Lones dialekt er det første, der afslører, at hun er født i Vendsyssel. På Bindslevegnen, tror jeg, måske lidt længere ude mod Frederikshavn. Folk fra de kanter trækker altid vokalerne en tand længere ud end os andre.
Derefter kommer hendes overraskende hjælpsomhed. Den tager mig med paraderne oppe. “Næh, vi har ikke modtaget betalingen for din police”, fortæller Lone i telefonen. “Men hvis du siger, at du har betalt den, så er det nok vores system, den er gal med”, konkluderer hun.
Med smil i stemmen, hvor jeg egentlig havde ventet mistro og modstand. Der er sjældent grund til andet, når det kommer til såkaldt kundeservice.
Havde Lone været københavner eller en underbetalt inder i et callcenter i New Delhi, havde der da heller ikke været nogen hjælp at hente. Højst høflig ligegyldighed, læst op af en manual skrevet af en kynisk effektiviserings-konsulent.
Men sådan er det ikke med vendelboer. Vi synes at være bedre opdraget. Har ikke så travlt, at det gør noget. Måske er det også, fordi vi spiser brunsviger med flødeskum heroppe. Flødeskum, chokoladeknapper og rød gelé trukket i små sirlige streger på kryds og tværs af den kvadratiske kage.
Hvem kan dog også være andet end glad og hjælpsom, når man kan den slags hos enhver respektabel bager nord for Vestbjerg? Ikke Lone, i hvert fald.
Hun giver mig et stik af dårlig samvittighed over, at jeg engang har haft så travlt med at komme væk derfra. Til mit forsvar måtte jeg på afstand af de vilkårlige øretæver i gyden bag Billys Værtshus, af kedsomhed og forudsigelighed, Lars Lilholt og piger, der alligevel ikke ville kysse, hvis man ikke havde elevplads i en af Hjørrings to smarte tøjforretninger.
Væk fra det helt særlige sortsyn, der gror i mange heroppe, formet og forfinet gennem generationer, støbt i Vendsyssels skvulpende undergrund af kridt, sand, moræneler og forstenet kolort.
Det var ikke altid lige nemt at være følsom og introvert i en landsdel, hvor intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. Af den årsag giver jeg da også stadig nordjyden i mig skylden for mit medfødte mindreværd.
Men den følelse er aftaget. Med alderen, sentimentaliteten og tyve år i København, hvor man sjældent er mere end et par meter væk fra den nærmeste ugidelige ekspedient, sure billetkontrollør eller aggressive cyklist. Den slags finder man sig ikke i i Vendsyssel. Vi giver ganske vist ikke ved dørene, men til gengæld hilser vi altid høfligt på hinanden.
Selv på fremmede.
Vi tager os god tid til at sludre med kassedamen, uanset længden på køen bag os, og vi begrænser de værste trafikale udskejelser til oplandets hemmelige spritruter. Men vigtigst af alt, så vi sætter en ære i at hjælpe, hvor vi kan.
Tag bare min gamle mors efterhånden lige så gamle nabo Ole, der troligt har skovlet hendes fortov hele vinteren. Mod godt naboskab kæmper selv vejrguderne forgæves, som hun siger, altid med taknemmelighed i stemmen.
Venlighed af den slags møder man først et godt stykke vest for Valby Bakke. Faktisk skal man helst hele vejen op på den anden side af Vestbjerg - men den er turen værd.
Bare følg lyden af Lone og lugten af nybagt brunsviger med flødeskum.
Om Søren McGuire
- Ugens klummeskribent er kommunikationsrådgiver, nordjyde og fraskilt far til tre sønner.
- Han er 46 år og lige lovlig glad for sørgelig countrymusik, gode bøger og udsigten til at få endnu en weekend spoleret af diverse engelske fodboldhold.
