For første gang i sit liv følte hun sig ikke forfulgt, truet eller usikker.

 Maria var 11 år gammel, da hun flygtede til Danmark med sine forældre. Turen fra Iran havde været lang og med et midlertidigt stop i Tyrkiet, og følelsen af frihed var ny for Maria. 

Det var vildt at kunne gå udenfor og lege uden at være påpasselig. Selvom hun nød det, blev hun også hurtigt klar over, at det ikke var alle, der havde – eller nogensinde ville få – mulighed for at føle, som hun gjorde. 

Ikke hendes landsfæller tilbage i Iran, ikke alle de flygtninge, hun havde mødt på sin vej hertil, faktisk ikke engang hendes egne forældre. 

– Min mor og far sad stadigvæk fast i det, der var sket i Iran. Især min far var meget trist og ked af det, og det kan jeg godt forstå. Han har oplevet nogle af de værste ting, man kan opleve, og det samme har min mor. 

Der skulle gå ti år, før Maria stoppede med at kigge sig over skulderen, når hun gik på gaden i Danmark, men hun var tidligt bevidst om, at hun havde det meget bedre end så mange andre. 

For hun vidste præcis, hvordan det føltes at være bange konstant. At vokse op i et samfund, hvor man er halvt så meget værd, bare fordi man er kvinde. Så da kvinder og mænd gik på gaden med det kurdiske kampråb ”Kvinde, Liv, Frihed” under oprøret i Iran i 2022, kunne Maria mærke, at hun skulle gøre noget. At det var hendes pligt at støtte dem, der ikke havde de samme privilegier, hun selv havde fået.

Minderne titter frem

Aktivismen har altid været en del af Marias liv. Hendes far og hans familie var kritiske overfor det iranske regime, og det resulterede i, at hele familien blev fængslet, samt at Marias onkel blev henrettet. Som fireårig kom hun i fængsel med sin mor i halvandet år, mens hendes far måtte sidde inde i tre år.

Begge hendes forældre blev udsat for tortur i fængslet, som har sat dybe ar på deres sjæle, som stadig påvirker dem den dag i dag. 

– Der gik mange år, før mine forældre var klar til at snakke om, hvad de har været udsat for. Jeg nåede aldrig at kende min onkel, men sorgen efter hans død ligger stadig også dybt i familien. Da jeg begyndte at dele min historie, blev de også mere åbne. 

LÆS OGSÅ

I Uganda kæmper Kigere for de rettigheder, hendes mor aldrig fik

Når Kigere Rose tænker på sin mor, kan hun se, hvor langt hun selv er nået. Moren havde ingen selvbestemmelse eller indflydelse i sin karriere, og i dag er Kigere direktør i en organisation, der kæmper for ugandiske kvinders rettigheder. Der er dog endnu lang vej til ligestilling i Uganda, men Kigere er sikker på, at fremtiden ser lys ud.

Mange af oplevelserne fra den tid har længe været udviskede i Marias hukommelse. Hendes hoved havde fortrængt dem i et forsøg på at beskytte hende. Men da hendes klasselærer i Danmark en dag bad dem om at beskrive deres bedste barndomsminde, skete der noget. 

– Da jeg sad der og prøvede at tvinge et barndomsminde frem, så kom de her minder fra fængslet til mig. Den indhegnede fængselsgård, som vi børn fik lov at komme ud i én gang om ugen. De hvide roser, der var plantet på den anden side af hegnet. Det kolde cementgulv i cellen. Pludselig gav det mening for mig, at jeg altid havde haft sådan en trang til at stjæle hvide roser i parker som barn. Det var min egen måde at tage noget frihed tilbage på. 

Udover at stjæle roser gjorde hun også tidligt oprør på andre måder. Hun begyndte at gå med kufiya, det traditionelle palæstinensiske sort-hvid ternede tørklæde, for at gå imod sin farfars had mod islam. Der gik heller ikke længe, før hun begyndte at arbejde frivilligt for forskellige menneskerettighedsorganisationer og stod på talerstolen foran politikere for at dele sin egen historie. 

– Der øvede og øvede jeg mig på, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde de rigtige ting og ikke skadede bevægelsen. Jeg valgte at stille mig frem i lyset og dele min historie for at åbne deres øjne for, hvordan det er at leve som andenrangsborger, blive fængslet for at tale frit og være nødt til at flygte fra mænd, der vil udnytte ens krop.

Selvom Maria i dag kan stå forrest på scenen, tale andres kvinders sag og dele sin egen historie, har det taget hende mange års bearbejdning at nå dertil. 

– Jeg har virkelig også været nede i kulkælderen. Jeg har grædt under bruseren mange gange for forhåbentlig ikke at græde på scenen, for ingen skulle se mig som et offer. Det har healet mig at fortælle min historie højt. Det har sat mig fri. 

Dog bor der stadig en magtesløshed inde i Maria, og når hun kan mærke, at den presser sig på, giver hun sig selv lov til at græde fem minutter om dagen. Men heller ikke mere, for så begynder hun at miste kræfter

Starten på noget nyt

I lang tid havde Maria en opfattelse af, at iranerne havde opgivet håbet om at komme af med præstestyret. Men da ”Kvinde, Liv, Frihed”-bevægelsen gik i gang, forstod hun, at det slet ikke var virkeligheden. 

Hun fulgte optøjerne fra Danmark og hørte om de tragiske skæbner, hvor kvinder og mænd blev dræbt som følge af deres oprør. Maria var med i forskellige netværk med aktivister over hele verden, og her begyndte man at bruge udtrykket ”kønsapartheid” for at beskrive systematisk undertrykkelse baseret på køn. 

– Det begreb gav bare så god mening for mig, fordi jeg havde mærket det på egen krop. Jeg arbejdede i en anden organisation, da jeg første gang hørte om det, og jeg prøvede at få dem til at bruge udtrykket. Men de skulle have det valideret og grundigt researchet, før de ville bruge det i deres arbejde. 

Kampagnen #EndGenderApartheidToday spredte sig som en steppebrand på sociale medier over hele verden, og det tændte en ild i Maria. Hun havde brug for at gøre noget. Samtidig udløb hendes kontrakt hos hendes gamle arbejdsplads, så hun greb muligheden for at starte sin egen forening op. En forening, der kunne støtte op om kvinderne og børnenes rettigheder i Iran og resten af Mellemøsten. 

LÆS OGSÅ

Mette Frederiksen: ”Det er jo næsten overmenneskeligt at kunne rejse sig efter det dér”

Tre markante kvinder i dansk politik, Mette Frederiksen, Trine Bramsen og Mai Villadsen, besøgte i denne uge voldsramte kvinder – og det fik debatten i gang, om vi i Danmark gør nok for at forebygge vold og drab mod kvinder? En af kvinderne overlevede mirakuløst at blive smidt 6.6 meter ned fra en altan. De tre politikere erkender, at der lige nu finder svigt sted.

– Jeg tænkte, hvad gør jeg? Jeg rakte ud til nogle venner, men de var bange for at støtte op med deres eget navn – for det er jo et regime, vi går imod. Så til at starte med var det kun mig, min mand og min mor, der kørte foreningen. 

Håbet vokser 

Det er cirka 18 måneder siden, at Maria grundlagde nonprofitorganisationen SASH – Solidarity Acts Spark Hope. 

De er gået fra tre til i dag at have 50 medlemmer og otte i bestyrelsen.

– Det er min største pointe med denne her organisation: at vi står sammen. Jeg kan ikke gøre noget af det her alene. Der står et hav af mennesker bag, der støtter med deres tid, arbejdskraft og penge. Det betyder alt for mig. 

Alt hendes arbejde fører tilbage til den 11-årige pige, der pludselig følte sig sat fri, da hun kom til Danmark. Den store ændring vil Maria altid huske, og det er sådan, hun ønsker, alle skal føle. 

– Jeg ved, at der er mange mennesker i den her verden, der har haft det hårdere end mig. Jeg har set dem på vores flugt fra Mellemøsten, hørt deres historier i flygtningelejre og læst om dem på nettet – de findes over hele verden. Det er for deres skyld, vi driver den her organisation.

LÆS OGSÅ

Kimia Bahari om kvinderne i Iran: ”Jeg blev ramt af en kæmpe vrede og et medansvar”

Ved at lave kunst, der er kritisk mod det iranske præstestyre, løber Kimia Bahari en stor risiko. Hun blev som mange andre vækket til at gøre modstand i 2022 efter Jina Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt. Dermed har Kimia opgivet chancen for at gense sin elskede mormor, der bor i Iran. Nu har det iranske præstestyre en ny og endnu mere kvindeundertrykkende lovgivning på vej. Men der er et oprør i gang, der har bredt sig til hverdagen.