En stor oplevelse ændrede Jakob Fauerbys syn på sig selv for altid: ”Jeg kunne ikke gå tilbage”

En stor oplevelse ændrede Jakob Fauerbys syn på sig selv for altid: ”Jeg kunne ikke gå tilbage”

Skuespilleren husker stadig den præcise dato for dagen, hvor han som 14-årig fik øjnene op for, hvem han egentlig er, og hvad han drømte om i livet.

alt.dk logo

Som helt ung teenager boede Jakob Fauerby i Smidstrup i Nordsjælland sammen med sin mor. Og når han i podcasten ”Mit Yngre Jeg” ser tilbage på den periode i sit liv, husker han det som en god tid – men også som en tid, hvor han fik øjnene op for nye sider af livet og sig selv.

– På mange måder havde 14-årige Jakob det faktisk okay. Jeg var del af en venskabskreds. Vi var fem venner, der var sammen altid. Fire piger og mig. Jeg havde virkelig stærke venskaber og et stærkt netværk, og jeg kunne lide at gå i skole, og jeg var også god til det. Og så havde jeg en kæreste, der hed Mia, som var helt vidunderlig, fortæller skuespilleren.

Men selvom Mia var en dejlig kæreste, så var der noget, der ikke føltes helt rigtigt for Jakob Fauerby.

– Jeg var jo godt nok klar over, at jeg nok ikke skulle være kæreste med Mia for evigt, fortæller han og husker tilbage på en oplevelse, hvor det blev særligt tydeligt for ham, at han skulle noget helt andet:

– En dag får jeg ved hjælp af min ældre fætter sneget mig ind på det diskotek, der hed PAN. Det var Nordeuropas største sted for LGBT+. Han kom ofte derinde, og jeg syntes, det lød sjovt og spændende, og så tog han mig med en dag. Og det gjorde han så den 24. maj.

For Jakob Fauery står datoen stadig klart for ham, for aftenen på PAN skulle vise sig at blive skelsættende for resten af hans liv.

– Da jeg trådte ind ad døren var ”Rhythm is a Dancer” den første melodi, der ramte mig. Og jeg kan ikke høre den sang i dag uden at blive taget tilbage. Så var der bare en hel masse mennesker, der dansede og havde det sjovt. Og som rørte ved hinanden. Der var en feststemning og frihed. Og jeg følte, at jeg gik ind i et mulighedernes land, som jeg slet ikke havde forstået fandtes.

Kys på dansegulvet

Der gik ikke længe før mulighedernes land faktisk tilbød en mulighed, som Jakob Fauerby ikke kunne sige nej til.

– Jeg mødte en meget, meget smuk ung mand, som spurgte, om jeg ville danse. Og det var til Erasure's ”Love to Hate You.” Hvilket også gør, at jeg er helt vild med Erasure i dag. Og så fik jeg mit første kys.

– Og jeg løj og påstod, at jeg var 18 år. Han var 24 og syntes, at 18 var lidt ungt, siger Jakob Fauerby i podcasten.

– Men jeg kom så hjem og var klar over, at jeg ikke kunne gå tilbage. Nu var der sket noget, som gjorde, at mit liv for evigt var forandret.

Fra kæreste til tæt fortrolig ven

Da den livsforandrende aften på PAN var omme, var Jakob Fauerby klar over, at han ikke kunne fortsætte forholdet med sin kæreste.

– Jeg slog op med Mia, og jeg fortalte hende faktisk, hvorfor. Vi var jo også virkelig gode venner. Vi havde været sammen i ni måneder, tror jeg. Og det er lang tid i 8. klasse. Vi havde sådan en enorm fortrolighed, og hun blev også en af dem, som jeg havde lettest ved at fortælle om, hvad der skete inden i mig. Og så fortalte jeg det til min bedste veninde, Annette, og selvfølgelig til min fætter. Og så resten af de fire piger i vennegruppen.

Og Jakob Fauerby oplevede, at det ikke kom bag på nogen af dem.

– Jeg tror, de fleste havde lugtet lunten, vil jeg sige. Det var ikke sådan et chok.

På trods af den gode reaktion fra vennerne, var det også forbundet med utryghed for Jakob Fauerby at være åben omkring sin seksualitet.

– Det var en mærkelig oplevelse, fordi jeg både var enormt klar over, at dem, der så på LGBT+ på en nedladende måde, ville være dem, der stod på den forkerte side af historien. Samtidig var jeg også klar over, at når jeg nu gik ind på den her livsbane, som jeg ikke kunne lade være med – for jeg havde jo ikke et valg – så ville der også komme modstand. Der ville være udfordringer, og der ville være en masse ting, som alle andre helt naturligt kunne se frem til, som jeg ikke ville få, siger Jakob Fauerby og uddyber:

– Jeg ville ikke kunne blive gift i en kirke. Jeg ville nok ikke få børn. Mine drømme om at blive skuespiller nok også i en tynd tråd, for hvis jeg kiggede ud i verden på det tidspunkt, så jeg ikke nogen homoseksuelle. Og hvis man fandt ud af, at de faktisk var homoseksuelle, så var det, fordi de døde af AIDS. Eller også havde de holdt det skjult et helt liv, og jeg kunne mærke, at det ikke var en mulighed for mig at holde det skjult. Jeg kunne ikke gå ud i verden og lege, at jeg var en, jeg ikke var.

I dag er Jakob Fauerby gift med sin mand Anders. De har datteren Anna sammen med veninden Rebecca.

Vært på 'Mit Yngre Jeg', Anne Albrechten, og Jacob Fauerby.
Vært på "Mit Yngre Jeg", Anne Albrechten, og Jacob Fauerby.

"Mit Yngre Jeg"

Om podcasten "Mit Yngre Jeg"

I "Mit Yngre Jeg" inviterer journalist og vært Anne Albrechtsen kendte stemmer – fra politikere og kulturpersonligheder til musikere og skuespillere – til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Undervejs opstår refleksioner, som voksne i dag kan spejle sig i – og måske bruge til at forstå de unge, de har tæt på.

Podcasten skaber et ærligt rum, hvor vi taler åbent om usikkerhed, relationer og forandringer. Et rum, hvor man kan finde inspiration og mod til at række ud til hinanden.

Lyt til Mit Yngre Jeg og få nye perspektiver på, hvordan vi – sammen – kan styrke forbindelsen mellem generationer.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.