Efter 25 år hos scientologerne, hvor hun arbejdede
på alle niveauer i kirken,
herunder i toppen af hierarkiet på hovedkvarteret uden
for Los Angeles, lykkedes det
endelig Mariette Lindstein,
67, at bryde fri af sekten.
I et
interview i forbindelse med
udgivelsen af hendes selvbiografi, ”Lång väg hem” (Den
lange vej hjem), beskriver
hun forløbet som en langsom
rejse, der begyndte i himlen
og endte i det, der kun kan
beskrives som helvede.
– Jeg måtte skrive ni romaner, der var inspireret af mit
eget liv, og gennemgå hundredvis af timers terapi, før jeg
var klar til at skrive min egen
historie, siger Mariette, der
i dag er bestseller-forfatter
med bl.a. romanserien "Sekten på Tågeøen".
Hun finder det svært at
beskrive så mange år i blot et
par sætninger, da det handler om næsten halvdelen af
hendes liv. Men i dag ser hun
det som sit kald. Når hun ikke
skriver bøger, arbejder hun
som foredragsholder og har
viet sit liv til at oplyse andre
om sektproblemer.
Ifølge Mariette er kernen i
Scientology noget så simpelt
som at tro, at man er et åndeligt væsen, der bor i en krop.
– Man tror på, at man kan
frigøre sig fra dårlige minder
og oplevelser fra fortiden. Og
jeg tror, at grunden til, at jeg
blev fanget ind, var tankegangen omkring denne idé om
tidligere liv. Der var noget ved
det, der var meget spændende
for mig som 20-årig.
For selvom Mariette beskriver sin barndom i Halmstad
som utrolig smuk og fyldt
med kærlighed, musik og
natur, var hendes teenageår
noget andet.
– Jeg havde eksistentiel
angst. Og jeg, der undrede
mig over, hvordan verden
kunne være så grusom, følte,
at dette karma-lignende
koncept i Scientology ramte
noget inden i mig.
Som forheksede
Mariettes forældres interesse
for kultur, bøger og kunst var
tydelig i familiens hjem.
– Min far var kunstner, og
min mor tog mange fotografier. De var ateister, og der var
slet ikke tid til åndelige refleksioner. Så da min kæreste og
jeg blev lokket med til Scientologykirken i Malmø af en ven,
var mine forældre naturligvis
meget skeptiske.
Hun beskriver sine følelser
efter den første forelæsning
i kirken:
– Jeg var helt solgt.
Forelæseren var så venlig,
karismatisk og havde en vidunderlig stemme. Alle vi, der
lyttede, sad som forheksede.
Forelæserens budskab
handlede om ”de otte dynamikker”, det vil sige de
forskellige drivkræfter, vi
mennesker har i os. Mariette
siger, at manden på scenen fik
det, han sagde, til at lyde så
spændende og utrolig vigtigt.
Oplevelsen fik Mariette
til at flytte til Malmø, blive
scientolog og tage deres scientologernes kurser. Hun var
18 år gammel og usædvanlig
selvstændig. Hendes forældre
havde ikke meget at sige i den
sag.
– Man skal huske, at på den
tid var der ikke noget internet. Man kunne ikke tjekke ting på samme måde, som
man kan i dag. Scientology
var noget relativt nyt i Sverige
i 1970'erne, og mange mennesker vidste simpelthen ikke
meget om, hvad det var.
Mariette arbejdede for
Scientologykirken i Malmø i
fem år. Hun beskriver disse
år som en vidunderlig tid
med et fantastisk fællesskab,
hvor de fleste
medlemmer
var på hendes
egen alder.
Hun gik fra
sin kæreste
og fandt snart sammen med
Billy, der var kirkens chef.
Sammen fik de sønnen John.
Flyttede til USA
I takt med at Mariette steg i
graderne, ændrede hendes
arbejdsopgaver sig hele tiden.
– Jeg gik fra at være kursusleder til at være chef for
dem, der rekrutterede nye
medlemmer.
Mariette arbejdede med alt
fra ledelse til kvalitetskontrol, PR og marketing, og det
varede ikke længe, før hun
blev forfremmet til scientologernes hovedkvarter i Los
Angeles, som havde omkring
700 medlemmer.
I starten
føltes det som et fantastisk
eventyr at rejse til USA med
sin mand og søn.
– Jeg følte mig beæret over
at være blevet håndplukket
og udvalgt. Det var paradis på
jorden! Græsplæner, damme
og en pool, hvor vi plejede at
holde fester.
Til at begynde med var det eneste, Mariette fandt
negativt, at hun skulle være
adskilt fra sin søn i løbet af
ugen.
– Jeg måtte kun se John i
weekenden, siger Mariette, og
smerten i hendes blik er tydelig. Det, der gør mest ondt, er
at have svigtet ham.
– Jeg er stadig meget ked af
det i dag og har følt en enorm
skyld over at
have trukket
min søn ind i
sekten. Jeg har
fundet undskyldninger for
mig selv og brugt forskellige
forsvarsmekanismer som at
tænke, at han måske ellers
var endt i kriminalitet eller
stoffer, hvis vi var blevet i
Malmø. På hovedkvarteret
var sådan noget ikke tilladt.
Men John har selv sagt, at
han ikke havde det dårligt
som barn. Han var ikke ulykkelig dengang. Det var først,
da han blev ældre, i teenageårene, at han fik det dårligt
med at være der. Det var, da
han blev udsat for slavearbejde, forklarer Mariette.
Føler skyld og skam
Hun siger, at skyldfølelsen
bliver mindre, så snart hun
taler med John. Hun beskriver ham som en rolig og tryg
person, men det er tydeligt,
at hun tænker på, hvordan
hun indirekte udsatte ham for
ting, som hun aldrig kan gøre
om.
– Jeg vil aldrig kunne give
ham hans barndom eller teenageår tilbage, og det gør stadig ondt at tænke på
det i dag.
Mariette har
brugt mange timer
i terapi de seneste
år. De fleste samtaler har handlet om
skyldfølelsen og om
dem, hun har såret
eller svigtet, men
også om skammen.
– Jeg må prøve
at forstå mine
egne handlinger.
Jeg har følt så stor
skam over at have
truffet så
mange dårlige
beslutninger.
Jeg skammer
mig over mig
selv for at være
så idiotisk.
Ud over det
herlig miljø i
hovedkvarteret
syntes Mariette,
der tidligere
havde betragtet
sig selv som lidt
sjusket, at der
var en disciplin og orden, der
passede hende godt.
– Det var vigtigt at gøre sig
umage, man havde respekt
for et ordentligt sprog, og der
var en slags ”skibsånd”. Når
man bor mange sammen, kan
man ikke være rodet og smide
ting rundt. Det havde jeg det
godt med.
Derudover fik Mariette
mulighed for at gøre ting,
som hun mener, hun aldrig
kunne have gjort, hvis hun
ikke var endt der – som de
store marketingkampagner,
hun var ansvarlig for. Eller
som at møde skuespilleren
Tom Cruise, eller da John
Travolta ved et uheld trådte
hende over tæerne til en fest,
hvilket førte til en lang samtale.
Mariette beskriver de
første to år i Los Angeles
som vidunderlige, men efter
1986, da grundlæggeren Ron
Hubbard døde, og en ny leder,
David Miscavige, kom til,
begyndte tingene at ændre
sig.
Fritiden blev indskrænket. Medlemmernes tid med
deres børn blev reduceret, til
de næsten ikke så dem mere.
Og alle breve blev censureret.
– Vi måtte ikke skrive om,
hvad der foregik, for det var
hemmeligstemplet. Vi måtte
ikke skrive noget dårligt, kun
at vi havde det godt. Så hvad
skriver man til sine forældre?
Det tog bare et par år – så var
vi helt afskåret fra resten af
verden. Jeg, der engang havde
været så livsglad, indså pludselig, at jeg var fuldstændig
magtesløs.
Snart blev Mariettes mand
forflyttet til New York for at
arbejde der. Og efter et par år
i hver sin del af USA indså de,
at deres ægteskab var blevet
noget helt andet, og de valgte
at blive skilt.
Hverken Mariette eller deres søn har nogen
kontakt med Billy, der stadig
er medlem af kirken i dag.
Tvivlen opstår
Det, der virkelig fik helvede
til at bryde løs, var en artikel
i Time Magazine, der kritiserede scientologerne og især
deres leder David Miscavige.
– Han fik så meget kritik.
Og det var i det mest prestigefyldte magasin i hele USA,
som læses af millioner af
mennesker. David gik under jorden i to dage, og da han
kom tilbage, var han helt
oppe at køre.
Mariette fortæller, at deres
leder var dybt såret, og i fire
dage uden søvn måtte hun og
de andre i marketingafdelingen sammensætte en slags
kampagne for at tilbagevise
det, der var blevet skrevet om
ham.
Det var hændelsen omkring
artiklen, der fik Mariette til
at begynde at sætte spørgsmålstegn ved sin tilværelse og
situation.
– Vores leder føltes ikke
længere stabil, og den ustabilitet vækkede noget i mig.
– Vi boede inden for et højt
hegn med vagter, der patruljerede ejendommen. Vi var
midt ude i ørkenen med nogle
kilometer til den nærmeste
by. De sagde, at hegnet var
der for at holde folk ude,
så ingen kunne bryde ind.
Men nu, hvor jeg begyndte at
tænke mere kritisk, indså jeg,
at pigtråden faktisk vendte
indad...
Mariette fortæller, at nogle
uden held forsøgte at flygte og
blev hårdt straffet.
Hun arbejdede stort set
hele tiden, og de fleste medlemmer blev udsat for søvntortur.
– Jeg tror, jeg i flere måneder sov fire timer om natten
i gennemsnit. Nogle gange
slet ikke i flere døgn. Alle
disse straffe. Vi blev tvunget
til kun at spise ris og bønner
i flere uger, eller vi blev tvunget til at springe i en sø i fuld
uniform. Vi blev udsat for
bizarre, ydmygende lege, som
David Miscavige tvang os til
at deltage i. Og værst af alt,
dråben, der fik bægeret til at
flyde over, var, da han slog en
af mine kolleger ned.
I 2003 endte Mariette på
samme kontor som Dan.
Mariette havde været skilt i
et stykke tid, mens Dan var
gift med en kvinde, der også
arbejdede i hovedkvarteret.
– For mig var det nok
kærlighed fra starten, men af
den forbudte slags. Jeg kunne
godt lide, at Dan turde sætte
spørgsmålstegn ved det, vi
var del af. Han var den første
af alle dem, jeg mødte i de år,
der turde gøre det. Jeg beundrede ham for det. Han var
den første, jeg virkelig turde
tale med.
Endelig på flugt
De sidste par år, hvor Mariette havde besluttet at flygte,
var fuldstændig umulige. Mariette var sunket i graderne, og man blev hårdt straffet, hvis man ikke
udførte sit arbejde ordentligt.
– Vi blev låst inde i en campingvogn dag og nat og måtte
kun gå ud for at tage bad, og vi
måtte marchere på række til
bruserne. Vi var som rotter i
et bur.
Endelig kom dagen. Mariette havde gennemgået sin
flugtplan så mange gange i
sit hoved. Og med 200 dollar
i bh'en, uden pas eller id og
kun en rygsæk med tøj lykkedes det hende endelig at flygte
og hoppe på en bus.
– Da jeg sad der i bussen
uden nogen ejendele, følte jeg
mig så fri, at jeg bare havde
lyst til at græde
af glæde.
Det var lykkedes Dan at flygte
tidligere, og da
han og Mariette
endelig mødtes
på den anden side af hegnet
om Scientologys hovedkvarter, blev de straks et par. De
vidste bare, uden at sige noget
til hinanden, at fra den dag
af var de bestemt til at være
sammen.
Til at begynde med boede
de hos Dans mor i Californien. Mariette arbejdede som
barnepige for en kvinde, der
var advokat.
– Det var hende, der lærte
mig, hvordan internettet
fungerer, hvordan man talte
uden for sekten, og hvad
tendenserne var. Ja, der var
meget, jeg skulle lære fra
bunden, og den familie gav
mig en blød landing.
I 2011 kom Mariette og
Dan til Sverige, og hun blev
genforenet med sine forældre. Det var et følelsesladet
gensyn. De havde næsten ti
år sammen, og Dan blev også
gode venner med sine svigerforældre. Derfor var det også
en stor sorg for dem begge, da
Mariettes forældre døde for
et par år siden.
– Det er en sorg, der har
taget hårdt på os begge, men
vi begynder at se lyset for
enden af tunnelen, siger
Mariette, der ellers nyder
sit liv og sin daglige frihed
sammen med Dan og deres
tre hunde.
To børnebørn
Hendes søn forlod også sekten. Han bor stadig i Californien og arbejder med visuelle
effekter til film som ”Avatar”
og ”Harry Potter”.
Mariette
har nu to børnebørn, som hun
nyder at tilbringe tid sammen
med. Mariette ser sin søn og
sine børnebørn så ofte som
muligt, i betragtning af at de
bor på hver sin side af kloden.
– I dag nyder jeg livet – at
vågne hver morgen og føle
mig fri. Jeg har ingen store
drømme, men jeg værdsætter
de små ting, som at trække
vejret frit og være sammen
med de mennesker, jeg
elsker.
På afstand kan Scientologykirken ifølge Mariette virke
ret uskyldig, og hun tror ikke,
at alle forstår, hvad der foregår højere oppe i hierarkiet.
– Scientologykirken er
en farlig, manipulerende
og fanatisk organisation.
Jeg anbefaler alle, der læser
dette, at holde sig væk fra
den.
Ifølge Mariette er formålet
med hendes bog at fortælle
historien om et liv, der er
meget forskelligt fra de fleste
andres.
Det betyder ikke noget,
hvilket helvede du ender i, for
med mod og viljestyrke kan
du altid vende de dårlige ting
i dit liv, mener hun.
Mariette Lindstein, 67, er
forfatter til romanserien om
sekten Via Terra på Tågeøen,
bygget på hendes egne
erfaringer. Bøgerne er solgt til
filmatisering og udkommer i
14 lande, heriblandt Danmark.
Senest er udkommet "Efter
Tågeøen", som er sjette selvstændige bind i serien.