Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Caroline Dan har været høj siden barndommen, og selvom hun altid har hvilet i sin højde, har det ofte vakt kommentarer fra omgivelserne – især fra voksne.

alt.dk logo

Caroline Dan er 1,87 meter høj.

Hun har været så høj siden de tidlige teenageår, og det har tiltrukket en del opmærksomhed i ungdomstiden – både positiv og negativ.

– Som barn og ung blev jeg komplementeret meget på min højde og styrke, fordi jeg allerede som femårig var halvanden meter høj – og jeg spillede basketball, hvor det jo var utrolig fedt at være så høj. Men samtidig fik jeg også at vide, at jeg var så stærk, at jeg skulle passe på mine medspillere. De kunne nemlig få et chok over, hvor hårdt bolden kom mod dem, når jeg afleverede den. Så i komplimenterne fra de voksne lå der også noget, der jo faktisk ikke var et kompliment.

Det fortæller hun i ALT for damernes podcast Skål Søster.

Når hun har følt sig usikker, har det i høj grad været på grund af andres kommentarer.

– Jeg har heldigvis altid selv følt, at det er fedt at være høj. Men i min barndom og ungdom er jeg ofte blevet gjort opmærksom på det fra voksne. Jeg har en historie om en buschauffør, der grinede ad mig, fordi han ikke troede på, at jeg var den alder, jeg var. Han ville ikke give mig børnebillet, da jeg skulle ud at køre med min farmor – det troede han bestemt ikke på. Det sidder stadig fast. Jeg skulle også have pas med til mine basketballkampe, fordi forældrene fra modstanderholdene heller ikke troede, at jeg var min alder.

Har aldrig følt sig spejlet

I dag arbejder Caroline Dan som influencer, og en af hendes mest sete videoer er den, hvor hun deler, at hun vejer 100 kilo.

– Lige nu vejer jeg omkring 100 kilo, men jeg har også vejet derover, og det er der mange, der er helt vildt overraskede over. Folk har skrevet ting som ”wow” og ”hold da op, det havde jeg ikke regnet med”, men når de skriver det, så får de det til at lyde som noget forkert. Men vægt er jo vitterligt bare en vægt, og deres overraskelse kommer sig nok af, at vi kvinder har lært, at vægt ikke er noget, vi må tale om. Jeg er selv blevet gladere for min krop ved at tale højt om den, og det bunder nok i, at jeg har manglet nogen at spejle mig i.

Gennem hele Caroline Dans barndom og ungdom har hun set serier som Topmodel og film, hvor hovedpersonerne næsten altid har været meget tynde. Ifølge hende har det i høj grad bidraget til, at mange får et forvrænget billede af, hvordan en kvinde bør se ud.

– Det, vi har kigget på, er, at man skal være en størrelse nul. Og jeg kan huske, at jeg som tidlig teenager tænkte, hvad det overhovedet var? Hvordan kan man være nul? Men det var jo det hotte, og når det er udgangspunktet, hvor efterlader det så os andre, der ikke er det? Det kunne have været fedt, at der var flere forskellige slags kvinder, der viste, hvordan kvinder ser ud. Det havde nok givet os nogle andre måder at se os selv på. Jeg har selv manglet en at kunne spejle mig i, siger hun og fortsætter:

– Jeg ville ikke bytte min krop, selv hvis jeg kunne. Men jeg har helt klart haft tanken gennem mit liv. Jeg har ikke altid hvilet så meget i mig selv, som jeg gør nu – og det er heller ikke, fordi jeg står op hver morgen nu og hviler i mig selv – men jeg er megastolt af min krop og den, jeg er. Thank god, at man bliver ældre og klogere, for i teenageårene og gymnasietiden har der godt nok været mange usikkerheder, fordi vi måler og vejer hinanden.

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor tv-vært Anna Lin også fortæller om, hvorfor hun sigter efter at være såkaldt kropsneutral.