Journalisten Anna Herdenstam, 60, og hendes mor Ulla Magnusson, 89, der er pensioneret frisør, byder os velkommen i den stilfulde funktionalistiske villa, som nu er deres fælles hjem.
For mindre end et år siden boede mor og datter i hver sin by, 600 kilometer fra hinanden. Den lange afstand var hård for dem begge, især Anna, der blev stresset, når hun ikke fik svar på sine opkald.
– Det tog meget energi. Nogle gange kunne der gå et helt døgn, uden at mor svarede på telefonen. Så plejede jeg at kontakte naboerne og sende dem ind til hende.
– Ja, pludselig stod de bare der og spekulerede på, om jeg var i live, husker Ulla med et grin.
– Måske var min mobiltelefon løbet tør for strøm, eller også havde jeg tabt den bag sofaen. Anna var altid så bekymret for mig.
Annas bekymring blev ikke nødvendigvis mindre, når hun besøgte sin mor i weekenderne og opdagede, at Ullas køleskab næsten var tomt.
Ulla følte, at det var utrygt at lukke fremmede ind i sin lejlighed og modsatte sig derfor hjemmehjælp. Og sønnen Kalle, der hjalp hende med indkøbene, kunne nogle dage være væk flere dage i træk på grund af sit job som lokofører.
– Engang var du så sulten, da du var ude at handle, at du besvimede i butikken, husker Anna.
– Ja, du godeste, mit blodsukker var så lavt, at jeg faldt om på gulvet, mens jeg stod i køen for at betale. Jeg endte med at blive kørt væk i ambulance, tilføjer Ulla.
Situationen blev mere og mere uholdbar, og Anna kæmpede for at finde en langsigtet løsning.
– Min bror og jeg diskuterede muligheden for at forsøge at få mor ind i en ældrebolig, som hun havde været i kø til. Men så viste det sig, at du havde glemt at betale kø-gebyret, måske med vilje, bemærker hun med et ironisk blik på Ulla.
Overraskende ja
Ulla havde i hvert fald svært ved at skille sig af med den femværelseslejlighed i centrum af Malmø, der havde været hendes hjem i 27 år. Derfor gik Anna ud fra, at forslaget om at købe et hus sammen i Stockholm ville blive afvist.
Til hendes overraskelse var Ullas reaktion det stik modsatte.
– Jeg tøvede ikke et øjeblik, da jeg blev spurgt. Nærheden til Anna, hendes mand Mika og mine børnebørn var det, der tiltrak mig. Bare det at kunne mødes her om aftenen og spise middag sammen og snakke.
Det skete ikke i Malmø, hvor jeg sad alene med den færdigret, som jeg i bedste fald havde købt.
Ullas entusiasme kom bag på Anna.
– Jeg havde ikke havde forventet, at hun ville sige ja med det samme, så det blev lidt stressende, især fordi mor hele tiden ringede og spurgte: ”Hvornår skal vi flytte? Har I fundet et hus endnu?” Mange spekulerede på, om vi ville købe et hus med et lille anneks på grunden, hvor min mor kunne bo, men for os er hele pointen at have fælles køkken og spisestue, hvor vi kan være sammen.
Vi ønskede ikke, at min mor skulle være alene og skulle spørge om lov til at komme ind til os.
41 år efter at Anna som 18-årig flyttede hjemmefra, flyttede mor og datter sammen igen – denne gang i selskab med Annas mand Mika, hendes tiårig bonussøn og en livlig labrador. Ulla er fuld af komplimenter til den trio, som Anna har bragt med sig ind i hjemmet.
Om aftenen summer huset af liv. Desto roligere er der om dagen, når Ullas bofæller er på arbejde, i skole og hos hundepasseren. Et par gange om dagen dukker hjemmeplejen dog op for at hjælpe med mad og andre praktiske ting.
– Det var mig, der insisterede på, at mor skulle have hjemmepleje, da vi flyttede sammen. Jeg begrundede det med, at det var for min skyld. Men det var bare for at narre dig, afslører Anna og vender sig mod Ulla. Du syntes jo ikke, du havde brug for hjælp.
– Jo, jeg vidste faktisk godt, jeg havde brug for det, indrømmer Ulla, der er positivt overrasket over, hvor godt hjemmeplejen har fungeret.
– De allerfleste af medarbejderne er meget søde og sætter sig ned og snakker lidt med mig. Jeg bliver passet godt på hele tiden, nogle gange næsten lidt for meget. Man skal jo også gøre lidt selv for at holde sig i gang.
Men jeg er glad for, at du kommer med vand om aftenen og klør mig på ryggen, når jeg skal sove, Anna. Hvis jeg var blevet i Malmø, var jeg nok sunket endnu mere ned i ensomhed.
Afstand nu og da
Også Anna er tilfreds med, hvordan eksperimentet med at bo flere generationer sammen er gået.
– Det er rart at have min mor tæt på. Det giver også mig en tryghed. Og vi har det sjovt sammen. Selvom jeg nogle gange ikke orker at snakke så meget, når jeg er træt efter arbejde, Så lader vi være med det og tænder i stedet for fjernsynet. I aftes så vi en film om Mary Stuart sammen.
Flytningen har tydeligvis været en succes for hele familien. Men der er selvfølgelig også udfordringer ved at bo sammen på tværs af generationer, understreger Anna.
– I vores tilfælde er den største udfordring nok at blive enige om, hvad vi skal have til aftensmad. Mor er for eksempel ikke så vild med sushi. Og så får min dårlige samvittighed mig nogle gange til at skynde mig hjem til mor i stedet for at gå ud med mine kolleger.
– Det skal du bestemt ikke føle, forsikrer Ulla hende.
– Som regel er Mika jo hjemme om aftenen. I går lavede han en lækker middag til os. Han gjorde sig virkelig umage, siger hun kærligt.
Anna og Ulla er enige om, at Mikas accept var en absolut forudsætning for at flytte sammen.
– Det var det første, jeg spurgte om, da Anna spurgte, om jeg ville flytte ind hos dem: ”Synes Mika det samme som dig?”
Ulla har sit soveværelse og badeværelse i underetagen. Førstesalen, hvor Anna og Mika sover, har hun indtil videre kun set på billeder. Det er for besværligt at komme op ad trappen, da hun er afhængig af en rollator.
Selvom der er masser af plads i villaen på 168 kvadratmeter, er det som bekendt let at blive irriteret på andre, der bor under samme tag som en selv. Hvad gør Anna og Ulla for ikke at trænge sig for meget på hos hinanden?
– Hvis Mika og jeg har brug for at tale om noget, som jeg ikke synes, mor behøver at høre, går vi en tur med hunden. Eller vi tager til vores hytte i Dalarna for at få lidt plads.
Behovet for lidt afstand fra hinanden nu og da er gensidigt.
– Når I tager på landet, kan du godt bekymre dig for mig, Anna. Men det skal du ikke, for jeg synes bare, det er rart at være alene i huset en gang imellem. Og så bliver jeg jo så glad, når I kommer hjem igen, fastslår Ulla.
Annas 4 tips
Føler du dig inspireret? Her er Annas tips til dem, der overvejer at bo flere generationer sammen:
- Tænk det grundigt igennem, overvej flere forskellige muligheder, og lav en plan for fremtiden. Det er også vigtigt at have en plan B, hvis boformen ikke fungerer.
- Sørg for at blive enige om, hvordan I vil håndtere økonomien og andre praktiske forhold fra starten, så der ikke opstår konflikter senere.
- Hav rimelige forventninger. Vær forberedt på mange hyggelige og sjove stunder, men også på nogle ofre for alle involverede.
- Få hjælp. Ældre mennesker, der bor sammen med flere generationer og har brug for støtte i deres dagligdag, har samme ret til hjemmepleje som ældre mennesker, der bor alene.
