Måske har du aldrig hørt om Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen. Måske interesserer du dig ikke for ledelse, og måske er du ved at være træt af at høre om søstersind.

Men læs lige med alligevel.

LÆS OGSÅ

Mona og Jens har alt, da ulykkerne pludseligt ramler ned over dem: ”Det var vores livs værste krise”

Jens og jeg havde gode karrierer, tre dejlige børn og et skønt hus. Alt havde flasket sig for os, så når andre oplevede modgang, var vi helt enige om, at det måtte være deres egen skyld. Sådan tænkte vi – indtil vi selv blev ramt. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

For selv om artiklen her handler om de to kvinder, om hvordan det gik til, at de løftede hinanden ind i direktørjobbet på Nørrebro Teater og om hvilke tanker, de gør sig om at være gode chefer, handler den allermest om noget andet:

Mod.

Modet til at ønske sig noget stort. Modet til at række ud til en fremmed. Modet til at være sårbar.

Så om ikke for andet, skal du læse dette interview for at blive inspireret.

Historien begynder ved Janne Villadsen. Hun er den af de to, som taler mest.

"Jennifer taler til gengæld højest," griner hun.

Janne var tilbage i vinteren 2023 på barsel fra sit job som programdirektør på Heartland, hvor hun havde aftjent de seks år, hun havde givet sig selv til at udvikle den fynske festival. Nu skulle hun videre.

Og selv om scenekunst ikke var hendes speciale, havde hun et godt øje til Nørrebro Teater og så et potentiale for at udvikle det som et hus, der kunne rumme tværkulturelle oplevelser.

"En dag var jeg ude og trille med barnevognen og kom forbi et teater. Det fik mig til at stille mig selv spørgsmålet ”hvad er det bedste teater, jeg har set?”, og så tænkte jeg på Jennifer."

Hun var langt fra den eneste, der havde opdaget Jennifer Vedsted Christiansen.

Jennifer har siden, hun blev uddannet instruktør i 2019, skabt sig et stærkt navn i dansk teater. Hun står sammen med Emma Sehested Høeg bag kunstnerkollektivet 'How to Kill a Dog' og en hypet, anmelderrost, totalt udsolgt og prisbelønnet trilogi på Teater Republique.

De to kendte ikke hinanden, de havde kun mødtes en enkelt gang på Heartland.

"Og Jennifer kan slet ikke huske, hun havde set mig før," som Janne grinende siger.

En sms-invitation

Janne fik sig ikke taget sammen lige med det samme. Men midt i barsels-boble og baby-træthed tonede alligevel en tydelig vision for det gamle morskabsteater frem i Jannes hoved.

Så en uge senere sendte hun en sms. Som i første omgang ikke afslørede hele hendes plan; ”Jeg overvejer at søge jobbet som direktør på Nørrebro Teater, har du lyst til at sparre? Må jeg komme ud og drikke en kop kaffe med dig?”.

Jennifer stod midt i prøverne til 'Nina er sjov' på Det Kongelige Teater, men tænkte, at det ikke kunne skade at mødes.

LÆS OGSÅ

En vigtig sætning har fulgt Nikolaj Lie Kaas hele livet – og den skal han mindes om, når døtrene flytter hjemmefra

For skuespiller Nikolaj Lie Kaas har det været helt afgørende at skabe det trygge fundament for sine to teenagedøtre, som han selv mistede, da han som 16-årig blev forældreløs – og han glæder sig ikke til dagen, hvor de flyver fra reden, fortæller han i et stort interview til ALT for damerne.

"Janne virkede som et inspirerende menneske, og hvis hun blev direktør for Nørrebro Teater, ville det være fedt at kende hende," fortæller Jennifer, der plottede en halv time ind i sin travle kalender den førstkommende fredag.

Til mødet havde Janne forberedt sit elevator-pitch.

"Jeg gik i gang: ”Jeg drømmer om et hus, der skal åbnes endnu mere op, som tager langt større ansvar for lokalmiljøet, om kultur, der kan engagere folk i den demokratiske samtale”."

"Og så til sidst sagde jeg ”by the way, havde jeg tænkt, at vi skulle søge jobbet sammen”."

Jennifer: "Det kom totalt bag på mig."

Om Janne Villadsen, 43 år

• Direktør på Nørrebro Teater.
• Tidligere programdirektør på den fynske kultur-festival Heartland.
• Kæreste med Philip, som hun har et fælles barn og et bonus med (fra Philips tidligere forhold).

Jennifer var i gang med sit eget og havde ingen planer om at bliver teaterdirektør.

"Jeg ville aldrig have søgt det job alene, jeg var på vej dybere ind i et freelanceliv med teater, film og koncerter, og det kom bag på mig, at jeg fik lyst til at søge det."

"Men der var noget ved Janne og den energi, hun kom med, der bare var sådan ”wouw der er virkelig et potentiale her”. Jeg har altid haft en lyst til at udvikle mig, og her følte jeg, at jeg virkelig kunne lære noget. Af at være i rum med det her menneske de næste fire år og samarbejde om at udvikle et moderne teater, om ikke andet så bare af at skrive ansøgningen sammen."

Mødet bagefter blev aflyst, så de kunne tale videre, inden Jennifer skulle hjem og holde Halloween med sine tre børn.

"I slutningen af mødet sagde jeg til Janne ”nu har du mødt mig, og hvis du har fortrudt, er det helt ok”."

Men Janne var slet ikke i tvivl: ”Det bliver godt”, og den beslutsomhed bestyrkede Jennifer i den kemi og nysgerrighed, hun selv kunne mærke.

"Jeg kunne mærke, at jeg kunne spejle mig i det der med at gå med sin mavefornemmelse og gå all in. Så det var fedt."

Alligevel bad hun om tid til at gå hjem og tænke scenariet igennem

LÆS OGSÅ

En stor oplevelse ændrede Jakob Fauerbys syn på sig selv for altid: ”Jeg kunne ikke gå tilbage”

Skuespilleren husker stadig den præcise dato for dagen, hvor han som 14-årig fik øjnene op for, hvem han egentlig er, og hvad han drømte om i livet.

"Men der var Janne sådan ”du kan tænke til på mandag, for vi skal sende ansøgningen om en uge!”."

Modet til at spørge

Et spørgsmål trænger sig på: 

Janne, var du ikke bange for at blive afvist? Det kræver meget selvtillid at sende den sms og tro på, at man har noget, der har værdi for den anden.

"Hmm, altså jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal formulere det uden sådan at lyde selvfed … Jeg var ikke i tvivl om, at mit CV ville gøre, at Jennifer ville tænke, at det var interessant."

"Men når det så er sagt, kan jeg huske, at da vi stod og skulle tage billedet til ansøgningen, fik jeg tanken ”hvad nu hvis hun ikke synes, jeg er så fed alligevel …”"

Men kun et øjeblik, for modsat mange andre kvinder lider hun ikke det mindste af ”imposter syndrome”, frygten for at blive afsløret i, at man ikke kan noget.

"Jeg er vokset op i et mandemiljø, og jeg har det virkelig sådan ”bare spørg”. Det værste, der kan ske, det er, at du får et nej. Og jeg har da fået nogle nej’er nogle gange, som også har gjort ondt, men så har jeg brugt det som en motivation til at blive bedre."

"Min politik har altid været at omgive mig mennesker, som er klogere end mig selv, ofte ældre end mig selv. Og så bare række ud."

Hvis der er mennesker, man gerne vil arbejde sammen med, er Jannes bedste råd: Lad være med at fedtspille og forsøge med forsigtige hints.

"Bare spørg lige ud. Efter jeg fik det her job sammen med Jennifer, er der tre forskellige mennesker, der har sagt til mig, at de også engang har spurgt mig, om vi ikke skulle gøre det og det sammen. Og så var jeg sådan, at ”jeg forstod overhovedet ikke, at det var det, du mente med den der meget kryptiske sætning”."

LÆS OGSÅ

Laura Skjoldborg har preppet: "Der er sgu ikke nogen, der skal løbe om hjørner med mig"

Vi har hørt det igen og igen indenfor de seneste år, og med de sidste dages droneaktiviteter er det aktuelt igen - vi skal være forberedt til at kunne klare os i tre døgn uden vand i hanen og adgang til at købe mad. Alligevel er der mange, som ikke har fået preppet endnu. Den snak kom op, da podcasten "Skål søster" havde inviteret Laura Skjoldborg og Mette Heeno i studiet.

Kunsten at være to

Det blev, som Jennifer havde sagt til Janne, da de besluttede sig for at kaste sig ud i det:

"Hvis vi søger det sammen, får vi det."

De fik overbevist bestyrelsen om, at det ville være pengene værd at ansætte to direktører i stedet for én, og sidste år i maj rykkede de skrivebordene sammen og satte sig over for hinanden i kontoret på Ravnsborggade.

Nu skulle de finde ud af, hvordan de som to fremmede rent faktisk havde tænkt sig at være sammen om at bestemme.

"Vi har fra begyndelsen haft en coach og har ikke været blinde for, at der kan komme udfordringer. Men det har faktisk været en befrielse, at vi ikke kendte hinanden. 

Vi er ikke sammen, fordi vi kan lide hinanden eller griner ad det samme, men fordi vi har en fælles interesse og kigger i samme retning. Det gør det nemmere at løse konflikter, at vi har kæmpestort fælles why," siger Jennifer.

De to går jævnligt i det, de kalder ”partnerterapi”. De har en fælles bevidsthed om, at lederskabet og visionen kan ikke folde sig ud, hvis de har ondt i relationen.

Janne: "Vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi arbejder bedst sammen, og at vi har forskellige default actions, når vi bliver pressede. Og vi bliver pressede! 

Min default er at begynde at interessere mig lidt for meget for små detaljer, og når Jennifer ved det, kan hun jo sige til mig ”jeg kan mærke, du har lidt meget lige nu, skal jeg tage noget af det for dig?”."

På den anden side af skrivebordet har Jennifer et andet default mode. Hvis de er uenige om noget, kan hun godt blive stille.

"Og så siger Janne ”nu bliver du stille” …"

"Men hvis der er noget, jeg ikke er enig i eller ikke forstår, har jeg gode erfaringer med at gå ind i det med et ”prøv at sige noget mere om det”."

"Vi har besluttet os for, at hvis der er en konflikt, hvis vi mærker noget, siger vi det. En gang imellem har man bare brug for at trække sig og gå ud, og det er fint. Men hvis der stadig er noget, når man kommer tilbage, så snakker vi om det. 

Hvis der er en konflikt, må vi tage den, for ellers er der ikke plads til, at man kan møde hinanden med det positive."

To gange om ugen har de sat en time af i deres ”helt fucked” kalendere til at tale sammen om livet på teateret bare de to, men det er hos coachen, de går i dybden med relationen.

Janne: "Det er pissehårdt at gå til coach. At sidde og høre, at den anden synes, at ”der og der kunne du måske godt være federe” eller ”her giver du ikke nok”, kan da godt gøre, at man går hjem og er sådan ”pyha, hold da op”, men når man så lige har sovet på den, kommer man tilbage med fornyet energi. 

Det er jo ligesom et parforhold."

Jennifer afbryder: "Jeg får lyst til at sige, at det ikke handler om at ville forandre hinanden. Vi er jo dem, vi er, men derfor kan man jo lære at være tydelig omkring sine behov.

Hvad er det, jeg har brug for for at komme i mål, og der kan blikket udefra være godt. Fordi det kan være sårbart at sige."

Fantastisk og besværligt

De har efterhånden haft halvandet år til at udforske fordele og ulemper i at dele jobbet. På den gode side tæller blandt andet, at de kommer fra to forskellige udgangspunkter. Jennifer er kunstner, Janne er skolet i ledelse.

Jennifer: "Noget af det, jeg har skulle lære ved at indgå i det her job, er, at jeg har arbejdet som freelance, og jeg har været leder for nogen, der har været freelanceansat, så jeg har haft ansvar for det kunstneriske og for folks ve og vel de næste tre måneder."

"Det er jo anderledes her, så jeg har måttet læne mig op ad dig og lære at finde ud af, hvordan fordeler jeg min energi, så både jeg og organisationen kan holde på den lange bane."

"Vi går op i, at det skal være en fantastisk arbejdsplads. Vi arbejder med balanceret arbejdstid og rådighedsdage og fokustid, og det skal og også fungere på ledelsesniveau, så vi kan være her længe."

Det at skulle lede 40 medarbejdere og de dilemmaer, der følger med, er ofte samtaleemnet hen over de sammenskubbede skriveborde på det lille kontor.

"Det er en kæmpehjælp at have en, jeg kan tale fuldstændigt frit ud af posen med om de her ting. Jeg har ikke noget ledelsesansvar over for dig, du har ikke noget over for mig. 

Jeg forestiller mig, at det ville være ensomt at stå i spidsen for så stor en forandring og ikke have nogen at dele op- og nedture med," siger Jennifer.

Janne: "Det er også en af de vigtigste grunde til, at jeg ikke havde lyst til at være leder selv. For der er bare koldt på toppen. Det er dejligt, når der er medvind, men i kulturbranchen er alt super-volatilt. 

Du kan have et år, hvor det går amazing, og så det næste år går det virkelig dårligt. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Guide: 5 tip til mere voksentid i ferien

Lad dig inspirere til skønne oplevelser, der giver romantisk tid med kæresten og kvalitetstid med veninderne.

Det er sygt hårdt … der er så meget på spil, vi skal have så mange mennesker igennem det her store hus, for det har vi lovet en masse mennesker, og vi får mange millioner til det."

"Men så kan vi hive hinanden op. Det synes jeg faktisk, vi er virkelig gode til. Hvis jeg har det sådan ”hold kæft, jeg er nede i andet gear”, så hiver du mig lige op i femte."

Når I beskriver det sådan, tænker man, ”hvorfor deler alle så ikke magten”?

Jennifer: "Ja, hvorfor er der ikke flere, der gør det …?! Det er da så meget sjovere at dele shine med andre. At vinde som et hold, det gør glæden dobbelt så stor og sorgen halvt så tung."

Janne: "Jeg tror, der er sindssygt meget institutionalisering. Når vi taler med andre på vores niveau, oplever vi en stor efterspørgsel, men så sidder der måske nogle aktionærer, der ikke kan forstå, hvorfor de skal betale dobbelt så meget løn. 

Vi har haft en superfed bestyrelse, som har troet på, at den investering, det kostede at have to direktører, ville kunne give et bedre afkast. Og ikke mindst kan vi være et hus, der har et langt bredere værditilbud og få endnu flere forskellige gæster ind."

Jennifer: "Men lad os være ærlige; det er også besværligt at være to. Man skal hele tiden stå på mål for sine holdninger og beslutninger over for sin med-leder. 

Hver gang du siger noget, så er der en, der kan sige, ”ja man kunne også se det fra den her side”. Jeg har djævlens advokat siddende over for mig ved samme skrivebord hele tiden. 

Det kan da være megabesværligt."

Det lyder også tidskrævende?

"Ja, der er ting, der kunne være gået hurtigere, hvis det kun havde været en af os, der havde siddet her. Men jeg tror også på, at det giver nogle mere kvalificerede beslutninger."

Om Jennifer Vedsted Christiansen, 38 år

• Direktør på Nørrebro Teater.
• Tidligere instruktør kendt for samarbejder med Emma Sehested Høeg som kunstnerkollektivet 'How to Kill a Dog', en trilogi på Teater Republique og tv-serien 'Killjoy'.
• Gift med Mikkel, som hun har tre børn med.

Lyt efter det bedste

Jennifer har i samarbejdet med sanger og entertainer Emma Sehested Høeg øvet sig i at arbejde tæt sammen med en anden om en vision, og den erfaring hjælper hende nu:

"Det kræver jo, at man lytter efter den bedste udgave af det, den anden siger. At vi ikke hele tiden leder efter fejlene. 

Leder efter dér, hvor kan jeg spejle mig, hvor kan jeg se en idé, hvor synes jeg, der er et potentiale i det, du siger."

Netop den åbenhed er et af punkterne i det manifest, hun oprindeligt udformede for ”How to kill af dog”-projektet og et af de dogmer, hun til stadighed arbejder ud fra:

"Hvis man skal have en scene til at fungere, må man altid sige ja. Ellers opstår der ikke en fed scene. 

Man må gå med det, der bliver budt ind med. Da vi gik på uddannelsen, havde vi sådan nogle situationer, hvor nogle mente ”det kan ikke lade sig gøre”, eller ”nej, det kan man ikke”, eller nogen, der grinede lidt overbærende af en idé. Og vi var sådan ”okay, vi kommer ikke nogen vegne, hvis vi ikke giver plads til de nye ideer. 

Vi må lige følge det lidt til dørs”, og så kan det godt være, at det ikke kan lade sig gøre, men vi bliver nødt til at åbne os også for nogle ideer, der føles fremmede eller anderledes."

Visioner og fyringer

Visionen for Nørrebro Teater taler de længe om, hvis man spørger. Læser op fra plakater, der hænger på væggen og siger slagord som ”Nothing about us without us”.

Her kommer den korte version. Serveret af Janne:

"Vi vil give engagerende og lystfulde oplevelser med den levende kultur; teater, musik, samtaler, performance og kunst. Det store skift ligger i, at vi vil gerne sætte brugerne mere i centrum. Gæsterne skal ikke blot være beskuere, de skal tage noget med sig. 

LÆS OGSÅ

Cecilie Lassen efter svær tid: "Vi har kun lige nu"

Hun fik kun 17 minutter med sit yngste barn, og sorgen skinner igennem i den film, Cecilie Lassen indspillede efter tabet, og som har premiere nu. Hendes daværende ægteskab holdt ikke, men i dag er hun landet et godt sted. Med sin nye kæreste, med rollen som mor og bonusmor, og med et solidt venskab med sin eksmand.

Vi vil gerne arbejde med emner, vi er optaget af i den demokratiske samtale."

Jennifer: "Vi vil gerne forbinde os med gæsterne, med omverden og det, der foregår i samtiden. Det er målet at lave kunst, som folk har lyst til at tale videre om bagefter."

Når man hører dem tale, er det tydeligt, at Nørrebro Teater tilbage i 2024 blev ramt af to kvinder med en energi, som gjaldt det overtagelse af verdensherredømmet.

Janne: "Jeg tror, vi to begge er ”make it great”-typer. Vi slog vingerne ud og sagde højt, at vi ville skabe det fedeste sted, et sted, som København aldrig har oplevet før. Det skal være tværkulturelt, tværæstetisk, internationalt niveau. 

Når man siger det et par gange, så begynder folk faktisk at være sådan, ”okay, ja, det lyder sgu ret fedt, jeg har også den her idé”."

"Og det var et fedt hus at overtage, vanvittigt omstillingsparat og bare sådan ”kæft, det lyder fedt mand”. Men på et tidspunkt måtte vi sande, at vi er tidsoptimister. 

Så den tidsplan, vi lavede, da vi startede, er blevet revideret et par gange."

Jennifer: "Jeg elsker, at du er så ærlig, Janne."

"Men ja, i forhold til forandring har vi lært, at man spiser en elefant én bid ad gangen. Man må bare tage det i små skridt"

Janne: "Og det er jo ikke fordi, vi ikke kommer i mål med det, men hvad man troede, man kunne nå på et år, det tager måske halvandet år."

Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen kom til et hus med en stolt tradition, men med en økonomi, de efter den første sæson kalder ”svær”. Det seneste år har de brugt på at afvikle den teatersæson, de overtog, men som de ikke selv havde haft indflydelse på, hvor de undervejs har måttet reorganisere på teateret.

"Vi har måttet skære nogle drømme fra og sætte tempoet ned, så huset på langt sigt skulle lykkes," siger Jennifer.

Janne: "Det værste ved at stå i den situation er, at man jo gerne vil have, at folk tror på vores vision. Man vil gerne have, de skal give lidt ekstra, mens man lige skærer lidt fra med den anden hånd. 

Men det har været en fantastisk organisation at komme til."

Det har været nødvendigt at hugge en hæl og klippe en tå, og det kan gøre ondt i en kunstnerisk sjæl som Jennifers.

Jennifer: "Jeg er selvfølgelig optaget af det sociale, men jeg er virkelig ambitiøs på værkets vegne. Der er jo ikke nogen grund til at lave kunst, hvis ikke der er nogen, der ser det, og hvis ikke det er værd at vise. 

Det er et stort ansvar, man står med, fordi folks tid er den knappeste ressource, man har i sit liv. Så hvis de skal bruge en time eller to hos os, så skal vi også have gjort os mega umage."

Hænder på kogepladen

Her på indgangen til den første sæson, hvor de helt igennem har fået lov at sætte deres eget præg på programmet, er det en glohed kogeplade, deres fire hænder ligger på.

Janne: "Vi skal gerne have 60-70.000 mennesker igennem det her hus om året. Det er altså mange mennesker, man skal være noget for. Der er også hele det økonomiske aspekt, og så vil jeg også sige, at min egen forfængelighed er på spil. 

LÆS OGSÅ

Mette har besøgt alle verdens lande – og især én oplevelse kom bag på hende

Mette Ehlers Mikkelsen har som den første danske kvinde besøgt samtlige 193 lande i verden. Sidste stop var Nordkorea, hvor hun kom ind forklædt som løber. Men hvorfor nu stræbe efter den rekord? Vi har spurgt den erfarne globetrotter.

Vi har sat hele vores gode ry og rygte ind på, at det her skal blive et fucking fabulous sted."

Om lidt går det løs. Efterårets første store satsning er 'Prometheus', der undersøger om, hvad afhængighed af teknologi gør ved menneskeheden.

Stilladserne omkring bygningen bliver helt fysisk pillet ned lige op til premieren, så teateret kan træde frem og begynde en ny æra.

Det samarbejde, der begyndte som en sms mellem to fremmede, skal nu stå sin prøve.

Jennifer: "Vi har begge to arbejdet så sindssygt hårdt, vi skal begge to være stolte af det her. 

Når vi står foran det der teater, til åbningen, og når det hele er præsenteret, og vi laver vores første forestilling, så skal vi bare stå med hinanden i hænderne og være så stolte af det. 

Det skal hele huset."