Hver dag kommer Elses hund i hundebørnehave: ”Det er det eneste sted, jeg kan aflevere ham”

Klokken er 7.15, og Viktor ankommer til Hundehaven Potefryd i det vestlige Aarhus. Sammen med sin hundemor, Else, går den hvide bomuldshund målrettet over parkeringspladsen og hen mod døren, hvor de to bliver lukket ind. 

Hjemmevant drøner Viktor henover gulvet mod lågen, bag hvilken hans pelsede venner allerede er i gang med at lege.

– Det er det eneste sted, jeg kan aflevere ham. Han løber ind og er så glad. Alle andre steder hyler han og vil med mig hjem. Så alt for "barnet", siger Else Andersen smilende.

Viktor er kommet her i hundehaven, siden han var bare et år, og er den af alle hundene, der har været her længst. Trods ihærdig træning er det ikke lykkedes Else at lære hunden at være alene hjemme.

– Det første år jeg havde ham, kunne han godt være alene hjemme, men så flyttede jeg et andet sted hen, og så gik det galt. Jeg forsøgte at træne ham til det ved at gå hjemmefra og komme hurtigt tilbage. Jeg satte et videokamera op, så jeg kunne se, hvordan det gik, når jeg var væk, og han havde det ikke godt. 

Han gøede også, og jeg bor i kædehus, så af hensyn til mine naboer, var jeg også nødt til at gøre noget, fortæller Else.

Hun googlede hundepasning og fandt stedet her, som dengang blev drevet privat af et par.

– Jeg tænkte: ”Kan jeg nu aflevere mit lille barn derude”, for det er svært at aflevere sin hund et fremmed sted, men så fandt jeg ud af, at jeg kendte lidt til den ene ejer gennem mit arbejde, og så var der jo en tryghed i det. I mange år kom Viktor her hver dag, og havde jeg ikke haft det her sted, så havde jeg været nødt til at skille mig af med ham, erkender Else.

Koda, Oda og Vega

Mens Else fortæller, løber Viktor frem og tilbage mellem sin mor, som hunden tydeligvis er stærkt knyttet til, og hunde-vennerne, som bliver afleveret denne onsdag morgen.

– ”Nå, nu kommer Koda”, lyder det fra Else, da yderdøren bliver åbnet og en meget stor hund kommer ind med sin ejer. Hundehavens Marlene tager imod, sætter Kodas madpakke på plads i hans lille garderoberum, hvor der også er navne som Oda, Karla, Teddy og Vega. 

På en stor opslagstavle er der sat portrætter op af nogle af stedets i alt 70 hunde. De er her sjældent samtidig, for flere kommer kun nogle af ugens dage, ganske som Viktor.

– Før i tiden kom Viktor hver dag, men med alderen er det blevet lidt for overstimulerende for ham. Derfor arbejder jeg hjemme tre dage om ugen, hvor han så er hos mig, fortæller Else, der er selvstændig fundraiser.

To dage om ugen møder hun ind på sit kontor i byen, træner og får ordnet de ting, som Viktor ikke kan være med til. Hun kalder det smilende for sine ”menneskedage”.

– Viktors dyrlæge sagde engang, at det værste, der findes er enlige kvinder med hund, for vi opdrager dem, som var det vores barn. Viktor er min første hund, som jeg måske har ødelagt. 

Jeg har jo boet alene med Viktor hele tiden, og han er den eneste mand i mit hjem, siger Else med et grin og tilføjer, at hun har valgt at prioritere pasning, selvom det er dyrt.

– Viktor kan bare ikke være alene, så hvis jeg skal have lidt tid for mig selv, så betaler jeg for det. Det er blevet til mange penge over årene, for det koster jo 3000 kroner om måneden, men det kan ikke gøres op i penge, og jeg er bare glad for, at jeg har haft råd til at prioritere det, siger hun.

Sov godt

Viktors dage i Hundehaven ligner hinanden med leg, tissepauser, mad og en lang lur midt på dagen. 

Fra klokken 10 til 14 sover hundene nemlig til middag. De får deres formiddagsmad, og så begynder putte-ritualet for knap 20 hunde.

– De kan få det til at fungere her, fordi alle dem, der arbejder her er så cool. De tager det stille og roligt og har hunden i fokus, fortæller Else.

Da Hundehaven i 2019 blev omdannet til en forening, som ejes af hundeejerne, begyndte Else at arbejde frivilligt for hjælpe med at få det til at køre rundt.

– Vi er jo omkring 70 med en hund, som vi gerne vil have passet her, så stedet skal bestå.

Hundehaven fungerer på hundenes præmisser. Derfor er der også en optagelses-samtale, hvor hund, ejer og hundehaven ser hinanden an, for hunden skal fungere med de andre firbenede, som kommer her. Malene, som i dag tog imod Viktor, har arbejdet her siden dengang, og erklærer smilende.

– Og jeg er så glad for at være her, at jeg aldrig kommer herfra!

For Else har Hundehaven ikke kun betydet, at hun kunne beholde sin Viktor. Hun har også selv fået flere ekstra bonusser ud af det.

– Jeg har fået et fællesskab ud af det, fordi jeg laver frivilligt arbejde, og så godt kan lide stemningen her, og jeg har også god samvittighed, fordi jeg får en velstimuleret hund hjem. Jeg er grundlæggende så glad for, at det her sted eksisterer, for uden det, måtte jeg af med Viktor.

LÆS OGSÅ

Mandens utroskab gjorde Trine syg – men et spørgsmål fra psykologen blev afgørende

Jeg gik fuldstændig i sort, da Frank kom hjem og fortalte, at han havde mødt en yngre kvinde og ville skilles. Først da jeg sad i stolen hos en dygtig psykolog, indså jeg, at det faktisk var noget af en gave, min eksmand havde givet mig. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.