– Min far har Alzheimers, og jeg kan godt mærke, at de
samtaler, jeg har med ham nu, bliver mindre og mindre sammenhængende.
Det fortæller Trine Gadeberg i ALT for damernes
podcast Skål Søster.
Faren fik konstateret sygdommen for flere år siden, men i
april flyttede han på plejehjem, fordi han ikke længere kan klare hverdagen
selv.
– Jeg synes, det er trist. Jeg kan jo se, at det stadig er
min samme gamle far, med de samme varme hænder, når jeg giver ham et kram. Det
er de samme øjne og den samme duft. Men jeg kan også se, at vores samtaler
efterhånden mest handler om, hvor mange kastanjer der er faldet af træet uden
for hans vindue. Det er svært, for jeg har været vant til at bruge ham som
sparringspartner på mange områder i mit liv, siger hun og fortsætter:
– Det er underligt – også tanken om,
hvornår det bliver værre. Hvornår har jeg mistet ham helt? Han kan stadig
huske, hvem jeg er, men han siger det højt hver gang, jeg ringer – bare for at
være sikker.
Den dårlige samvittighed
Når Trine Gadeberg ringer til sin far, tager han ikke altid
telefonen længere.
Han kan simpelthen ikke finde ud af det, og kommer derfor
ofte med undskyldninger om, at han har været ude og ordne noget, eller at
strømstikket ikke har været sat i.
– Han har altid undskyldninger, når jeg spørger, hvorfor han
ikke har ringet tilbage. Jeg tror, han har svært ved at forstå, at han har
Alzheimers – i hvert fald at anerkende det.
Forleden oplevede Trine Gadeberg også en situation, der
efterlod hende med dårlig samvittighed over sin reaktion.
– Da vi talte i telefon for nogle dage siden, sagde han: "Trine, har jeg nogensinde fortalt dig historien om dengang, jeg sad ved siden
af kongen?" Den historie havde jeg aldrig hørt før, så den måtte han gerne
fortælle. Så sagde han: "Jeg sad ved siden af kongen, der senere viste sig at
være Kong Hans." Jeg blev forvirret og spurgte, om han mente Hans Majestæt, for
der har jo ikke været en konge, der hed Hans i hans levetid, siger hun og fortsætter:
– Da jeg sagde det til ham, blev han ked af det og
insisterede på, at han talte sandt. Og da vi så lagde røret på, tænkte jeg, at
det var endnu en af de gange, hvor jeg bare burde have indstillet mig på hans
frekvens. Jeg burde jo bare have sagt: "Kong Hans, ja, selvfølgelig!" Så jeg
ringede ham op igen og sagde, at nu huskede jeg det – og hvor spændende en
historie det var. Han blev så
glad.
Siden da har hun besluttet, at hun fremover vil prøve at
møde sin far på hans egne præmisser – frem for at holde fast i rationalet.
– Det gør mig så ked af det, når jeg skal sige ham imod,
fordi han ikke taler sandt. Så jeg må tage mig selv i ikke at gøre det, når han
ringer nu – men i stedet bare indstille mig på hans frekvens. For han kan ikke
tåle, at jeg siger til ham, at det ikke passer.
– Man kunne ønske, at alting var
anderledes, men man kan jo ikke ændre situationen. Så for mig handler det om at
få det bedste ud af den tid, vi har – selvom det lyder som en kliché. Jeg skal
sørge for, at min far har det godt, og selvom de ting, han siger, ikke giver
mening, så skal jeg sørge for, at det giver mening for ham.
Lyt til hele afsnittet af Skål Søster, hvor Trine
Gadeberg sammen med Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch også taler om
sygdommen lichen sclerosus og den sorg, der følger med, når børnene flytter
hjemmefra.
