Som en af
Danmarks største dragartister har Tinus de Schunard – bedre kendt som Tinus – de
seneste 18 år optrådt for fyldte sale og modtaget hyldest og klapsalver for
sine præstationer.
Den anerkendelse, som Tinus har fået i sit voksenliv i sit
virke som dragartist, brugte han det meste af sin opvækst på at få fra sin mor.
Det lykkedes bare aldrig. Det skriver han i sin selvbiografi, ”Libertinus”, som han er aktuel med nu.
Bag den
selvsikre udstråling og de funklende kostumer med rhinsten og strudsefjer
gemmer sig nemlig historien om en dreng, der voksede op i Valby med en mor, som
aldrig rigtig accepterede ham for den, han er. Alligevel kom han ud på den
anden side som et stærkere menneske, og nu vil han gerne vise andre i samme
situation, at det faktisk er muligt.
– Jeg har
aldrig haft brug for, at folk skulle have ondt af mig. Bogen er derfor heller
ikke en klagesang. Det er en beretning om, hvad der er sket for mig, hvordan
jeg er kommet igennem det, og hvordan jeg har lært at leve med det – og fået
det absolut bedste ud af det liv, jeg har fået, fortæller Tinus til alt.dk og
fortsætter:
– Jeg vil
rigtig gerne være det lys i mørket, som jeg selv havde brug for, dengang jeg
stod dér og følte mig som det mest ensomme menneske i verden. Dengang havde jeg
selv brug for at høre en lignende historie, jeg kunne spejle mig i, og det er
nok derfor, jeg har skrevet en selvbiografi, fordi jeg ved, at jeg ikke er den
eneste, der har oplevet det her.
Tinus’ mor blev
gravid med en albansk sigøjner, som aldrig tog del i Tinus’ liv. Faren havde
nemlig kone og seks børn i Malmø, og han stak derfor af, da Tinus kom til
verden.
– Jeg blev til
i en kæmpe whiskybrandert, så det var slet ikke meningen, jeg skulle have været
her, men min mor besluttede sig alligevel for at beholde mig.
Selvom hun
valgte at få barnet, oplevede Tinus ikke, at kærligheden fulgte med beslutningen.
Så længe han kan huske, har Tinus kæmpet for at få sin mors accept og
kærlighed, men det lykkedes aldrig rigtigt. Den kærlighed, han så, jævnaldrende
børn få af deres forældre, var ikke én, han kunne spejle sig i. For langt hen
ad vejen, var det Tinus, der passede på sin mor og bonusfar, som også var syg –
ikke omvendt.
– Min mor havde
slidgigt i ryggen og tog en masse ketoganer (stærkt smertestillende medicin,
red.). Så jeg har altid været den voksne derhjemme, som passede på de to gamle
nisser, der ikke gad noget, kunne noget eller ville noget. Min mor var en meget
spøjs kvinde. Hvis hun havde levet i dag, så havde hun haft en håndfuld
diagnoser og også noget i ascendanten. Hun viste aldrig nogen følelser, ville
ikke røres ved og gjorde et stort nummer ud af at vise, hvor meget gåsehud hun
fik, hvis jeg kom til at røre ved hende. Det var ikke noget med kærlige kram,
eller ”jeg elsker dig.” Det kunne hun ikke finde ud af, fortæller Tinus og
tilføjer:
– Som barn er
man jo programmeret til at søge sine forældres kærlighed og accept, uanset hvad
de byder én – og det gjorde jeg også. Som en hund, der vender om og siger
undskyld, når man losser den i røven. Men det var en lang kamp, jeg ikke kunne
vinde, og selvom jeg prøvede alt, hvad jeg overhovedet kunne for, at hun skulle
acceptere mig, lykkedes det aldrig.
Redningsplanken
Når Tinus
tænker tilbage på sin barndom, husker han mest, hvor alene han ofte følte sig –
ikke kun hjemme i lejligheden i Valby, men også blandt klassekammeraterne, som
heller ikke forstod ham eller delte hans interesser.
Alting ændrede
sig dog, da Tinus i 10. klasse startede på en teaterskole, hvor hans
kreativitet kunne få frit spil.
– Jeg fik lov til
at være mærkelig. Den ene dag kunne jeg tage i skole i en stor t-shirt med
Jesus på maven og helt blåt hår, og den næste dag noget helt andet. Alt det,
jeg havde gået og holdt inde hele min opvækst, kom ud på én gang lige dér, og
der var nogen, der favnede det. Fra den ene dag til den anden fik jeg venner,
fortæller Tinus.
Som 19-årig,
mens han arbejdede som danser i Tivoli, spurgte koreografen, om han ville have
en rolle i musicalen ”RENT” på Hvidovre Teater. Rollen var som dragkarakteren ”Angel”,
og det blev første gang, Tinus iklædte sig dametøj offentligt.
Derfra tog det
fart.
– Jeg røg
direkte ind i sceneriet under ”Det Ny Teater”, hvor jeg blev en del af ”Grotesque
Burlesque”-teamet, som i en lang årrække lavede burlesque-forestillinger. Det
var der, jeg lavede mit første burlesqueshow som dragartist – og samme år
deltog jeg i tre dragkonkurrencer, som jeg vandt.
Når Tinus stod dér,
på scenen foran en sal fuld af klapsalver, var det som om noget i ham faldt på
plads. Nu kunne han langsomt folde sine vinger ud.
– Jeg havde
behov for at tage min plads i verden. Og det gav bare bedst mening for mig, når
jeg på ærbødig vis fik lov til at låne kvindekønnet – så kunne jeg fylde meget
mere, end jeg kunne som mand, siger han og fortsætter:
– Jeg har
aldrig følt, at det var en karakter, jeg tog på mig, men omvendt har jeg heller
aldrig haft behov for at blive en kvinde – det, der var vigtigt for mig,
var, at min feminine side blev set. For det blev den aldrig, da jeg var barn.
Tinus’ mor
lagde nemlig aldrig skjul på, at han ikke var den dreng, hun havde håbet på.
Når han klædte sig ud i kjoler eller ommøblerede hele sit værelse, så det
lignede Satine fra Moulin Rouges’ værelse, rystede hun på hovedet – og hun
dukkede heller aldrig op til hans skoleforestillinger, husker han.
– Der var altid
to tomme pladser i salen, hvor jeg havde lagt hendes billetter. Hun dukkede
aldrig op – og bakkede mig generelt ikke op i det, der havde min interesse. Hun
gjorde det tværtimod meget nemt for mig at forstå, at jeg var en skuffelse for
hende og sagde fx aldrig sætningen: Jeg er stolt af dig.
Den manglende
opbakning hjemmefra prægede i mange år Tinus, der tvivlede på sin egen kunnen,
men han er samtidig af den overbevisning, at det er dén, tvivlen, der har været
medvirkende til, at han er kommet så langt i sin karriere, som han er.
– Jeg tror, det
gælder mange, der ikke fik nok kærlighed af deres forældre som børn, at så skal
vi have den fra resten af verden, koste hvad det vil. Det er et meget usundt
mønster at være i, men det gør os til gengæld til nogle stræbere, der knokler,
til vi bløder og sover, når vi bliver gamle, fordi vi vil i mål med de opgaver,
projekter og mål, vi har i livet, så vi kan få noget anerkendelse. Det er jo på
mange måder en gave, jeg har fået af mine forældre – nok ikke helt den gave,
jeg havde drømt om – men jeg havde nok ikke været helt så målrettet,
hvis jeg ikke havde haft det behov for, at hele verden skulle elske og
anerkende mig.
Tilgivelse
I januar 2009
tog Tinus’ mor sit eget liv. Og selvom deres forhold var dysfunktionelt og ikke
særlig kærlighedsfuldt, var det svært for Tinus at miste sin mor.
– Det var virkelig
ambivalent for mig, da hun døde. På den ene side blev jeg så ked af det. Og
virkelig chokeret, fordi det var mig, der fandt hende. Det var forfærdelig
hårdt at stå i, men samtidig havde jeg den ondeste, sorteste samvittighed over,
at jeg følte mig lettet over hendes død.
– Jeg havde
ikke tidligere været i stand til at lukke hende ude af mit liv, jeg prøvede
derimod hele tiden at komme tilbage på en ny måde for at se, om dét kunne være
vejen ind bag hendes facade. Og det var først, da hun døde, jeg kunne slippe
det og være sådan, ”I did my best. I tried everything I could”, og nu skal jeg
ikke kæmpe den kamp mere.
Efter morens
død har Tinus flere gange overvejet, om han skulle tilgive hende, men hver gang
er han kommet frem til, at det ikke ville gøre nogen forskel – i stedet
handlede det om at komme videre.
– Jeg tror
ganske enkelt ikke, hun kunne lide mig. Og jeg kunne ikke blive ved med at gå
og bære alle de her ting med mig som et offer. Jeg var nødt til at slippe det
fri, så jeg kunne trække vejret og tage ved lære af alt det, som var foregået,
siger han og fortsætter:
– Min mor har på
mange måder lært mig alt det, man ikke skal gøre. Og det er jo også en slags
gave i livet, kan man sige. Det er ikke, fordi det ikke har påvirket mig og til
tider også knækket mig, men jeg har alligevel formået at samle mig selv op igen.
Rejs dig op og
kom videre
Som barn ville
Tinus bare gerne være som alle andre, men han fandt hurtigt ud af, at virkeligheden
var en anden – for Tinus havde svært ved at passe ned i en af samfundets
standardiserede kasser, fortæller han.
I dag håber han
derfor, han kan inspirere folk til ikke at stile efter kasserne, men til at
være sig selv – også selvom man måske ikke fødes med de bedste kort på hånden.
– Når man fødes
med elendige kort i livets pokerspil, så er det jo dømt til at gå galt,
medmindre man virkelig tror på sig selv, og man er rigtig heldig at møde nogle
fede mennesker, som kan se det potentiale, der ligger inde i det her lille
usikre barn, overøser det med kærlighed og sørger for, at barnet får alt det,
det skal bruge for at komme videre i livet – og måske kan min historie være det
lille skridt for nogen, siger han og tilføjer:
– Det vigtigste
er jo nok at huske, at du ikke kan få andre til at tro på dig, hvis du ikke
tror på dig selv. Du er nødt til at være din egen største fan. Og ikke på den
der syge, narcissistiske måde, men på en måde, hvor du oprigtigt mener, at du
er livet og succesen værd.
Fordi hvis ikke
du selv tror på det, så får du heller aldrig andre mennesker til at tro på det.
Det samme gælder kærligheden; du har nemmere ved at lukke kærligheden ind og
lade dig elske, hvis du elsker dig selv. Det er ret simpelt, men skidesvært at
udleve i praksis.
Selv tilskriver
Tinus det sin egen stædighed, at han stadig tror på, at kærligheden findes.
– Jeg har altid
insisteret på, at kærligheden findes, og at livet er værd at leve. Og at alt
nok skal gå min vej, hvis jeg vil det nok. Jeg er enormt naiv på det område, og
det tror jeg faktisk er en gave, for jeg er altid blevet ved med at lukke folk
ind og har givet dem en chance. Man er jo syg i potten, når man gør det. Men
jeg tror virkelig, at selvom folk svigter ens tillid og såre ens følelser, så
er man nødt til at tænke, det kan være, den næste ikke gør. Ellers bliver man
aldrig lykkelig.
Om Tinus de Schunard
37 år
Tidligere
professionel dragqueen, men arbejder i dag som showmand. Er flere gange blevet
kåret som Danmarks bedste dragartist.
Er pt aktuel med selvbiografien "Libertinus".