Line Broby foran Eiffel-tårnet i Paris.

Line er træt af én tendens til nytår: ”Det opretholder, at så mange er ensomme”

Når juletiden nærmer sig, bliver Line Broby nervøs. Hun har lidt af ensomhed, siden hun var barn, og følelserne bliver særligt slemme i denne tid – selvom hun i dag har gode og trygge venskaber. Derfor går hun også meget op i, at ingen andre skal have samme følelse.

Det begynder allerede at ulme i september. 

Og jo længere ind i efteråret, hun kommer, jo mere ængstelig bliver 30-årige Line Broby – for jo tættere kommer nytårsaften.

Aftenen fyldt med forventninger, festligheder og farvestrålende opslag på sociale medier. Faktisk er det ikke engang en aften, som hun er særligt vild med. Men alligevel bliver frygten for at være alene kickstartet inde i hende.

– Når vi rammer oktober, så bliver det til full blown anxiety omkring nytår. Så tænker jeg, hvad nu, hvis de hellere vil være sammen med nogle andre?

Det fortæller hun i ALT for damernes podcast 'Skål Søster', hvor snakken handler om, hvordan ensomheden ser ud i juletiden, og hvordan man tackler den.

Frygten kommer på trods af, at Line Broby har haft nogen at fejre nytår med de sidste par år, og også har nytårsplaner i år. Men følelsen ligger dybt i hende og stammer helt tilbage fra folkeskoletiden, hvor grov mobning resulterede i, at Line Broby isolerede sig og for alvor oplevede at være ensom.

– Ensomheden føltes helt altoverskyggende dengang, men jeg lider stadig ret meget af den i perioder. Jeg synes faktisk nærmest ikke, jeg har prøvet nogen værre følelser. For mig er det en følelse af ondt i brystet. Der er larmende stille, og det føles som om, at der ikke er nogen, der ser mig, selvom jeg måske er omringet af mennesker, siger hun.

Selvom Line Broby i dag er et meget bedre sted og har brugt mange år og timer i terapi på at bearbejde de oplevelser og følelser, dukker de stadig op, når højtiden nærmer sig. Selvom veninderne minder Line Broby om, at der ikke er nogen grund til at blive nervøs, sidder ængsteligheden stadig i hende. Derfor gør hun også sit for, at ingen andre skal opleve det samme.

Alle er velkomne

For nylig faldt Line Broby i snak med sin nye kollega omkring nytårsplaner. Hendes kollega fortalte, at hun faktisk skulle være alene nytårsaften.

– Jeg spurgte hende, om hun helst ikke ville sidde alene, og hun fortalte, at hun egentlig gerne ville lave noget, og så sagde jeg bare, så kom med. Jeg har det standpunkt, at der er ikke nogen, der skal sidde alene, hvis de ikke vil.

Det er vigtigt for hende at have åbne arme og invitere alle med, som ikke har nogen at være sammen med. Hun har selv prøvet at være udenfor, og hun har svært ved at forstå vennegrupper, der ikke vil have nogen nye ind.

– Jeg forstår godt tankegangen om, at det kræver ekstra energi at lære de nye at kende, og at det ændrer dynamikken for sådan en aften, men det er samtidig også det, der gør, at man opretholder, at så mange føler sig ensomme. Hvis vi åbnede vores hjem mere op, så kunne alle jo få det fedt sammen.

Line Brobys nytårsaften bliver et sammenskudsgilde af venner og venners venner, der ikke kender hinanden endnu, men som er klar på at fejre aftenen sammen – og at bruge energien på at lære hinanden at kende.

Line Broby

  • Sprogunderviser hos AOF
  • Tidligere arbejdet som foredragsholder og holdleder for chatrådgivningen for organisationen GirlTalk, der hjælper unge i mistrivsel
  • Har oplevet ensomhed siden hendes folkeskoletid
  • Bor i Odense
  • 30 år gammel

Lyt til hele samtalen i ALT for damerne podcast ’Skål Søster’ her, hvor Line Broby og Elisabeth Belinda fortæller om, hvordan ensomheden har fulgt dem siden barndommen. Her kommer de blandt andet ind på, hvordan sociale medier påvirker dem, hvorfor det er svært at få nye venner som voksen, og hvordan følelsen ændrer sig med alderen.