Min datter Mina har lige været forbi, og vi har siddet og diskuteret, hvad hun skal give sin far i 60-års fødselsdagsgave. Der er planlagt en overraskelsesfest, og Mina mener, at han har alt.
Jeg har hjulpet hende med nogle idéer, og det føltes godt at kunne sidde sammen med hende og skrive en liste uden at føle hverken bitterhed eller vrede.
Min eksmand Torben er gift igen, og hans nye kone Mette var hans elskerinde i et par år, før vi blev skilt.
Torben og jeg var gift i over 30 år. Vi havde svært ved at kommunikere, og vi havde et ægteskab, der til tider var præget af meget opgivenhed og skænderier. Jeg tænkte ofte på at forlade det hele, men jeg følte det skræmmende at tage initiativ til skilsmisse.
Derfor blev jeg. Jeg vidste, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg ville få, det var sådan, jeg tænkte. Ofte kunne jeg se på Torben og tænke, at jeg ikke elskede ham længere, men jeg satte aldrig ord på det.
Da Torben fortalte, at han havde mødt en anden, og at han ville skilles, skulle man tro, at jeg blev lettet. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev faktisk både vred og fortvivlet.
Det var, som om han formåede at vække nogle indestængte følelser i mig, som pludselig eksploderede, og det hjalp ikke meget, at han sagde direkte, at vores ægteskab havde stået på for længe, og at det var mange år siden, vi havde haft det godt sammen.
Det var hårdt, at han havde fundet en anden, og det var hårdt, at det var ham, der gik fra mig. Jeg følte et had mod den anden kvinde og besluttede mig for, at jeg aldrig hverken ville se eller tale med hende. Jeg hadede Torben, og jeg var meget lidt samarbejdsvillig i skilsmisseopgøret.
Jeg kunne ikke andet end at være vrangvillig og stikke så mange kæppe i hjulene, som jeg kunne. Det hele bundede i min egen fortvivlelse over at være blevet svigtet og forladt, og Torben blev den store, stygge ulv.
Torben flyttede sammen med Mette, og lige efter at vi blev skilt, giftede de sig. Jeg havde givet mine døtre forbud mod at nævne hendes navn eller tale om deres far til mig.
Jeg kunne ikke holde ud at høre om, hvor lykkelige de var, og jeg ville helst ikke vide, at mine egne børn udviklede et godt forhold til Mette.
Det gjorde ondt i mit hjerte bare at tænke tanken, at de kunne lide hende og forholdt sig naturligt til hende.
Mine døtre respekterede dette, og jeg blev skånet for alt, der havde med Torben og Mette at gøre.
Men da jeg selv mødte Bjørn efter tre år og blev forelsket i ham, skete der noget med mig.
Han åbnede mine øjne
At møde Bjørn blev et vendepunkt for mine følelser på mange niveauer. Han havde et afklaret og godt forhold til sin ekskone og havde en god tone med hendes nye mand.
De talte sammen om deres børn, og de stoppede op og snakkede, hvis de mødte hinanden i en butik, og det på trods af, at også han var blevet bedraget i sin tid.
Bjørn og jeg talte meget om dette. Først kunne jeg ikke forstå, hvordan han kunne være så venlig og imødekommende, når han mødte dem, men han havde en forklaring på det.
– Jeg gør det for mine børns skyld, sagde han først.
Da vi talte dybere om dette, kom det også frem, at han forstod sin ekskone. Da de var gift, havde han arbejdet meget og nedprioriteret familielivet, og han mente, at han selv måtte tage ansvaret for, at han blev bedraget.
Han forklarede mig, at når man ikke giver sin partner den kærlighed, han eller hun fortjener derhjemme, udsætter man også sit forhold for andre mennesker.
Han tænkte ikke på det dengang, men han erkendte det efter, at han blev skilt. Han havde ikke bekymret sig nok om sin kone, og hun blev forelsket i en anden.
Bjørn og jeg talte meget om vores fortid og om, hvordan vi havde haft det i vores ægteskaber. Langsomt, men sikkert gik det op for mig, at det lige så godt kunne have været mig, der var blevet forelsket i en ny mand og havde forladt Torben. Vi havde ikke længere de rette følelser for hinanden, men holdt sammen af gammel vane og behovet for tryghed.
At se Bjørn tale med sin ekskone og opleve, at de havde en god tone uden bitterhed, gjorde mig simpelthen lidt misundelig. Jeg indså, at jeg gjorde det svært for alle parter ved at være så fordømmende og rigid i min måde at håndtere skilsmissen på.
Bare det, at jeg forlangte, at mine egne døtre ikke skulle nævne deres far, var nok til at gøre alt værre. Torben og jeg har fået to børn sammen. Han vil altid være deres far, og min bitterhed gik i høj grad ud over mine egne børn.
Bjørn formåede at få mig til at ændre perspektiv, så jeg accepterede skilsmissen fra Torben. Jeg kunne alligevel ikke skrue tiden tilbage og ændre på det, der var sket mellem os. Og efter hvad jeg forstod, havde Torben det meget bedre sammen med Mette, end han havde haft det sammen med mig.
Kunne jeg ikke unde ham det? Bjørn mente, at jeg burde det. Han mente endda, at jeg burde takke Torben, som tog sig selv og sine egne manglende følelser alvorligt, da han forlod mig. For en ny kvinde ville nok alligevel have dukket op i hans liv på et eller andet tidspunkt, mente han.
Jeg blev lidt forvirret, da jeg mødte Torben helt tilfældigt på en tankstation, men nu ville jeg prikke hul på bylden. Jeg gik hen til ham og spurgte, hvordan det gik med ham.
Han så overrasket ud og blev formodentligt lidt usikker på, hvorfor jeg tog kontakt. Jeg tog en dyb indånding og sagde, at jeg ønskede, at vi skulle tage en snak sammen. Han svarede tøvende, at det var i orden. Jeg kunne ringe til ham dagen efter, mens han var på arbejde.
En god samtale
Telefonsamtalen med Torben blev afklarende og god. Jeg var rolig og sagde det, som det var, at skilsmissen havde været meget hård, og at jeg havde kæmpet med mig selv i lang tid.
Men nu var jeg kommet til et punkt, hvor jeg følte mig færdig med det hele, og jeg sagde, at jeg ønskede, at vi kunne mødes og opføre os normalt i familiære situationer sammen med vores døtre.
Vi havde en lang, god og konstruktiv samtale, og Torben sagde, at han syntes, det var godt, at jeg endelig havde forsonet mig med, at vi levede hvert vores liv, og at vi begge havde fundet hver vores nye kærlighed.
I dag fungerer alt, som det skal. Torben og jeg bliver inviteret til vores døtres fødselsdage med hver vores nye partner, og det går meget godt. Jeg har ikke behov for at tale mere om skilsmissen, og jeg ser hellere fremad end bagud.
Først nu forstår jeg, hvad jeg har gjort mod vores døtre. Det var utilgiveligt at lade mine følelser gå ud over dem, og jeg har bedt om tilgivelse.
Jeg forstår også godt, hvorfor Torben faldt for Mette, for hun er en usædvanlig venlig og åbenhjertig kvinde. Jeg får heller ingen dårlige følelser af at se mine døtre tale fortroligt med hende. Det generer mig ikke, at de har et godt forhold.
Vi har fået det lettere som familie, efter at jeg lagde stridsøksen på hylden, og jeg mærker det også meget godt selv, at jeg har det så meget bedre end tidligere.
Jeg har det meget godt sammen med Bjørn, og han har lært mig noget vigtigt: Det bliver, hvad vi gør det til. Det er hans motto, som jeg bærer med mig – også i andre situationer.
Vores døtre har lidt under min bitterhed, og de har også talt om, at det er så meget lettere for dem nu, hvor jeg er kommet dertil, hvor jeg er i dag.
– Vi var jo uskyldige i jeres skilsmisse, sagde Mina engang. Og hun tilføjede, at hun næsten følte, at det var hende og hendes søster, der måtte tage ansvaret for den over for mig. Jeg skabte en konflikt, og i dag ser jeg, at jeg gjorde ondt værre for vores børn.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
