I din podcast – og nu bog – 'Det Sidste Måltid' skriver du kendte danskeres nekrolog – hvilke nedslagspunkter i dit eget liv har været vigtige for, hvem du er i dag?
– Det betyder meget, hvor jeg kommer fra. Fra Thy, som er rammen om hele min opvækst. 18 år med børnehave, skolegang, teenageår, provins, gymnasium og måske allermest Vesterhavet, som jeg har boet tæt op ad hele den første del af mit liv.
Men jeg er født i København, på Amager, hvor jeg boede de første to år af mit liv, og i Thy var vi tilflyttere, københavnere. Der er noget omkring hele tilflytterrollen, der gjorde, at jeg ret hurtigt fik nogle antenner, der forsøgte at afkode, hvad jeg var landet midt i.
Da vi flyttede til Thy, boede vi i starten i et kvindekollektiv, hvilket var ret aparte, og det satte nok hele mit antenne-system i gang fra en tidlig alder. At vokse op i Thy har også givet mig et forhold til naturen. Det er sjovt at se, at mine egne børn, som er inkarnerede københavnere, ikke har det samme sprog for naturen.
De er ikke på samme måde vokset op med noget, der er større end dem selv, som jeg er. For mig var det helende at gå ned til vandet eller ud i naturen for at samle tankerne – men ikke desto mindre kunne jeg heller ikke komme langt nok væk fra det, da jeg fyldte 19 og flyttede til København.
Det skift faldt på et tørt sted, fordi det føltes som om, at mit liv på mange måder først rigtigt startede der, men som årene går, opstår der også en følelse af at ville vende tilbage – ikke bogstaveligt talt, for jeg kommer nok aldrig til at bo i Thy igen – men en anden forståelse for og kærlighed til, hvad naturen og roen kan.
Så det spænd, den udstrakthed mellem to landsdele, to kulturer, om du vil, sidder dybt i mig. At være en københavnersnude i Thy og en bonderøv i København.
Hvornår fik du følelsen af at høre til?
– Det har været livsafgørende for mig at skabe en sammenbragt kernefamilie på snart 13. år. Min kæreste, vores tre drenge, vores tre katte.
Et hjem, en have, et pæretræ på Amager, hvor jeg er født.
Den base og de rødder er blevet mit fundament – en form for forankring. Jeg er selv vokset op med en familiefortælling, hvor forelskelse, eventyr og stærke idealer har været de bærende værdier, og selvom jeg har mange gode ting at sige om netop de tre ting, så er de også helt vildt svære at leve op til.
Så lige pludselig at skabe en rammefasthed her på Amager, som det jo virkelig er at være i et langt forhold og bo i et hus – det gjorde, at der var noget, der faldt på plads i mig.
Jeg kendte ikke på samme måde den model fra min egen familie, som var mere tumultarisk, og jeg tror på, at vi spejler os i det, vi vokser op i – det, vi kender, er ofte også det, som vi senere kopierer, om vi vil det eller ej.
Så jeg har helt klart skullet lære at befinde mig i et kernefamiliemiljø. Jeg var dog så heldig, at jeg i mine teenageår havde en stedfar, som jeg var meget glad for, og netop de år er egentlig ret definerende for, hvordan vi ser på kærlighedsrelationer, tror jeg.
– Fra jeg var 12-13 år gammel og frem, boede min mor og stedfar sammen, og det lærte mig, at sådan her kan kærligheden også se ud.
Det, tror jeg, har været betydningsfuldt for mig i forhold til at finde min egen plads i familielivet nu. Lige da vi flyttede til Amager, gik vi ofte tur på vores nye gade, og jeg mærkede sådan en underlig form for genkendelse.
Min mor, som bor ti minutter herfra, var sådan: ”Ja ja, her gik jeg jo med din barnevogn, da du var lille”, og der gik det op for mig, at gud, jeg er jo simpelthen helt reelt vendt hjem.
Hvorfor prioriterer du at leve et roligt liv?
– Jeg har skullet acceptere, at jeg trives bedre i en rolig hverdag, end jeg gør i de store eventyr, og den erkendelse blev jeg tvunget til at se i øjnene, da jeg blev sygemeldt med stress ad to omgange – den ene ret alvorligt.
Når man får stress, så handler det ofte om, at det, som sindet ikke selv kan få styr på, hjælper kroppen med at indse på en rimelig håndfast måde. Da jeg blev lagt ned med stress, fik jeg en erkendelse af, at det her, det kunne jeg ikke klare – og det er jo rimelig omsiggribende, fordi hele det fundament, du står på, og hele den identitet, du synes, du har, bliver taget fra dig.
Før var jeg fikseren i alle aspekter af mit arbejdsliv, men det blev mit vendepunkt, da min anden stresssygemelding kom i forbindelse med min fars død. Den tid skabte en bevidstgørelse om, hvornår jeg har det godt, og så lytte efter det – og det lærte mig at vende mere indad, end jeg egentlig troede, at jeg havde brug for.
Men jeg er altid i forhandling med ro overfor bevægelse. Altid. Når der er ro, savner jeg bevægelse, når der er bevægelse, savner jeg ro. Jeg har et system, der hurtigt gearer op, og det kræver stor opmærksomhed ikke at løbe med.
I 'Det Sidste Måltid' interviewede jeg engang Nikoline Werdelin, der beskrev den energi som at være en hund, der ikke kan lade være med at springe efter en luns tatar, der bliver kastet. Det billede kan jeg godt lide, og jeg ser ofte mig selv som den hund, i spring efter tataren.
Det er jo den samme hund, der forspiser sig i indtryk og ligger helt oppustet om natten og ikke kan finde ro. Jeg fordøjer langsomt, så det er helt afgørende, at jeg har en del tid alene, gør ting langsomt, helt reelt bevæger mig langsomt.
Hvordan kan den erkendelse ses i dit arbejdsliv nu?
– Det har været afgørende for mig i flere omgange at træde ud af mit arbejdsliv og derefter gøre noget andet – gøre tingene på min egen måde. Først fra filmbranchen, hvor jeg oprindeligt er uddannet filmproducer, men hvor jeg stoppede som 30-årig for at søge ind på journalistuddannelsen i Odense.
Og nogle år senere at gå fra fastansat til selvstændig. Dengang kom jeg til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere kunne lade være med at udfolde mig kreativt frem for at være fikseren, og at skrive bogen 'Sømærke' og at opfinde podcasten 'Det Sidste Måltid' – og at have interviewet snart 200 gæster i det format – har været afgørende for ikke bare mit arbejdsliv, men min måde at være i verden på.
At stå i verden med noget, der er mit, at gøre det på min egen måde. Jeg har for længst erkendt at et mere klassisk 8-16 arbejdsliv ikke fungerer for mig, selv om jeg stadig af og til fantaserer om det. At have fri, når jeg har fri. Holde betalt ferie.
Vide at mit arbejde er godt nok, fordi det siger min chef. Punktum. Forjættende. Men jeg er en af de rastløse, og jeg bliver nødt til at gøre det på min egen måde, selvom det koster tvivl, kræfter, tårer, nattesøvn og dyre terapeutregninger.
At sanse meget og have en stor følsomhed har hele mit liv været en størrelse, jeg har haft det svært med. Jeg har nok i mange år set det som en belastning frem for en evne, fordi det er trættende og bøvlet og tidkrævende at sanse meget, og fordi det ofte passer dårligt ind i resten af verdens tempo.
I min opvækst i 70’erne og 80’erne i Thy var det ikke altid en fordel at være i kontakt med sine følelser på samme måde, som det måske er i dag. Følelser kræver tid og kræfter, og det var der måske mindre af. Derfor har jeg i mange år været uvenner med min sanselighed. Det er først som voksen, at jeg har fundet ud af, at sansningen og antennerne er den røde tråd i mit arbejdsliv.
Både som madanmelder, forfatter og interviewer. Det er sådan set det samme, jeg gør i alle tre roller, selvom de er helt forskelligt pakket ind, og produkterne er ret forskellige.
Hvad er vigtigst, når du tænker på dit eget eftermæle?
– I 'Det Sidste Måltid' taler vi jo om eftermælet, og når jeg selv skal herfra engang, vil jeg gerne huskes som værende min søns mor, min kærestes kærlighed og min kærestes sønners papmor – og så vil jeg huskes for at insistere på at have taget hjertet og sårbarheden med ind i mit arbejdsliv.
At det kan man godt. Det må man godt. Sådan vil jeg gerne huskes. At forholde sig til døden er jo at forholde til livet.
Hvem er vi, hvordan blev vi dem, vi er? Lever vi vores liv, som vi gerne vil? Kan vi finde ud af at elske os selv og give kærligheden videre?
Jeg har ikke et behov for, at det er mine præstationer, der bliver husket, for den del er flygtig. Jeg tror, vi er her for at sende kærlighed videre og at finde kærligheden i de små ting. Derfor øver jeg mig også i at være taknemmelig hver dag – at lave den forbindelse dagligt.
Nogle dage laver jeg en taknemmelighedsbøn, hvor jeg sidder i min have eller i noget natur om morgenen og kigger på himlen, på kattene. Og så tænker jeg, at det nok skal gå det hele.
Jeg tænker ofte på sangteksterne fra min skoletid, og det er ofte helt banalt: ”Hele verden er vores, havet der blinker i solen, bjerge hyllet i sne – verden er vores endnu”. Eller: ”Det’ den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever”. ”Livet er en morgengave” er min yndlings: ”Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord, der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad, skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad”.
Det er sgu da fint.
Om Lærke Kløvedal, 47 år
- Journalist, forfatter, madanmelder og tv- og podcastvært.
- Aktuel med tv-programmet 'På sporet af det uforglemmelige måltid' på DR og bogen 'Det Sidste Måltid', hvori hun samler 24 kendte danskeres livsberetninger fra hendes podcast af samme navn.
- Bor på Amager med sin kæreste og tre sammenbragte drenge.
