Uanset hvilket forhold du har til Christiania, skal du se den her dokumentar

Dokumentar

Landsbyen, der ville være sig selv

Nogle ting er stadig, som de var. Som f.eks. majstangen med den røde fane i toppen med de karakteristiske tre gule prikker, der bliver hejst på Christianias fødselsdag. 

Tamburkorpset, klædt i gult og rødt, der marcherer igennem fristaden, mens de råber ”tillykke” til deres medborgere i fristaden. 

Eller de unge christianitter med håndbajere, der fester og synger ”I kan ikke slå os ihjel” i kollektivet Nordstjernen. Det er rørende, for meget er alligevel forandret siden dengang i 1970’erne, hvor en gruppe anarkister besatte det gamle kaserneområde på kanten af Christianshavn. 

Dokumentarfilminstruktør Karl Friis Forchhammer er selv et resultat af to unge christianitters kærlighed, men han er ikke vokset op i fristaden, for hans forældre flyttede derfra på den dag, han blev født. 

Til gengæld er Forchammers barndom præget af forældrenes historier om stedet, hvor huse og mennesker havde sjove navne, og fællesskabet var hele formålet – men hvor kaos, vold og misbrug også var en del af ligningen. I sin nye dokumentarfilm vender Forchammer blikket mod landsbyen, der forsøgte at rumme alt og stiller sig selv spørgsmålet, om han gik glip af eller blev forskånet for en barndom på Christiania? 

Med arkivklip og nye optagelser fortæller han sammen med nye og gamle christianitter mere end 50 års historie om flippere, rockere, hashere, strissere og alt det, der har været med til at forme et helt særligt fællesskab, der stadig kæmper for sin ret til at være her. 

Uanset hvilket forhold man har til Christiania, så er det samtidig historien om danskernes kulturhistorie og blik på sig selv, som Forchammer går i kødet på i dokumentaren, der er blevet udtaget til Dox:Award på dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX.

”Christiania” har premiere i biograferne d. 19. februar

LÆS OGSÅ

Erotisk novelle: Hun var ikke blevet rørt siden skilsmissen – men så fik hun en vovet sms fra datterens unge pædagog

Det er to år siden, at hun blev skilt. Det er endnu længere siden, at hun er blevet rørt ved. Men så møder hun datterens nye, unge pædagog, der ikke er bange for at sige, hvad han gerne vil have.