Iben skrev som voksen et brev til sin far: ”Tænk, hvis jeg fik sådan et brev fra mine børn!”

Da Iben Mondrup var barn, kom hendes far indimellem ind på hendes værelse om aftenen, når hun var gået i seng. 

På sengekanten indviede han sin datter i det, der lige lå ham på sinde. Det handlede om ensomhed, om kærlighed, om sex og andre kvinder. Og om Ibens mor, som han forgudede. Han havde drukket, når han sad der på værelset i mørket, og Iben ventede kun på, at det skulle blive overstået, så hun kunne glemme det. 

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med farens bekendelser. Hun ville gerne elskes, men ikke på den måde.

– Jeg var meget, meget glad for min far. Og beundrede ham meget, da jeg var lille. Jeg syntes, han var et fantastisk menneske. Min far var en stor personlighed, og han var ret god til tale om vores familie som noget særligt. 

Vi var Familien Mortensen. 

Noget enestående. Han talte også om mig som et meget højt elsket barn, et fantastisk barn, og jeg var meget knyttet til ham. Men han var også et usikkert kort, fordi han var så karismatisk. Som det ofte er med karismatiske mennesker, så kan de godt have en lidt skrøbelig personlighed. I perioder, især da jeg blev lidt ældre, blev jeg opmærksom på, at min far havde en tilbøjelighed til at drikke, og når han drak alkohol, blev jeg utryg ved ham. 

Det gør børn, for forældre, der er berusede, forandrer sig. Det, der var velkendt og godt, blev utrygt. Berusede mennesker er uforudsigelige.

– Jeg havde brug for min far og var draget af den energi, der var omkring ham, for jeg ville gerne være inde i det ”rum”, hvor jeg var noget særligt, og hvor der var stor kærlighed. Men hver gang jeg kom derind, fik jeg sådan en uro og måtte trække mig ud igen. 

Når jeg kigger på det i dag, kan jeg se, at min far på godt og ondt har været en kæmpestor kærlighed, men samtidig også har skabt en uro, som i lange stræk har præget min barndom, min ungdom, mit voksenliv og mit forhold til andre mennesker. 

Jeg føler mig draget af andre mennesker og vil meget gerne tæt på dem. Men så, når jeg er kommet rigtig tæt på, skal jeg væk igen, fordi det bliver utrygt. Det er et mønster, der har kørt hele mit liv, og jeg har nok godt vidst, at det havde noget med min far at gøre, men mens jeg har skrevet min aktuelle roman, er det blevet helt tydeligt for mig.

Hvad vil det sige at have et liv?

Iben Mondrups nye roman hedder 'Hvordan kan vi', og den tager udgangspunkt i hendes eget liv fra 1978, hvor hun var otte år, og fortsætter år for år frem til 2025. 

Iben boede med sine forældre og to mindre søskende i Grønland, fra hun var tre år, og indtil hun som 18-årig flyttede tilbage til Danmark. 

Årene i Grønland har præget hende meget, og hun har skrevet en stribe prisbelønnede romaner, der netop har Grønland som omdrejningspunkt på forskellige måder. 

'Hvordan kan vi' er den første roman, der næsten én til én handler om Ibens eget liv, og en stor mængde gamle fotografier og breve har hjulpet hukommelsen i gang. Idéen til bogen opstod efter et voldsomt sygeforløb. I påsken 2024 var Iben og hendes kæreste, Peter, ude at vandre ved Roskilde fjord og Isefjord. 

Det var koldt, og i de dage, turen varede, tog Iben på intet tidspunkt tøjet af, heller ikke når de sov i telt om natten. Hun tænkte derfor ikke over, at hun skulle tjekke sig selv for flåter, men fem-seks uger efter turen begyndte hun at få en underlig jagende hovedpine. 

Først troede hun, at hun var stresset, men da hun også begyndte at få dobbeltsyn, gik hun til lægen. Hverken egen læge eller øjenlægen kunne finde ud af, hvad der var galt, og tiden gik. Efter et par måneder havde Iben det så dårligt, at hun ikke kunne stå på benene. 

Hun blev akut indlagt på hospitalet, og her fandt man efter flere scanninger og en spinalpunktur omsider ud af, at hun som følge af et flåtbid havde fået neuroborreliose – en infektion i hjernehinderne. Iben kom i behandling, men i løbet af det lange sygeforløb nåede hun at tænke mange tanker og have mange snakke, særligt med sine to voksne børns far.

– Det gik op for mig, at jeg faktisk følte, at jeg på mange måder havde haft et rigtig godt liv. Samtidig var jeg virkelig helt derude, hvor jeg begyndte at tænke, at måske havde jeg haft de bedste år, og så var det også okay, hvis jeg skulle dø nu … Men hvor ville jeg bare gerne skrive EN bog mere!

Det var simpelthen den tanke, der stod og blinkede?

– Ja, det var det. For jeg har en følelse af kæmpe frihed, når jeg skriver. Det er et rum, jeg kan gå ind i og være i på MIN måde. Nogle gange er det også forfærdeligt at skrive, men det er bare derinde – i skriverummet – jeg har det bedst. 

Jeg er godt klar over, at mange mødre nok først og fremmest ville tænke, at de gerne ville opleve at blive bedstemor, inden de døde, men mine børn er ikke lige på nippet til at blive forældre. Tanken om at blive bedstemor virkede abstrakt for mig, faktisk, og det er jo også mine børns beslutning, ikke min. Men det at skrive er noget, jeg selv kan styre.

LÆS OGSÅ

Lena og Olle er en del af en stigende tendens: ”Den generation har mere sex og er mere lykkelige”

Ældre går op ad kirkegulvet som aldrig før. Det handler både om at sikre sin partner økonomisk – og om at finde kærligheden på ny. – Jeg er nyforelsket, siger Lena Linder, som fik sin Olle sidste sommer, 44 år efter deres første møde.

Så hvis du skulle gøre noget kun for dig selv, så var det at skrive en bog mere?

– Ja.

Iben blev heldigvis helt rask igen efter omkring fire måneder, og nu ligger den bog, hun drømte om at skrive, klar. Hun siger grinende, at hun da også har tænkt sig at skrive flere bøger, så 'Hvordan kan vi' bliver forhåbentlig ikke den sidste. 

Bogen har været en lang rejse tilbage i tiden og ind i sindet.

– Min far tog rigtig mange billeder, som jeg har brugt til at huske, hvad der er sket i mit liv. Jeg har også altid skrevet mange breve, også breve, der aldrig er blevet sendt, og jeg har fået mange breve fra mennesker, jeg har været knyttet til. 

At læse brevene har været som at rejse ind i en tidslomme. Et øjebliksbillede af stemninger. 

Glæde. Frustrationer. Savn.

Jeg har indimellem skrevet breve om, hvad det ville sige at være mig på det tidspunkt, nærmest statusrapporter om mig selv som menneske. Da jeg begyndte på manuskriptet, gravede jeg mig ned i mine private arkiver og forsvandt i flere uger. Undervejs har jeg tænkt, hold da kæft, et helt liv! 

Jeg har været virkelig meget omkring, og der har været en del kaos, stor fortvivlelse og stor lykke. Jeg fik lyst til at fortælle om det at have et liv. Hvad vil det egentlig sige at have et liv? Hænger et liv sammen? Hvis man ser tilbage på det, er der så en tråd, man vil kunne fortælle om? 

Jeg gik i gang med at skrive og opdagede, at et liv i sig selv ikke nødvendigvis er en god fortælling, så jeg har foretaget nogle valg og fravalg undervejs for at gøre fortællingen til en roman, der kan være spændende for andre at læse. 

Derfor er der venner, jeg ikke har skrevet om. Og der er kærester, jeg ikke har med, selvom man måske ikke skulle tro det.

Ét mønster – mange relationer

Iben griner højt over sin sidste kommentar, for hun er godt klar over, at romanen er fyldt godt op med historier om de mange mænd – og kvinder – hun har haft intime forhold til gennem livet.

– Jeg har været tilbøjelig til, især i mine tidlige relationer, at gentage nogle mønstre, og det er først i de senere år, jeg er blevet opmærksom på det. 

Man siger lidt banalt om kærligheden, at hvis man forlader nogen, skal man finde ud af, hvorfor man gjorde det, for ellers risikerer man at møde de samme problemer med den næste mand eller kvinde, man involverer sig med.

LÆS OGSÅ

Efterår på svensk: Disse 3 ting må du bare opleve

Kulturredaktør Christina B. Kjeldsen dyrker sine svenske aner med små og større ture over sundet dette efterår– og en smuk svensk dramaserie, der kan sætte følelserne i kog.

Så din bog handler om, hvad et liv er, men også en del om kærligheden?

– Det er en bog om at finde sin vej i livet. Finde sin vej med det udstyr, man nu har. Og med udstyr mener jeg både kropsligt, altså kønsidentiteten, men også det indre udstyr, som handler om, hvad man faktisk er givet med fra sin opvækst. 

Nogle mennesker, heriblandt jeg selv, har fået noget med, som gør tilknytning svær. For mig har det været svært at have tillid til andre mennesker, komme tæt på dem og forblive tæt på dem. Det har jeg skullet lære at forstå og leve med. Så romanen handler om at finde en vej i livet med ups and downs, og som titlen antyder, også at finde den vej sammen med de mennesker, vi har omkring os. 

Så: Hvordan kan vi …? Hvordan kan vi sammen finde vej i livet? At finde vej er som udgangspunkt et ensomt projekt, men det handler også altid om at finde den sammen med andre, for vi er ikke skabt til at være alene.

Ibens mor og far var begge skolelærere i Grønland, og miljøet deroppe i 70'erne var præget af løssluppenhed og masser af tid uden opsyn for børnene.

– Man har altid talt om konebytteri i den grønlandske kultur, men jeg må bare sige, at i de små danske enklaver deroppe, rejste folk jo hjem uden mænd og koner, fordi de havde mødt andre inde på lærerværelset. Der foregik mange ting under nordlyset og stjernerne, og det kunne være ret vildt som barn og ung at være vidne til. 

Vi var jo selv i gang med at lave vores egen identitet. Når der var fester, var børnene altid med. Så lå vi bag en sofa, mens vi lyttede til og så på, hvad der skete.

Så du blev vidne til lidt for meget i forhold til din alder?

– Ja, sådan ser jeg det i dag, men dengang var det jo helt normalt.

Hvad hvis han forlod mig?

I bogen beskriver du en scene, hvor du er syv år og alene ude på hundeslæde med din far, og hvor han peger på dig med et kamera. En scene, du helst vil glemme. Hvad handler det om?

– Det handler om følelsen af at være afhængig af en far, men fortalt som litteratur. I scenen kan kameraet også være en riffel. Man siger jo, at man ”skyder et billede”, og fotografiet kan være ”et godt skud”. 

Jeg havde et tæt forhold til min far, men ikke noget særlig nært forhold til min mor. Hun var først og fremmest min fars kæreste og ikke en, jeg følte, jeg kunne betro mig til. Det betød, at jeg var prisgivet min far på en eller anden måde, og det oplevede jeg som en trussel om, at han, i overført betydning, kunne slå mig ihjel ved at vende mig ryggen. Hvis han forlod mig, hvad så? 

Så var jeg fortabt. Jeg følte mig udsat.

Men har du nogensinde oplevet noget voldsomt med våben?

– Aldrig! Der er aldrig nogen, der har sigtet på mig. Men der er masser af våben i Grønland, og folk dør af vådeskudsulykker. Begår selvmord ved at skyde sig selv. Der var engang en jagtriffel, der gik af ude i vores entré. Kuglen lavede et hul i væggen. Og det skete, selvom min far var sindssygt omhyggelig med sine våben. 

LÆS OGSÅ

Det blev kaldt ”pigernes lille projekt”, men nu har søstrene vist verden, hvad de kan

I starten strikkede Julie og Marie Skall deres sweatre i hånden i modevirksomheden Skall Studio, men efterspørgslen er i dag så stor, at det ikke længere kan lade sig gøre. Fokus er dog stadig på traditionelt håndværk og kvalitet, og netop det vil de kreative søstre gerne dele med deres nye strikkebog.

Så den scene med min far på hundeslæden, hvor han fotograferer mig, den forbinder jeg med våben. På en eller anden måde har jeg lavet en kobling mellem kærlighed og frygten for at blive slået ihjel. 

Jeg tror simpelthen, at det for mit vedkommende har været sådan her: Pas på, kærlighed er farligt, det kan slå dig ihjel.

Som voksen skrev du et brev til din far, hvor du fortalte, at det havde været grænseoverskridende for dig, at han havde brugt dig som fortrolig. Hvad kom der ud af det?

– Ja, og jeg har gemt en kopi af brevet. Da jeg læste det i forbindelse med, at jeg skrev, tænkte jeg puh, har jeg virkelig skrevet det til ham? Tænk, hvis jeg fik sådan et brev fra mine børn! 

Men jeg skrev altså det brev, og han reagerede ved at sige til mig: ”Iben, jeg ved godt, at jeg har brugt dig som en fortrolig, og det er jeg ked af. Jeg har haft det skidt, men jeg kan simpelthen ikke erindre, at jeg har gjort dig noget ondt, og jeg har aldrig villet dig noget ondt”. Og så strandede det ligesom der. 

Det at være ærlig og turde sige til sin far, ”sådan her har jeg oplevet det”, og så blive mødt med, ”Jamen det er dine oplevelser, det kan jeg ikke genkende”, det er en vild ting, altså. Og hvor går man hen med det?

Man går til psykolog.

Så det gjorde du?

– Ja, det har jeg gjort løbende, siden jeg var 18 år. Jeg har godt af at tale med nogen, der kan se mig udefra og fortælle mig, hvad det er for et drama, der er gang i. Jeg har simpelthen brug for vejledning for ikke at fare vild i følelserne.

Iben bærer en rodløshed i sig, som har gjort, at hun livet igennem er flyttet meget omkring. Hendes eneste faste holdepunkt har været sommerhuset på Samsø, som hendes forældre købte sammen med deres søskende i 1978. Sammen med Grønland spiller det hus en stor rolle i Ibens liv.

– Sommerhuset på Samsø er det sted, hvor jeg kan tage hen, og så er der stadig ting fra min barndom. Sneglehuse, jeg fandt dengang. Børnetegninger, jeg har lavet. Der er også levn fra mine egne børns barndom. 

Huset blev også et mødested, da jeg flyttede hjemmefra, det var der, jeg kunne mødes med mine forældre, når de var på ferie fra Grønland. Det er et meget betydningsfuldt sted for mig, for det hus har set så utrolig mange ting i mit liv og i min families liv. 

Der går en lang tidslinje igennem det hus.

Mor er videre

I dag er det Ibens 81-årige mor, der ejer huset, og forholdet til hende er blevet langt bedre, efter Ibens far døde i 2019. Moren flyttede tilbage til Danmark et halvt år efter hans dødsfald, og i dag bor hun ganske tæt på Iben og Ibens søster. De har meget glæde af hinanden, går ture, plukker bær, bader, laver mad sammen, griner og snakker.

– Min mor og far havde så utrolig meget ud af hinandens selskab livet igennem, og de havde en samtale kørende, som fortsatte lige til min far døde. Samtidig var det et forhold med mange udfordringer, men det svære liv kan også være det gode liv. Min mor elskede min far hele vejen, men hun var også klar til at leve sit eget liv, da han døde, og det har hun virkelig gjort.

Din far kan jo ikke læse din aktuelle bog, men det kan din mor, hvordan har hun taget imod den?

– Først blev hun ked af det. Især blev hun trist over, at jeg skriver om, at min far var alkoholiker. Han var jo også så meget andet, som hun siger. Det er rigtigt, men i den her bog undersøger jeg den person, jeg er – en person, der har det svært med tilknytning – og jeg undersøger, hvor det kan stamme fra. 

Og der må jeg bare sige, at pilen peger på utryghed i mine relationer som barn. En fraværende mor. En far, der var for tæt på. Jeg elskede min far, men alkohol var også en del af historien om ham, og det har vi alle sammen været påvirket af. Også min mor. 

Men jeg har sagt til hende, at jeg faktisk er taknemmelig over den opvækst, jeg har haft, uanset at det har været svært. Det er jo immervæk opvæksten, der har skabt min person, og jeg er ikke ked af mig selv. Jeg har da haft problemer undervejs, men jeg ville ikke ønske, at mit liv var anderledes. 

Jeg ville ikke have været de svære perioder foruden, de har ret beset givet mig noget at skrive om.

Det er interessant, at din mor går mere går op i, hvordan din far bliver fremstillet, end hvordan hun selv bliver fremstillet?

– Jamen altså … Hun værner jo om ham på samme måde, som hun har gjort hele livet. Og det forstår jeg godt. Vi har alle sammen forsøgt at beskytte ham, det har været familiens store opgave. Jeg har da også haft ekstrem skyldfølelse overfor min mor ved at skrive om os. 

Jeg har været overbevist om, at hun aldrig ville se mig igen. Efter hun havde læst manuskriptet, gik der et par uger, hvor jeg syntes, jeg kunne mærke, at det lå imellem os som en lille byld. Jeg prøvede flere gange at tage det op, så hun havde mulighed for at sige noget. 

For ikke så længe siden spurgte jeg hende så lige ud, om hun var vred over, at jeg havde skrevet bogen, hvortil hun svarede: ”Nej, Iben, det er jeg da kommet over for længst!”

Hun griner højt.

– Det er hendes modus. Min mor er en kæmpe overlever.

Så din relation til din mor er også faldet på plads efter, at du har skrevet bogen?

– Ja.

Rodløsheden og angsten for tilknytning, som Iben altid har kæmpet med, har også givet sig udslag i hendes kærlighedsrelationer. Hun har været gift tre gange, og i bogen fortæller hun om sine ægteskaber såvel som om en lang række andre forhold. 

m langvarige forhold. Ganske korte forhold. Om forhold til både mænd og kvinder. Og om at have flere forhold på samme tid.

– En fællesnævner har været tiltrækning og et ønske om at knytte forbindelser. Det har handlet om at blive elsket og om at give kærlighed tilbage. Men det har ikke altid været lige nemt. Når jeg er blevet rigtig glad for et menneske, er jeg blevet bange for at miste det menneske.

LÆS OGSÅ

Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Caroline Dan har været høj siden barndommen, og selvom hun altid har hvilet i sin højde, har det ofte vakt kommentarer fra omgivelserne – især fra voksne.

Og så er du gået, før det menneske er gået fra dig?

– Ja, det er så banalt.

Sex kan noget, men ...

Du skriver også en del om sex, hvad har den del af livet betydet for dig?

– Det er en enorm energi. Det er lidenskab. Det er sjovt. Det er en kraft, som skaber en bestemt form for møder med andre mennesker, der har den samme lidenskab. 

Sex er fundamentalt og dybt menneskeligt, og vi, der voksede op i 70’erne, oplevede det på nærmeste hold. Men min dragning er aftaget gevaldigt, må jeg sige. Jeg har været i overgangsalderen et stykke tid nu, og der sker virkelig noget, når hormonerne forandrer sig. 

Jeg har slet ikke det drive længere, som var rettet ud mod verden. I dag sætter jeg utrolig stor pris på fred, ro, ordentlighed og regelmæssighed.

Hvordan har det så været at genbesøge den anden side af dig selv, mens du skrev?

– Nogle gange har jeg siddet og rystet på hovedet og bare grinet og tænkt: What? What? What? Det var sgu lidt skørt.

Men der er ikke noget savn efter det?

– Nej, overhovedet ikke. Sex kan noget, men så meget kan det heller ikke. Det er bare mennesker uden tøj på, og det er ikke nødvendigvis super spændende.

Du har været sammen med Peter i 11 år nu, er du faldet til ro med ham?

– Ja, men det har taget rigtig lang tid, og vi har også været til og fra hinanden nogle gange. Men jeg har måttet sande, at problemerne ikke forsvinder, fordi jeg går fra ham, og vi er blevet rigtig gode til at leve tæt sammen, samtidig med, at vi har perioder med afstand.

Vi har et hus i Hundested, men jeg har også en lejlighed i København, og jeg er desuden tit ude at holde foredrag eller i huset på Samsø alene, hvor jeg sidder og skriver. Så vi har både to selvstændige liv og et liv sammen. 

Der er masser af kærlighed i at stå ved siden af hinanden, man behøver ikke at smelte helt sammen, som jeg tidligere har haft et behov for. I dag kan jeg godt være alene, det kunne jeg i virkeligheden ikke tidligere. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg godt kan være mig og samtidig høre sammen med nogen.