Laila oplevede sit livs krise, da børnene flyttede hjemmefra: ”Der er noget skamfuldt over det”

Laila Ingrid Rasmussen sad på en café med en veninde, da hun kom til at kigge sig omkring. 

Ved de øvrige borde myldrede det med venindepar, der lignede dem selv: Kvinder et stykke over 50, med masser af tid til at drikke kaffe og vende verdenssituationen. 

Efter årtier, hvor hver dag roterede om et skema bestående af børneafhentning, madlavning, lektiehjælp og putteseancer, var tiden nu flydende. Børnene var blevet store. Men Laila kunne slet ikke forlige sig med at være én af dem, der nu lod timerne flyve uden familieforpligtelser at haste hjem til.

– Jeg tænkte: ”Her gider jeg simpelthen ikke sidde.” Det gav slet ikke mening for mig, siger hun.

Kort forinden var hendes mellemste barn taget på højskole, og mange ville måske mene, at tiden var inde til at genfinde sig selv, fra dengang det hele endnu ikke gik op i bleskift og børnelogistik.

Men for Laila var der ingen glæde ved den nyfundne frihed.

Livmoren revet ud

– Jeg havde været mor i så mange år, og jeg gad da ikke leve, som da jeg var 27. Det var et kæmpe identitetsfald for mig ikke at have mine børn hjemme, og jeg havde meget svært ved at finde mening i noget, husker hun.

– Skulle jeg tage ud at rejse eller gå på museum? Hvorfor? Når jeg har været ude at rejse, var det for at vise mine børn verden, og når jeg gik på museum, var det for, at de skulle se, hvad der var på det museum.

Laila er i dag 64 år og har stadig sin yngste søn på 26 boende hjemme, da det ikke er lykkedes ham at finde et hul i det københavnske boligmarked. Men de ældste på 27 og 37 er for længst flyttet. Skiftet fra børnefamilie til familie med fraflyttede børn har inspireret Laila til at skrive novellesamlingen 'Jordforbindelser', som netop handler om forældre, der føler sig rådvilde, efter at børnene er blevet voksne.

Det er nemlig vilde følelser, der kan være på spil, ved Laila fra sig selv.

– Hver gang én af mine børn er flyttet hjemmefra, har jeg haft det, som om et organ er blevet fjernet fra min krop. Som om livmoren er blevet revet ud af mig, indrømmer hun.

– Og for mig hjælper det ikke, at der er et andet barn derhjemme; det er lige slemt hver gang.

Hun mener, at vi taler alt for lidt om den livskrise, man kan blive kastet ud i, når børneværelserne står tomme tilbage.

Skamfuld sorg

– Der er noget skamfuldt over det, for dels må børnene ikke se, at vi sørger. Dels lever vi i et samfund, der opfordrer til, at familien skal være adskilt, ligesom der er en forventning om, at man skal ud at nyde den næste livsfase, siger hun.

Det er dog lettere sagt end gjort, og i Lailas novellesamling gør forældrene skøre ting for at udfylde tomrummet. Én opfinder et usynligt barn. En anden flytter op på sit loft til børnenes gamle legetøj. Helt så drastisk gik hun ikke selv til værks, dengang krisen over mellemstebarnets fraflytning ramte hende på cafeen.

I stedet gik hun. Gik og gik og gik, uden hverken mål eller retning.

– Jeg vandrede rundt i gaderne omkring min lejlighed, for jeg ville ikke hjem. For mig er et hjem et sted, hvor der er børn, og alt derhjemme mindede mig om den tid, der var slut, siger hun.

– Kiggede jeg ned i gården, kom jeg til at tænke på dengang, jeg altid sad dernede med mine børn, og jeg længtes efter den tid.

Laila kæmpede også med en følelse af ikke at være til nytte, når der ikke længere var madpakker og gymnastiktasker at holde styr på.

Sengene står parat

Men en dag sagde hendes mand noget klogt.

– Jeg spurgte ham, hvad jeg skulle gøre af al den omsorg, der nu var hjemløs. Så sagde han: ”Jamen, du har jo stadig børn, og de har stadig brug for dig”, fortæller hun.

Og det er gået op for hende, at hendes mand havde ret.

– Det er vigtigt at forstå, at det er stadig ens børn, selv om de ikke er små mere. At de er voksne, er ikke det samme som, at de ikke har brug for én. Det har de hele tiden, siger hun.

– Jeg har ofte hørt klicheen om, at ”børn er kun til låns”, men det er altså ikke rigtigt. Du har dem hele livet. Bare på en anden måde.

Det oplevede Laila for eksempel, da hendes søn i en periode flyttede over på den modsatte side af gaden med sin kæreste og ofte smuttede over for at låne skruetrækker. Eller da hendes datter manglede et sted at bo og flyttede midlertidigt tilbage til barndomshjemmet. Lailas dør er altid åben, sengene er redt, og køleskabet er klar til at blive rippet, for hun oplever, at hendes store børn stadig har brug for familiens tryghed, ligesom hun har brug dem.

Det har hun lært at sætte pris på.

Grafikeren græd

– Det er jo fantastisk at opleve det tætte bånd, jeg stadig har til alle mine tre børn, selv om det er noget andet, end da de var små. Vi er blevet mere ligeværdige, og vi holder af hinandens selskab, siger hun.

Laila betegner i dag sig selv som ude af sorgen. Hun har efterhånden fundet ting at fylde sin hverdag med, som giver mening. Hun har genoptaget sin interesse for at tegne – og så har det hjulpet hende at se sine følelser i øjnene ved at skrive sin novellesamling. På samme måde håber hun, at læserne kan bruge bogen til at føle sig mindre alene og skamfulde, hvis de heller ikke bare kan nyde de lange eftermiddage.

Det er svært for mange, oplever hun.

– Da grafikeren læste omslaget til min bog, var det lige før, hun begyndte at græde. Hun stod lige i den situation, siger Laila.

– Jeg tror, det er noget, rigtig mange forældre går igennem.

Heldigvis ved Laila nu, at hendes børn altid vil være hendes børn.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.