Cristel og familien købte en gammel kro på en lille ø – et år efter ændrede deres liv sig
En fælles drøm om fik Cristel Mydske og hendes mand, Lasse Forum, til at blive kroværter på øen Agersø. Deres liv på den lille ø ændrede sig dog pludseligt, men alligevel vil parret og deres tre døtre ikke undvære hverdagen på deres gamle kro på den lille ø.
Ulla IversenUllaIversen
For fem år siden sad Cristel Mydske hjemme i parcelhuset i Nordsjælland og kiggede rundt på nettet.
– Egentlig levede min mand, Lasse, og jeg og vores tre døtre det rene familie-drømmeliv. Alligevel ledte vi efter ”noget”. Vi vidste bare ikke hvad, siger Cristel.
Hun slugte tv-programmer som ”Han, hun og drømmeslottet”, hvor et engelsk ægtepar sætter et faldefærdigt fransk slot i stand.
– Det var idyllen i kaos, der tiltalte mig, siger Cristel, 54.
Midt i hendes søgning efter franske slotte og andre spændende steder i udlandet, dukkede Agersø Kro pludselig op på hendes skærm. Og kroen var til salg.
Cristel havde aldrig hørt om Agersø, men i hende opstod spørgsmålet: Kunne de drive kroen sammen som familie, få mere tid til deres piger og skabe et bedre liv for dem? Tanken bed sig fast hos ægteparret.
– Der var kun et at gøre, og det var at tage til Agersø, siger Cristel.
– Allerede på færgen derover faldt vi begge for øen. Turen tager kun et kvarter, alligevel fik vi følelsen af, at nu var vi på ferie. Det var en smuk dag med havblik og solskin. Der var bare så dejligt. Og da vi så kroen, som i høj grad trængte til en renovering, kiggede vi på hinanden og sagde: ”Det er et projekt”. Og det ville vi gerne gå i gang med.
Den tidligere så slidte kro har gennemgået en forvandling.Foto: PR
Videre trods sygdom
Parret, der har været sammen i 25 år, indgik en aftale med kroens ejere om i første omgang at forpagte kroen og samtidig begynde at sætte den i stand. Cristel har en baggrund i salg og service, Lasse er uddannet møbelsnedker og blev entreprenør med et stort firma.
Annonce
– Hvis vi dengang havde vidst, hvad vi ved nu, havde vi nok tænkt, at det var for vanvittigt. For alt skulle ud af bygningerne og flås fra hinanden. Men der er noget livgivende i processen. En kæmpe glæde og tilfredsstillelse ved at bringe en gammel bygning tilbage i en stand, hvor den kan bruges.
Livet på øen blev desværre anderledes, end parret drømte om, for året efter, de overtog kroen, fik Lasse en blodprop. Selvom han ikke kan være med i den daglige drift mere, er han Cristels sparringspartner. Og hun overvejede ikke at opgive.
– Selvfølgelig ville jeg fortsætte, og jeg lever stadig drømmen, siger hun med fast stemme.
Da familien boede i Nordsjælland, var de tre døtre Claudia, 23, Filippa, 18, og Izabella, 15, godt tilfredse med dagligdagen på villavejen. De delte ikke deres forældres begejstring for Agersø.
– På vores tredje besøg opdagede Izabella imidlertid de gode muligheder for at dyrke sin interesse, ridning, og udbrød: ”Jeg stemmer ja”. Så skulle vi bare have de to andre overtalt, siger Cristel og tilføjer:
– Selvfølgelig var vi ikke blevet herovre, hvis pigerne ikke faldt til.
Mor og datter er kolleger
Men det gjorde de i en sådan grad, at forældrene føler, at de har fået tre nye børn:
– Der skete det fantastiske, at de begyndte at slappe fuldstændig af. Her er ro, og de skal ikke præstere noget eller se ud på en bestemt måde, de skal bare være sig selv. Det giver frihed og selvtillid. Forleden gik den yngste lige over på kroen i natbukser, det var aldrig sket før i tiden, siger Cristel.
– Gæsterne syntes, det var hyggeligt. Kroen er jo ikke en kulisse, den er rammen om vores familieliv, som gæsterne følger med i, ligesom vi følger med i deres.
Annonce
Også de faste beboere på øen er glade for deres kro, som Cristel og Lasse købte for to år siden.
Cristel og hendes familie stortrives med at være kroværter på øen, også efter hendes mand og pigernes far blev syg.Foto: PR
– Alle har taget så godt imod os. De er vores vigtigste ambassadører, uden dem kunne kroen ikke leve. Og hjælpen er aldrig længere end et telefonopkald væk, bemærker Cristel.
For eksempel da hun efter sin mands sygdom skulle gøre kroen og hotellet klar til højsæsonen og samtidig ordne den kæmpestore grund.
- Da kom jeg sgu lidt til kort! Men pludselig stod der en af de lokale mænd med en trillebør, en skovl og en rive. ”Skal jeg ikke lige hjælpe dig”. ”Jeg kunne også lige ringe …” Og så stod der 25 mand.
I dag er Cristel ikke mere alene med den daglige drift af kroen og hotellet. Hendes ældste datter, Claudia, er gået fast med i arbejdet. Og den yngste datter, Izabella, hjælper til i højsæsonen efter skole.
Så Cristel fik svar på det spørgsmål, hun stillede sig selv, da hun fik øje på Agersø Kro på nettet: Ja, de kunne godt drive kroen som familie og skabe sig et godt liv.
Lille ø, kæmpe spisekammer
Agersø, med cirka 200 beboere, ligger mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Kroen blev etableret i 1890, hvilket markeres med navnet på kroens spiseafdeling: Restaurant 1890. Agersø Kro bryster sig af at ligge i et af Danmarks største spisekamre af råvarer.
Havet og marker med fritgående kvæg samt natur med urter, planter og rødder indenfor rækkevidde. Alt sammen sikrer, at sæsonens råvarer er i spil i restauranten.
Fra Stigsnæs Færgehavn ved Skælskør tager færgeoverfarten til Agersø 15 minutter.
4 andre skønne ø-kroer
1. Fanø er forførende fin
Den 300 år gamle Sønderho Kro har en helt særlig beliggenhed på Fanøs sydspids.Foto: PR
Fanø er med sine cirka 3.300 beboere i den større ende af de danske små øer. Listen over seværdigheder på øen er da også lang. Fanø er en del af Naturpark Vadehavet og på UNESCOs liste over verdensarv. Alene en spadseretur i de to byer, Nordby, som er hovedbyen, og Sønderho, med de gamle velbevarede huse med stråtag og de berømte porcelænshunde i vinduerne er en oplevelse i sig selv.
Den lange, brede strand er enestående, og det er et fantastisk syn, når Fanø Internationale Dragefestival om sommeren sender de farverige og kreative drager i luften. Søfartshistorie fylder meget på Fanø, og på øens kunstmuseum kan man blandt andet studere værker inspireret af øens kultur og særlige lys.
Annonce
Fanø har flere spise- og overnatningssteder, og et godt bud kan være den 300 år gamle Sønderho Kro med den helt særlige beliggenhed på Fanøs sydspids ved diget ved Vadehavet. Kroen er elsket af sine trofaste gæster. Og så skader det jo heller ikke, at den ligger i landsbyen, som mange regner for Danmarks smukkeste. Fanø kommer man til på 12 minutter med færgen fra Esbjerg til Nordby.
2. Kroen i Kattegat
Anholt Kro har blandt andet sin egen minigolfbane.Foto: PR
Midt ude i det store Kattegat ligger Danmarks mest isolerede ø: Anholt. Midt på øen ligger Anholt By, og midt i den ligger Anholt Kro, som er lidt af en institution blandt de cirka 150 fastboende. Kroen praler ikke af en overflod af luksus, men indeholder værelser, der er enkle og rene, samt gode danske retter, der bare smager godt. Trænger man til at røre sig efter måltidet, er det oplagt at tage en runde minigolf på banen i kroens hyggelige have.
Finder man ikke glimmer og glam på Anholt, har den lille ø en masse andet at prale af. For eksempel Nordeuropas største ørken. Og en kandidat til Danmarks flotteste fyr. Det historiske vartegn, Anholt Fyr, er et af landets ældste og har siden 1788 ledt søfolk sikkert gennem farvandet. På øens østlige spids, kaldet ”Totten”, yngler en af Europas største kolonier af sæler, som man kan beundre på respektfuld afstand.
Selvom Anholt ligger for sig selv, kan man komme dertil fra fastlandet på knap tre timer med færgen fra Grenaa. Mange sejler selv til Anholt, som har en stor og livlig havn.
3. Tag med kabelfærgen
På flere af småøerne har indbyggerne kæmpet en indædt kamp for at beholde deres kro. Det har de også på Orø.Foto: PR
Orø kalder sig Isefjordens perle, og de cirka 1000 beboere er stolte af deres smukke ø. De har i lighed med indbyggerne på andre småøer kæmpet en indædt kamp for at beholde deres kro. Både for at bevare deres uundværlige samlingssted og for at have et spise- og overnatningssted at tilbyde øens gæster. Så da Orø Kro og Hotel i 2024 stod foran en lukning, trådte Orøboerne til og sikrede den fortsatte drift.
Kroen, der blev ombygget i 1822, har rødder helt tilbage til cirka 1720, hvor den blev opført lige over for kirken. Grunden til placeringen var, fortælles det, at den daværende præstefrue var træt af gæster i præstegården.
Vandreglade turister kan udforske Orøs trampestier, og for dyrevenner er Orøstrand Dyrepark med sine flere end 400 dyr oplagt at besøge. Er man mere til revy eller en koncert for eksempel med superpopulære Kandis, er det om at holde øje med kroens kalender.
Snupper man kabelfærgen fra Hammer Bakke, kan man dårligt nå at nyde overfarten, som tager blot seks minutter. Også fra Holbæk kan man hurtigt komme til Orø, for herfra klarer færgen turen på 25 minutter.
Annonce
4. Blandt de vilde kaniner
Øen er kendt for de vilde kaniner.Foto: PR
På Endelave, der ligger sydøst for Horsens, har øens cirka 150 beboere kæmpet for at bevare deres samlingspunkt. De overtog øens kro, der var stærkt forfalden, i 2007 og drev den som et folkeanpartsselskab indtil 2024, hvor nye ejere trådte til.
Bygningerne stammer fra 1840’erne og en del var tidligere købmandsforretning, som i 1975 blev indlemmet i den nuværende kro. Kroen Endelaves nye ejere lægger vægt på at servere hjemmelavet mad og gerne af lokale råvarer. Kroen danner ramme om forskellige arrangementer, blandt andet levende musik og foredrag. Og som noget særligt har kroens gæster mulighed for at tage deres hund med. I 2025 overtog kroen Campingpladsen Endelave, som byder på både vildmarksbad og sauna.
Endelave er kendt for sin naturskønhed og ikke mindst for sine mange vilde kaniner. Er man godt til bens, er det oplagt at gå Kaninoen. Den afmærkede vandrerute er på 21 kilometer og når hele øen rundt. Er det i overkanten, kan man i stedet gå Mini-Kaninoen på 12 kilometer eller den blot tre kilometer lange kanin-rute, der fører rundt om landsbyen Endelave.
Faktisk kan man godt på en dagsudflugt nå både at opleve hele øen fra Kaninoen og snuppe en svømmetur fra en af øens sandstrande. Fra Snaptun Færgehavn tager overfarten nemlig kun en time.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.