Ingrid, Kristina og Gunvor har været veninder gennem 76 år: ”Så snart vi ses, er alt ved det gamle”

August 1949

I et år har Ingrid og Gunvor gået i klasse sammen på Tranegårdskolen i Hellerup, og nu skal de begynde i 2. klasse. De to er blevet veninder og kalder hinanden for ”Guf” (Gunvor) og ”Plys” (Ingrid).

– Vi var på bølgelængde. Vi havde den samme humor og grinede af de samme ting, og Charlottenlund-pigerne i klassen kaldte vi for ”de fine”. Vi følte os nok begge to en lille smule udenfor, men så fandt vi to sammen, fortæller Gunvor over telefonen fra bopælen i Østrig.

LÆS OGSÅ

Iben skrev som voksen et brev til sin far: ”Tænk, hvis jeg fik sådan et brev fra mine børn!”

Når hun er kommet rigtig tæt på et andet menneske, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt. Mens Iben Mondrup har skrevet sin nye bog, er det blevet helt tydeligt, at hendes mønster i relationer spejler relationen til hendes far. Og det mønster har resulteret i, at hun har været i rigtig mange parforhold og rigtig mange brud. Men er det nødvendigvis dårligt?

Både Ingrid og Gunvor husker, da Kristina kom ind i klassen den første dag i 2. klasse.

– Døren gik op, og rektor kom ind sammen med en pige med mørkt og tykt hår. Hun stod rank og afslappet, mens alle i klassen gloede på hende. Ingrid og jeg syntes, hun så stille og rolig og smadderklog og sød ud, og vi kunne straks lide hende. Tænk, at man på et par sekunder kan fornemme, hvordan et andet menneske er, men det kunne vi. Hun hvilede i sig selv, og det gør hun stadig, fortæller Gunvor.

August 2025

De tre livslange skoleveninder, Gunvor Sramek, Ingrid Prytz, og Kristina Leslie mødes i Helsingør. De er nu alle fyldt 83, og alderen gør, at det kan mærkes på en ny måde, at det godt kunne være det sidste møde i den skattede veninde-trio. 

Ingrid har taget toget fra København, Gunvor er fløjet til Danmark fra Østrig, og Kristina – som de andre kalder Dado – er landet fra Canada. Torsdag 21. august 2025 mødes de i lobbyen på Hotel Skandia. Og så sker der det samme, som der altid gør, når de mødes:

– Så snart vi ses, er alt ved det gamle, siger Gunvor og bakkes op af sine veninder:

– Det er utroligt, hvor let det er at sige ”Hej”– og så er vi tæt på hinanden igen, oplever Ingrid, som bor i København.

LÆS OGSÅ

Da Valentina kørte galt, blev ét spørgsmål ved med at nage hende

Presset blev for stort, og pludselig blev Valentina Mussie konfronteret med, at livet er skrøbeligt. Det fik hende til at tænke på, hvad hun efterlader til sine børn, når hun ikke længere er her. For hun er af den overbevisning, at man selv kan skabe sin historie – og det har hun arbejdet på det seneste år. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

– Hver gang, vi mødes, er det er som at sætte et stik i – det føles som om, vi altid er i forbindelse, og der er ikke brug for opvarmning, fortæller Kristina over telefonen fra Canada kort tid efter deres seneste møde i Helsingør.

Vi skilte os alle tre ud

Venskabet har nu varet i 76 år og været verdensomspændende langt det meste af tiden. 

For selv om Kristina endte med at emigrere til Canada sammen med sin mor, der tænkte, at datteren ville have bedre muligheder der, og Gunvor flyttede til Østrig, hvor hun blev gift med en østriger, mens Ingrid som den eneste blev i København og fik mand og børn der, så har de bevaret et tæt venskab gennem hele livet.

De har mødtes i Danmark og udlandet flere gange, end de har tal på, og de har holdt adskillige ferier sammen i Frankrig, Italien og Spanien. De har også besøgt hinanden to og to, når muligheden har budt sig.

– Vi har historie sammen, som Kristina formulerer det.

På Tranegårdskolen udviklede venskabet sig nemlig selvfølgeligt, efter at Kristina kom ind i klassen.

– Vi havde alle tre mødre og hjem, som skilte sig ud, så det havde vi til fælles, mindes Ingrid og uddyber:

– Min mor kom i sin tid til København fra Jylland for at arbejde som sygeplejerske, og hun var 42 år, da hun fik mig, Gunvor var påfaldende, fordi hendes mor kom fra Østrig, og Kristina havde boet i Finland, hvor hendes mor var fra. 

Kristina var alene med sin mor, det var jo usædvanligt dengang, og hendes mor havde sit eget parfumeri. Så vi tre, hvis mødre kom ”andre steder fra” og var lidt anderledes, vi fandt hinanden.

– Vi havde det godt sammen, husker Kristina, mens Gunvor supplerer:

– Der var ingen andre, vi så så ofte som hinanden. Selv om vi også er meget forskellige. Og hvis en ikke gad noget, som de to andre ville, så behøvede man ikke stikke en nødløgn. 

LÆS OGSÅ

Forsker i søskende-relationer: Især én ting er afgørende for forholdet til din bror eller søster

Forældre dør, partnere kommer og går, og venner forsvinder eller kommer til. Men søskende. De er der gennem (næsten) hele livet. Vi har spurgt to søstre og en ekspert, hvilken betydninger søskenderelationen har for et menneske.

Man sagde bare, at det havde man ikke lyst til – det er jo fantastisk at have det sådan med hinanden. Der var aldrig nogen, der rystede på hovedet af en.

Da de senere fik mænd og små børn, blev det i en periode sværere at ses.

– Men vi gjorde det så godt, vi kunne, fortæller Gunvor.

Med årene, og både ved at kende hinandens udgangspunkt og være med hinanden igennem tykt og tyndt, kom de til at forstå hinanden på en særlig måde.

– Man behøver ikke forklare, hvad man føler, for de andre kender hele baggrunden. De ved, hvad man er glad for, og hvad man ikke kan lide, og hvad man er god til – eller ikke god til. Og når man kender hinanden så godt, behøver man aldrig forklare noget. Vores fortrolighed er fuldstændig speciel, oplever Gunvor.

Ingrids lange breve

Da de mødtes i august 2025, var det tre år siden, de sidst havde set hinanden. I mellemtiden skrev de som altid e-mails til hinanden om småt og stort.

– Vi har været med til det hele i hinandens liv, og også igennem alle livsproblemer. Men for at holde det ved lige skal man også vide, hvad der sker hos hinanden i det daglige, oplever Kristina, der blandt andet elsker at få e-mails fra Ingrid, fordi hun skriver så smukt på dansk og er så god til at udtrykke sig:

– Gunvor og jeg svarer gerne hurtigt, men Ingrid skriver lange breve, som jeg læser mange gange.

For dem alle er det et uvurderligt og unikt venskab, de har.

– Vi tre holder sammen, uanset hvad der sker, siger Gunvor. Og det tilslutter veninderne sig.

LÆS OGSÅ

Sofie fandt sin mor og sin kæreste nøgne i sengen: ”Jeg flåede døren op og skreg”

Jeg var høj af lykke over at skulle holde stor fest i min dejlige kærestes sommerhus omgivet af de mennesker, jeg elskede. Morgenen efter festen vågnede jeg dog op til et chok, der skulle komme til at vende fuldstændig op og ned på mit liv, som jeg kendte det. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

– Det er specielt at have kendt hinanden så længe, og denne gang var det lidt bittersødt at ses, fordi det muligvis – med vores alder – kunne være sidste gang, siger Kristina.

Det var også noget, de andre tænkte over.

– Da jeg var steget på toget, gik jeg ud igen og gav de andre et ekstra klem, fortæller Ingrid.

Og de håber at ses igen. Det bliver nok i 2027, da det skal være, mens de stadig har energi til at rejse.

– Der kan jo ske hvad som helst, så hvem ved – og det ville virkelig være dejligt!