Alberte Winding er kendt for mange ting. Hendes lyse vokal, de underfundige sangtekster, den folkelige appel i barndommens børne-tv, populære børnebøger og ikke mindst hendes finurlige samtidsromaner. 

Med de seneste romaner er hun også i gang med at blive kendt for at sætte ord på den alder, hun selv har forladt, for at give perspektiv til dem, der er på vej igennem den eller bare på vej et nyt sted hen.

LÆS OGSÅ

Maria stjal altid roser i parker: "Det var min måde at tage noget frihed tilbage"

Hun har siddet i fængsel, er blevet forfulgt og generelt blevet behandlet som andenrangsborger – fordi hun var kvinde og havde holdninger. Da hun endelig fik friheden og trygheden til at være den, hun er, følte hun behovet for at hjælpe andre, der ikke har haft samme held. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

– Alt, hvad jeg oplever, er egentlig ret normalt, men når man bevæger sig fra én livsfase til en anden, opstår der ofte et mellemrum, som kan føles som en krise. Det er netop dér, jeg skriver mig ind – for dér bliver problemerne tydelige, og dér ligger også potentialet for udvikling, fortæller Alberte, der netop har udgivet romanen 'En sang man kan græde til'. 

Bogen handler om en 42-årig kvinde, der står midt i en livskrise og er rejst til New York for at bearbejde et brud. Og den kom lidt overraskende til at handle om den subtile afmagt og højlydte vrede, der kan ramme kvinder i overgangsalderen. 

Om eksistentiel ensomhed og måske endda om at udvise en vis mildhed overfor de versioner af os selv, vi aldrig når at blive, fordi hverdagen, virkeligheden, tilfældige valg og ufrivillige afsavn sender os i uventede retninger.

Det samme gør romanskrivning, konstaterer Alberte. Den sender hende ud i uventede retninger:

– Jeg ville have skrevet en bog om venskab på tværs af aldersforskel – og så kom den også til at handle om den helt særlige form for ensomhed, man kan opleve i New York. 

Jeg kunne trække på alle de stemninger og følelser, jeg selv har oplevet alle de gange, jeg er rejst dertil … og selvom min hovedperson har en helt anden livsoplevelse end mig, så kan jeg – og forhåbentligt også min læser – spejle sig i det, den også behandler: accepten af de vilkår, man er givet. 

At vi ikke modarbejder os selv, men omfavner konsekvenserne af vores valg og omsætter dem til nye indsigter, ny energi.

Den skulle have været sjov

I sin nye roman undersøger Alberte Winding de dynamikker, der opstår i venskaber, hvor der er aldersforskel – og hvad vi lærer af de generationelle møder. Tidsånden er en anden i dag end tidligere, så når vi siger, at fyrrerne er de nye tyvere, så er der en sandhed i det, mener forfatteren.

– Vi går i byen sammen på en anden måde end tidligere generationer, og der er et nyt overlap imellem vores livsforløb. 

Mange fyrreårige i dag har en helt anden energi end for bare en generation eller to siden; for selvom de tager tilløb til at træde ind i deres middelalder, så er de måske blevet skilt eller ved at afsøge nye karriereveje og starte forfra på helt ubeskrevne livskapitler.

Den energi, der tidligere var forbeholdt tyverne og trediverne, kan nu strække sig over flere årtier, og det gør generations-møderne mere interessante – dels fordi der er en større jævnbyrdighed, men også fordi vi har fået en større grad af nysgerrighed på og lyst til at lære af hinanden.

LÆS OGSÅ

En særlig rolle gjorde Jakob Fauerby til en bedre far

Skuespiller Jakob Fauerby er ikke bange for at råbe verden op, hvis han mener, han kan gøre en forskel. Heller ikke, selvom det giver nogle hug undervejs. Styrken finder han hjemme hos Anders og familien.

– Jeg tror altid, at jeg skal skrive en sjov bog, når jeg går i gang med et nyt projekt. Også denne gang. En vild tour de force gennem New York. Min redaktør bemærkede da også i starten, at mine karakterer ”hele tiden er i byen”. 

Og ja, det er de, men det er min hovedperson også træt af. Bylivet nærer hende ikke på samme måde som tidligere – og der kan man virkeligt mærke den uundgåelige generationsforskel. Samtidig er New York en intens og krævende by – en by, der kræver ungdommens energi, smiler Alberte.

– Når jeg er i New York, får jeg altid ondt under fødderne – det er så voldsomt. Både de konkrete gåafstande, men også de mange indtryk. 

På fjerdedagen i den storby crasher jeg altid og må blive på værelset med en pizza. Byen vækker så mange følelser i mig: længsel og ensomhed og følelsen af at blive forladt. Så selvom intentionen med denne bog var at underholde, så ender jeg alligevel i de tungere tematikker.

Heldigvis, kan man tænke som læser. For det er netop den poetiske og afbalancerede undersøgelse af mismod og afsavn, længsel og forvirring, der gør Alberte Windings tekster så mindeværdige. 

De sniger sig ind på vores følelsesliv og efterlader stemninger, vi ikke kan ryste af os eller har lyst til at glemme.

Men hvorfor overhovedet kaste sig ud i det ensomme og store arbejde, det er at skrive en bog, når Alberte allerede kan ramme et stort publikum i hjertekulen og tårekanalen med sin musik?

– Romanens form kan alt det, jeg ikke kan nå at udtrykke i en sang. Den langstrakte tanke fremfor den kondenserede ide, forklarer Alberte.

– Jeg spurgte for nylig AI: ”Hvad skriver Alberte Winding om?”. Og den svarede ”hun skriver om natur og kærlighed”.

Hun smiler over den lakoniske beskrivelse af hendes omfattende mængde af værker. For måske er det ikke så ligetil at indfange hendes budskaber eller poetik, når hun aldrig bliver færdig med at udvikle dem.

– Jeg er ude af stand til at sige noget, jeg mener 100%, for i morgen mener jeg måske noget andet. Jeg er altid i tvivl og afvejer mine holdninger hele tiden. Og det er her, romanen har sin kvalitet. 

Den mener ikke noget, den observerer og beskriver subjektive oplevelser. Og det er måske også derfor, at den kan overskride det, man som forfatter tror, at man har planlagt at skrive om. 

Romanen kobler erfaring og intuition, og i det møde opstår der helt nye erkendelser.

Alberte Windings nye bog er ikke auto-fiktion, og hovedpersonen Sascia er på mange måder et helt andet sted end forfatteren selv. 

Alberte er både mor, bedstemor og bonusmor, og så er hun gift med musikeren Andreas Fuglebæk, som hun også ofte deler scene med. Hun er etableret, anerkendt og forbi de sårbare år, hvor hvert eneste valg kan synes så definerende. Sascia derimod er netop gået fra sin kæreste, står midt i livet og skal finde sin vej på ny.

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

– Meget kommer fra mig selv, men på en oversat måde. Jeg har skruet op for hendes lydhørhed overfor andre og hendes selv-tilsidesættelse. Hun er meget feminin og moderlig – en evne, der ikke kun er knyttet til de kvinder, der er blevet mødre. 

For visse individer er det mellemmenneskelige overskud en iboende kraft, mens vi andre kan skyde genvej til det ved at få et barn. Der får vi en kæmpe forkælet pakke foræret: Vi bliver bedre mennesker af, at vi er nødt til at tilsidesætte os selv, siger Alberte Winding.

Hun ville også gerne søge væk fra den hurtige, slagkraftige main character energy, der giver likes og klik på de sociale medier. I en roman kan man tillade sig at stille skarpt på baggrunden, og hun har valgt at dvæle lige der, hvor blikket normalt ikke finder hen.

– Jeg har taget en bi-karakter og gjort hende til hovedperson. Det interesserer mig. Jeg identificerer mig meget med den stilfærdige energi, Sascia har. 

Mange tror, at sangere er udadvendte og socialt begavede mennesker, men ofte er vi lige det modsatte. Indadvendte, grumpy og generte.

Giv plads til at lytte

For Alberte Winding er det spændende at undersøge den mindre flamboyante karakter, storesøster-typen, der i sin iver efter at være noget for alle andre ender med at forsømme sig selv.

– Jeg giver den oversete karakter plads. Hun får ikke ”15 minutes of fame”, men snarere femten minutters fuldt nærvær. For hvornår får vi egentlig det? Det er et kæmpe problem i tiden, at vi ikke lytter til hinanden. Vi diskuterer, vi råber, vi mener alt muligt. Men vi mister hinanden af syne. 

Mænd mister deres maskulinitet, kvinder vil ud af de stereotype roller, der indespærrer dem. I virkeligheden har vi brug for at anerkende hinanden i langt større grad – flere samtaler og færre enetaler. Hvis vi sagde: ”Jeg hører, hvad du siger, og jeg tager det med mig” – så ville vi kunne mødes.

Vi ved jo godt, at gode relationer bygger på elskværdighed og respekt. Så hvorfor lytter vi ikke, når andre har fået ordet? Og her tænker jeg ikke kun på de politiske platforme – det gælder også bare et almindeligt middagsselskab.

Så det er det, Alberte Winding forsøger at gøre i sin bog. Lade karaktererne lytte til deres indre stemmer, byens lyde, intuitionen og andre generationers stemmer. Og så er bogen også en undersøgelse af, hvad der kan ske, hvis vi ikke har så travlt med at finde svar, men mere optagede af at give plads til de indre spørgsmål.

– Jeg ved ikke, hvordan det er at være mand, men som kvinde er det dejligt bare at lægge ulykkerne op på bordet, tale om dem, lade dem være det, de er. 

Mænd føler ofte, at de skal hjælpe med at løse problemet, men det vigtigste er, at de lytter. I romanen får Sascia lov til at lade sine personlige ulykker fylde – samtidig med at livet leves omkring hende. Vores konstante mellemmenneskelige meddelsomhed er så betydningsfuld; men den bliver udfordret, hvis mennesket, vi taler til, er begravet i telefonen eller afbryder os for at komme videre til sine egne pointer. 

LÆS OGSÅ

Min voksne datter sløser med sit liv

En læser har en datter på 25 år, som ikke tager ansvar for sin økonomi og uddannelse. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Så ja, bogen er også en opfordring til at tage farten ud af vores liv, så vi giver plads til at lytte og blive hørt, forklarer Alberte og tilføjer:

– Jeg kan godt lide den ”luksus”, bogens yngre karakter, Asta, præsenterer. Hun og hendes veninde har en aftale om, at de på skift må tale i 15 minutter uden afbrydelse.

Hun er for mig et billede på, hvordan de unge i dag er bedre til at sige fra overfor den måde, de sociale medier stjæler vores opmærksomhed på – og så synes jeg i øvrigt, at de er meget bedre end de ældre generationer til at sætte ord på deres følelser.

Alt det usagte

Alberte Windings bog har en boblende energi under tekstens overflade – en lille vrede, en større frygt, en altomsluttende sorg.

– For mig er hovedkarakteren en avatar, jeg kan tappe ind og ud af. Jeg synes ikke, de unge er for meget det ene eller for lidt af det andet. Der kommer altid en ny generation, som den forrige skal sige eller mene noget om. 

Det er en naturlig dialektik, men det betyder ikke, at det er okay at skælde ud på hinanden. Jeg tilhører Generation X, og vi blev kaldt ”Generation Nå” – en helt uretfærdig karakteristik, mener hun.

Forfatteren savner en større nysgerrighed mellem generationerne – der måske også ville understøtte en større mildhed overfor os selv.

– Mildheden vokser, og vreden aftager med alderen, men det betyder ikke, at jeg vil tage afsked med det livgivende, det nye. Jeg er ikke færdig med at udvikle mig. Jeg stiller spørgsmål hele tiden, men det har bare ikke samme status i samfundet som skråsikre konstateringer. Det er ikke ”tiltrækkende” at være i tvivl.

Men det insisterer hun på at være. I tvivl og opvakt på én og samme tid. Og så nægter hun at underkaste sig ideen om, at vi automatisk bliver en udvandet version af os selv, blot fordi vi bliver ældre.

– Jeg kan se tilbage på mine år i fyrrerne og se, at der er noget grundangst, der er forsvundet – man bliver mindre sprød. Jeg troede, at jeg var voksen og havde overblik over min tilværelse, og pludselig var jeg nyskilt og skulle starte forfra i livet. 

Når jeg var på date, kunne jeg ikke gennemskue, hvad han tænkte, og jeg sagde en masse kiksede ting. Manualen for at date som midaldrende findes ikke, hun smiler ved tanken.

– Jeg har en stor ømhed for de kvinder, der står lige der i livet, hvor der er en forventning om, at man har styr på det – og det har man så bare slet ikke. Og det er okay. Det betyder jo bare, at udviklingen fortsætter.

Hvad er der ellers?

Alberte Winding fremhæver tv-serierne 'Girls' og 'Better Things' som eksempler på kulturelle formater, der satte ord og billeder på de svære overgange – med humor, kærlighed og rummelighed.

– Og det er jo virkelig skønt, at der er kommet et format som 'Hotel Romantik', hvor kærlighed i den tredje alder ikke er pinlig eller gemt væk, men rørende og livsbekræftende. Og en serie som 'And Just Like That', der ganske vist er temmelig udskældt, men som jeg synes har sin fulde berettigelse. 

Ja, den er kaloriefattig og af en anden kaliber end det oprindelige forlæg, men der er noget livsbekræftende over at se kvinder i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne være aktive, engagerede og seksuelle væsener. Jeg vil gerne stå ved min egen alder – skrive musik til +60-segmentet og honorere deres erfaringer.

Alberte Winding forstår godt, hvorfor det er de 25-35-årige, som popkulturen primært rækker ud efter.

LÆS OGSÅ

Julia har altid været kæmpefan af kærlighed – og derfor undrer én ting hende

Kærlighed ruster ikke: Kæmpe hurra for alle, der vælger at kæmpe for kærligheden og dermed holder troen og håbet i live.

Det er de åbne udviklingsår, hvor økonomien tillader koncertbesøg og biografbilletter, hvor drømmene om fremtiden stadig er i skitseform, hvor kærestesorg kan føles altomsluttende, og hvor roen kan føles umulig et fastholde eller blot giver anledning til rastløshed.

– Jeg har da også skrevet min håndfuld af sange om kærestesorg og ”hvorfor ringer du ikke?”. Og det er stadig gode sange, men nu er jeg spændt på, hvad mine nye tekster vil sige. 

Omdrejningspunktet for min næste plade er spørgsmålet om, hvad der er livgivende nu? Arbejdstitlen er ”Boblerne”, og den skal undersøge, hvad det er, der skaber liv og glæde? Måske fordi det lige nu kan føles som om, hele verden er ramt af krig og ufred.

Og netop det at vi fastholder blikket på kulturen som forløser, mener Alberte Winding er helt afgørende fremadrettet. Hun fremhæver Churchill som eksponent for en vigtig pointe, da han under 2. Verdenskrig blev spurgt om, hvorfor det var så vigtigt at forsvare kulturinstitutioner på lige fod med hospitaler og parlamenter.

– Hans svar var noget i retning af ”Hvad er der ellers at kæmpe for?”. Det kan synes provokerende, hvis man er undertrykt eller lidende, at også kulturlivet skal forsvares, men det er jo netop kulturens livgivende lethed, vi stræber efter – den åndelige næring, der gør livet værd at leve, når vi møder modgang.

En af de sange, de fleste danskere har grædt til på et tidspunkt i livet, er netop Alberte Windings 'Lyse Nætter', men hvilke sange græder hun selv til?

– Ja, det ændrer sig jo hele tiden. Men jeg kan godt græde til Billie Eilish nu. Det ramte mig hårdt, på den gode måde, da hun sang 'I’m getting older' i en alder af 20 år.

At vores perspektiv på livet ændrer sig hele tiden – og den bedste måde man kan man give gode råd og dele erfaringer på, er ved at skrive bøger og sange. 

Sange man kan græde til og synge med på, på forskellige tider i livet.