Susanne har fået en uønsket makker i takt med, hun bliver ældre

”Klokken er 16.47 nul dut, og du er anholdt” var en ting, som vi gik rundt og sagde i en periode i mine yngre dage – og gerne med min medfødte vestjyske accent.

Jeg husker ikke, hvorfor vi syntes, at det var sjovt, men sætningen er begyndt at poppe op igen her på mine lidt ældre dage. For det er som om, at min indre politimand bliver mere og mere insisterende, jo flere lys jeg har i fødselsdagslagkagen.

Politibetjenten dukker op i mange situationer – dog oftest i offentligheden. Det kan være på fortovet, når jeg er ved at blive ræset ned af en cyklist, der har forvildet sig derop. Det kan være på løbeturen, hvor barselsbanden fylder det hele, fordi de skal gå side om side alle fem med deres poder i barnevognen. Eller når jeg er tæt på at banke hele krop og ansigt ind i personen foran, som pludseligt stopper op, fordi der skal kigges på mobilen.

Som en trold ud af æsken kører stemmen i mit hoved, hvor jeg forbander vedkommende, som jeg synes opfører sig eller gør noget forkert.

Senest skreg jeg nærmest i ren frustration, da jeg var kommet lidt sent ud ad døren til træning, og for x-ende gang skulle forsøge at køre på cykel igennem de sne og isglatte 500 meter ved kolonihaven, som aldrig bliver ryddet, i en fart, så jeg kunne undgå en bøde for at komme for sent til holdet. Mens jeg væltede rundt i sjappet og de isede spor, gennemtænkte jeg adskillige former for hævn – det var lige fra at ægge samtlige huse eller nedsave samtlige hække med min mands nyindkøbte motorsav. Smågnækkende kom jeg igennem og nåede mit hold til tiden.

Skal jeg være helt ærlig, er jeg ikke pjattet med min nye makker, der sætter lov og orden lidt for højt. Jeg har selv rystet på hovedet ad den ældre dame, som surt smider mig en bemærkning, når jeg cykler de sidste 100 meter til min hoveddør på fortovet. Slap bare af dame, jeg har styr på det og kører dig ikke ned, tænker jeg hver gang. Mine venner og jeg kan i den grad også fylde meget, når vi mødes i det offentlige, og fniser, når vi bliver tysset på af nabobordet. Jeg har heller ikke lært flerfingre eller hænder-teknikken, så jeg står HELT stille MIDT på trappen, når jeg skal svare på en besked.

Jeg er dog heldigvis ikke nået dertil, hvor jeg begynder at kommentere højlydt på alle de personer, som irriterer mig på min vej. Det hele udspiller sig inde i mit hoved. Men den dag, hvor jeg bliver lige så sur og vrissen, som de to gamle mænd på balkonen i The Muppet Show, så må I meget gerne sige, at jeg skal basse lidt ned og i stedet trække på skuldrene og sige pyt – de hygger sig jo bare eller tager en genvej.

Dog vil jeg sige til kolonihaveforeningen – og I ved godt, hvem I er. Nu har det stået på alle vintre i alle de mange år, jeg har cyklet til og fra arbejde:

Klokken er 17.15 nul dut – og I er anholdt!

LÆS OGSÅ

Caroline frygtede, der var noget galt, da hendes kæreste inviterede hende på spaophold

”Da vi sad i den varme pool og kiggede ud over spaområdet, slog det mig, at jeg måske har set forkert på spaophold hele mit liv. ”