Sterna punkterer denne ting om 'Sygeplejeskolen': ”Vi kærestede altså ikke så meget!”

Måske har du også hygget dig foran fjernsynet aften efter aften, mens unge sygeplejersker i blå kjoler og hvide forklæder forsøger at navigere mellem forelskelser, hierarki og sygdomme på et hospital i 1950’ernes Danmark. 

Serien har kørt i syv sæsoner, og den ottende er under indspilning.

Én af dem, som trofast følger med, er 91-årige Sterna Gilbe. Hun blev uddannet sygeplejerske på Gentofte Hospital i begyndelsen af årtiet, og tv-serien sender hende lukt ned ad mindernes boulevard.

– I serien render de rundt og kærester hele tiden, men det gjorde vi altså ikke, fastslår Sterna som det første.

Hun er for længst gået på pension efter et langt arbejdsliv som syge- og siden sundhedsplejerske, men hukommelsen fejler ikke noget.

– Jeg nyder at se serien, for jeg genkender meget fra min egen tid, siger hun.

Skilt fra sin mor

Sterna havde aldrig sat sine ben på et sygehus, da hun i 1953 begyndte som sygeplejeelev på Gentofte Sygehus. Det var hendes mors ønske, som håbede for sin datter, at hun kunne skabe sig et bedre liv.

– Min mor blev skilt fra min far i 1944 og måtte klare sig selv. Hun var på fabrik, men så fik hun tilbudt en stilling som husbestyrerinde, hvor hun kunne bo, fortæller Sterna. – Men hun måtte kun tage ét af sine to børn med, så jeg måtte bo hos min morfar og mormor, er det ikke skrapt?

Sterna og ryster på hovedet, selv om hun var glad for årene hos sine bedste­forældre. Hun har gemt mange papirer, blandt andet et brev, hvori hun beskriver, hvorfor hun blev sygeplejerske:

Jeg havde en hang i mig til at hjælpe og et behov for at mærke, at der var brug for mig. Sygeplejens ånd er altid at gøre det gode. 

147 kroner i løn 

Sterna gik ud af skolen som 16-årig. I stedet for at tage studentereksamen tilbragte hun de følgende tre år som ung pige i huset for at få en god anbefaling, som skulle indsendes sammen med ansøgningen til den videre uddannelse. De blev efterfulgt af fem måneder på en forskole til sygeplejeskolen.

– Jeg var i huset hos tre forskellige familier. Det var godt, for så lærte jeg andre miljøer at kende. Som sygeplejerske kommer du jo i kontakt med alle typer mennesker, påpeger hun.

Hun voksede op i Nordjylland, men da hun ikke blev optaget i Aalborg, måtte hun til Gentofte Hospital, hvor der ar­bejdede 900 mennesker.

– Jeg havde aldrig været i København og var meget ked af det, for jeg kendte ingen på Sjælland, husker hun.

19-årige Sterna kom heller ikke til at opleve meget af København, for de studerende boede på skolen, og lønnen på 147 kroner om måneden rakte ikke langt, selv om de fik kost, logi, uniform og vask.

– Jeg havde knap nok 35 øre til et frimærke og købte mine kjoler på afbetaling. Jeg syntes selv, jeg var meget fattig. En pakke med ti cigaretter kostede en krone og ti øre, det samme som en biografbillet. 

Ofte valgte jeg cigaretterne, for dem kunne jeg få til at vare i tre dage. Filmen var overstået på et par timer.

De fine patienter

Uniformen var et kapitel for sig, for de unge kvinder skulle være præsentable. De var iført lyseblå lærredskjoler og et hvidt forklæde bundet på ryggen, ganske som de unge sygeplejersker i tv-serien. Hertil en hvid kappe om håret og et rødt slag foret med skotskternet stof.

– Vi så godt ud og flagrede ikke rundt, som de gør på sygehusene i dag. Vi måtte ikke have en striktrøje på, hvis vi frøs, for vi skulle være pæne, fortæller Sterna.

De første fire måneder af uddannelsen arbejdede hun på den såkaldte Officersgang, hvor der var enestuer til patienter, som havde råd til at betale for ekstra service som at få maden serveret på en bakke med små porcelænsskåle.

– Ja, man følte sig mere som stuepige end sygeplejerske, konstaterer Sterna.

På sin første natte­vagt kæmpede hun mod søvnen. Og klokken fire faldt øjnene i.

LÆS OGSÅ

Trine var besat af at følge sin partners ekskæreste - men så en dag mødte hun hende

Jeg var besat af at følge Nikolajs ekskæreste på de sociale medier, for jeg var sikker på, at han hellere ville være sammen med hende end med mig. At min besættelse af Ida skyldtes noget ganske andet, indså jeg først den dag, hvor jeg endelig mødte hende. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

– Det var meget pinligt; jeg fik at vide, at man ikke sover på sin vagt. Det var den eneste gang, jeg faldt i søvn. Jeg lærte at gå rundt på gangene og komme koldt vand i øjnene.

Dog havde Officersgangen den fordel, at patienterne var gavmilde, og Sterna gik ofte hjem med forklædet fyldt med chokolade, frugt og cigaretter.

– Det skete også, at der blev sendt en kringle op på afdelingen, når en patient blev udskrevet. Det var bevis på, at vi havde gjort det godt; det var rart at blive påskønnet.

Hemmelig omsorg

Men der var langt fra sygeplejeskolen i Gentofte til familien i Nordjylland. Sterna måtte tilbringe flere juleaftener alene på skolen, fordi hun havde vagt klokken syv næste dag. 

Elevlønnen rakte heller ikke til mange ture hjem, for det kostede 29 kroner at tage båden fra København til Aalborg. Endda uden kahyt. Efter 14 dage med aftenvagter havde Sterna dog optjent et par fridage og ville tage hjem. 

Planen var at overnatte i skibets cafeteria. Men fire af hendes patienter fik medlidenhed, og som tak for Sternas omsorg skillingede de sammen til hendes rejse – inkl. kahyt.

På nattevagterne var det nemlig muligt at sludre lidt mere med patienterne end om dagen, hvor det ikke var velanset at bruge tid på omsorg. Sterna fik ovenikøbet en påtale, fordi hun talte med en ulykkelig patient, for oversygeplejersken mente, at der var nok at lave ”ude på gangen” som at rulle vattamponer eller skylle kobberbelagte fade og kapsler.

Ligesom i Syge­plejeskolen var der på Gentofte Hospital et strengt hierarki med afdelingssygeplejersken i spidsen, efterfulgt af førsteassistent og vikarassistent. Nederst var eleverne.

Tårer i skyllerummet

– Mange græd bag tøjsække­ne i skylle­rummet, for vi blev tit skældt ud over noget, vi ikke havde gjort; som om de andre skulle herske over os, siger Sterna og forklarer, at stuegang var et optrin af otte-ti mennesker med overlægen i front.

– Fem minutter før skyndte vi os rundt og glattede dyner, for patienterne skulle ligge med hænderne på dynen, så det så pænt ud, når professoren kom. Ville han vide noget om patienten, spurgte han afdelingssygeplejersken, ikke patienten selv.

I tv-serien er der både mandlige og kvindelige sygeplejeelever. Efter krigen var der mangel på sygeplejersker, og man optog syv mandlige studerende på Rigshospitalet i 1951. På Gentofte Hospital var der dog ingen mænd blandt eleverne, men der blev snakket om dem, husker Sterna.

– Der var patienter, som i hvert fald ikke ville vaskes forneden af en mand!

Stjal ost og brød

Fritid var der ikke meget af for de studerende. Arbejdsdagen begyndte klokken syv med morgenmad til patienterne, og manglede der personale, blev eleverne bedt om at tage ekstravagter. 

Adskillige aftener faldt Sterna i søvn over skole­bøgerne på sit værelse, hvor hendes eneste personlige ejendele var en rød kommode og en transistorradio.

– Sommetider gik vi op i spisesalen og huggede noget gummiost og rugbrød, som vi ristede i vores tekøkken, og så hyggede vi os med te og ristet brød, mindes hun.

I 'Sygeplejeskolen' finder eleverne kærester inden for hospitalets mure, men i Sternas tid fandt man sin hjertenskær udenfor. Når han kom på besøg i elevboligen, skulle han melde sig i receptionen.

– Hvis han ikke var gået før klokken 23, blev der ringet ned på værelset med besked om, at ”Deres gæst skal gå nu”. Men så vi fandt på noget andet, griner Sterna.

For i kælderen var et vindue, og hvis man satte en tændstik i døren, var der fri passage, så de unge kvinder kunne få deres mandlige bekendte ud og ind.

– Men vi skulle passe på, for hvis vi blev gravide, måtte vi forlade uddannelsen, understreger Sterna.

Sin mand mødte hun i 1957, da hun arbejdede på fødselsstiftelsen i Aarhus. Efter tre år i Gentofte var hun nemlig færdig, og selv om ønsket var hendes mors, har Sterna aldrig fortrudt, at hun blev sygeplejerske og senere sundhedsplejerske. Et kig i hendes gamle brev bekræfter det:

På et tidspunkt oplevede jeg det vid­underlige ved sygeplejen – at glemme sig selv for at hjælpe andre.

LÆS OGSÅ

Julia Sofia og hendes kæreste har udskudt deres drømme om både børn og bryllup på grund af én frustrerende ting

Parret står lige nu i en venteposition, hvor de må være ekstra tålmodige.