Susanne Knutzen med cykelhjeml og iført gul top.

Hvorfor i alverden har vi tilladt FIAT 500-lignende køretøjer på vores cykelstier?

Susanne Knutzen føler, at hun sætter liv og lemmer på spil hver dag, når hun stiger op på sin hvide jernhest. Cykelstierne er nemlig blevet indtaget af, hvad der ligner monstertrucks.

 

Lige om lidt står vi i stemmeboksen og skal beslutte, hvilken kommunal- og regionspolitiker, vi gerne vil have til at varetage vores interesser. Jeg bor selv i København, nærmere bestemt på Nørrebro, og når jeg tager kandidattesten og ser på nogle af de store valgtemaer, finder jeg politikere, der kæmper for henholdsvis flere eller færre parkeringspladser.

Jeg har dog et helt andet trafikalt tema, som jeg synes har været overset i årevis, men som kan få folk lige så meget på barrikaderne, som spørgsmålet om, hvorvidt du kan finde en parkeringsplads til din bil eller ej.

Nemlig – hvorfor i alverden har vi tilladt FIAT 500-lignende køretøjer på vores cykelstier? Jeg hentyder her til ladcykler, eller mere passende beskrevet; de trehjulede monstertrucks, som zigzagger i høj fart ind mellem Danmarks vigtigste guld; vores børn (altså dem, som man lærer at cykle selv)

Jeg har i årevis frygtet for min søns ve og vel, når vi cyklede med ham i skole. Han fik hurtigt sin egen cykel, så han kunne hjule afsted sammen med enten min mand eller jeg på cykelstien til skolen. Vi er begge opvokset i henholdsvis Jylland og på Bornholm, og her har det været en helt naturlig ting, at børn cyklede på deres egne cykler – fra de var små til studenterhuen kom på. Men i det regnestykke med at lære vores søn gode og hyggelige cyklerutiner havde vi overset cykelstiens nye minitanks: LADCYKLEN. Med motor og kæmpelad bliver de fyldt op med unger, deres cykler, skoletasker og nogle gange endda voksne forældre (???), og så er det ellers i fuld fart afsted på cykelstien.

Jeg er blevet presset af stien af dem sammen med min søn, og jeg bliver stadig presset af vejen af dem nu, hvor jeg cykler alene – hvad enten det er på vej til og fra arbejde, til en vindate på Nørrebrogade eller endda når jeg selv er på gåben under en tur Nørrebroparken kommer de susende forfra, bagfra eller fra siden.

Aldersgrænser og utryghed

Da jeg til et redaktionsmøde nævner min frustration over disse monstertrucks, åbner jeg en hvepserede af tilkendegivelser. En kollegas ven var blevet farfar og havde købt en ladcykel til at fragte børnebørnene, for så at blive råbt efter, at han var for gammel til at køre på en ladcykel – der er åbenbart en aldersgrænse, men ingen forudgående teoriprøver eller køretimer, før vi slipper farthungrende voksne løs med el presset til max, så de kan komme hurtigt afsted. En anden havde set en mor med barn i ladcykel have så meget fart på, at hun var kørt ind i en slamsuger med det resultat, at ladcyklen sad fast og en katastrofe kun blev afværget, fordi andre cyklister fik stoppet lastbilen. Der var debat om, at ladcyklerne da også bare var blevet bredere og bredere, og en kollega undskyldte endda for, at hun fyldte så meget på cykelstien, at hun havde oplevet, at andre overhalende cyklister endte på kørebanen.

Vi er da heller ikke alene med vores bekymring på redaktionen. En undersøgelse, som YouGov foretog i foråret for Gjensidige, viste, at mange mener, at især hastigheden på ladcyklerne er med til at øge utrygheden i trafikken, og at de hurtige ladcykler udgør en risiko for andre trafikanter, blandt andet fordi de adspurgte oplever, at der bliver kørt hasarderet på de hurtige ladcykler. Ifølge Danmarks Statistik er der også de seneste år sket en stigning i antallet af personulykker med el-cykler.

Personligt er jeg også allermest nervøs for at blive ramt af en ladcykel på cykelstien, fordi jeg oplever igen og igen, at der ikke bliver taget hensyn til os bløde cyklister. De har jo motor på, så de kører tre gange så hurtigt som jeg, og hvis jeg formaster mig til at lave en overhaling, ligger de lige oppe i røven af mig, indtil jeg har mulighed for at trække ind igen. Holder jeg for rødt, kører de op på siden af mig, så jeg bliver nødt til at vente på at køre frem ved grønt, fordi de fylder hele vejen, og når jeg møder dem face-to-face på kolonihavevejen er de ofte ovre i min kørebane, fordi de skal tage et stort blødt sving for ikke at vælte.

Jeg er med på, at de er smarte, og jeg ser da hellere, at børn fragtes til skole i en ladcykel end i bil (det bilkaos, jeg ser ved skolerne, er en helt anden klumme ;))

MEN hvad er der galt med at lære sit barn at cykle selv? Da jeg var barn, var der ingen vej udenom – i regn og slud cyklede jeg ud. Det samme lærte jeg min søn. Og jeg forstår argumenterne fra andre forældre, som synes, at trafikken er voldsom og skræmmende, men er vi ikke selv med til at gøre den endnu voldsommere, når cykelstierne indtages af ladcykler på størrelse med biler? Vil det ikke være en bedre ide at lade børnene indtage cykelstierne på deres egne cykler og parkere disse monstertrucks i garagen?

Og så er jeg tilbage i valgkamp og stemmesedler – jeg ved godt, at jeg er lidt for sent ude til at kunne præge politikerne til at gøre noget ved sagen, men skal vi som forældre ikke tage et ansvar? Det kunne være at droppe el på din ladcykel, at bede fabrikanterne gøre dem smallere – og ikke mindst huske hinanden på, at der er bløde trafikanter derude på cykelstien, som vi skal passe på – især de små, men også de store.