Skuespiller Joachim Fjelstrup til højre og skuespiller Lars Mikkelsen til venstre

Joachim Fjelstrup har svært ved én ting – derfor gav Lars Mikkelsen ham et godt råd

Skuespiller Joachim Fjelstrup bliver rastløs i bestemte perioder af sit liv. I den forbindelse har han fået et godt råd af Lars Mikkelsen.

ALT for damerne logo

– Kæreste, hund, venner, sudoku. Og så skuespil, siger skuespiller Joachim Fjelstrup, da han skal opsummere, hvad han bruger sin tid på.

Det fortæller han til ALT for damerne i uge 9.

Han uddyber, at flere af hans venner synes, han burde få en rigtig hobby i stedet for at bruge alt sin tid på arbejde.

– Kan du ikke bare lave ler eller sådan noget, siger de. Men jeg har svært ved ikke at arbejde. Jeg bliver ret rastløs i de perioder, hvor der er nogle måneder mellem jobs, forklarer han.

– Jeg kan læse det samme manuskript 100 gange. Og det er ikke, fordi jeg er succeshungrende, jeg synes bare virkelig, at mit arbejde er sjovt.

Et godt råd

For nogle år siden talte han om netop dét med Lars Mikkelsen, og det fik den garvede skuespiller til at give Joachim Fjelstrup et godt råd.

– Han havde lige bygget en terrasse, og han sagde til mig: ”På et eller andet tidspunkt, Joachim, så kommer du til et sted i livet, hvor du længe nok har tænkt på, om en karakter har overskæg eller går med hat, og så får du lyst til at lave noget, der bliver til noget, som du kan sidde og drikke kaffe på”.

Det sted er han bestemt ikke nået til endnu, siger han, men han har alligevel taget budskabet til sig.

– Lars er også noget ældre end mig, og han er måske den største arbejdshest, jeg kender. Så jeg tænker, at der nok også kommer et tidspunkt for mig, hvor jeg begynder at interessere mig for noget andet og måske bygger en terrasse. Men indtil videre må jeg nok indrømme, at jeg bare elsker mit arbejde.

Du kan læse hele det store interview med skuespiller Joachim Fjelstrup i ALT for damerne i uge 9. Her fortæller han også om at møde kærligheden, hvad der er vigtigt i et venskab og sin rolle i filmen ”Vægtløs”.

Om Joachim Fjelstrup

Skuespiller

38 år

Kendt for film som ”Pigen med nålen” og ”Sult”, tv-serier som ”Herrens veje” og ”Carmen Curlers”.

Aktuel i filmen ”Vægtløs”, som har premiere 26. februar 2026

Bor sammen med sin kæreste Amanda og deres lille hund Donny