Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Frederiksvej på Frederiksberg, hvor jeg er vokset op i et dejligt og trygt område. 

Min far var murermester og havde sit eget lille firma, og min mor var hjemmegående, så når jeg kom hjem fra skole, havde hun ofte bagt tebirkes eller lavet varm chokolade. 

LÆS OGSÅ

Disse to fejl begår vi oftest, når det gælder vores pension – og det koster os dyrt

Kvinder har i gennemsnit en mindre pensionsformue end mænd, og ifølge pensionsrådgiver skyldes det især to ting - som du heldigvis kan ændre.

Det var trygt, at jeg kunne cykle rundt til både skole og min håndboldtræning, som jeg startede med, da jeg var 11 år. Jeg blev helt vildt grebet af sportsverdenen og det fællesskab, der fulgte med, hvor vi sad i hallen hver weekend og så hinanden spille kamp. Det var et fællesskab, der fyldte afsindig meget i de år, og som jeg elskede at læne mig ind i. Konkurrenceelementet var ikke det vigtigste for mig, det var fællesskabet og holdindsatsen, og jeg har det på samme måde med skuespillet. 

Skuespil er ikke en konkurrence om at være bedst, det er en holdindsats. Som skuespiller står det lynhurtigt helt klart, at hvis ikke vi står sammen som et hold, men bare kører egne veje, så vinder vi ikke."

Hvordan fandt du din levevej?

"Min dør ind til glæden i livet har altid været kunst på den ene eller anden måde, og da jeg startede i gymnasiet, begyndte hele den kreative del af livet at fylde rigtig meget. 

Jeg har altid sunget og malet, men der begyndte jeg for alvor at elske det. Vi spillede 'Annie Get Your Gun', hvor jeg var Annie, og jeg havde en fuldstændig suveræn dansklærer, som vækkede min interesse for litteratur, ord og dramatik. 

”Du skal på skuespillerskolen”, sagde han, så det besluttede jeg mig for, uden at jeg på det tidspunkt vidste, hvordan man gjorde.

Efter at have læst dansk på universitetet i et års tid, søgte jeg ind på teaterskolen i København, men jeg kom ikke ind. Bagefter ringede de til mig og anbefalede, at jeg læste med en skuespiller og søgte ind igen, så det gjorde jeg, og året efter kom jeg ind i Aarhus, hvor jeg med det samme følte mig hjemme, både i byen og på skolen. 

Vi var kun fem på et hold, og jeg gik med bl.a. Thomas Eje og Michael Mouritzen. Elevskolen var en del af Aarhus Teater, og vi havde garderober nede i kælderen i det, vi kaldte katakomberne, og om aftenen kunne vi sidde oppe på øverste balkon og sluge alle teaterstykkerne. 

Det var fuldstændig vidunderligt."

Hvilken er den mest overraskende vej, du er gået?

LÆS OGSÅ

Læserne har talt: Her er jeres bedste boganbefalinger

Hvis du kun må anbefale én bog, hvilken vil det så være? Vi har spurgt Alt for damernes læsere, hvilken bog der har gjort størst indtryk. Her får du deres bedste boganbefalinger.

"Lige efter jeg havde fået mit gennembrud med Susan Himmelblå i 'Midt om natten', sagde jeg ja til at være studievært i et forbrugerprogram, der hed 'Kikkerten'. 

Der er mange, der siden har sagt, at det skulle jeg nok ikke have gjort, fordi de mente, det tog min karriere ud på et sidespor. Det synes jeg jo ikke selv, fordi det var det, der kaldte på mig på det tidspunkt. 

Dengang var der kun én tv-kanal, og afdelingerne var meget isolerede, så det kan da godt være, at det var en stopklods for mig i forhold til at få dramaroller på tv, men jeg har altid ladet mig drive af min passion for ting og mærket efter, hvor mit hjerte er, og når der kommer et eller andet, som jeg føler, at jeg ikke har prøvet før, så bliver jeg så satans begejstret. 

Jeg har sådan et Pippi-gen, der gør, at jeg straks må prøve det ukendte. Jeg har tit fået at vide, ”jamen Birgitte, du skal brande dig selv lidt mere smalt”, men det har jeg ikke lyst til, for der er så meget i det her liv, der er spændende. 

Altså, at komme ind i en kagebutik og kun vælge én kage? Seriøst?"

Hvordan går din spirituelle vej?

"Siden jeg var teenager, har jeg været meget søgende. Min far troede på reinkarnation og har altid delt sin interesse med mig, og da jeg gik i gymnasiet, læste jeg 'Østens vises liv og lære'. Her blev gud et begreb for mig og ikke en personificering af noget. 

Den kraft, vi kalder Gud, er for mig noget, vi er en del af, og som er noget inden i os, der forbinder os med alt.

Efter at have været omkring spiritisterne, forskellige healergrupper og teosofien, fandt jeg for 20 år siden den indianske livsfilosofi Earth Wisdom. Den handler om, at vi er en del af universet. Universet er i os, og vi er i universet.

Jeg har altid været lidt af en flyver og en drømmer, men den retning gav mig et anker til mine vinger – en jordforbindelse. Earth Wisdom giver mig en fornemmelse af at høre til i verden og af at have fundet min vej. Nogle gange er vejen jo kringlet, og når du tror, du skal til venstre, viser livet dig, at du i stedet skal til højre, og det at turde være her med det flow og at følge hvor inspirationen kalder dig hen, det er det spændende ved livet, synes jeg. 

Når du møder udfordringer, er det også en mulighed for, at du kan tage dit liv op til revision og spørge, hvor vil jeg så hen? På den måde er der hele tiden noget spændende omkring næste hjørne, og det holder livet levende."

Hvem har fundet vejen til dig hjerte?

"Det har min mand, Troels. Han er noget yngre end mig, så i begyndelsen var det svært for mig at acceptere det. Da vi mødte hinanden for 22 år siden, var det ikke særlig almindeligt, at kvinden var den ældste, så min fornuft sagde hele tiden, ”hvordan skal det dog gå?” 

LÆS OGSÅ

Ida afslørede sin dybeste hemmelighed: "Jeg afslørede mit forhold over for min tidligere mand"

Hvordan føles det, efter måneder eller endda år, at røbe en vigtig og sårbar sandhed, man ellers havde skjult for omverden? Her fortæller Ida Høltzel om at fortælle sin famlie om, at hun er lesbisk.

Min hjerne og mit hjerte var i krig, men hjertet vandt heldigvis, og i dag skænker jeg aldrig alderen en tanke. Det er svært at sige, hvorfor jeg faldt for ham, for det er ligesom en magnetisme, hvor man bare bliver draget mod hinanden uden helt at kunne forklare hvorfor. 

Hjernen har så mange ord, men vi er ikke vant til at tale på samme måde fra hjertet.

Vi har fundet en fælles vej i og med, at vi kommer fra samme branche. Han er Aerial Director, hvilket vil sige, at han planlægger og udfører, når folk skal op at flyve i f.eks. teaterforestillinger, så vi er vant til, at vi begge har forskellige arbejdstider, og at der er perioder, hvor vi har sindssygt travlt. Og så er det også en fælles accept af, at vi får lov til at være dem, vi er, og samtidig tillade forandringen, for vi forandrer os hele livet.

Vi har sådan en ting med, at vi hvert fjerde år lige kigger vores forhold efter i sømmene. Hvor er vi henne? Skal vi tage noget op til revision? Er der noget, vi skal gøre mere? Eller mindre? 

Både min mand og jeg bliver så fascineret af vores arbejde, at vi nogle gange kan blive væk i det, men vores liv skal jo ikke kun være arbejde, selvom vi har det sjovt og inspirerer hinanden med det. Så vi må virkelig hanke op i os selv og sige, at nu skal vi sætte os ned og aftale, hvornår vi skal have ferie. 

Sådan nogle banale ting, som gør, at man får brudt nogle dårlige vaner. Vi skal jo ikke være hinandens sofaer."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"I 90’erne blev jeg spurgt af en psykolog, om jeg var interesseret i at undervise sammen med ham, og det sagde jeg ja tak til, fordi jeg elsker at arbejde med mennesker og at se dem lyse og vokse og mærke, at jeg på den måde kan gøre en forskel. Det blev til mange gode år, hvor vi havde et kanon samarbejde. 

'Glashuset'

Birgitte Raaberg spiller journalisten Ida Buhr, der møder sin gamle veninde, businesskvinden Ann Reinhart (Sonja Oppenhagen), men over champagne og samtaler om barndommen spøger fortiden og minder om egne fejl og mangler og moralske gråzoner. 

Spiller på Herning Ny Teater indtil 9. oktober og tager derefter på turné rundt i landet.

Jeg underviser stadig i bl.a. kommunikation og lederskab, som jeg brænder lige så meget for som skuespillet, så jeg prøver at lægge et puslespil, hvor jeg i nogle perioder prioriterer det ene og i andre det andet. På et tidspunkt havde jeg en del undervisning i meditation på Lanzarote, og jeg havde fået at vide, at der kom 20 mennesker, men der kom det dobbelte. 

Der følte jeg, at jeg mistede vejgrebet, fordi det var så voldsomt. Jeg var på fra syv morgen til sen aften, og det arbejdspres føltes næsten som et overgreb, fordi jeg kunne mærke, at det gik over mine grænser i forhold til, hvor meget jeg skulle give. 

Det var en læring for mig i forhold til at sætte grænser og ikke at give alt, hvad jeg har, for så mister jeg balancen, og bliver fuldstændig drænet."

Hvad er din vej til lykke?

"Kunst. 

Jeg kan blive fuldstændig lykkelig ved at se en fantastisk udstilling, høre god musik eller læse en bog med vidunderlig poesi. Jeg kan næsten mærke det på celleplan. Det gør mig virkelig lykkelig, for det vækker mine sanser og kalder mig ind i nuet, og jeg mener jo, at nuet er det eneste, vi har. 

LÆS OGSÅ

De kendte ikke hinanden, da Janne sendte Jennifer en sms – men den fik stor betydning for begge

De kendte ikke hinanden, da Janne Villadsen sendte en sms til Jennifer Vedsted Christiansen og spurgte, om de ikke sammen skulle søge direktørjobbet på Nørrebro Teater. Siden har de været igennem både fejringer, fyringer og jævnlig parterapi, og nu står de foran den sæson, der for alvor skal vise, om drømmen om at revolutionere det gamle morskabsteater kan blive til virkelighed.

Vi bruger så mange kræfter på, hvad der var, og på bekymringer om, hvad skal der komme, men kunsten hjælper mig, så jeg koncentrerer mig om det, der er lige nu og her. Det får mig til at føle mig levende og til stede."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Lige nu laver jeg virkelig meget teater. Hele mit efterår og forår handler om teater, og lige nu spiller jeg med i stykket Glashuset sammen med min tætte veninde Sonja Oppenhagen. 

Det er et nyskrevet stykke, så det handler om det liv og de mennesker, vi er i dag og vores aktuelle livssituation. Nyskrevet dramatik fascinerer mig, fordi vi på den måde kan spejle nogle sider af det samfund, vi lever i, og reflektere over små fragmenter af virkeligheden. 

Bagefter skal jeg spille farmor i musicalen 'Tinka' og derefter direkte videre til Nørrebros Teater, hvor jeg sammen med ni andre kvinder over 67 skal lave forestillingen 'Renæssance'. Når de tre forestillinger er overstået, har jeg valgt, at min undervisning skal have fokus igen i en periode.

Jeg ønsker at arbejde så længe, jeg synes, det er sjovt. Jeg synes, at vi har en lidt mærkelig kultur i Danmark, hvor vi går meget op i at gruppere folk efter alder. 

Det er selvfølgelig helt rigtigt, at man får mulighed for at gå på pension, hvis man gerne vil det, men samtidig skal man også have lov at forsætte, hvis det er det, man vil. Og det her begreb pensionist er noget underligt noget. 

Det fortæller jo ikke noget som helst om, hvem du i øvrigt er, eller hvad du interesserer dig for. Som kunstner er der ingen, der rigtig tænker, at man går på pension, og mit arbejde er min passion, så jeg har ingen planer om at stoppe."