De færreste har nok fuldstændig styr på, hvor mange lande der findes på kloden. 

Men det har Mette Ehlers Mikkelsen. Der er 193, og Mette har været i dem alle. 

LÆS OGSÅ

Var du også vild med bogen 'Spis, bed, elsk'? Nu er forfatteren tilbage med ny bog

Læsehjørnet: 4 nye bøger anbefalet af bogredaktør Marie-Louise Truelsen.

6. april satte hun sine fødder i det sidste land på listen, nemlig Nordkorea. Og det var en lettet globetrotter, der vendte hjem til Danmark, for hun havde ventet i over to år på at få tilladelse til besøget og sætte det sidste kryds på sin liste.

Men nu har Mette været overalt i verden.

"I 2018 satte jeg mig målet om, at jeg ville have besøgt alle verdens lande, og jeg havde allerede rejst meget, både som barn og voksen," fortæller Mette og slår fast:

"Jeg vil bruge det til at sætte fokus på kvinders vilkår verden rundt og fortælle historier om alle de kvinder, jeg har mødt."

Som en spionfilm

For i foråret at træde ind over grænsen til verdens eneste land, hun forsat ikke havde været i, måtte Mette dog sno sig. Og til sidst lykkedes det hende at få adgang til Nordkorea – ved at tilmelde sig et maratonløb.

"Det var absurd, for jeg er slet ikke sådan en, der løber. Men jeg havde fundet et smuthul ind i landet ved at være en del af en atletikdelegation," fortæller Mette, der følte, at hun spillede med i en spionfilm.

Sammen med sin 22-årige datter tog hun omsider det sidste skridt mod målet.

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Naturoplevelser du ikke vil gå glip af

Gør de kolde dage varmere med naturoplevelser, der sætter sig fast i hukommelsen. Her kan du lade dig forføre af listen over steder i naturen.

"Det var fantastisk at løbe over målstregen, og min datter og jeg krammede hinanden. Jeg havde kæmpet så hårdt for at nå målet om alle verdens lande, og så satte det et ekstra punktum at deltage i et løb," siger Mette.

Certificeret verdensfarer

Mette er del af det internationale fællesskab NomadMania, hvor man kan blive verificeret som én, der har rejst i alle verdens lande.

"Det handler ikke om at være rig eller eje et stort hus; fællesskabet ligger i passionen for at rejse," siger Mette.

Rejseriet er bestemt heller ikke slut for hendes vedkommende, selv om der nu ikke længere findes et eneste land, hun ikke har besøgt.

"Det er også noget helt særligt for mig at besøge et land for anden gang," siger hun.

"Jeg kan blive ved at dykke ned i nye eventyr."

Min mærkeligste oplevelse

”Nordkorea var i to år det eneste land, jeg manglede, og at det lykkedes, var en sejr. Jeg kom ind ved at deltage i et officielt løb, hvor man kunne løbe distancer fra fem kilometer til maraton. 

Jeg havde blot to uger til at træne. Vi var løbere fra hele verden, der stod på et stadion i hovedstaden Pyongyang. De nordkoreanske løbere stod snorlige og havde ens tøj på. Vi vesteuropæere stod hulter til bulter i farvestrålende træningstøj og lignede et cirkus. 

Publikum sad pænt og stille og havde fået udleveret en slags båthorn, som de holdt op på samme måde. De gjorde alt synkront. Under løbet var der vagter ved hver 100 meter, så man ikke kunne stikke ned ad en sidegade. 

Det var en syret oplevelse. 

Jeg var lykkelig, da jeg kom i mål, men den store sejr var, da jeg havde opholdt mig i landet i 24 timer og kunne tjekke det af ifølge reglerne.”

Det mest okkulte sted

”I La Paz i Bolivia mødte jeg en skopudser; en lille kvinde i kedeldragt med en kasse til sit pudsegrej, formet som en orange bus, og hun tog mig med rundt i sin skopudserbil til kunderne. 

Hun sparede sammen til at kunne gå i bowlerhat og med mange lag stof omkring sig. Sådan går mange kvinder klædt i Bolivia, og der er prestige i at vikle sig i flere lag. Et marked i byen gjorde også stort indtryk, for her blev solgt tørrede lamafostre, perleblandinger og urter og væsker, der hjalp med alt fra graviditet til høst. 

LÆS OGSÅ

Anne undgik sin eksmand i mange år – men til en fødselsdag skete noget uventet mellem dem

Skilsmissen fra Jørgen havde været ond og smertefuld. Derfor undgik jeg ham også i mange år, men da et af vores voksne børn inviterede os begge til barnedåb, skete der noget uventet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det lignede det rene heksemarked. Jeg købte en blanding med perler og frø, som blev velsignet, mens sælgeren tændte røgelse. Det var så fint. 

Min kæreste grinede lidt, da jeg kom hjem – over, at jeg ville betale penge for det. Men oplevelsen var det hele værd.”

Det reneste land

”For nogle år siden besøgte jeg Turkmenistan, et af verdens mest lukkede lande. Først virkede det absurd: Der var hvide biler overalt, gader dækket af marmor og rekord­store bygninger formet som fugle, stjerner og tæpper. 

Det hele virkede fjollet. Men efterhånden begyndte det at give mening. 

Når man forsøger at forstå indefra, ændrer perspektivet sig. I hovedstaden, Ashgabat, er alt hvidt og skinnende, og alle biler skal være hvide – og rene. I en støvet ørkenstat giver det mening, og der ligger bilvaske ved alle indfaldsveje. Om aftenen lyser byen op i alle regnbuens farver. 

Det er voldsomt, næsten kitschet, men også smukt. I parkerne mødes familier, når varmen er aftaget, for i en ørkenstat er grønne træer en luksus, og de plantes med omhu.”

Min mest mystiske oplevelse

”Sidste år rejste jeg til Togo og Benin i Vestafrika for at opleve Voodoo-festivalen, som strakte sig over flere dage. Der var ceremonier i ”magiske skove”, åndeoptrædener og dansende figurer. En af de mest sælsomme skikkelser var en dansende høstak – en mand skjult under strå, der i voodoosammenhæng repræsenterer en ånd. 

Når høstakken bevæger sig rundt, viser man respekt og lader den være i fred. Vi allierede os desuden med en lokal guide og besøgte to landsbyer og et offersted, hvor vi blandt andre mødte en kvinde, der lavede lerfigurer til at beskytte mod mæslinger. At sidde blandt kvinderne, lege med børnene og forstå hverdagen bag masker og dæmoner var værdifuldt. 

Vores kvindelige guide gjorde det muligt at komme tæt på i stedet for at betragte det udefra.”

Det mest overraskende land

”Mange danskere aner nok ikke, hvor moderne et land Kina er. De har en imponerende infrastruktur med lyntog, metro og indenrigsfly. 

Jeg har været der fem gange og var der med min datter tre gange i 2024-25, hvor jeg selv blev overrasket. Vi var blandt andet med tog og havde downloadet en app, hvor man kunne se, hvilke restauranter der var på næste station. 

Vi bestilte mad fra én af dem, og så stod der personale klar på perronen. Togpersonalet tog imod maden og serverede den for os ved vores sæder. 

LÆS OGSÅ

Cecilies eksmand er hendes bedste ven: “Det er lidt af en kamel for nye kærester at sluge”

Romantikken kan godt forsvinde, uden at venskabet behøver at gå i stykker. Det har tidligere balletdanser Cecilie Lassen lært, efter hun og eksmanden, Silas Bjerregaard, gik fra hinanden som følge af en stor, personlig sorg, fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Virkelig tjekket. 

Min datter ville gerne til Gobiørkenen, og jeg forestillede mig, at nu skulle vi virkelig have en rå oplevelse. Men vi kørte i en kæmpe bus og endte i en turistpark med 500 kameler og lysregulerede kryds til kamelerne. 

Vi besøgte desuden steder, der ligner Grand Canyon i USA og Rainbow Mountains i Peru, men som jeg aldrig havde hørt om. Jeg er virkelig overrasket over, hvor meget der er sket i Kina.”

Min farligste rejse

”Rejsen til Afghanistan er det farligste, jeg nogensinde har gjort. Det var i 2021, efter at Vesten trak sig ud. Jeg fulgte nyhederne og tænkte, det går galt.

Jeg søgte visum med det samme, det her var mit vindue, og jeg løb en risiko, men frygtede, at grænserne lukkede. Det var et chok at komme til Kabul. 

Byen var dæk­ket af cement­mure; labyrinter, man gik rundt i. På skilte for skønhedssaloner var billederne af kvinder uden slør malet over. Alt var lukket og fjendsk. Kvin­der­­ne var helt tildækkede. Jeg kunne kun finde vej ved at genkende graffiti på murene, og jeg var én ud af to gæster på hotellet, der nærmest var en bunker med vagter og uden vinduer. 

Jeg var der i en weekend, og jeg var virkelig bange. I Københavns Lufthavn havde jeg mødt en højgravid kvinde, der græd og rystede af skræk. Hun skulle med samme fly som mig. 

Hendes mand sendte hen­de tilbage til Kabul, og hun var rædselsslagen for, hvad hun ville møde. Jeg sad i flyet, dybt berørt, og tænkte på kontrasten mellem hendes frygt og min frivillige beslutning om at tage derned.”