Som en af Danmarks største dragartister har Tinus de Schunard – bedre kendt som Tinus – de seneste 18 år optrådt for fyldte sale og modtaget hyldest og klapsalver for sine præstationer.

Den anerkendelse, som Tinus har fået i sit voksenliv i sit virke som dragartist, brugte han det meste af sin opvækst på at få fra sin mor. Det lykkedes bare aldrig. Det skriver han i sin selvbiografi, ”Libertinus”, som han er aktuel med nu.

Bag den selvsikre udstråling og de funklende kostumer med rhinsten og strudsefjer gemmer sig nemlig historien om en dreng, der voksede op i Valby med en mor, som aldrig rigtig accepterede ham for den, han er. Alligevel kom han ud på den anden side som et stærkere menneske, og nu vil han gerne vise andre i samme situation, at det faktisk er muligt.

– Jeg har aldrig haft brug for, at folk skulle have ondt af mig. Bogen er derfor heller ikke en klagesang. Det er en beretning om, hvad der er sket for mig, hvordan jeg er kommet igennem det, og hvordan jeg har lært at leve med det – og fået det absolut bedste ud af det liv, jeg har fået, fortæller Tinus til alt.dk og fortsætter:

– Jeg vil rigtig gerne være det lys i mørket, som jeg selv havde brug for, dengang jeg stod dér og følte mig som det mest ensomme menneske i verden. Dengang havde jeg selv brug for at høre en lignende historie, jeg kunne spejle mig i, og det er nok derfor, jeg har skrevet en selvbiografi, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet det her.

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Tinus’ mor blev gravid med en albansk sigøjner, som aldrig tog del i Tinus’ liv. Faren havde nemlig kone og seks børn i Malmø, og han stak derfor af, da Tinus kom til verden.

– Jeg blev til i en kæmpe whiskybrandert, så det var slet ikke meningen, jeg skulle have været her, men min mor besluttede sig alligevel for at beholde mig.

Selvom hun valgte at få barnet, oplevede Tinus ikke, at kærligheden fulgte med beslutningen. Så længe han kan huske, har Tinus kæmpet for at få sin mors accept og kærlighed, men det lykkedes aldrig rigtigt. Den kærlighed, han så, jævnaldrende børn få af deres forældre, var ikke én, han kunne spejle sig i. For langt hen ad vejen, var det Tinus, der passede på sin mor og bonusfar, som også var syg – ikke omvendt.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

– Min mor havde slidgigt i ryggen og tog en masse ketoganer (stærkt smertestillende medicin, red.). Så jeg har altid været den voksne derhjemme, som passede på de to gamle nisser, der ikke gad noget, kunne noget eller ville noget. Min mor var en meget spøjs kvinde. Hvis hun havde levet i dag, så havde hun haft en håndfuld diagnoser og også noget i ascendanten. Hun viste aldrig nogen følelser, ville ikke røres ved og gjorde et stort nummer ud af at vise, hvor meget gåsehud hun fik, hvis jeg kom til at røre ved hende. Det var ikke noget med kærlige kram, eller ”jeg elsker dig.” Det kunne hun ikke finde ud af, fortæller Tinus og tilføjer:

– Som barn er man jo programmeret til at søge sine forældres kærlighed og accept, uanset hvad de byder én – og det gjorde jeg også. Som en hund, der vender om og siger undskyld, når man losser den i røven. Men det var en lang kamp, jeg ikke kunne vinde, og selvom jeg prøvede alt, hvad jeg overhovedet kunne for, at hun skulle acceptere mig, lykkedes det aldrig.

Redningsplanken

Når Tinus tænker tilbage på sin barndom, husker han mest, hvor alene han ofte følte sig – ikke kun hjemme i lejligheden i Valby, men også blandt klassekammeraterne, som heller ikke forstod ham eller delte hans interesser.

LÆS OGSÅ

Trine tog på date med en tv-vært: "Vores første møde varede tre dage"

De var tæt på at miste deres bordreservation den aften, hvor de mødtes for første gang. Fordi snakken gik så godt. Det hele var startet med en besked om jagt på Instagram. Trine fortæller her om at blive kæreste med tv-vært Christian Degn.

Alting ændrede sig dog, da Tinus i 10. klasse startede på en teaterskole, hvor hans kreativitet kunne få frit spil.

– Jeg fik lov til at være mærkelig. Den ene dag kunne jeg tage i skole i en stor t-shirt med Jesus på maven og helt blåt hår, og den næste dag noget helt andet. Alt det, jeg havde gået og holdt inde hele min opvækst, kom ud på én gang lige dér, og der var nogen, der favnede det. Fra den ene dag til den anden fik jeg venner, fortæller Tinus.

Som 19-årig, mens han arbejdede som danser i Tivoli, spurgte koreografen, om han ville have en rolle i musicalen ”RENT” på Hvidovre Teater. Rollen var som dragkarakteren ”Angel”, og det blev første gang, Tinus iklædte sig dametøj offentligt.

Derfra tog det fart.

– Jeg røg direkte ind i sceneriet under ”Det Ny Teater”, hvor jeg blev en del af ”Grotesque Burlesque”-teamet, som i en lang årrække lavede burlesque-forestillinger. Det var der, jeg lavede mit første burlesqueshow som dragartist – og samme år deltog jeg i tre dragkonkurrencer, som jeg vandt.

LÆS OGSÅ

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

Astrid Lund Johansen og Jakob Olrik har modtaget utallige kommentarer om deres forhold fra fremmede mennesker på internettet. Falske narrativer og forkerte antagelser har fyldt, når deres forhold har været til offentlig debat i diverse kommentarspor, men nu tager de selv ejerskab over fortællingen i DR-programmet 'De unge kærester'.

Når Tinus stod dér, på scenen foran en sal fuld af klapsalver, var det som om noget i ham faldt på plads. Nu kunne han langsomt folde sine vinger ud.

– Jeg havde behov for at tage min plads i verden. Og det gav bare bedst mening for mig, når jeg på ærbødig vis fik lov til at låne kvindekønnet – så kunne jeg fylde meget mere, end jeg kunne som mand, siger han og fortsætter: 

– Jeg har aldrig følt, at det var en karakter, jeg tog på mig, men omvendt har jeg heller aldrig haft behov for at blive en kvinde – det, der var vigtigt for mig, var, at min feminine side blev set. For det blev den aldrig, da jeg var barn.

Tinus’ mor lagde nemlig aldrig skjul på, at han ikke var den dreng, hun havde håbet på. Når han klædte sig ud i kjoler eller ommøblerede hele sit værelse, så det lignede Satine fra Moulin Rouges’ værelse, rystede hun på hovedet – og hun dukkede heller aldrig op til hans skoleforestillinger, husker han. 

– Der var altid to tomme pladser i salen, hvor jeg havde lagt hendes billetter. Hun dukkede aldrig op – og bakkede mig generelt ikke op i det, der havde min interesse. Hun gjorde det tværtimod meget nemt for mig at forstå, at jeg var en skuffelse for hende og sagde fx aldrig sætningen: Jeg er stolt af dig.

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Den manglende opbakning hjemmefra prægede i mange år Tinus, der tvivlede på sin egen kunnen, men han er samtidig af den overbevisning, at det er dén, tvivlen, der har været medvirkende til, at han er kommet så langt i sin karriere, som han er.

– Jeg tror, det gælder mange, der ikke fik nok kærlighed af deres forældre som børn, at så skal vi have den fra resten af verden, koste hvad det vil. Det er et meget usundt mønster at være i, men det gør os til gengæld til nogle stræbere, der knokler, til vi bløder og sover, når vi bliver gamle, fordi vi vil i mål med de opgaver, projekter og mål, vi har i livet, så vi kan få noget anerkendelse. Det er jo på mange måder en gave, jeg har fået af mine forældre – nok ikke helt den gave, jeg havde drømt om – men jeg havde nok ikke været helt så målrettet, hvis jeg ikke havde haft det behov for, at hele verden skulle elske og anerkende mig.

Tilgivelse

I januar 2009 tog Tinus’ mor sit eget liv. Og selvom deres forhold var dysfunktionelt og ikke særlig kærlighedsfuldt, var det svært for Tinus at miste sin mor.

– Det var virkelig ambivalent for mig, da hun døde. På den ene side blev jeg så ked af det. Og virkelig chokeret, fordi det var mig, der fandt hende. Det var forfærdelig hårdt at stå i, men samtidig havde jeg den ondeste, sorteste samvittighed over, at jeg følte mig lettet over hendes død.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

– Jeg havde ikke tidligere været i stand til at lukke hende ude af mit liv, jeg prøvede derimod hele tiden at komme tilbage på en ny måde for at se, om dét kunne være vejen ind bag hendes facade. Og det var først, da hun døde, jeg kunne slippe det og være sådan, ”I did my best. I tried everything I could”, og nu skal jeg ikke kæmpe den kamp mere.

Efter morens død har Tinus flere gange overvejet, om han skulle tilgive hende, men hver gang er han kommet frem til, at det ikke ville gøre nogen forskel – i stedet handlede det om at komme videre.

– Jeg tror ganske enkelt ikke, hun kunne lide mig. Og jeg kunne ikke blive ved med at gå og bære alle de her ting med mig som et offer. Jeg var nødt til at slippe det fri, så jeg kunne trække vejret og tage ved lære af alt det, som var foregået, siger han og fortsætter:

– Min mor har på mange måder lært mig alt det, man ikke skal gøre. Og det er jo også en slags gave i livet, kan man sige. Det er ikke, fordi det ikke har påvirket mig og til tider også knækket mig, men jeg har alligevel formået at samle mig selv op igen.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Rejs dig op og kom videre

Som barn ville Tinus bare gerne være som alle andre, men han fandt hurtigt ud af, at virkeligheden var en anden – for Tinus havde svært ved at passe ned i en af samfundets standardiserede kasser, fortæller han.

I dag håber han derfor, han kan inspirere folk til ikke at stile efter kasserne, men til at være sig selv – også selvom man måske ikke fødes med de bedste kort på hånden.

– Når man fødes med elendige kort i livets pokerspil, så er det jo dømt til at gå galt, medmindre man virkelig tror på sig selv, og man er rigtig heldig at møde nogle fede mennesker, som kan se det potentiale, der ligger inde i det her lille usikre barn, overøser det med kærlighed og sørger for, at barnet får alt det, det skal bruge for at komme videre i livet – og måske kan min historie være det lille skridt for nogen, siger han og tilføjer:

– Det vigtigste er jo nok at huske, at du ikke kan få andre til at tro på dig, hvis du ikke tror på dig selv. Du er nødt til at være din egen største fan. Og ikke på den der syge, narcissistiske måde, men på en måde, hvor du oprigtigt mener, at du er livet og succesen værd.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Fordi hvis ikke du selv tror på det, så får du heller aldrig andre mennesker til at tro på det. Det samme gælder kærligheden; du har nemmere ved at lukke kærligheden ind og lade dig elske, hvis du elsker dig selv. Det er ret simpelt, men skidesvært at udleve i praksis.

Selv tilskriver Tinus det sin egen stædighed, at han stadig tror på, at kærligheden findes.

– Jeg har altid insisteret på, at kærligheden findes, og at livet er værd at leve. Og at alt nok skal gå min vej, hvis jeg vil det nok. Jeg er enormt naiv på det område, og det tror jeg faktisk er en gave, for jeg er altid blevet ved med at lukke folk ind og har givet dem en chance. Man er jo syg i potten, når man gør det. Men jeg tror virkelig, at selvom folk svigter ens tillid og såre ens følelser, så er man nødt til at tænke, det kan være, den næste ikke gør. Ellers bliver man aldrig lykkelig.