Kirsten Olesen begyndte først at hvile i sig selv, da hun var i 50’erne

I årevis kæmpede Kirsten Olesen med at hvile i sig selv i sin karriere.

Det fortæller hun i ALT for damernes podcast Skål Søster.

– Jeg synes, jeg er blevet roligere med årene, og jeg er ikke så nervøs mere. Jeg er ikke så angst længere. Det har jeg været førhen. Jeg syntes hele tiden, jeg skulle bevise, at jeg var god. At jeg var dygtig nok til at stå på scenen, og at jeg havde retten til at være der.

Kirsten Olesen har gennem årene spillet en lang række markante roller. I mere end 40 år var hun fastansat på Det Kongelige Teater, og derudover har hun medvirket i adskillige film og tv-serier – blandt andet Matador, Hotellet og Arvingerne.

Men det var først med alderen, at hun følte, hun havde bevist sit værd og opbygget en reel selvtillid i sit fag.

– Den følelse er kommet lige så stille hen over årene, men opstod først, da jeg var i 50’erne. Der havde jeg prøvet mig selv af i rigtig mange sammenhænge og forskellige store, krævende roller. Jeg havde kastet mig ud i alt muligt, så jeg syntes, det var dejligt, da jeg endelig fik den selvtillid – at jeg vidste, at jeg kunne.

Som ung blev Kirsten frarådet af sine forældre at blive skuespiller, og hun tror, at det har påvirket hendes måde at tænke på.

– Mine forældre blev meget kede af det og vrede, da jeg fortalte, at jeg ville være skuespiller. De nægtede at have noget med mig at gøre i næsten et helt år. Det har selvfølgelig påvirket mig, men jeg har altid vidst, at jeg kunne – at jeg selv kunne klare det. Men jeg har også skullet bruge mange kræfter på det, og det har selvfølgelig motiveret mig til at bevise over for dem, at jeg kunne. Det er klart.

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor hun og Sonja Oppenhagen sætter fokus på kvinders alderdom og de mange aspekter, der følger med.⁠⁠

LÆS OGSÅ

Mandens utroskab gjorde Trine syg – men et spørgsmål fra psykologen blev afgørende

Jeg gik fuldstændig i sort, da Frank kom hjem og fortalte, at han havde mødt en yngre kvinde og ville skilles. Først da jeg sad i stolen hos en dygtig psykolog, indså jeg, at det faktisk var noget af en gave, min eksmand havde givet mig. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.