Stilbillede fra filmen 'Den sidste viking'.

5 hjerter til ’Den sidste viking’: Her er, hvorfor du bør se den

Under den heftige og hysterisk morsomme historie er der noget dybere på spil i denne film om vanvid, barndomstraumer og Abba/Beatles.

ALT for damerne logo

Kulsort familie

En lige højre til lattermusklerne

Det er godt at have en metode, et særligt aftryk. 

Man er ikke i tvivl om, at filmen er af Anders Thomas Jensen: Vi har barndomstraumer, brødre, vold, virkelig skæve personligheder samt Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der får lov at være grimme. 

En trio af søskende har kun hinanden. Storesøster Freja (Bodil Jørgensen), den karrierekriminelle Anker (Lie Kaas) og skrøbelige, psykisk udfordrede Manfred (Mikkelsen), der tror, han er John Lennon. 

Far (Lars Ranthe) terroriserede brødrene som små. Anker kommer ud af fængsel og kun brormand ved, hvor byttet er gemt. De møder en håndfuld bizarre typer, bl.a. Lothar, en psykiater med alternative metoder (Lars Brygmann), møder den tidligere (hånd)model Margrethe (Sofie Gråbøl), og efterstræbes af den høflige voldspsykopat Flemming (Nicolas Bro). 

Det er langt ude i skoven. Samtlige medvirkende (for mange til at nævne) er med på løjerne, uanset hvor skørt alt bliver (ofte rablende). Det gør filmen både ægte og ægte sjov. De kender hinanden, er trygge i Jensens univers. 

Kameraet veksler mellem socialrealistisk beton og strejf af poesi, det er gjort noget ud af lyssætning og scenografi. Der er hilsener til tidligere film. Med vilje eller ej; Lie Kaas spiller nærmest Mikkelsen i 'Bastarden', meget ligger i blikket, i pandens fure. Men også ekstremt forløsende, når scener og replikker rammer lige så rent som en uppercut. 

Vi har længtes efter at se Sofie Gråbøl slå igen siden 'Blinkende Lygter'. Filmen handler dybest set om at kende sig selv, stå fast på at være anderledes og at ”come together”, eller noget. Har vi set det før? Er det for meget? Kunne historien skæres lidt mere til? 

Jo, jo, men denne film er også i glimt decideret rørende og den hidtil mest Jensen’ske. Det måtte han godt stå ved. Det femte hjerte er akkurat fortjent og lyser gyldent.

'Den sidste viking' har biografpremiere den 9. oktober