Min mand, Bo, og jeg havde længe drømt om et liv på landet med heste og egen nyttehave, men selvom vi havde vores to store børn, frygtede vi alligevel, at vi ville blive lidt for isolerede. 

Nu stod vi en blæsende efterårssøndag og kiggede på et landsted med to identiske stuehuse bygget over for hinanden. Det var oplagt til at dele med en anden familie. Der var ovenikøbet staldplads til heste, der var en frugthave, drivhuse, en eng og et stykke skov. 

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

Faktisk var det det mest idylliske sted, jeg nogensinde havde set.

Vi havde dårligt luftet idéen i vores omgangskreds om at finde nogen at dele landstedet med, før Thomas og Louise kontaktede os.

Vi havde kendt Thomas og Louise som forældre til en pige i vores søns klasse igennem de sidste syv år. De virkede som nogle dejlige aktive mennesker og som en skøn familie, der også var hesteinteresseret.

Louise var en langt mere afslappet boheme end mig, der havde et kontorjob i byen. Jeg skulle stadigvæk pendle til hverdag, mens Louise ville gå derhjemme på gården og male store, farverige malerier, som hun solgte primært over nettet. 

Hun var en høj og flot og meget charmerende pige med et flagrende væsen. Hun virkede lidt som et skævt match til Thomas, der var langt mere konservativ. Vi havde aldrig set ham i andet end i skjorte og slips.

Vi glædede os dog til at flytte på landet med dem, og det var betryggende, at Louise gik hjemme, så der altid var nogen på gården og i nærheden af dyrene. Samtidig havde de orden i økonomien qua Thomas’ gode job i byen, så vi gik ind i vores nye bofællesskab med ro i maven.

I det første år var stemningen da også som på en bryllupsrejse. Vores to familier smeltede sammen, og vi var vilde med hinanden. Vi spiste stort set altid sammen, byggede og istandsatte på vores fælles drømmebolig i weekenderne og drak rødvin sammen under lindetræet i de milde sensommeraftener.

Vi levede kort sagt det liv, jeg altid havde drømt om. Bo lagde meget arbejde i stalden og hos hestene, og jeg elskede, når han kom ind om aftenen og lugtede af hø og heste. 

Vores børn blomstrede også op. 

De var begge dyreinteresserede og nød naturen, der omkransede vores hus. Louise og jeg blev hurtigt meget tætte veninder, og Bo og Thomas kom også godt ud af det med hinanden, så alt var fantastisk.

Det var kun en mindre krusning på overfladen, da Bo en dag kom hjem og fortalte, at han havde mistet sit job. Han var IT-specialist, så det var nærliggende, at han indrettede et hjemmekontor og startede som selvstændig hjemmefra, nu hvor vi boede med god plads.

Det virkede da også snart som om, at det fungerede fint.

En eftermiddag bankede Louise på hos os. Hun så træt og bleg ud.

– Vi har nogle problemer, Thomas og jeg, sukkede hun.

Over en kop kaffe, fortalte Louise, at Thomas følte, at han arbejdede for meget for at tjene pengene til deres liv på landet, mens Louise bare gik og nød det. – Men jeg tjener da også penge! indvendte Louise. 

LÆS OGSÅ

Lena og Olle er en del af en stigende tendens: ”Den generation har mere sex og er mere lykkelige”

Ældre går op ad kirkegulvet som aldrig før. Det handler både om at sikre sin partner økonomisk – og om at finde kærligheden på ny. – Jeg er nyforelsket, siger Lena Linder, som fik sin Olle sidste sommer, 44 år efter deres første møde.

Jeg gav hende ret og tog instinktivt hendes parti. Som ugerne gik, eskalerede konflikten. Louise og Thomas bed af hinanden, selv når vi andre var der. Deres datter virkede også ked af det. 

Der var aftener, hvor vi kunne høre skænderier fra deres hus, eller vi så Thomas starte sin bil sent om aftenen og køre væk i høj fart. Jeg åbnede altid min dør, når Louise kom grædende over til os, også selvom det var sent ud på aftenen.

Bo og jeg prøvede at tale med Thomas, men han var ikke til at stikke i. Idéen med at bo på landet, havde aldrig været hans drøm, sagde han nu.

Jeg følte mig tættere på Bo, da vi gik hjem fra den snak. Det var jo helt anderledes for os. Vi delte en fælles drøm og et fælles liv. Gården på landet var vores begges passion. 

Alligevel var jeg bekymret. For hvad ville der ske, hvis Thomas og Louise blev skilt? Vi havde på ingen måde råd til at blive boende alene.

Det var tanker, der optog mig meget i den tid, og de skyggede for alt andet. Bo forstod ikke, at jeg tog sådan på vej. Han virkede i det hele taget distræt og havde svært ved at engagere sig i situationen. Det irriterede mig grænseløst, men jeg tænkte, at han var så optaget af at starte sin egen virksomhed op, at han ikke havde overblik over vores boligsituation også.

En dag fik jeg virkelig ondt i halsen, mens jeg sad på mit kontor. Min krop værkede, jeg var febervarm, og jeg så derfor ingen anden mulighed end at køre hjem.

Jeg var overrasket over, at vores hus var tomt og stille, da jeg kørte ind på gårdspladsen. Bos bil holdt ellers på sin plads, men han var ikke hjemme. Jeg skråede over mod stalden for at se, om han var nede ved hestene, inden jeg ville gå op i seng.

En pludselig indskydelse fik mig imidlertid til at slå vejen forbi Thomas’ og Louises hus, hvor døren stod åben. Jeg var dårlig nok kommet ind ad døren, før jeg så dem. Bo og Louise lå på sofaen, og de havde ikke noget tøj på. 

Det var ikke svært at se, hvad de havde gang i.

Jeg fik et chok og gav en forskrækket lyd fra mig. De rykkede på sig, men jeg nåede heldigvis ikke at se mere, for jeg løb over gårdspladsen og lukkede mig ind i vores hus.

LÆS OGSÅ

Min voksne datter sløser med sit liv

En læser har en datter på 25 år, som ikke tager ansvar for sin økonomi og uddannelse. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Jeg faldt sammen på en køkkenstol. Der sad jeg stadig, da Bo et øjeblik efter kom stormende ind med tøjet halvt på. Jeg kunne ikke holde ud at se ham i den mundering og løb op og låste mig inde i soveværelset. Han hamrede på døren, men jeg kunne slet ikke overskue at tale med ham på det tidspunkt. 

Min mand havde været mig utro, og min veninde havde svigtet mig. Lige foran næsen på mig. Hvor længe havde det stået på?

Jeg så først Bo næste dag. Jeg prøvede at tale med ham, men alt, hvad han sagde, gjorde kun alting værre. 

– Jeg kan ikke gøre for det, jamrede han, som om jeg burde forstå ham. – Men jeg kan ikke få Louise ud af hovedet!

Da jeg spurgte, hvornår deres affære var startet, svarede han, at det var sket, da han var begyndt at arbejde hjemmefra. Så i det sidste halve år, hvor jeg var taget afsted hver morgen med forestillingen om, at Bo arbejdede for at få sin nye virksomhed op at stå derhjemme, havde han altså i stedet plejet sin lidenskabelige affære med Louise. 

Svigtet blev større og større.

– Men hvad havde du forstillet dig? råbte jeg. – Med mig? Med børnene? Med det hele? Du har jo ødelagt alt.

– Vi kan vel få det til at fungere igen, klagede han uden dog at have et konstruktivt bud på, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Lige der vidste jeg, at det var slut. 

For Bo opførte sig barnagtigt og umodent. Han var jo ikke engang klar over, hvad han ville med mig, børnene eller med Louise. Med den erkendelse forsvandt min respekt for ham. Samme aften hørte vi et skænderi af dimensioner ovre hos Louise og Thomas. 

Som så mange gange før endte det med, at Thomas startede bilen og kørte væk. Denne gang så vi ham aldrig igen.

Bo og jeg forklarede ret hurtigt situationen for vores to børn. De blev meget vrede på Bo og flyttede med mig hen i en lille lejlighed, jeg lejede.

Inderst inde håbede jeg, at Bo ville komme til sig selv og komme tilbage til mig og børnene, men det skete ikke. For da først jeg var rejst, flyttede Bo over til Louise. Vores del af landstedet stod nu tomt, og vi satte det til salg. 

LÆS OGSÅ

Birgitte Raaberg: ”Jeg mener jo, at nuet er det eneste, vi har”

Hele vejen rundt: Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger kendte kvinder om deres veje rundt i livet.

Heldigvis gik det hurtigt med at finde nogle nye købere, så Bo og jeg hver især kunne få udbetalt vores andel.

For de penge har jeg købt et byhus med en lille gårdhave, og jeg har aldrig sat mine ben på landstedet siden. Jeg kunne slet ikke udholde tanken om, at Bo og Louise nu levede sammen i den idyl, der engang var min og min families. Det sted, der lignede min drøm, men som endte med at blive et mareridt for mig.

Ad omveje hørte jeg, at Bo og Louise havde store økonomiske vanskeligheder ude på landet. Alligevel gjorde det stadig ondt på mig, når jeg tænkte på de to sammen i det gamle hus. Det tog mig flere år at slippe af med den smerte og give slip på vreden, men det har jeg heldigvis gjort for længst nu.

I dag ser børnene heldigvis deres far igen, men min kontakt til Bo er stort set ikkeeksisterende – og det har jeg det faktisk helt perfekt med.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.