Dagmar blev fyret, da hun klagede over seksuel chikane: ”Der skal gøres op med kulturen i denne her branche”

Dagmar blev fyret, da hun klagede over seksuel chikane: ”Der skal gøres op med kulturen i denne her branche”

Da Dagmar Dyrhauge-Klargaard gik til ledelsen med en grænseoverskridende oplevelse med en ældre mandlig kollega, blev hun kort efter opsagt med beskeden om ikke at snakke mere om hændelsen. Hendes mor, Liv Dyrhauge, forlod efterfølgende firmaet, og snart vil sagen blive afgjort i retten. Firmaet nægter sig skyldig i både chikane og opsigelse som følge deraf.

21-årige Dagmar Dyrhauge-Klargaard var først usikker på, hvad hun skulle stille op med sin oplevelse. 

Men nu lægger hun sammen med Djøf sag an mod det advokatfirma, som i sommer fyrede hende, efter hun var gået til ledelsen med en klage omkring en grænseoverskridende oplevelse med en ældre mandlig kollega.

– Jeg kører ikke sagen for at få penge, det er jeg bedøvende ligeglad med. Jeg håber, at det går min vej i retten, så man får en dom, der kan bruges og refereres til i lignende sager efterfølgende. Og så håber jeg virkelig, at det kan hjælpe andre til at turde at stå frem – at snebolden vil begynde at rulle.

Dagmar Dyrhauge-Klargaard arbejdede indtil juli som studentermedhjælper for et mellemstort advokatfirma i hovedstadsområdet, og da hele kontoret blev inviteret til seminar, fest og overnatning i Jylland, tog hun med.

Hun fortæller, at hun havde aftalt med en ældre mandlig kollega, at hun kunne få et lift med ham næste dag. Men han var længe om at blive klar, og skrev til hende, at han havde fået forlænget sit hotelværelse med en time, da han havde mange tømmermænd.

Da hun havde ventet på ham i næsten en time og var den eneste tilbage i receptionen, skrev han til hende, om hun ikke kom op på hans hotelværelse, imens han pakkede færdig.

– Jeg tænkte bare,”jaja, så kan vi komme hurtigere afsted”. Men da jeg kom derop og bankede på, åbnede han døren kun iklædt underbukser, og gardinerne var trukket helt for. Han tog fat om livet på mig og sagde, ”du ser dejlig ud”.

Da Dagmar fik vredet sig ud af hans greb, gik hun hen til vinduerne, som hun åbnede, og fik gardinerne trukket fra, hvorefter hun tog sin telefon frem og lagde sig på hans seng og kiggede på den. Hun havde ikke forudset det spørgsmål, der fulgte: ”Når du ligger der og ser så dejlig ud, tager du så ikke din trøje af, så jeg kan se dine bryster?”

– Jeg kiggede på ham og sagde, at han skulle se at få noget tøj på, så vi kunne komme afsted.

Hvorfor blev du på værelset, i stedet for at gå ned og vente?

– Jeg har spurgt mig selv om det samme mange gange. Det gik så hurtigt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde forsøgt at få ham ned i lobbyen flere gange uden held, og jeg ville bare gerne afsted.

En misforståelse

Dagmar havde det efterfølgende mærkeligt med episoden og fortalte det til sin mor, Liv Dyrhauge, som var ansat i samme firma. Moderen opfordrede hende til at gå til ledelsen, og de blev enige om, at Dagmar selv skulle håndtere det med sin egen chef.

Dagmar Dyrhauge-Klargaard og hendes mor, Liv Dyrhauge sidder tæt sammen ved et træbord. De er begge iført mørkt tøj med alvorlige ansigtsudtryk.
Da Dagmar fortalte sin mor om hændelsen, opfordrede hun Dagmar til at gå til ledelsen.

Til et møde næste dag fortalte Dagmar historien til sin chef, som blev forarget og sagde, at det under ingen omstændigheder var okay.

– Så spurgte hun mig, ”hvad synes du, vi skal gøre ved det?” Jeg blev lidt halvprovokeret over, at hun spurgte mig. Det, følte jeg ikke, var mit ansvar. Hun bad mig også om ikke at tale mere om hændelsen eller fortælle det til flere, fordi ledelsen mente, at det ville være bedst for alle parter.

Da Dagmar samme aften fik et opkald fra sin chef, var det med beskeden om, at partnerkredsen havde snakket med den kollega, hun havde haft oplevelsen med.

– Han sagde, at det ikke havde været hans hensigt, at jeg skulle føle mig utilpas. At jeg havde misforstået situationen, og at det ikke havde været hans intention at støtte den misforståelse.

Videre ud i verden

Kort tid efter tog Dagmar til Lanzarote, hvor hun skulle fjernarbejde for virksomheden, imens hun havde sommerferie fra sit studie. Hun havde besøg af sin mor, da Dagmar åbnede sin computer en morgen og læste overskriften på den øverste mail i sin indbakke. Den var sendt til hele kontoret: ”…skønne stud.jur. Dagmar skal videre ud i verden...”. Hun var blevet fyret.

– Det første, jeg tænkte, var bare, at jeg aldrig skulle være gået til ledelsen. Jeg skældte min mor ud, fordi hun havde fået mig til det, siger Dagmar.

Forklaringen lød på, at de ikke længere havde nok relevant arbejde for Dagmar, da to af advokaterne i afdelingen havde sagt op.

– Men i samme periode var der startet to nye advokater, så der var stadigvæk lige så mange i afdelingen. Og jeg ved, at det ikke er rigtigt, at der ikke er nok arbejde, for jeg har aflastet flere afdelinger end min egen.

Da Dagmar ringede til sin chef, fik hun med det samme at vide, at det intet havde at gøre med den kollega, hun havde oplevet som grænseoverskridende. Hendes mor, Liv Dyrhauge, rådede Dagmar til at kontakte sin fagforening, Djøf, for at få rådgivning.

En vigtig sag

Sagen landede på Djøf-advokat Lise Buhls bord, der med det samme kunne se, at det her var en sag, der, efter hendes mening, var belæg for kunne føres i retten.

– Vi forsøgte at indgå et forlig med sagsøgte, som de nægtede, og jeg har været meget lidt indstillet på at forlige den her sag til mindre end næsten det fulde beløb, fordi jeg vurderer, at der er en meget lille procesrisiko – altså risiko for at tabe.

Djøfs stævning

Mandag d. 20. oktober 2025 vil Djøf stævne virksomheden, og herefter vil sagen køre ved byretten i Aarhus. Kravet fra Dagmars side er en godtgørelse på samlet set 131.315 kr.

Det er Lise Buhl, der fører sagen på vegne af Dagmar.

– Retssagen omhandler to forhold: Den seksuelle krænkelse og opsigelsen, der, efter min opfattelse, skete som en direkte følge af krænkelsen, siger Lise Buhl.

For den seksuelle krænkelse kræver Lise Buhl 50.000 kr. Det er højt i forhold til lignende sager, fordi Lise Buhl vurderer, at krænkelsen er nøje planlagt ved både at forlænge fristen for udtjekning fra hotelværelset, vente til alle var gået og skrive beskeden på Snapchat, hvor den forsvandt med det samme igen.

For opsigelsen kræver hun en godtgørelse på 81.315 kr. for viktimisering. Kravet rejses, fordi det er Lise Buhls vurdering, at Dagmar blev afskediget, netop fordi hun klagede over den seksuelle chikane. Lise Buhl vurderer derimod, at der ikke er belæg for firmaets formelle begrundelse for opsigelsen om, at der ikke længere er arbejde til Dagmar.

Ifølge Lise Buhl betyder de korrespondancer, som Dagmar har haft med sin tidligere arbejdsgiver på mail samt beskeder fra kollegaen, at hendes sag er stærk. Selvom der ingen vidner er i sagen, vurderer Lise Buhl, at domstolene er gode til at gennemskue, hvem der taler sandt – og Dagmars vidneudsagn er stærkt, mener hun.

– Det er en utrolig vigtig sag, for der findes et enormt mørketal, når det kommer til seksuel chikane. Vi ser næsten ingen sager, og min vurdering er, at det er fordi, folk dukker sig. Det enkelte menneske vurderer, at det kan skade deres karriere, og derfor rejser de ikke sagerne. Så jeg synes, det er så godt, at Dagmar står frem og bidrager til at gøre op med kulturen i denne her branche, siger Lise Buhl.

Stilhed før stormen

De sidste par måneder har den relativt korte seance på hotelværelset fyldt meget i Dagmar Dyrhauge-Klargaards liv. Selvom hun fortrød, at hun havde sagt noget, da hun efterfølgende blev opsagt, så fortryder hun det ikke i dag.

– Det er megaovervældende, men det betyder ikke, at jeg ikke vil fortsætte. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg stod op for mig selv.

Hun føler også, at hun har et stærkt bagland, da både Djøf, hendes omgangskreds og især hendes mor har været store støtter.

Kort tid efter Dagmars opsigelse valgte Liv også at opsige sin stilling i firmaet, da en af partnerne fortalte hende, at hændelsen ikke handlede om seksuel chikane, men ”en fascination af et par bryster”. Liv fortæller derudover, at han sagde til hende, at hun satte sin datters ry på spil, hvis sagen kom for retten – og at ingen i firmaet ville kunne huske noget.

– Jeg synes, det er modigt af Dagmar, at hun tør sige fra. Det var der ingen i min generation, der turde. Ud over at jeg er stolt som mor og støtter hende, så er min støtte også en slags undskyldning for, at min generation ikke sagde fra.

Kommentar fra advokatfirmaet

–  At blive udsat for en grænseoverskridende adfærd på sin arbejdsplads af en kollega er ualmindeligt ubehageligt og alvorligt og må aldrig finde sted.

Helt grundløst at blive beskyldt for at have krænket en kollega kan modsat have lige så store, ubehagelige og alvorlige konsekvenser for den, der anklages.

Baggrunden for opsigelsen af vores tidligere stud.jur., Dagmar, skyldtes alene en omstrukturering i advokatfirmaet, hvor blandt andet den funktion, som Dagmar bestred med begrænsede timer, blev overtaget af nye, fastansatte advokatsekretærer, der i højere grad kunne yde den faglighed, som funktionen krævede.

Vi har grundigt internt undersøgt hændelsesforløbet, og vi er ikke enige i det hændelsesforløb og de påstande, der af Dagmar og DJØF bliver fremsat mod firmaet og mod firmaets yngre advokat. Vi ønsker af respekt for en eventuel sagsproces og af hensyn til sagens parter ikke at fremkomme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Redaktionen er bekendt med relevante dokumenter og andre beviser samt navne på alle parter i sagen. 

Alt.dk har også forelagt historien for manden, der ifølge Dagmar Dyrhauge-Klargaard overtrådte hendes grænser. Han har ingen kommentarer, men hans advokat har lørdag ved Retten i Aarhus anmodet om navneforbud i relation til de beskyldninger, der er fremsat mod hans klient.