pas eller id og kun en rygsæk med tøj lykkedes det hende endelig at flygte og hoppe på en bus.

– Da jeg sad der i bussen uden nogen ejendele, følte jeg mig så fri, at jeg bare havde lyst til at græde af glæde.

Det var lykkedes Dan at flygte tidligere, og da han og Mariette endelig mødtes på den anden side af hegnet om Scientologys hovedkvarter, blev de straks et par. De vidste bare, uden at sige noget til hinanden, at fra den dag af var de bestemt til at være sammen.

Til at begynde med boede de hos Dans mor i Californien. Mariette arbejdede som barnepige for en kvinde, der var advokat.

– Det var hende, der lærte mig, hvordan internettet fungerer, hvordan man talte uden for sekten, og hvad tendenserne var. Ja, der var meget, jeg skulle lære fra bunden, og den familie gav mig en blød landing.

I 2011 kom Mariette og Dan til Sverige, og hun blev genforenet med sine forældre. Det var et følelsesladet gensyn. De havde næsten ti år sammen, og Dan blev også gode venner med sine svigerforældre. Derfor var det også en stor sorg for dem begge, da Mariettes forældre døde for et par år siden.

– Det er en sorg, der har taget hårdt på os begge, men vi begynder at se lyset for enden af tunnelen, siger Mariette, der ellers nyder sit liv og sin daglige frihed sammen med Dan og deres tre hunde.

To børnebørn

Hendes søn forlod også sekten. Han bor stadig i Californien og arbejder med visuelle effekter til film som ”Avatar” og ”Harry Potter”. 

Mariette har nu to børnebørn, som hun nyder at tilbringe tid sammen med. Mariette ser sin søn og sine børnebørn så ofte som muligt, i betragtning af at de bor på hver sin side af kloden.

– I dag nyder jeg livet – at vågne hver morgen og føle mig fri. Jeg har ingen store drømme, men jeg værdsætter de små ting, som at trække vejret frit og være sammen med de mennesker, jeg elsker.

På afstand kan Scientologykirken ifølge Mariette virke ret uskyldig, og hun tror ikke, at alle forstår, hvad der foregår højere oppe i hierarkiet. 

– Scientologykirken er en farlig, manipulerende og fanatisk organisation. Jeg anbefaler alle, der læser dette, at holde sig væk fra den.

Ifølge Mariette er formålet med hendes bog at fortælle historien om et liv, der er meget forskelligt fra de fleste andres. Det betyder ikke noget, hvilket helvede du ender i, for med mod og viljestyrke kan du altid vende de dårlige ting i dit liv, mener hun.

Mariette Lindstein, 67, er forfatter til romanserien om sekten Via Terra på Tågeøen, bygget på hendes egne erfaringer. Bøgerne er solgt til filmatisering og udkommer i 14 lande, heriblandt Danmark. Senest er udkommet "Efter Tågeøen", som er sjette selvstændige bind i serien.