Stilbillede fra filmen 'Jeg tror jeg elsker dig'.

Silas Holst har gravet i sin egen families historie – og det er der nu kommet noget helt særligt ud af

Silas Holst har gravet i sin egen families historie i sin vellykkede debutspillefilm om vold i hjemmet og vejen ind i dansens verden. 

ALT for damerne logo

Familiedrama

Hårdtslående kærlighed

5 ud af 6 hjerter!

For at et barn kan trives i modgang, skal gode voksne se det, nære og værne det. 

Men hvad nu, hvis de nærmeste voksne ikke kan? Kan et barn blomstre på trods? Anders på fire år (Bob Nymark Holst) er lille, frygtsom og oplever at Far (en modbydeligt velspillende Johannes Nymark) jævnligt tæver Mor (skønne Laura Drasbæk). 

Storebror Allan (Carl Løber Roliggaard) er blind for hvad der sker, og resten af familien holder vejret og håber på det bedste. Men mors bedste veninde, danseskolelærerinden Hanne (fantastiske Lise Baastrup, et fyrtårn i filmen) holder snor i Anders. Silas Holst, den sindssygt talentfulde danser, koreograf, kreativ direktør og meget mere, springer nu ud som manuskriptforfatter og instruktør (sammen med Brian Sean Tange) med en meget personlig film. 

Det er tydeligt, at historien har været vigtig for ham at få ud, og at flere gode kræfter omkring Holst har både holdt snor i projektet, men også set værdien i at lade ham gå til stoffet med en indlevelse og kraft, hvor andre ville have beholdt en vis armslængde. 

At caste eksmanden til at spille sin egen far og deres fælles søn til at spille en version af sig selv, kunne være endt galt. 

Meta-agtigt på den ufede måde. Her bliver præstationerne hjulpet på vej af en uforfængelighed og af de mange biroller, der funkler omkring en hardcore kærlighedshistorie til mor – og til dansen. Fantastiske Lisbeth Dahl som Mormor, Vicki Berlin som parterapeut og ikke mindst sprællevende Julie Zangenberg får alle forrygende meget ud af lidt små roller. 

Ikke mindst skal Albert Harson og Kasper Juul som de ældre udgaver af brødrene roses for nuanceret og følsomt samspil. De to får bundet filmen sammen på trods af historiens lidt forskellige tonelejer og rytmeskift fra hårdt til hjertevarmt og tilbage igen.

'Jeg tror jeg elsker dig' har biografpremiere den 30. oktober