Marcus og Marias første date foregik med bind for øjnene, mens 100 mennesker så med

Den intime stemning rammer os, så snart vi bevæger os ned ad trapperne til den halvdunkle kælderbar på Amager. 

Rundt omkring er større og mindre grupper allerede stimlet sammen ved de mørke træborde. De er mødt op i god tid for at sikre sig en plads med direkte udsyn til den scene, hvor aftenens show skal foregå.

Langs det bordeauxrøde bagtæppe hænger guirlander af røde papirhjerter, og midt på scenegulvet er tre barstole placeret ved siden af hinanden. Over højtaleren lyder tonerne af sangen ”I See Red”, der passer perfekt til det røde lys, scenen er badet i.

Imens aftenens vært kigger talepapirerne igennem en sidste gang, sidder fire unge mennesker med rystende hænder og venter på, at det er deres tur til at blinddate foran 100 mennesker. Aftenens mandlige deltagere er blevet placeret i et tilstødende lokale til baren, hvor de taler lavmælt om det forestående. På stedets stueetage nyder de kvindelige deltagere en øl, der skal hjælpe med at dulme nerverne. I begge rum ligger de røde sovemasker med ordene ”StuDating” trykt i skråskrift som en påmindelse om, hvad de har sagt ja til.

Tilbage i kælderen er den varme summen af snak og forventning stilnet af, og alles øjne er nu rettet mod scenen, hvor værten byder velkommen.

– Vi er her alle sammen i aften på grund af vores tro på kærlighed – i en anden form end online, siger han.

Så bliver den første deltager med forsigtige skridt og en sovemaske for øjnene ført mod scenen.

En drøm om et opgør

Silas Albæk og Jonathan Schøndorff Kilmose er mændene bag konceptet ’StuDating’, hvor par matches og blind-dater live på scenen. De fik idéen, da de gik en af deres vanlige ture i Nørrebroparken, fortæller de, da vi møder dem på en cafe til en snak og en kop kaffe.

Silas: Vi ville gerne have et hobbyprojekt ved siden af studiet, og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave noget med dating. Formatet har udviklet sig undervejs, men fokus har hele tiden været på at få folk til at snakke sammen og give dem muligheden for at lære hinanden lidt dybere at kende. Datingkulturen i dag er trættende, så det er også en måde at bryde den der swipe-kultur, hvor folk altid tænker, at de kan finde en, der er lidt kønnere.

Jonathan: Ja, det giver mulighed for at møde mennesker i virkeligheden, både i forhold til dating, men også socialt. Jeg kan godt lide tanken om at være mange mennesker samlet, også uden at det er fredag, og man skal drikke sig fuld i byen. Det er særligt at kunne samle 100 mennesker i en kælder på Amager en kedelig mandag aften. 

Silas Albæk og Jonathan Schøndorff Kilmose er altid i dialog med deltagerne inden et show, og her fornemmer de også en vis udmattelse omkring den måde, dating foregår på i dag, som går igen.

Jonathan: Der er helt klart nogen, der gør det for oplevelsen – de vil gerne prøve noget nyt, som måske føles lidt farligt, fordi så udvikler de sig lidt. Men mange fortæller også, at de er trætte af, hvordan der ellers dates med apps osv. De er trætte af det overfladiske element i det.

Det, der startede som et lille projekt på en lokal bar, hvor de hev deres omgangskreds på scenen, har på et lille år vokset sig til et månedligt event med plads til 100 gæster og lange ventelister. Undervejs har Silas Albæk og Jonathan Schøndorff Kilmose lært en del om den datingkultur, der præger vores samfund.

Jonathan: Datingapps og online dating er meget todelt. På den ene side føler folk sig meget sikre bag deres skærme, hvor de ikke for alvor satser noget. Men der er mange, der bliver usikre, hvis de skal mødes med nogen i virkeligheden. Måske fordi de tænker, jamen forventer de, at jeg ligner de her billeder, jeg har postet fra min bedste side?

Men når parrene ikke kender hinanden, før de pludselig mødes på en scene med bind for øjnene, letter det noget af presset, fortæller han.

Jonathan: Jeg talte med en af deltagerne om det i forgårs. At selvom det er skræmmende at date foran 100 mennesker, så kan det være endnu mere skræmmende at mødes med en på en café eller en bar, hvor man skal stå for det hele selv. Der kan være noget tryghed i, at rammerne er sat på forhånd, og at vores vært, Marcus, er der til at dirigere samtalen og sørge for, at der ikke kommer akavet stilhed.

De håber på, at deres show kan brede sig, så endnu flere kan få mulighed for at opleve det. Og hvis det kun er fantasien, der sætter grænser, strækker drømmene sig endnu længere.

Silas: Så skulle det være et opgør med datingkulturen og i sidste ende at kunne ændre den – eller i hvert fald bidrage til det.

Træt af apps

Det første par, der skal mødes på scenen, men som endnu ikke kender hinanden, er Maria Højmark og Marcus Frandsen. Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er nervepirrende for dem at skulle date én, de ikke kan se, mens en hel sal kigger med. Det fortæller de mere om, da vi fanger dem hver især over telefonen dagen inden showet.

Maria: Det er sygt skræmmende. Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skal sidde på scenen, hvor jeg kan høre folk grine og reagere. Jeg er bange for at blive så nervøs, at jeg ikke kan snakke.

Hos Marcus er det ikke nervøsitet, der fylder mest.

Marcus: Jeg håber på at møde en sød pige, men selv hvis det ikke er et match, så får jeg en oplevelse. Jeg tror, den kommer til at gøre mig mere modig. Hvis jeg tør risikere noget foran 100 mennesker, så tør jeg nok også, når jeg møder en pige i byen.

I deres ansøgninger har de beskrevet deres egne værdier, og hvad de normalt leder efter i en partner.

Marcus: Jeg går oftest efter en brunette, der er over 170 cm. Jeg kan godt lide en, der er frisk og siger sin mening.

Maria: Jeg kan lide en, der er åben og let at snakke med. Jeg er selv en høj pige, så jeg er lidt nervøs for, at han er lav. Jeg er også nervøs for, at jeg ikke ligner det, han forventer, og jeg så kan se, at hans ansigt falder, når han tager bindet af. Det er lidt nervepirrende, men det er jo hele præmissen.

De har tidligere – som de fleste andre singler – benyttet sig af datingapps, men de er begge to blevet trætte af at swipe og like.

Marcus: Det er meget overfladisk, og jeg kan også mærke, at jeg selv bliver meget overfladisk, når jeg bruger dem. Jeg bliver for hurtig til at sige nej, og jeg giver det ikke en chance.

Maria: Det er en smid-væk-kultur, og det er også svært ikke selv at deltage i det. Folk mister hurtigt interessen, eller det løber ud i sandet. Det er spændende nu, at der er nogen, der har valgt én for mig, fordi de tror, der er et match.

Kemi og Excel-ark

Midt i larmen af mælk, der bliver skummet, og en børnefamilie, der nu har indtaget bordet ved siden af, fortæller Silas Albæk og Jonathan Schøndorff Kilmose mere om match-processen. 

Jonathan: Det er Silas og jeg, der står for det. Det er meget blandet, om folk skriver fire sider eller fem linjer, og det er klart, at det er nemmest for os, når vi har meget information. Derfor ringer vi også til dem og spørger ind, så vi kan matche bedst muligt. De kan også skrive, hvis der er noget med udseende, som de har stærke holdninger til. Hvis den ene er 1.70, og den anden er 1.90, og de ikke kan lide at være højere eller lavere end den anden, så er det jo dømt til at gå galt. Vi er meget interesserede i, at det skal blive en succes.

Men i sidste ende handler det om en mavefornemmelse.

Silas: Hvis I spørger, om vi er certificerede i dating, så er svaret nej, men vi bliver bedre og bedre til at fornemme det. I starten prøvede vi at lave et Excel-ark – vi går jo på CBS – hvor vi skrev forskellige kvaliteter ned, og så kunne vi krydshenvise.

Han griner, mens han fortæller, for det blev hurtigt tydeligt, at kemi er svær at koge ned til fællesnævnere i Excel-kolonner.

Silas: Det ville være effektivt, men det fungerer ikke. Selvom to personer skriver det samme, så mener de ikke altid det samme. Når den ene siger humor, og den anden siger humor, er det jo ikke nødvendigvis den samme humor.

Jonathan: Vi gør os hele tiden erfaringer, og heldigvis er det ikke gået meget galt endnu. Det er fedt, når vi kan se, at parrene snakker videre bagefter og hygger sig. Det bekræfter os i, at vi har ramt nogenlunde rigtigt.

Afgørelsens time

Tilbage under de røde lamper er det blevet tid til, at Marcus og Maria skal møde hinanden. Stadig med bind for øjnene og en mikrofon i hånden bliver de placeret ved siden af hinanden på scenen, og så er daten ellers i gang.

Værten forklarer parret, at han er til stede som en nødline, men at de bare kan tale frit med hinanden nu.

Maria: Var det Marcus, du hed?

Stemningen i lokalet er anspændt. Parret fumler lidt med mikrofonerne og forsøger at finde hinandens hænder til et akavet håndtryk. Nervøsiteten er til at føle på. Deres fødder dirrer på barstolene, mens stilheden breder sig.

Marcus: Øh, jeg ved ikke lige, hvad jeg skal spørge om?

Lavmælte grin spreder sig blandt publikum. Værten bryder ind og stiller dem et spørgsmål, der får snakken i gang. På bagkant fortæller Maria, at klappen gik ned, da hun sad på scenen.

Maria: Jeg var helt blank i forhold til, hvad jeg normalt ville spørge ind til. Jeg tænkte meget over, at jeg skulle spørge ham om noget spændende, fordi det ville være kedeligt for alle dem, der kiggede på, hvis jeg bare spurgte ham, hvad han lavede til hverdag.

Snakken falder hurtigt på, hvilke interesser de hver især har, og hvad de bruger deres weekender på.

Marcus: Kan du lide Fernet-Branca?

Maria: Nej, den springer jeg helst over.

Publikum griner med, når parret stikker til hinanden, og der lyder bifald, når de finder ud af, at de har en fælles interesse. Maria fortæller, at hun undervejs godt kunne se, hvorfor hun var blevet matchet med Marcus. 

Maria: Jeg synes, han virkede sød - og nervøs - men overordnet var der mange ting, som lød godt, synes jeg. Jeg kunne godt se, hvorfor vi var blevet sat sammen ud fra de svar, han gav.

Der blev også vækket en nysgerrighed i Marcus undervejs.

Marcus: Jeg kunne godt mærke, at hun var nervøs, men jeg synes også, hun var rigtig sød. 

Den eksklusive, menneskelige kontakt

Trendforsker og etnolog Julia Lahme ser datingshowet som en del af en større, global bølge, der er startet i England indenfor de seneste år. 

– Den store tendens er, at online dating ikke opleves så attraktivt længere som fysisk dating. Mange vil gerne have gang i fysiske møder. Det er også derfor, vi ser mere speeddating, flere arrangerede middage og lignende.

I takt med at alt i vores samfund bliver mere og mere automatiseret og digitaliseret, oplever Julia Lahme, at det kontaktløse adfærd gennem skærme får lavere status end alt, der involverer menneskelig kontakt, og som i højere grad føles eksklusivt. 

– Udtrykket “dating-fatigue” dækker over, at folk er trætte af at skulle møde fire nye potentielle kærester hver weekend. De vil hellere gå mere målrettet og langsomt frem, så dating ikke føles som en form for kampsport. Processen får lov til at være vigtig igen. Det handler ikke bare om resultatet og dét at finde en kæreste. Det er også vigtigt at nyde vejen derhen.

Mange har opdaget, at den overfladiske og hurtige form for dating ikke fungerer efter hensigten, og de vil derfor gerne bruge længere tid på at lære et menneske at kende for at komme ind under overfladen, fortæller hun.

– Det, jeg kan se, er et klart udtryk for, at folk er blevet mere selektive. De vil være sikre på, at det andet menneske møder dem, præcis som de er. Det skal ikke se godt ud på en app og på et billede. Det handler også om, hvad der ligger bag.

Når det er sagt, ser hun også, at især de yngre generationer gerne vil have stillet nogle rammer op og blive hjulpet på vej, når de skal møde en potentiel partner. Det er samme mekanik, som når Netflix foreslår en film for dig – det uoverskuelige udvalg bliver begrænset, når man deltager i et datingevent.

– Når de stiller sig op på en scene og dater foran et publikum, er det både et udtryk for, at vi ser nogle generationer, som ikke længere mener, at deres følelsesliv er nødt til at være deres egen sag. De er mindre blufærdige, men de vil også gerne have hjælp. Når de stiller sig op på den scene, så er udvalget jo allerede snævret ind.

Starten på noget nyt?

Et par dage efter showet ringer vi igen til Marcus og Maria for at høre, hvad der skete, efter de gik ned fra scenen. Maria fortæller, at da showet sluttede, fandt de en plads ved et bord bagerst i lokalet, hvor de kunne kigge hinanden i øjnene for første gang og få en snak med lidt færre tilskuere.

Maria: Det var meget hyggeligt, samtalen flød ret godt. Vi havde jo det til fælles, at vi havde siddet deroppe på scenen, så det kunne vi nemt starte med at tale om. Til sidst satte vi os sammen med både hans venner og dem, jeg var kommet med. 

Marcus synes også, at dynamikken mellem dem var god, og de endte også med at sidde sammen resten af aftenen. Imens deres venner skålede og spillede kort med hinanden, udvekslede Marcus og Maria kontaktoplysninger.

Marcus: Vi begyndte at følge hinanden på Instagram, og så vi må se, hvad det bliver til. Jeg kunne godt tænke mig at ses igen og prøve noget lidt mere stille og roligt. Måske gå en tur eller drikke en kop kaffe.

Maria fortæller, at de har skrevet lidt frem og tilbage, og hun synes også, det kunne være sjovt at se, om relationen kunne lede til noget mere.

LÆS OGSÅ

Astrid var ude at løbe, da hun så sin mor - og afslørede hendes livslange hemmelighed

Det kom som et chok for Astrid.